Det ser ud til, at god ledelse skal være tryllestøvet, der retter op på tingene i det pressede sundhedsvæsen. I kommissoriet for Kommissionen for robusthed står, at god ledelse skal understøtte arbejdet med at robustgøre sundhedsvæsenet, og i kommissoriet for Sundhedsstrukturkommissionen står, at den skal inddrage betydningen af kultur og ledelse i sundhedsvæsenet i sit arbejde. Og formand Jesper Fisker har udtalt, at ledelse er en del af problemet i sundhedsvæsenet i dag.
Men er det en New Public Management-aflægger, eller er der potentiale? Hvad og hvor meget betyder ledelse egentlig i et væsen med begrænset økonomi og et væld af lovbestemte rammer og politikbestemte mål? Hvor meget kan ledelsen udrette for medarbejdernes arbejdsmiljø og faglige tilfredsstillelse, når det i sidste ende kan tørne sammen med en stram økonomi og problemer med at skaffe det nødvendige personale?
Det spørger vi en forsker og en kliniker om.
Sidstnævnte er cheflæge på Akutafdelingen, OUH, Poul Henning Madsen, som for nylig i et indlæg i Ugeskrift for Læger erklærede sig som optimist på sundhedsvæsenets vegne, mest af alt fordi han ser nogle tendenser til, at læger i stigende grad har lyst til at blive leder, og at de udviser et nyt og nødvendigt helhedsblik i deres tilgang til ledelse. Og så siger han også: »Hvem vil arbejde et sted uden en god leder?«
Forskeren er Christian Bøtcher Jacobsen, som er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og medlem af Kommissionen for robusthed og har forsket i ledelse i flere år. Han ved, hvad der er dokumentation for, at ledelse kan udvirke.
På spørgsmålet, om han tror, at et fokus på ledelse kan være med til at løse nogle af problemerne i sundhedsvæsenet, sådan som regeringen ønsker, svarer han: ja.
Hvad ved man om virkning af ledelse?
»Forskningen viser, at forskellige ledelsesformer kan gøre en forskel for kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser. Det er målt på patientoplevelser af kvalitet. Andre studier viser, at der er en sammenhæng mellem ledelseskvalitet og overlevelse«, siger han.
En af de afgørende problemer i sundhedsvæsenet, som kommissionerne gerne skulle gøre noget ved, er manglen på sammenhæng i sundhedsvæsenet. Og her er forskningen usikker.
»Det er svært at måle, om ledelse kan gøre en forskel på, om der er sammenhæng i sundhedsvæsenet, og der er ikke stærk evidens for, om ledelse kan gøre en forskel«.
Men der er på den anden side evidens for, at ledelse kan gøre en forskel for medarbejderne, måske ikke så overraskende, men alligevel.
»Hvad ledelsen gør, har betydning for medarbejdernes motivation. Hvis de oplever en fælles retning, en insisteren på fælles værdier eller støtte og opbakning fra ledelsen, betyder det noget. Og det løber i sidste ende ud i mindre sygefravær og lyst til at blive på arbejdspladsen og dermed bedre fastholdelse. Så for medarbejderen kan ledelse på den måde gøre en ret stor forskel«, siger Christian Bøtcher Jacobsen.
Er det en ny opdagelse, at ledelse på visse områder kan gøre en forskel?
»Ikke helt. Men man har stillet spørgsmålet, hvor stor en forskel ledelse kan gøre. Og det diskuterer man stadig. Nogle har ment, at ledelse er en marginal faktor. Andre, at den er altafgørende. Men studier viser generelt, at ledelse betyder mindre i rekrutteringssituationen, men meget i forhold til motivation og fastholdelse«.
Ledelse er mange ting
Det kommer selvfølgelig meget an på, hvad det er for noget ledelse, man snakker om – for der er mange discipliner inden for ledelse.
Hvilke aspekter ved ledelse kunne de to kommissioner efter din mening have fokus på, hvis det skal medvirke til løsningen på sundhedsvæsenets krise?
»Umiddelbart vil det være oplagt for Sundhedsstrukturkommissionen at fokusere på de overordnede linjer for ledelse. Om der er strukturel plads til at lede. Det er et vigtigt spørgsmål, om der er plads til at lede. Enhederne i sundhedsvæsenet er meget store både på hospitaler og i kommuner – ledere har 80, 100, 150 medarbejdere i reference – og for mig at se er det en umulig måde at bedrive ledelse ud fra. Det er en vanskelig præmis at komme igennem med ledelse på«.
Christian Bøtcher Jacobsen peger på spørgsmålet om, hvor mange ledelsesniveauer der skal være. Topledelse betyder selvfølgelig noget. Men forskningen viser, at den nærmeste ledelse betyder virkelig meget.
»Derfor skal der skabes plads til, at den har mandat, og den skal have autoritet til at gå ud og bedrive ledelse hver dag. Det, tænker jeg, er vigtige emner for Sundhedsstrukturkommissionen. Udfordringen er, hvordan vi får skruet et sundhedsvæsen sammen, så den nærmeste ledelse, frontledelsen, er klædt på og har opbakning til et bedrive ledelse hver dag. Det kunne være noget, de vil se på i Sundhedsstrukturkommissionen«.
Hvordan skal lederen lede?
Hvis Sundhedsstrukturkommissionen vil finde ud af at skabe plads til ledelse, kunne Kommissionen for robusthed definere, hvordan pladsen til at lede skal bruges, og hvordan lederne kan spores ind på det ansvar, de har f.eks. med at fastholde ansatte, mener Christian Bøtcher Jacobsen.
»Det kan være at pege på, hvordan vi sikrer, at vi har ledelser, som kan fastholde og rekruttere og også prioritere i opgaverne på fornuftig måde. Det kan også være en del af ledelsesopgaven at fordele ledelsesansvaret – at lægge et medarbejderansvar ind i sådan et stort sundhedsvæsen«.
Ledelsen skal gøre forskellen?
»Ja, for ledelsespaletten er stor. En aktiv og dygtig ledelse skal huske den værdi, som mange sundhedsansatte oprindeligt har valgt job ud fra – at man er der for at gøre en forskel for mennesker, og det er noget helt særligt, man kan. Her er ledelsesopgaven også at komme tæt på, at give feedback og støtte. Og give ansvar og understøtte at et højtuddannet sundhedspersonale rent faktisk føler sig medinddraget og har indflydelse og medbestemmelse på de mange daglige beslutninger. Det er nødvendigt, så de ikke strander hos ledelsen.
I den anden ende af paletten skal lederen signalere, at man har styr på det udadtil, håndtere ledelsen opad og sørge for at sundhedsvæsenet hænger sammen«.
Det lyder, som om der er brug for at lag af djøf’ere eller hvad?
»Ikke nødvendigvis. Men det er helt sikkert ikke nogen nem opgave at være leder. Især for de højtuddannede, f.eks. læger, er det nok en forudsætning, at lederen er en god fagperson. Men man er jo ikke nødvendigvis en god leder, fordi man er en god fagperson. Det er ret centralt. Det skal anerkendes, at de skal klædes på til ledelsesopgaven«.
Det kræver ret meget, når man som fagperson påtager sig et ledelsesansvar, at man også påtager sig de opgaver, der følger med, som ikke bare er faglige.