Content area

|

Klar til en ny coronavinter? »Befolkningen skal forberedes. De skal vide, hvad vi kan og ikke kan«

Vi har ikke længere et sundhedsvæsen, hvor man kan få næsten alt fra alle hylder. Det skal patienterne vide. Sådan lyder det forud for en ny vinter i et slidt sundhedsvæsen. Arbejdsmiljøet var under voldsomt pres under coronabølgerne, men det ser ikke ud til at have resulteret i flere påbud fra Arbejdstilsynet.
Lungemediciner Gitte Anna Madsen, AUH, ser til en patient sammen med sin kollega Jeppe Holm Atkins. Foto: Jesper Balleby
Forfatter(e)
Bodil Jessen, boj@dadl.dk

Høje følelsesmæssige krav. Tidspres og stor arbejdsmængde. Vold, trusler, krænkelser og mobning.

Det er nogle af de elementer, som Arbejdstilsynet har et særligt fokus på i disse år på landets hospitaler. I 2020-2022 er psykisk arbejdsmiljø på hospitalerne således et af Arbejdstilsynets udvalgte fokusområder, hvilket blandt andet indebærer en intensiveret tilsynsindsats. Denne ekstraordinære indsats falder tidsmæssigt sammen med en yderst presset tid for sundhedsvæsenet med coronaepidemi, pukkelafvikling, sygeplejerskestrejke og udbredt personalemangel.

Det særlige fokus ser dog endnu ikke ud til at have sat sig spor i form af flere påbud eller andre reaktioner fra Arbejdstilsynet, viser en aktindsigt, som Ugeskrift for Læger har fået hos Arbejdstilsynet i påbud mv. fra 2010 til 2021.

Faktisk er det svært at se, at Arbejdstilsynets igangværende indsats og de seneste års coronaepidemi har afsat nogen mærkbare aftryk, når man sammenligner antallet af reaktioner fra Arbejdstilsynet med antallet i de forrige år. Så måske var og er arbejdsmiljøet slet ikke så slemt i coronaårene?

Men, men, men.

Tallene skal tages med forbehold. Dels har Arbejdstilsynet ændret opgørelsesmetoder i perioden, dels kan særlige indsatser forklare udsving i enkelte år. Dertil kommer, at tilsynsindsatsen blev indstillet i nogle måneder under den første coronabølge.

Og virkeligheden er betydeligt mere nuanceret, end tal og statistikker umiddelbart viser på overfladen, lyder meldingen fra flere læger. Ugeskrift for Læger har derfor valgt at se på, hvad vi lærte om arbejdsmiljøet under coronabølgerne, og hvordan den viden kan anvendes på tærsklen til en ny mulig coronavinter.

Uvished

Alt elektivt var væk. Der var kun det akutte og basale. Al støj var fjernet. Der blev sprittet hænder og tastaturer i et væk, og der var stor bekymring for, om der var nok værnemidler og respiratorer.

Kasper Gasbjerg kan huske, hvordan det gibbede i garvede læger og sygeplejersker, da en mand midt i 30’erne – på hans egen alder og uden komorbiditeter – røg i respirator på intensivafdelingen på akutsygehuset i Slagelse, hvor Kasper havde meldt sig som frivillig til coronaberedskabet under første bølge.

Kasper Gasbjerg, HU-læge i anæstesiologi, har været fællestillidsrepræsentant i en del af coronatiden. Foto: Claus BechKasper Gasbjerg, HU-læge i anæstesiologi, har været fællestillidsrepræsentant i en del af coronatiden. Foto: Claus Bech

»Det var ikke arbejdsbelastningen, der var det værste. Det var uvisheden og usikkerheden, der tærede. Man var bange for at bringe smitte hjem til sin familie, til forældre og bedsteforældre, og når tidligere raske patienter i 30’erne kunne komme i respirator, så var man jo ikke engang fredet selv«, husker Kasper Gasbjerg, der i dag er i gang med sin HU i anæstesiologi på Sjællands Universitetshospital, Køge.

Første bølge var en ekstraordinær tid – også for arbejdsmiljøet. Arbejdstilsynet indstillede sin tilsynsvirksomhed, overenskomsten blev suspenderet, og de almindelige varsler var ikke længere gældende. Folk blev flyttet rundt, pålagt vagter, og fridage blev inddraget. Læger og sygeplejersker, som ikke var vant til at arbejde med infektionssygdomme, blev overført til COVID-19-afsnit og intensivafdelinger med svært syge.

