Læger stresser: »Jobkrav er ikke et problem – men vi har brug for nogle stødpuder«

Et program for lægers velbefindende.

Det lyder måske som en drøm, men sådan et program findes og har eksisteret siden 2017 i den berømte amerikanske nonprofitsundhedsorganisation Mayo Clinic. Og de har opnået erfaringer og succes med deres indsatser mod udbrændthed og bliver nu forbillede for en strategi på dansk grund til beskyttelse mod udbrændthed blandt karkirurger. Med god grund – i USA lider omkring halvdelen af lægerne af udbrændthed.

Når det netop er karkirurgi, der kan blive frontløber i det danske arbejde, skyldes det, at specialet, som det første danske, sidste år var genstand for en undersøgelse af udbrændthed. Studiet blev gennemført af en række karkirurger i samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Og det viste, at mere end 80 procent af karkirurgerne i Danmark lider af udbrændthed.

»Der er brug for at vende skibet«, siger Cecilie Markvard Møller, HU-læge i karkirurgi, 1. reservelæge og medforfatter til karkirurgstudiet.

Nu vil de samme forskere granske de amerikanske modeller for, hvordan udbrændthed kan modvirkes.

»I USA er man de seneste år virkelig begyndt tage problemet med udbrændthed seriøst – American Medical Association arbejder aktivt med det, og nogle hospitaler har oprettet ledelsesstillinger og udarbejdet modeller for, hvordan man kan nedsætte risikoen for udbrændthed samt hjælpe dem, der allerede er udbrændte«, siger Cecilie Markvard Møller.

En af Mayo Clinics pointer er, at det ikke er en opgave, der ligger på den enkelte læges skuldre. Tværtimod ligner det mere og mere et samfundsproblem.

Lægers – og andre sundhedspersoners – arbejdsmiljø er i brede kredse mere end hot i disse år, fordi alle er klar over, at det er en uomgængelig rekrutteringsfaktor. Sundhedsvæsenet og sygehusene skriger på arbejdskraft.

Danske Regioners formand Anders Kühnau sagde i et tiltrædelsesinterview her i Ugeskrift for Læger i maj:

»Der er et kæmpebehov for at sætte fokus på arbejdsmiljøet«. Det er nøglen til at fastholde og rekruttere medarbejdere, sagde han og pegede på, at opgaven er delvis strukturel, idet man kan reducere vagtbelastningen for den enkelte. Og at man skal tage højde for individuelle ønsker. Han sagde dog også, at man ikke ved så meget om, hvad der virker for at skabe et godt arbejdsmiljø.

Her kommer Mayo Clinic ind i billedet. Her er en overordnet forståelse af, at udbrændthed er et organisatorisk og ikke et individuelt problem, og det har ført til en række indsatser og strategier, som et hospital kan arbejde med for at begrænse problemet med udbrændthed. (se også artiklen på følgende sider).

Læger mest stressede gruppe i Danmark

Hvor galt det står til med stressniveauet blandt danske læger er der ikke helt nye tal for.

De seneste er fra 2018 og stammer fra NFA’s landsdækkende undersøgelse, som blev gennemført hvert år fra 2012 til 2018. Her blev et repræsentativt udsnit af hele befolkningen spurgt om deres arbejdsmiljø, herunder mere end 250 hospitalslæger. Deres svar viste, at hospitalsansatte læger er den arbejdsgruppe, hvor flest angiver arbejdsrelateret stress.

Men om udbrændthed hos danske læger ved man ikke så meget konkret. Det oplyser seniorforsker ved NFA, Birgit Aust.

»Internationalt er der de senere år kommet ret meget fokus på udbrændthed, og der er kommet mange undersøgelser, der peger på, at der er et problem. Det er alle enige om«, siger hun.

Forskningen viser dog et broget billede, og angivelserne af, hvor mange læger der føler sig udbrændte, svinger meget. Det er blandt andet afhængigt af, om man ser på tværs af alle læger eller undersøger specifikke grupper og specialer; derfor er der stor spredning i resultaterne af undersøgelserne, oplyser Birgit Aust.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad det skyldes.

Ifølge Birgit Aust er der mange årsager, og der vil være forskellige forklaringer fra sted til sted. Men hvis man går ned i detaljerne, kan man godt se nogle af årsagerne, hvilket er udgangspunktet for at gøre noget ved det.

