Kræftsagen på AUH: En kæde af ansvarsforskydninger

Alle mennesker kan presses ud i arbejdssituationer, hvor de handler imod deres oprindelige værdier, både fagligt og menneskeligt. Det sker, når man er konstant ressourcepresset og oplever forventninger ovenfra, men ikke har tilstrækkelige handlemuligheder og handlekompetencer ovenfra til at opfylde dem.

Sådan lyder et af Jes Søgaards svar på spørgsmålet om, hvad man kan lære af kræftsagen på Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH).

Han tilføjer:

»De, der klager, risikerer ovenikøbet at blive mødt med skepsis og mistro, ja, måske ligefrem foragt, hvis man ikke selv kan ordne problemerne, men klynker«.

Det leder hen til en af de vigtigste årsager til, at det kunne ske, mener han, nemlig hospitalets ledelsessystem, som har bevirket, at der på trods af udbredt viden om overskridelse af kræftventetider ikke blev reageret på det.

»Der har været en kæde af ansvarsforskydninger«, siger Jes Søgaard. Han opsummerer:

Kirurger på Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling klagede deres nød til deres cheflæge om, at de ikke kunne overholde de maksimale ventetider, fordi de ikke havde lejerne til det på grund af manglen på sygeplejersker i sengeafsnittene. Sygeplejerskerne klagede deres nød til deres chefsygeplejerske om manglen på specialiserede sygeplejersker. Cheflægen gik til sin kontaktdirektør, hospitalets lægelige direktør, og bad om hjælp. Men fik at vide, at de måtte klare sig selv og selv finansiere behandling af patienter i udlandet. Den lægefaglige direktør og hospitalsdirektøren skrev i to gange i sommeren 2022 til koncerndirektøren og bad om hjælp til at løse problemerne, herunder i den specialiserede kræftbehandling. Et dialogmøde blev aftalt, men siden aflyst. Afdelingen fik ingen hjælp.

»Sådan har det været hele vejen. Cheflægen lyttede ikke til sine operationsteam. Den lægelige direktør lyttede ikke til cheflægen, koncernledelsen lyttede ikke til hospitalsledelsen. Alle er skyldige, alle er ofre«.

Skurken er ledelsessystemet

Jes Søgaard mener, at skurken i det her først og fremmest er ledelsessystemet.

»Det er et perverteret, decentralt ledelsessystem, de har. Det er fuldstændig absurd«.

Det skal forklares. Jes Søgaard ridser op. Det decentraliserede ledelsessystem blev taget i anvendelse, efter at en betænkning i 1984 satte fokus på problemer med produktivitet og organisering på sygehuse. Idéen er at sende ansvaret nedad til de lag, hvor aktiviteten og dermed handlingsmulighederne skulle være. Altså der, hvor det personale er, der udvælger patienter til behandling og operation mv. Tanken er, at det skulle skabe incitamenter og engagement.

»Problemet er, at de på afdelingerne og afsnittene netop ikke har de nødvendige handlemuligheder. Det kan for eksempel være i form af viden og kapacitet til at rekruttere flere sygeplejersker eller til at lukke økonomiske huller eller flytte patienter til andre hospitaler. Også budgetansvar kanaliserer man helt ned til afdelingsniveau og nogle gange afsnitsniveau. Og så må de ellers klare sig selv. Svigtet ligger i, at ledelsen fokuserer på kontrol og glemmer at støtte«, siger Jes Søgaard.

Den decentrale ledelse bruger således meget af sin tid på at rapportere opad »med alle mulige Excel-ting«, som ledelsesniveauet ovenover skal have. Og nedadtil er der ingen støtte, det er der ikke ledelseskræfter og ledelsesvilje til, mener Jes Søgaard.  

»Der kunne for eksempel være brug for støtte til kliniske funktioner, det ville i denne sag være at hjælpe cheflægen med at sikre, at hendes operationsteam har optimale muligheder, så patienterne får den optimale behandling«.