Samtidig var der dog mange frivillige, og der var en gejst og et sammenhold og en følelse af at finde ind til kernen af det at være læge. Nytænkning og tværfagligt samarbejde blomstrede, mens silotænkning, faggrænser og »jamen vi plejer«-folket havde trange kår

Forskruet work-life-balance

Men den ekstraordinære indsats fra sundhedspersonalet i første bølge kom med en pris. En pris, der blev dyr, da de næste coronabølger ramte og krævede endnu en jætteindsats. Og en pris, som stadig betales i form af udbredt personalemangel.

Kasper Gasbjerg var i mellemtiden blevet valgt til fællestillidsrepræsentant og formand for Yngre Læger i Region Sjælland, og her var han fra første række vidne til, at det ene maratonløb afløste det næste.

Efter første bølge tog pukkelafviklingen over, og da de efterfølgende coronabølger ramte, var der længere perioder med normal produktion, åbne ambulatorier og elektive behandlinger, samtidig med at patienterne med COVID-19 skulle håndteres.

  • »Generelt var der ikke mere at give af, da vi kom længere ind i epidemien. Folk var slidte psykisk«

Kasper Gasbjerg, HU-læge i anæstesiologi

»Overenskomsten gjaldt igen, men der var stadig folk, som for eksempel fik ændret deres juleplaner få dage før jul. Folk blev usikre på, om de kunne regne med deres vagtplan, og hvornår de havde fri. Det hed sig, at det skulle være frivilligt at tage ekstravagter, men det var svært«, siger Kasper Gasbjerg.

Kunne I ikke bare stå fast på overenskomst og vagtplan og sige nej til ekstravagter?

»Nej, den fornemmelse havde jeg ikke. For så var der jo andre kolleger, der blev presset. Der var også stadig en lyst til at hjælpe og løfte i flok – men det havde været lettere, hvis vi ikke samtidig skulle klare alt vores vante arbejde, det elektive, ambulatorier og så videre«.

Når I følte jer så pressede, hvorfor sendte I så ikke bud efter Arbejdstilsynet?

»Hm … Ja, det er svært at råbe højt, hvis man ikke griber fat i de myndigheder, der kan hjælpe en. Men arbejdsmiljøet blev påvirket af mange ting. Både fordi folk i stor stil blev rykket rundt internt på sygehusene, og fordi overenskomsten ikke altid blev overholdt. Generelt var der ikke mere at give af, da vi kom længere ind i epidemien. Folk var slidte psykisk. Og det er bare lidt mere diffust, end hvis man har et fysisk farligt arbejde og tilkalder Arbejdstilsynet«, forklarer Kasper Gasbjerg.

Den dag i dag ser han reminiscenser fra det belastede arbejdsmiljø under coronaepidemien. Især blandt plejepersonalet.

»I lange perioder var den psykiske del af medarbejderens work-life-balance helt forskruet, og det har store konsekvenser i dag. Der er anæstesisygeplejersker og operationssygeplejersker, der har sagt op med den begrundelse, at de ikke vil risikere igen at blive flyttet til intensivafdelinger for at passe svært syge patienter med COVID-19«, fortæller Kasper Gasbjerg. Han fortsætter:

»Vi har også diskuteret det på MED-møder, og der er en forståelse af, at vi klarede os igennem, fordi medarbejderne udviste et enormt mod og en enestående fleksibilitet til at stå med opgaver, som de ikke var uddannet til. Men den vilje og overbærenhed var brugt op efter første bølge, og den er ikke kommet tilbage. Der er ikke mere at give af«.

Befolkningen skal forberedes

På Aarhus Universitetshospital har lungemediciner Gitte Anna Madsen, der er fællestillidsrepræsentant for Yngre Læger, også oplevet, at coronatidens omvæltninger har ramt hårdt. Det med ikke at vide, hvornår man skal arbejde, og hvornår man har fri. De mange flytninger af personale ramte især sygeplejerskerne hårdt, fortæller hun.

Afdelingslæge Gitte Anna Madsen, AUH. Foto: Jesper BallebyAfdelingslæge Gitte Anna Madsen, AUH. Foto: Jesper Balleby

»Vi læger er lettere at flytte rundt med. Det er vi vant til, og vi er også vant til at arbejde meget alene og være væk fra det sædvanlige team. Der er sygeplejersker meget mere vant til at være en del af et fast team«.

Har du på noget tidspunkt overvejet, om al usikkerheden skulle føre til en henvendelse til Arbejdstilsynet?

»Nej, for vi indgik nogle gode aftaler med ledelsen. Og jeg må sige til hospitalsledelsens ros, at de har været utroligt lydhøre over for os tillidsfolk, når vi påpegede problemer. I perioder holdt vi næsten daglige møder, og det er vi faktisk fortsat med – nu er det bare én gang om ugen, hvor vi drøfter alt muligt. Så det har de gjort godt«, mener Gitte Anna Madsen.