Firs procent udbrændthed blandt danske karkirurger

Her er der viden at hente i karkirurgundersøgelsen, som er fra 2021 og undersøger udbrændthed og psykosocialt arbejdsmiljø specifikt blandt danske karkirurger, både blandt speciallæger og uddannelseslæger. Alle karkirurger blev spurgt, 82 procent svarede.

Resultatet er opsigtsvækkende. Studiet viser, at mere end 80 procent af næsten alle klinisk aktive karkirurger rapporterer udbrændthed, heraf 28 procent i moderat til svær grad. Godt 50 procent af dem rapporterede arbejdsrelateret udbrændthed og 35 procent patientrelateret udbrændthed.

Da Cecilie Markvard Møller sammen med de øvrige forfattere sidste år fremlagde resultaterne af undersøgelsen for specialeselskabets medlemmer, var den umiddelbare reaktion overraskelse.

»Udbrændthed blandt 80 procent af medlemmerne er voldsomt. Men eftertanken hos mange var, at det er vigtigt, at vi begynder at tale om det, og at mange kunne genkende det – det passede egentlig meget godt med, hvad de så og hørte, også bagud i tid, hvor de havde oplevet kolleger, der var stoppet tidligt eller havde forladt specialet, fordi de i en eller anden grad var udbrændt«, siger Cecilie Markvard Møller.

Forskelle i oplevelsen af udbrændthed

Overordnet har karkirurger med mere end fire 24-timersvagter om måneden en signifikant højere arbejdsrelateret udbrændthedsscore. Mens dem med hjemmeboende børn og dem mellem 45 og 59 år har signifikant højere henholdsvis personlig og patientrelateret udbrændthed.

Men detaljerne viser forskelle i oplevelsen af udbrændthed.

Birgit Aust er medforfatter til studiet, og hun fremhæver to faktorer:

»Alle deltagere i undersøgelsen er karkirurger, og man må antage, at de gør nogenlunde det samme. Alligevel peger undersøgelsen på, at der er noget i arbejdsmiljøet, som gør, at de har forskellige oplevelser af udbrændthed. Vores resultater tyder på, at det især er organiseringen af arbejdet og de sociale relationer med overordnede og med kolleger, som fører til forskel i oplevelsen af udbrændthed«, siger Birgit Aust.

Hun henviser til, at man i undersøgelsen kan se en stærk sammenhæng mellem det psykosociale arbejdsmiljø og to af de tre typer udbrændthed. Det vil sige, at de karkirurger, som oplever bestemte belastninger i det psykosociale arbejdsmiljø, oplever en højere grad af personlig og arbejdsrelateret udbrændthed. De psykosociale faktorer handler mest om, hvordan arbejdet på afdelingen er organiseret, og hvordan de kollegiale relationer er. Til gengæld er der er en mindre markant sammenhæng med jobkrav.

Der er meget stor forskel på graden af udbrændthed på de karkirurgiske afdelinger, som i undersøgelsen er anonymiseret. De afdelinger, der har flest udbrændte læger, er dobbelt så hårdt ramt som afdelingerne med færrest tilfælde af udbrændthed. Det illustrerer en pointe i forskningen af udbrændthed – nemlig at det sjældent er arbejdsindholdet i sig selv, der giver stress og udbrændthed, forklarer Birgit Aust.

Patientarbejdet belaster ikke læger mest

Det ser ikke ud, som om karkirurger føler sig meget belastet af patientarbejdet. Blandt de tre typer udbrændthed, som blev undersøgt, var patientrelateret udbrændthed det, som forekom mindst hyppigt. Læger skiller sig dermed ud fra andre plejegrupper, som arbejder med mennesker i sundhedsvæsenet.

»Udbrændthedskonceptet blev udviklet med en antagelse om, at det især er det empatiske arbejde med andre mennesker, som kan føre til, at medarbejderne kan føle sig udmattet over tid. Men det er ikke det, vi har fundet i vores undersøgelse blandt lægerne, hvor lægerne angav højere forekomst af personlig og arbejdsrelateret udbrændthed end patientrelateret udbrændthed. Vi har set tilsvarende i andre undersøgelser – at læger faktisk ikke føler sig så belastet af patientarbejdet. Det er ikke derfra, udbrændtheden kommer«, siger Birgit Aust.

Organiseringen kan forklare og afværge udbrændthed

En af undersøgelsens vigtige pointer er altså, at der er en sammenhæng mellem lægers udbrændthed og måden, deres arbejde er organiseret på. Dermed peger resultaterne også i retning af ledelsen og dens måde at tilrettelægge arbejdet på.

