Skip to main content

Klar til vaccination på plejehjem: »Jeg er en lille brik i et kæmpestort puslespil i hele verden«

Læge Annette Kjærsgård fra Hvidovre er klar til at rykke ud i sin juleferie for at vaccinere beboerne på de lokale plejehjem. Men først er der en række ting, der skal falde på plads, for patienterne skal give informeret samtykke på et tidspunkt, hvor lægerne ikke har mange informationer at give dem.
Foto: Privat
Foto: Privat

Bodil Jessen boj@dadl.dk

18. dec. 2020
5 min.

På Hvidovrevej 100 sidder praktiserende læge Annette Kjærsgård i det lokale lægehus og løber sine Excel-ark på computeren igennem. Her kan hun se, hvor mange af de lokale læger der har meldt sig til at vaccinere mod coronavirus på kommunens plejehjem, når coronavaccinerne fra Pfizer/BioNTech forventeligt kører ud med kølebiler mellem jul og nytår.

»Der er fuldt hus. Der har simpelthen været kanonopbakning blandt mine lægekolleger, og vi er mange flere, end vi behøver at være. Vi er 13, der skal ud at vaccinere, og så har vi seks læger i reserve, hvis nogle af os andre skulle få COVID-19. Og hvis der skulle være brug for flere, er jeg ikke i tvivl om, at der hurtigt vil være nogle andre, der kan springe til«, siger Annette Kjærsgård, der er formand for det kommunale lægelaug i Hvidovre Kommune.

Hun har fået at vide, at lægerne med 48 timers varsel får besked, når de skal rykke ud og stille på et plejehjem. De faste plejehjemslæger skal dække deres »egne« plejehjemsafsnit, og så fordeles de øvrige læger på de afsnit, der ikke har en fast tilknyttet plejehjemslæge. Hver læge skal vaccinere 50-100 patienter.

Men ellers er det på nuværende tidspunkt småt med informationerne. Lægerne i Hvidovre er en lille del af en verdensomspændende maskine, hvor de populært sagt må asfaltere, mens de kører.

Informeret samtykke

Nogle ting skal dog være på plads, før lægerne rykker ud med kanylerne. Det gælder blandt andet samtykke fra plejehjemsbeboerne.

»Vi skal ikke sidde med nogle beboere, som bliver forvirrede, og som har brug for at tænke over det først eller tale med deres pårørende. Det skal være klaret på forhånd, så folk kan være så velforberedte, som det overhovedet er muligt med den patientgruppe«, siger Annette Kjærsgård.

En anden usikkerhed er, at patienten skal give informeret samtykke forud for en vaccination. Men det er begrænset, hvor meget lægerne kan informere om de helt nye coronavacciner.

»Vi kan jo ikke informere vores patienter fuldt ud om forventet virkning og bivirkning ved vaccinen«.

Hvad ville du kunne sige nu, hvis du skulle informere patienterne om de kendte bivirkninger ved vaccinen?

»Jeg ville kunne sige: ’Det aner jeg ikke’. For jeg har ikke fået nogle officielle udmeldinger og informationer. Det skal være afklaret og helt på plads, inden vi går i gang med at vaccinere«, siger Annette Kjærsgård.

Hun er dog fortrøstningsfuld, for hun ved, at regioner og kommuner er i fuld gang med at sikre afklaring på de juridiske knuder, der måtte være i forhold til det informerede samtykke.

Hvem skal vaccineres?

Lægerne i Hvidovre har fået at vide, at de måske også skal vaccinere personalet på plejehjemmene. Som frontpersonale hører de praktiserende læger også selv til de grupper, der skal vaccineres som nogle af de første i Danmark.

»Men vi ved ikke, om vi selv og vores personale skal vaccineres nu, og vi ved faktisk heller ikke, om vi skal vaccinere personalet på plejehjemmene i denne omgang, eller om det først bliver senere. Forventer man, at alt personalet møder op mellem jul og nytår, når vi kommer til plejehjemmet for at vaccinere? Det ved vi endnu ikke«, siger Annette Kjærsgård.

Vaccinerne fra Pfizer/BioNTech, der er de første, vi får til Danmark, stiller store krav til opbevaring. De skal opbevares ved minus 70 grader og må først tøs op umiddelbart før, de bliver givet. Det er endnu en usikkerhedsfaktor.

Ved I, hvordan I skal håndtere vaccinerne?

»Vi ved faktisk ingenting. Men jeg går ud fra, at vi får mere at vide, og at der er nogle, der styrer det og giver os besked«, siger Annette Kjærsgård.

Hun oplyser, at plejehjemsbeboerne ikke bliver vaccineret i deres egne lejligheder. Vaccinationerne bliver givet centralt på plejehjemmet, fordi beboerne efter vaccinationen skal observeres af personalet i 15 minutter for eventuelle reaktioner på vaccinen.

Verdenshistorie

I lægehuset, Hvidovrevej 100, er de tre kompagnoner. Mellem jul og nytår var det planen, at Annette Kjærsgård og hendes ene kollega skulle have juleferie, mens den anden kollega skulle passe klinikken. Men den ferieplan blæste coronavaccinerne effektfuldt omkuld.

»Vi er nødt til at komme ind i vores ferie. Vi holder fast i, at den ene kompagnon passer klinikken, og så vaccinerer vi to andre ude på plejehjemmene. Der er jo ingen af os, der skal ud at rejse alligevel«, som Annette Kjærsgård tørt bemærker.

Hun er glad for, at der nu endelig er udsigt til lysere tider efter en lang, slidsom tid for landets sundhedspersonale – også i almen praksis, der jo ellers er coronafri zone.

»Vi har haft enormt travlt i vores praksis under epidemien. Så travlt, som jeg aldrig før har oplevet det i min tid som praktiserende læge. Selvom vi ikke må se coronapatienter i almen praksis, har vi været nødt til at fordoble vores telefonrådgivning på både læge- og personaleside, fordi der har været så stort behov for at vejlede og visitere folk. Samtidig har vi også skullet hjælpe med smitteopsporing, fordi det ikke altid har fungeret, som det burde«.

For Annette Kjærsgård er det stort nu at kunne være en del af en indsats, der kan ende med at skrive verdenshistorie.

»Det, jeg har siddet og organiseret her ved min computer i Hvidovre, er en lille brik i et kæmpestort puslespil, som er gået i gang over det meste af verden lige nu. Som læge er det sjovt at få lov til at være med til noget, som er så banebrydende for verden«, fortæller Annette Kjærsgård.

LÆS MERE:
Vacciner: »Det er ikke for at være lyseslukker, men …«

»Læger forlader gerne familien i julen for at vaccinere på plejecentrene«