Nu står vi over for en ny mulig coronavinter. Med et ramponeret sygehusvæsen med lukkede operationsstuer og lukkede senge på grund af personalemangel. På Gitte Anna Madsens lungeafdeling er antallet af sengepladser skåret ned fra 22 til 16 senge, og på det afsnit i akutafdelingen, hvor hun også har vagter, er sengetallet lige blevet skåret ned fra 20 til 16. Samtidig regnes COVID-19 ikke længere som en samfundskritisk sygdom – den skal håndteres inden for det sædvanlige beredskab på linje med influenza, RS-virus og vinterhalvårets øvrige infektioner.

Ud over at løse problemet med manglende sygeplejersker – og det er jo svært nok – hvad tror du så, at man kan gøre på sygehusene for at slippe helskindet gennem den kommende vinter?

»Vi er nok der, hvor befolkningen skal forberedes. De skal vide, hvad vi kan, og hvad vi ikke kan. De skal klædes godt på og have at vide, at vi ikke længere har et sundhedsvæsen, hvor de kan få næsten alt fra alle hylder. Det tror jeg, at politikerne er nødt til at sige til dem. Politikerne skal ikke blive ved at stille folk i udsigt, at de kan få en speciallæge på hjemmebesøg ude i vandkanten i Vestjylland. Politikerne vil gerne love alt muligt, men det er nødt til at stoppe nu. Befolkningen skal have at vide, at de er nødt til at klare mere selv«, siger Gitte Anna Madsen.

Men når hun ser rundt i sengene på lungeafdelingen, er det ikke overpylrede småsyge patienter, der ligger og fylder op. Det er svært syge og svage ældre, og hvis de ikke skal være på sygehuset, skal kommunen stå klar med den rette pleje og støtte.

»Der er ikke et quick fix. Men jeg kunne godt tænke mig, at man indførte en differentieret udredningsret, for der er en del tilstande, som går over af sig selv, og som sagtens kan vente. Vi kan ikke overholde udredningsretten, som den er. Vi går på arbejde og fejler hver dag«.

Hvordan er det at gå på arbejde og fejle hver dag?

»Det er ikke noget, vi tænker over, mens vi ser patienter. Men det er ærgerligt, at vi ser de patienter, som har ret til det, og ikke de patienter som har mest brug for det. Jeg er ikke så bekymret for sygdommen COVID-19. Det er en infektionssygdom, som er håndterbar. Men det svære er usikkerheden om, hvor hårdt både COVID-19 og influenza kommer til at ramme et sygehusvæsen, som er så skrøbeligt på grund af mangel på personale«, siger Gitte Anna Madsen.

Sværere at få støtte fra kolleger

Coronatidens bud om afstand og begrænset social konkakt har fået konsekvenser for arbejdsmiljøet på en bred vifte af arbejdspladser, fortæller arbejdsmiljøforsker, ph.d. Kirsten Nabe-Nielsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun har selv forsket i arbejdsmiljøet blandt folkeskolelærere og social- og sundhedsassistenter og -hjælpere under coronaepidemien.

»For mange går det igen, at man særligt i begyndelsen var bange for selv at blive smittet og bange for at bringe smitte hjem til sårbare familiemedlemmer og venner«, forklarer Kirsten Nabe-Nielsen.

Men samtidig med, at mange oplevede en større grad af usikkerhed og utryghed på arbejdspladsen, var der ikke den sædvanlige mulighed for at trække på kollegernes støtte, som man var vant til før epidemien, pointerer hun.

»Normalt oplever folk den sociale støtte fra kolleger som en af de største ressourcer i arbejdsmiljøet. Men den støtte blev mange afskåret fra under coronaepidemien, hvor man af hensyn til smittehåndteringen skulle mindske social kontakt, holde afstand, ikke mødes i grupper, ikke spise frokost sammen og den slags. Så mange oplevede at blive udfordrede på den kollegiale ressource, de normalt trækker på i belastende situationer på arbejdspladsen«, forklarer Kirsten Nabe-Nielsen.

Efterhånden som corona kom lidt på afstand, og det igen blev muligt med mere social kontakt og mindre afstand, kunne der opstå andre udfordringer i det interkollegiale samspil. For alle var ikke klar til på samme tid at vende tilbage til en mere normal hverdag. Nogle var fortsat optagede af at begrænse smittespredning, måske fordi de selv eller deres pårørende var i risikogruppe, mens andre var glade for at kunne give lidt slip igen og være sammen med deres kolleger.