Og man ved godt, hvad det er i organisationen, der stresser, og hvad der modvirker stress, siger Birgit Aust.

»Indflydelse på arbejde er et meget vigtigt aspekt i stort set alle jobgrupper, viser forskningen. Det har stor betydning for trivslen og for, om man på et tidspunkt udvikler udbrændthed«.

For læger er det indflydelse på vagtplanen, der virkelig kan rykke noget.

»Læger ved, at vagtarbejde og skiftende vagter er en del af at være læge. Det er ikke det i sig selv, men hvordan vagtarbejdet bliver organiseret, og hvor meget fleksibilitet der er i det, der betyder noget. I det hele taget er fleksibilitet, som gør det muligt at have en god balance mellem arbejdsliv og andet liv, en vigtig faktor. Flere studier viser, at hvis der på arbejdspladsen gøres noget for at give indflydelse og mulighed for fleksibilitet til medarbejderne, så modvirker det udbrændthed«, siger hun.

Karkirurgstudiet peger således på, at hvis læger har en høj grad af indflydelse på arbejdet og på vagtskemaet, modvirker det stress. Hvis de også har mulighed for at udføre arbejdet på en tilfredsstillende måde, så oplever de i mindre grad personlig og arbejdsrelateret udbrændthed.

Undersøgelsen dokumenterer dog også, at belastninger med for mange vagter hænger sammen med oplevelsen af udbrændthed. Og hvis lægen udfører for meget af, hvad vedkommende anser som unødvendigt arbejde, stiger risikoen for personlig og arbejdsrelateret udbrændthed.

Krav er o.k., hvis det er koblet med indflydelse

Store krav fører ikke nødvendigvis til stress eller udbrændthed.

»For hvis man har meget indflydelse på arbejdet, så kan høje krav nærmest være en positiv oplevelse, hvor man skal bruge sine kræfter og kompetencer, og man kan opleve at gøre en forskel. Det er meningsfyldt arbejde. Men det er kun, hvis man har indflydelse på det, man laver, og der er en vis balance mellem kravene og indflydelsen«, siger Birgit Aust.

Omvendt viser forskning, at hvis høje krav på arbejde er parret med meget lav indflydelse, er der en dårlig balance.

Hvordan man har det med kollegaerne og i det hele taget de personlige relationer på arbejdspladsen, er ifølge karkirurgundersøgelsen også virkelig vigtigt for arbejdsmiljøet og risikoen for at udvikle udbrændthed.

»Vores studie viser, at jobkravene ikke er et problem for os. Vi kan godt arbejde hurtigt og have meget at se til – vi tolerer både emotionelle og kvantitative krav – men vi har brug for nogle stødpuder rundt om os – ligesom alle andre læger vil karkirurgerne blot gerne have muligheden for og rammer til at passe deres arbejde bedst muligt«, siger Cecilie Markvard Møller.

Birgit Aust supplerer:

»Det indikerer, at karkirurger godt kan håndtere jobkravene og intensiteten i deres speciale, så længe de oplever at få støtte fra kollegerne, og de desuden har en oplevelse af, at der er organisatorisk retfærdighed – forstået som ordentlighed i ledelsen, retfærdig konfliktløsning og respekt for medarbejderen – og mulighed for at løse opgaverne tilfredsstillende«.

Udbrændthed kan undgås

En vigtig konklusion i karkirurgundersøgelsen er således, at det ud fra resultaterne ser ud til, at afdelinger har mulighed for at gøre noget ved udbrændthed, konstaterer Birgit Aust.

»Det tyder på, at udbrændthed kan undgås«, siger hun. Men der skal tænkes i flere niveauer.

Både karkirurgstudiet og internationale studier viser, at udredning af udbrændthed er kompliceret og bunder i et samspil af faktorer, som er forskelligt fra sted til sted.

»Indflydelse er overordnet et nøgleord. Men hver arbejdsplads har sine konstellationer, og man må se på, hvad der kan ligge i begrebet indflydelse. Det vil være nødvendigt at spørge den enkelte læge direkte, hvor han eller hun gerne vil have indflydelse, f.eks. spørge, hvad de oplever som negativt, hvis de ikke har indflydelse på det. Det er så ledelsens opgave at høre efter, hvad det er, den enkelte oplever som belastende eller utilfredsstillende, og det kan så blive udgangspunktet for ændringer«, siger Birgit Aust.

