Skip to main content

Konkrete løsninger skal give læger større arbejdsglæde

Opdaterede telefonlister og en anden måde at prioritere opgaver på for it-afdelingen er bud på konkrete løsninger, der skal lette lægernes arbejdsdag og skaffe mere tid til patienterne.

Workshop på Kolding Sygehus
©2016 Palle Peter Skov
Workshop på Kolding Sygehus ©2016 Palle Peter Skov (Foto: Palle Peter Skov)

Anders Heissel, ah@dadl.dk

4. feb. 2016
8 min.

Hver eneste gang Peter Andersen, overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Kolding Sygehus, skal logge sig på en af sygehusets computere, kan han se frem til dobbeltarbejde. For efter at have skrevet brugernavn og adgangskode bliver han bedt om bekræfte, at han hedder Peter Andersen og arbejder på afdelingen.

»Jamen, det kan systemet allerede se på min adgangskode. Den lille boks er lavet til sekretærer eller læger, der tit skifter afdelinger. Men størstedelen af lægerne har ikke brug for den, og så bliver systemet indrettet til de få. Det er en lille ting i min hverdag, men et eksempel på, at it irriterer«, siger Peter Andersen og kommer straks med løsningen:

»It-afdelingens førsteprioritet er at rette fejl, som direkte har betydning for patientsikkerhed. Næste prioritet er ikkepatientkritiske fejl, og først derefter kommer, hvad jeg kalder meningsløse irritationsmomenter, altså diverse pop op-bokse, rulle ned-menuer med alt for mange muligheder eller den ekstra 'er du sikker-boks'. Men sidste punkt når it-afdelingen aldrig til. Det skal ændres, for vi bliver nødt til også at have fokus på, at vi skal gøre det lettere for lægerne«, siger Peter Andersen.

Han er en del af en gruppe på syv læger fra Sygehus Lillebælt, der over de seneste måneder har arbejdet intenst på at identificere problemer og ikke mindst løsninger, der skal lette lægers arbejdsdag. Og denne dag i projektet er lægerne samlet for at koge arbejdet ned til fem problemer og en række løsninger på problemerne.

Faktaboks

Fakta

Til kamp mod bureaukrati

Projektet er nået til en af de afsluttende etaper i et forløb, der blev sat i gang i slutningen af 2014. I et fælles debatindlæg i Politiken den 26. november 2014 blæste Overlægeforeningen, Yngre Læger og Danske Regioner til kamp mod bureaukratiet på sygehusene, og formændene for de tre organisationer skrev bl.a., at: »Lægerne skal bruge kræfterne på det, de er bedst til, nemlig at diagnosticere og behandle patienterne, ikke bruge tid på unødvendig administration, dokumentation mv. og andet bureaukrati«.

Et vigtigt mål med oprydningen var, at det havde rod i den lægelige hverdag, og derfor blev der udpeget to pilotprojekter, der skulle grave problemerne frem og ikke mindst komme med bud på løsninger. Sygehus Lillebælt og Roskilde og Køge Sygehuse blev valgt, og derefter valgte sygehusene selv afdelinger og læger, der skulle deltage i projektet.

På Sygehus Lillebælt blev en række læger på de involverede afdelinger observeret på en arbejdsdag i efteråret 2015 for at dokumentere deres tidsforbrug. Desuden blev der i den første uge af januar 2016 lagt små logbøger ud på de deltagende afdelinger, hvor alle læger kunne skrive deres bud på bøvlede regler og andet bureaukrati – og komme med løsninger. Og på baggrund af det arbejde har de syv læger peget på fem problemer og tilhørende løsninger. (Se boks)

Overlæge Peter Andersen siger:

»Vi kan sagtens forstå, hvorfor vi som læger skal registrere og dokumentere, men der er masser af eksempler på, at det bliver unødigt indgribende i vores hverdag. Og et af hovedproblemerne er it. For it er blevet vores primære værktøj som læger, og selv om jeg er kirurg, bruger jeg længere tid foran computeren end foran patienten. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det stiller høje krav til it-systemerne. Når jeg opererer, er det rart med en skarp skalpel, og på samme måde er det nødvendigt, at vi som læger hjælper til med at få slebet it-systemet til. Mange af problemerne er vildt uoverskuelige, men vi skylder hinanden og andre læger at følge problemerne til torvs«, siger Peter Andersen.