»Det gjaldt særligt de steder, hvor retningslinjer og hensyn var til fortolkning. Vi så for eksempel, at der var skolelærere, der mente, at det var vigtigere for dem at kunne være tæt på et barn, der har brug for trøst, end det var at holde afstand. På samme måde var der arbejdspladser i social- og sundhedssektoren, hvor medarbejderne oplevede, at de på grund af smittehåndteringen ikke havde mulighed for at give den professionelle omsorg og kvalitet, som de ser som en af værdierne i deres fag. På den måde udgjorde værnemidler, afstand og isolation en særlig udfordring«, siger Kirsten Nabe-Nielsen.

Det bliver ikke som før

Hos Yngre Læger har man løbende foretaget temperaturmålinger på medlemmernes arbejdsmiljø under coronaepidemien. I den undersøgelse, der blev gennemført under anden coronabølge, svarede mere end halvdelen af de yngre læger, at de var mere belastede end før i pandemien, og to tredjedele tog særlige forholdsholdsregler i deres privatliv på grund af deres arbejde som læge.

I alt 41 procent oplevede, at deres arbejdsrelaterede stress var højere end før, men 36 procent mente ikke, at deres ledelse havde ekstra fokus på arbejdsmiljøet.

Der har været pres på arbejdsmiljøet – også selvom det måske ikke har givet synlige udslag i form af flere påbud fra Arbejdstilsynet. Helga Schultz, formand for Yngre Læger, siger:

»Under en coronaepidemi mener jeg ikke, at vi kan bruge Arbejdstilsynets tal som en generel indikator for, hvordan arbejdsmiljøet på hospitalerne har været. Dertil er der for mange forbehold og særlige forhold. Vi synes, at vi har været meget fleksible, men den tilstand af uforudsigelighed i hverdagen, som var udpræget i den første tid, kom til at vare for længe. Den uforudsigelighed er svær at blive ved med at holde til«, siger Helga Schultz.

Hun konstaterer, at de øvrige udfordringer – pukkelafvikling, sygeplejerskestrejke og nu udbredt personalemangel – ikke har gjort det lettere.

»Håbet om at komme tilbage til det sundhedsvæsen, der var før, er blevet skudt ned. Det er svært at se, at det kan blive det samme igen«, konstaterer Helga Schultz.

Hvis du ser frem mod den kommende vinter – med alt det, I har lært i de tidligere coronabølger – hvordan mener du så, at sygehusene skal komme bedst muligt gennem de kommende måneder?

»Hvis man er nervøs for at komme gennem vinteren, så handler det ikke om corona. Så handler det om mangel på plejepersonale, og det er alvorligt. Og så har vi et meget stort ønske om, at politikerne suspenderer behandlingsgarantien, så vi kan behandle de mest syge først og ikke bliver ved med at flytte penge og personale til det private. Det bliver politikerne nødt til at tage ansvaret for«.

Afgørelser om psykisk arbejdsmiljø på hospitaler 2010-2021

Grafikken indeholder for eksempel påbud, strakspåbud og afgørelser uden handlepligt. Vejledninger, aftaleforløb og kompetencepåbud indgår ikke. Arbejdstilsynet oplyser, at der er ændret opgørelsesmetoder i perioden, så sammenligninger skal tages med forbehold. Desuden kan et enkelt år være påvirket af en ekstraordinær tilsynsindsats. Dette var for eksempel tilfældet i 2014, hvor tilsynet gennemførte en dybdegående tilsynsindsats om det psykiske arbejdsmiljø, målrettet sygeplejersker og psykiatri. Endvidere begrænsede COVID-19 antallet af tilsyn fra medio marts til ultimo juni 2020, ligesom der i slutningen af perioden kan være gennemført tilsynsbesøg, som har givet anledning til afgørelser, der ikke fremgår, fordi de ikke er afsendt.

Kilde: Arbejdstilsynet, august 2022

Samlet antal tilsynsbesøg på hospitaler 2012-2021

2012: 545
2013: 321
2014: 417
2015: 350
2016: 305
2017: 427
2018: 325
2019: 375
2020: 305
2021: 390

Kilde: Arbejdstilsynet, aktindsigt til Ugeskrift for Læger, 24. oktober 2022.

Læs også:

Fokus på faglighed holder gejsten oppe

Læger stresser: »Jobkrav er ikke et problem – men vi har brug for nogle stødpuder«

Blad nummer: 

Right side

af Anette Bygum | 02/12
1 Kommentar
af Karen Flink Konstantin-Hansen | 02/12
1 Kommentar
af Bolette Gerd Friderichsen | 29/11
4 kommentarer
af Kai Axel Lorentzen | 28/11
1 Kommentar
af Anders Beich | 27/11
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 21/11
4 kommentarer
af Morten Holm | 21/11
1 Kommentar
af Tom Giedsing Hansen | 21/11
2 kommentarer