Danmarks krig mod Preussen og Østrig i 1864 endte som bekendt med et katastrofalt nederlag for Danmark. Krigens udfald blev i øvrigt ved flere lejligheder omtalt i kirurgiske vendinger: Om tabet af Sønderjylland hed det malende, at »Danmark blev amputeret ved hoften«. Og i de efterfølgende år talte man om »sårfeberen fra 1864«.
Krige og kirurgi har alle dage været tæt forbundne. Som lægekunstens »far« Hippokrates formanede unge kolleger for 2.400 år siden: »Den, som vil være kirurg, bør drage i krig«.
Dette råd fulgte en hel generation af unge læger ved udbruddet af den såkaldte »Første Slesvigskrig« (1848-1850/51). Her deltog de som frivillige, og her indhøstede de erfaringer, som både lægefagligt og standsmæssigt fik vidtgående følger i de kommende år.
Krigen endte med en dansk sejr. Resultatet blev en dansk-nationalistisk selvovervurdering, der fik danske politikere til at gå i den fælde, som den prøjsiske kansler Otto von Bismarck havde lagt. I 1864 gik Danmark med åbne øjne i krig – og led som bekendt et katastrofalt nederlag.
Også denne krig bidrog med vigtige kirurgiske og medicinske erfaringer.
Plus en skandale og et langvarigt fjendskab.
Fra krigen i 1848-50 findes beretninger om de gode professionelle relationer mellem de stridende parters læger. Et forhold, præget af gensidig respekt – som det f.eks. kunne ses efter den voldsomme eksplosion ved Egernførde, som ødelagde flere danske skibe og dræbte og sårede snesevis af danske søfolk. De slagne danskere blev bragt i land.
De uskadte og lettere sårede kom i krigsfangenskab (og blev godt behandlet), mens de sårede sammen med de danske læger blev anbragt på et nødlazaret. Her havde de danske læger travlt med at operere, amputere og lappe sammen, da den navnkundige tyske professor Bernhard von Langenbeck dukkede op for at se, hvordan de danske læger behandlede krigsskaderne. Han fik den danske overlæge Emil Hornemanns tilladelse til at operere to svært tilskadekomne (som begge døde).
Efter Treårskrigen 1848-1851 lagde mange danske læger fjendskabet bag sig (Danmark var jo også gået sejrende ud af krigen). Man tog på studierejser til tyske universitetshospitaler og plejede professionelle kontakter syd for grænsen.
Men under returkampen i 1864 fik piben en anden lyd. Alt tysk blev anatema, og forbindelserne sydpå blev så godt som afbrudt. Der udviklede sig snart et direkte fjendskab mellem de to parters læger. Modviljen blev hjulpet godt på vej, da en tysk avis skrev, at sårede tyske krigsfanger, som var indlagt på de danske lazaretter »i tredje linie« i København fik uforsvarlig behandling og fik dårlig pleje.
Disse rygter kom professor i kirurgi Bernhard von Langenbeck for øre. Han var det tyske sanitets-væsens øverste ansvarlige, og gennem den tyske overkommando fik han under våbenstilstanden i maj-juni den danske overkommandos tilladelse til at rejse til København for at undersøge sagen. Nærmere bestemt ville han besøge et lazaret, hvor en prøjsisk officer var indlagt – en officer, som i øvrigt var en slægtning til Langenbeck.
Ved ankomsten til København skulle Langenbeck melde sig hos den øverste lazaretledelse eller hos Hærens Lægekorps. Det gjorde han ikke. I stedet gik han direkte til lazaretterne. Det første sted accepterede man hans besøg. Men på lazarettet i Kronprinsessegade fik han et klart »nej« fra lazaretchefen, professor i kirurgi Mathias Hieronymus Saxtorph (1822-1900). Hvis Langenbeck ville ind, kunne han henvende sig hos stabslæge Michael Djørup, Hærens Lægekorps.
Hos Djørup fik Langenbeck klar besked: Langenbeck havde optrådt »højst upassende« og måtte være så venlig at forlade landet. Den københavnske avis Dagbladet kaldte Langenbecks opførsel for »preussisk Uforskammethed«.
Ifølge lægetidsskriftet Hospitals-Tidende (8. juni 1864), havde den danske overkommando på Als kun givet Langenbeck tilladelse til at rejse til København »i et privat Ærinde« for at besøge en prøjsisk officer, som han hævdede var en slægtning til ham. Men selv om tilladelsen kun gjaldt dette private besøg, gik Langenbeck i København »direkte til Hospitalerne, (hvor han) anmeldte sig hos Overlægerne og gjorde Fordring paa at se de preussiske Saarede«.