Endelig sker der noget

Da Marie Louise Laursen, førstereservelæge på Hjertemedicinsk Afdeling på Vejle Sygehus, i efteråret blev spurgt, om hun ville være med i projektet, tænkte hun: Endelig.

»Jeg synes virkelig, at der er behov for fokus på problemet. På min afdeling er der et stort flow af patienter, men meget tiden foregår foran en skærm. Som led i projektet blev jeg fulgt i en bagvagt, og konklusionen var, at jeg havde patientkontakt 15 pct. af tiden. Det er jo ikke godt nok«, siger Marie Louise Laursen.

Mens it og registreringer foran computeren fylder for meget i hendes arbejdsliv, peger hun på en anden tidsrøver: Nemlig koordinering af patienter.

»Det irriterer mig tit, at jeg som bagvagt skal være en slags telefondame. Jeg bliver ringet op af praktiserende læger, der gerne vil have en hurtig vurdering af en patient, selv om det ikke er akut. Så skal jeg formidle kontakt til ambulatoriet, selvom jeg som bagvagt ikke behøver at blive indblandet i den sag. Desuden bliver jeg ringet op af andre afdelinger med subakutte eller ambulante patienter, som ikke behøver at involvere mig, fordi jeg som bagvagt først og fremmest skal se de akutte patienter. Derfor bruger jeg for meget af min tid på at omdirigere folk, og det er ineffektivt«, siger Marie Louise Laursen og peger straks på løsningen:

»Noget så banalt som opdaterede og korrekte telefonslister samt information til relevante afdelinger og praktiserende læger om rette kontaktveje og arbejdsgange vil helt sikkert kunne hjælpe«, siger hun.

Løsningerne sendes videre

Denne dag i et lille mødelokale på Kolding Sygehus med væggene fyldt med forskelligfarvede post it-sedler præsenterede de syv læger problemerne og løsningerne for projektets styregruppe, som bl.a. er de ledende overlæger på de involverede afdelinger, it-chefen og Mads Koch Hansen, lægelig direktør på sygehuset. Styregruppen skal så finde ud af, hvilke løsninger der kan klares nu på enten afdelingen eller hele sygehuset, og hvilke der skal sendes videre til Danske Regioner for at blive løst på nationalt niveau, siger Mads Koch Hansen.

»Det gode ved projektet er, at det er lægerne selv, der definerer problemerne og løsningerne. Det har altid været et problem at pege på, hvad vi skal af med. Derfor overrasker det mig heller ikke, at it er en af de store syndere. Vi har som læger nogle forventninger, som it-systemerne ikke kan honorere. Men it betyder så meget for vores ansatte, og det vil klart betyde bedre patientbehandling, hvis der blev investeret mere i it. Det skal vi presse på for, og ideen fra en af lægerne om, at it-afdelingen skal prioritere anderledes er fantastisk, for det vil gøre en forskel«, siger han.

Men hvad er argumenterne for, at netop dette projekt vil gøre lægers arbejdsdag bedre?

»Det kan jeg heller ikke garantere, men projektet er mere omfattende og med flere spor, så jeg tror, at det vil rykke. Desuden vise projektet også, at bureaukrati og irritation hos lægerne ikke altid skyldes regler og love. Eksemplet med forstyrrelser i hverdagen handler jo om måden, vi er kollegaer på, så det kan vi relativ nemt ændre«, siger Mads Koch Hansen.

Sammen med deltagerne i projektet på Roskilde og Køge Sygehuse samler Sygehus Lillebælt i slutningen af april deres forslag til løsninger på lægers frustrationer over bureaukratisering og afleverer til Danske Regioner.

Læs også: Når journaler bliver afkrydsningsskemaer

Læs også: Læger, tag kvalitetsarbejdet tilbage!

Læs også: 1.000 klik om dagen

Hør Ugeskriftets Podcast: Sådan slipper lægerne af med bureaukratiet