Ledelsen på afdelingsniveau og derunder er blevet klemt, konkluderer Jes Søgaard.

Den udeblevne handlen fra hospitalsledelsen er medvirkende årsag til sagens udvikling.

»De burde have reageret via deres HR-afdeling, allerede da sygeplejerskerne på Mave- og Tarmkirurgisk Sengeafdeling fra januar 2020 begyndte at sive. De vidste det godt, men gjorde ikke noget. Det har HR-chefen begrundet med, at hendes støtte til ledelsen på Mave- og Tarmkræftafdelingen ville stride mod princippet om decentral ledelse. Men hvilken ledelsesbog har hun læst det i?«

Jes Søgaard refererer til en artikel i Berlingske, hvor Janni Hedegaard bliver spurgt om HR-afdelingen har data på sygeplejerskernes arbejdsbelastning.

Jes Søgaard peger på, at det også handler om størrelsen på hospitalet. Store hospitaler er nogle af de mest komplicerede organisationer, der findes.

»Det kræver en meget kompetent ledelse og meget ledelsesstøtte nedadtil. Især på universitetshospitalerne, som har de mest komplicerede behandlinger og dermed den højeste specialiseringsgrad. Dertil kommer forsknings- og udviklingsforpligtelser. Måske er det der, vi ser de største systemsvigt«.

Det findes altså andre steder end på AUH?

»Jeg tror det. Efter min mening er der brug for at se ledelsessystemerne igennem, og jeg håber, at Sundhedsstrukturkommissionen vil se på det«.

Politikernes viden

Undervejs i sagens udrulning har det vist sig, at AUH ikke har indberettet overskridelserne af de maksimale ventetider til Sundhedsstyrelsen. Det er sket under henvisning til, at det skal de kun, hvis patienterne ikke har samtykket til ventetidsoverskridelserne. Der er patientsamtykke i 300 af 313 tilfælde.

»Men det er sket under pres. Patienterne er i en vanskelig situation og oplever ikke at have et reelt valg«, siger Jes Søgaard.

Hvad siger det om den ordning?

»Så er en patientrettighed tæt på at blive reduceret til symbolpolitik. Så har vi et system, der fungerer anderledes, end politikerne tror«.

Jes Søgaard peger på, at sagen har vist, at der er uklarhed i fortolkningen af reglerne om de maksimale ventetider. Det har blandt andre cheflæge på Rigshospitalets mave-tarm-afdeling, Jens Hillingsø, peget på. De 14 dage kan være uhensigtsmæssige for patienten, hvis vedkommende er i et forløb og efter en kemobehandling endnu ikke er rask nok til operation, har han påpeget.

Derfor bør det specificeres, hvornår ventetiden reelt begynder, mener Jes Søgaard.

»På Christiansborg sidder politikerne og tror, at alt er på plads med de regler, vi har, om maksimale ventetider: Men hvis det ikke er tilfældet, må det jo beskrives i vejledningen, hvad der skal til, for at afdelingerne kan leve op til ventetiden. Det håber jeg, Sundhedsstyrelsen vil se på. Og samtidig melde klart ud om, hvad der skal indberettes til Sundhedsstyrelsen«, siger han.

Ressourcer

Økonomien blev sat over patientbehandlingen på AUH, lyder en af konklusionerne i advokatredegørelsen om sagen til Region Midtjylland [1].

Så kan man spørge, om der er ressourcer til at overholde ventetidsreglerne på kræftområdet?

»Det ved jeg ikke. Jeg tror det ikke, men det er meget svært at dokumentere. I det her tilfælde på AUH ligger der et stort ansvar i ledelsesforholdene, men vi ved også, at der er personalemangel. Derudover har AUH været i en ekstraordinært svær situation siden 2029 med dyre fusioner og sparekrav på 8%, da det nye AUH blev taget i brug«, siger Jes Søgaard og fortsætter:

»Der står i vejledningen om maksimale ventetider, at patienterne skal have tilbud om behandling i udlandet, hvis fristen ikke kan overholdes, og i den lokale instruks står, at det skal den pågældende afdeling selv bekoste. Men Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling havde bare ikke pengene. Så kan man spørge, om de ikke kunne overholde ventetidsgarantierne på grund af af generel ressourcemangel, eller om ressourcerne er uhensigtsmæssigt allokeret. Jeg ved det ikke, jeg kan ikke gennemskue det«.