Stabslæge Djørup havde endda været så venlig at tillade Langenbeck et besøg hos den bekendte (eller beslægtede) løjtnant Jasmund, som i mellemtiden var blevet indkvarteret på et hotel. Han fik tilmed lov til at tage løjtnanten med hjem til Berlin.
I sit modsvar i Norddeutsche Allgemeine Zeitung skriver Langenbeck, at løjtnant Jasmunds »oprindeligt meget lette Saar … paa den betænkeligste Maade (var) angrebet af Hospitalsbrand« (en infektion, som skyldtes dårlige sanitære forhold på hospitaler, red.). En anden løjtnant, som var indlagt på det samme lazaret, fik han overført til det helt nyopførte »uden for Byen beliggende« Kommunehospital, hvor han nu var under »en ligesaa human som dygtig Læges Pleie«.
De andre, som Langenbeck havde aflagt sit uautoriserede inspektionsbesøg hos, fandt han i øvrigt »i en tilfredsstillende Tilstand« og under omhyggelig pleje.
Nederlaget i 1864 kastede lange skygger ind over dansk lægevidenskab, som isolerede sig fra omverdenen og henfaldt »i en udpræget provinsiel Tilstand«, som den indflydelsesrige læge Knud Faber (1862-1956) har udtrykt det.
Dansk lægevidenskab, som hidtil havde orienteret sig mod Tyskland, valgte at ignorere tysk medicinsk forskning og orienterede sig i de følgende vigtige årtier mod Frankrig og England.
I øvrigt fik det gensidige fjendskab mellem de krigsførende parter også konsekvenser for fysiologen Peter L. Panum: Ved krigsudbruddet i 1864 måtte han opgive sit professorat i fysiologi ved Kiels Universitet for at blive professor i fysiologi ved Københavns Universitet. Panum var dansk, blev betragtet som dansksindet og dermed en potentiel fjende – måske endda spion for Danmark.
Meget bedre blev det ikke, da han ankom til København. Her fik han den kolde skulder, da hans kolleger mistænkte ham for at være tyskvenlig.
Det gensidige fjendskab havde bidt sig fast. Selv 20 år efter krigens afslutning var det tæt på at komme til håndgemæng mellem danske og tyske delegerede ved Den Internationale Lægekongres i København i 1884.
Saxtorph var i øvrigt en sammensat figur: Han førte sin egen sammenbidte énmandskrig for at blokere for uddannelsen af kvindelige læger. Men han var også den første i Danmark – og måske på det europæiske fastland – som indførte Joseph Listers antiseptik på sin operationsafdeling.
I Tyskland havde Saxtorphs raserianfald også vakt opsigt. Den danske kirurg Thorkild Rovsing (1862-1927) deltog jævnligt i tyske kirurgkongresser og skrev så sent som i 1921 i sine erindringer, at ældre tyske kirurger endnu huskede krigen i 1864:
»De vidste, hvilket Had og Bitterhed den havde fremkaldt i Danmark mod Tyskland, og navnlig glemte de aldrig det Udtryk, dette fandt, da Mathias Saxtorph smed Tysklands berømteste Kirurg … ned ad Officerslazarettets Trapper … Denne i og for sig desperate Handling havde i Virkeligheden imponeret Preusserne kolossalt, og de spurgte mig altid: Lebt der famose Saxtorph noch?«.
Saxtorphs fjendskab mod alt tysk havde sine komiske sider: En dag mange år efter krigen skulle han gå stuegang på Frederiks Hospital med sit ærbødige følge af reservelæger. En ung, besøgende læge præsenterede sig på tysk og rakte Saxtorph et visitkort. Han bad om lov til at overvære stuegangen. Saxtorph stak kortet i lommen uden at se på det og fortsatte stuegangen uden at ænse sin gæst.
Han standsede ved en seng, hvor der lå en patient, som han havde foretaget en hudtransplantation på. Nu henvendte Saxtorph sig endelig til den besøgende læge og sagde – på fransk: »Her ser De en syg, hvor jeg har foretaget en hudtransplantation efter den schweiziske kirurg Dr. Reverdins metode. Jeg formoder, at De næppe kender den«.
»Pardon, monsieur le professeur«, svarede gæsten. »Je suis Dr. Reverdin«.