Det handler om først at identificere risikofaktorerne, dernæst at afdække de negative konsekvenser af udbrændthed og på baggrund af det at identificere og implementere de positive faktorer i arbejdsmiljøet, der kan modvirke udbrændthed.

Næste skridt for karkirurgerne

Indtil videre har karkirurgundersøgelsen ikke ført til konkrete ændringer eller initiativer, siger Cecilie Markvard Møller.

Arbejdsgruppen bag undersøgelsen arbejder på den næste artikel baseret på samme survey blandt danske karkirurger, men ser på konsekvenserne af udbrændtheden. Den kommer til efteråret, men Cecilie Markvard vil godt fortælle lidt om det.

En af konsekvenserne viser sig at være, at udbrændtheden betyder, at mange karkirurger planlægger at forlade specialet før tid. En tredjedel af dem angiver i undersøgelsen, at de regner med at forlade specialet inden for de næste fem år. En stor del af dem har nået pensionsalderen og er klar til det, men 35 procent af dem oplyser, at det er på grund af arbejdsmiljøet i deres nuværende stilling.

»Fem og tredive procent. Dét, synes jeg, er mange!«, siger Cecilie Markvard Møller.

»Det er en konsekvens, vi virkelig gerne vil belyse, og som vi slet ikke har råd til. Vi mister simpelthen en stor del af vores kollegaer på grund af det. Det er så vigtigt, at vi fastholder vores kollegaer, sørger for, at de trives, og samtidig kan rekruttere nye. Vi risikerer at komme ind i en nedadgående spiral, fordi de, der bliver tilbage, bliver endnu mere belastede, fordi vi er for få i forvejen. Det ligger meget godt i tråd med, hvad størstedelen af sundhedsvæsenet råber på: flere ressourcer«.

Det er også et faresignal for specialet, når undersøgelserne viser, at der er en sammenhæng mellem udbrændthed og et vigende engagement i arbejdet og en dårligere work-life-balance. Der er cirka en tredjedel af karkirurgerne, der i undersøgelsen angiver, at de er usikre på, om de ville genvælge karkirurgi, hvis de skulle vælge speciale igen, fortæller Cecilie Markvard Møller.

Engagementet skal prioriteres

Det skal ændres. Cecilie Markvard Møller og de øvrige i arbejdsgruppen vil gå konstruktivt til værks.

Hun peger på, at i de mange studier om emnet fra udlandet er der især to punkter, der går igen.

Det ene er at anerkende, at problemet findes samt at være åbne om det.

»Man skal snakke om det og tage det seriøst. Både på medarbejder- og lederniveau. Lige så seriøst, som vi tager budgetter, patientsikkerhed, behandlingskvalitet med videre. Der skal skabes en kultur og nogle værdier, der understøtter det. Udbrændthed påvirker lægernes helbred, patienternes behandling og sundhedssystemets robusthed«.

Det andet er en strategi, der handler om at få det bedst mulige ud af den enkelte læge – spørge til, hvad den enkelte læge forestiller sig af sin arbejdsrolle. En mere individualiseret tilgang, hvor man optimerer den enkeltes mening i arbejdet.

Cecilie Markvard Møller henviser til et af Mayo Clinics studier, som viser, at hvis en læge bruger 20 procent af sin tid på at lave de arbejdsopgaver, han eller hun brænder mest for, så beskytter det mod udbrændthed.

»Dét er interessant! Det er ikke 30 eller 50 procent af tiden … men 20! Det må da være muligt at give lægerne mulighed for at lave det, han eller hun brænder allermest for én dag om ugen. Og det er altså arbejdsopgaver, vi taler om, ikke tennis eller madlavning«, siger hun.

Den første undersøgelse viste, at der er nogle ret lavthængende frugter, man kan plukke for at forbedre det psykosociale arbejdsmiljø og dermed reducere risikoen for udbrændthed, fortæller Cecilie Markvard Møller.

»De organisatoriske rammer skal være i orden, it-systemet skal fungere og støtte lægen i arbejdet, lægerne skal have mulighed for at give patienterne gode forløb og have indflydelse på deres arbejde og arbejdstid, og så skal de have mulighed for opbakning fra kollegaer og ledelse«.

Intentionen er, at efterårets udgivelse fra karkirurgerne vil vise nogle veje dertil.

Læs også:

USA: Hospitalsledelser står med desillusioneret arbejdsstyrke