Skip to main content

Lægefaget har skiftet køn, og ligestillingen har det godt

8. marts er kvindernes internationale kampdag. Ligestillingen har det godt blandt læger, så er der noget at kæmpe for? Ja, flere mænd i lægefaget, lyder det fra Yngre Læger. Og ja, flere kvindelige professorer, lyder det fra Overlægeforeningen.
Helga Schultz, formand for Yngre Læger. Foto: laeger.dk
Helga Schultz, formand for Yngre Læger. Foto: laeger.dk

Anne Steenberger, as@dadl.dk

8. mar. 2021
7 min.

Den 27. august 2015 skrev Ugeskrift for Læger:

»Så skete det: Flere kvinder end mænd i lægefaget«.

Ordene var overskriften på en artikel, der kunne notere, at der dags dato var 12.187 erhvervsaktive kvinder, som var medlem af Lægeforeningen, mod 11.965 mænd.

I dag, fem et halvt år efter, er der 14.868 erhvervsaktive kvinder og 12.049 erhvervsaktive mænd.

Kvinders andel i lægefaget har siden ­været stigende.

Set i forhold til fagforening er det ret ­beset Yngre Læger, der har skiftet køn.

I Yngre Læger er der 6.293 kvinder under 40 år, og der er 3.594 mænd under 40 år.

I Overlægeforeningen er kønsfordelingen langt mere ligeligt fordelt, men med en lille overvægt – en procent – af mænd.

Ulighed

Overvægten af kvinder blandt de unge læger får formand for Yngre Læger, Helga Schultz, til at overveje, hvornår det bliver for meget, om overvægten af kvinder er blevet for stor.

»Set med ligestillingsbriller er det en succes, at et så tungt mandefag, som lægefaget tidligere har været, har kunnet rykkes, så der nu er så mange kvinder, der har mulighed for at blive læge. Lige nu er et flertal af de yngre læger kvinder, men der er stadig langt til at være et decideret kvindefag som sygeplejerskerne, hvor omkring 95 procent er kvinder. Man kan selvfølgelig spørge, om en skæv kønsfordeling har nogen betydning. Og ja, det tror jeg, det har. Jeg synes, det er bedst med en ligelig fordeling af køn, også i lægefaget. Først og fremmest fordi vi læger som stor gruppe skal repræsentere en stor del af befolkningen. Så patienterne, der ser på os, ser lige så stor forskellighed, som de selv repræsenterer, og det gælder ikke bare køn, men også i alder, geografi, etnicitet og seksualitet«.

Så hvis Helga Schultz skal pege på et fremtidigt kampemne for 8. marts, er det, hvad hun kalder en mere »moderne lige­stilling, der også handler om mang­foldighed inden for lægefaget«.

»Jeg tror ikke, det er godt for lægefaget, at kønnene ikke er ligeligt fordelt. Man kunne se på optaget til ­medicinstudiet, så det kan blive mere bredt. I dag sker der en selektion, så det bliver dem, der har været gode i folkeskolen og senere i gymnasiet, der kommer ind. Og det er langt hen ad vejen pigerne. Jeg så gerne, at andre kompetencer kunne komme i spil«.

Deltid

En mulig afspejling af kønsfordelingen kan være ønsket om deltid, der stod højt på listen ved de netop overståede overenskomstforhandlinger, mener Helga Schultz.

»Vi ved ikke, om det ønske ville være så stort, hvis vi havde en mere lige kønsfordeling. Men man kan godt have den tanke, om der ikke stadig rundtom i hjemmene er en traditionel kønsrollefordeling. Og det har måske været medvirkende til ønsket om deltid«, funderer hun.

Men er mandlige læger da ikke blevet moderne og vil tage samme ansvar ­derhjemme? Er deltidsønsket kønnet?

»Vi har ikke undersøgt det. Det er både mænd og kvinder, der advokerer for deltid. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at kæde det sammen – at der er kommet flere kvindelige ­læger, som gerne vil have både et ­meningsfuldt og godt arbejdsliv og samtidig ikke vil gå på kompromis med at se deres børn«.

Forskning siger, at der kan herske en forestilling om, at kvinders prioritering af familien betyder, at de måske går lidt mindre op i arbejdet – hvad er dit svar på det?

»Det kan jeg ikke genkende fra ­lægeverdenen. Læger er generelt glade for deres arbejde, som de oplever ­meningsfyldt, og de passer det samvittighedsfuldt, både mænd og kvinder«.