Men samlet set kan ressourceknaphed og mangel på personale betyde, at det er svært at holde de politiske mål, mener du?

»Ja. Og jeg savner, at det bliver sagt. Regionsformand Anders Kühnau har tidligere prøvet at sige det, i hvert fald i 2019 [2], men siden har jeg ikke hørt noget«.

Ved den netop indgåede – forsinkede – finanslov for 2023 er der ikke de store penge at hente, mener Jes Søgaard.

»Den var i mine øjne meget stram på sundhedsområdet. Lige på nær det område, som staten selv har ansvaret for, nemlig corona, som der blev sat 2,1 mia. kr. af til resten af 2023. Det fatter jeg ikke. Til hvad? Ja, 900 mio. kr. bruges på indkøb af vacciner, som formentlig skal smides ud næste år. Og det samtidig med, at kræftområdet og sikkert andre områder også bløder. Det hænger ikke sammen«.

Men, der er ikke enighed blandt sundhedsøkonomer om, hvorvidt finansloven var skrabet eller rimelig, erkender han.

»Sådan er det tit med økonomer, vi er ikke enige, og data er mudrede. Jeg savner, at læger, ledere og politikere siger fra, hvis de oplever, at de politiske mål ikke hænger sammen. Ellers sker der ikke noget. Hvorfor gør de ikke det?«

Han kommer selv med svaret.

»Det er jo ikke særlig populært at råbe op, man får at vide, at det er klynk«.

Hvad skal AUH gøre for at rette op på situationen her og nu?

»Der er brug for en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Og så skal de ændre deres ledelsessystem. Man må gå ind og se på ansvarsforskydningskæden. Det er jo helt absurd, at ingen har hjulpet alle de led, der bad om hjælp. Der skal sikres, at AUH’s stabsfunktioner støtter afdelingerne og klinikken rettidigt og proaktivt, for eksempel med HR-støtte til afdelinger med personalemangel og pressede arbejdsvilkår«.

Særlige AUH-problemer

Samtidig med, at denne sag bør medføre overvejelser generelt i sygehusvæsenet, påpeger Jes Søgaard nogle særlige problemer, der knytter sig til AUH og til Region Midtjylland. Som tidligere nævnt har dyre fusioner og den pålagte 8% besparelse, som kvalitetsfondssygehusene er pålagt ved ibrugtagning, tæret hårdt generelt. Men specifikt på Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling er der en fusionshistorie, som stadig spøger.

»De mave-tarm-kirurgiske afdelinger på henholdsvis Amtssygehuset og Aarhus Kommunehospital blev i 2019 fusioneret på AUH, og det har været kompliceret siden. Der er flere årsager til det, men de har, som jeg forstår det, konkurreret med hinanden i 40 år op til fusionen. Den fusionerede afdeling har haft skiftende cheflæger, som nok ikke har fået rigtig støtte, hverken fra staben eller kontaktdirektør. Det må være forfærdeligt«.

Jes Søgaard mener også, at hele Region Midtjylland har nogle særligt vanskelige økonomiske vilkår takket være den omfordeling af bloktilskuddet fra staten, som regionerne skal foretage efter nogle socioøkonomiske kriterier. Det betyder, at regionen hvert år afleverer 1 mia. kr. til især Region Hovedstaden, men også Region Sjælland.

»Regionsrådsformand Anders Kühnau har prøvet at sige fra i forskellige medier, for eksempel at han ikke kunne garantere for at overholde behandlingskvaliteten. Men ingen lyttede på Christiansborg«, siger Jes Søgaard.