Men kan du genkende, at kvinder i en vis alder ser ret meget på familien?

»Ikke som noget specielt i læge­verdenen. Eller måske indirekte ved at man ser kvinder, der for at imødegå den forventning giver den ekstra ­meget på arbejde. De er både 100 ­procent derhjemme og 120 procent på, når de arbejder.

Men der er nogle fordomme. De ­viser sig f.eks. ved, at nogle mener, at hvis man søger deltid og dermed mindre klinisk arbejde for at være mere derhjemme med familien, så bør der være bekymring for, om man nu bliver en dygtig nok læge. Hvis det derimod er for at forske, lave fagligt arbejde ­eller ledelse, så er der ingen bekymring for de kliniske kompetencer. Det hænger ikke sammen«.

Hold fast i lønnen

Mange kvindefag er lavtlønsfag. Helga Schultz har hørt spekulationer om, hvorvidt det, at kvinder er kommet i overtal blandt læger, vil betyde fare for lønnedgang.

»Der er ikke noget, der tyder på, at lønnen går ned i et fag, blot fordi der kommer flere kvinder ind i faget. Men det er naturligvis noget, vi som fag­forening har stort fokus på. Jeg synes, det understreger, hvor vigtige fag­foreninger er. Der skal være nogle til at kæmpe for, at lønnen bliver ved med at være god.

Så i dag kan vi bruge kampdagen til at sige, at det er lykkedes at skabe ligestilling for kvinder i lægefaget. Men nu gælder det om at holde fast i gode vilkår«, siger Helga Schultz.

Kvindelige overlæger i stærk fremgang

Blandt overlæger er der stadig et lille overtal af mænd. Men kvinder haler ind; tæt på halvdelen er kvinder. Siden 2008 er andelen af kvindelige over­læger steget fra 37 til 45 procent. I samme periode gik andelen af kvindelige ledende overlæger fra 21 til 41 procent. Tallene er opgjort i november 2020.

Formand Lisbeth Lintz ser det som et udtryk for, at ligestillingen i læge­faget er nået langt:

»Tallene viser, at det ikke i sig selv er besværligt for kvinder at blive ­ledere i det danske hospitalsvæsen. Og at de følger bølgen, hvor flere kvinder bliver læger, flere bliver overlæger, og flere bliver ledende overlæger. Det glæder vi os over – også i lyset af at der er andre dele af samfundet, hvor man slet ikke ser samme udvikling«.

Årsagen er ifølge Lisbeth Lintz lægers lange uddannelse.

»Så får køn alene ikke lov til at stå så ­meget i vejen. Derudover tror jeg, at vi som lægelige ledere har et højt ambitionsniveau, også i forhold til ledelse. Så vi vil ikke finde os i at være til at komme uden om«.

Lisbeth Lintz peger også på overlægers løn, der afspejler en ligestilling (se tabel om lønudvikling) i læge­verdenen; der er en meget lille lønforskel mellem mænd og kvinder på få procent. År­sagen til forskellene lægers løn kendes ikke, men Lisbeth Lintz’ bedste bud er, at det kan henføres til forskellig grad af vagtdeltagelse.

Overlæger som familiemennesker

Hvordan med familien og kvindelige over­læger – er der en problematik?

»Man kan ikke sige, at kvindelige over­læger er mindre karrieremindede end mandlige. Der vil selvfølgelige være indi­viduelle forskelle, men tallene viser tydeligt, at ­kvindelige overlæger vil en karriere. Som overlæge er man stærkt interesseret i sit fag, man vil gerne udvikle det og gå foran og ­undersøge, hvordan vi former fremtiden«.

Kan man være et familiemenneske ­sam­tidig?

»Ja, det synes jeg. Der skal være en god work-life-balance, så man fungerer godt både derhjemme og på arbejdet. Og det er en af de store fordele ved at være overlæge, at man har stor indflydelse på sit job og hvilke funktioner, man har. Vi arbejder ­meget, men vi har et job, der giver mening, og det giver en positiv energi og tilfredshed, der er en vigtig drivkraft for at leve på job og derhjemme«.

Er der i din optik overhovedet noget at kæmpe for 8. marts?

»Ja. Der er stadig områder i lægefaget, hvor vi ikke ser tilsvarende udvikling mod ­ligestilling. I optællingen fra november var der f.eks. 69 mandlige professorer og 14 kvindelige. Jeg ved ikke, hvad forklaringen er på den store forskel, men jeg vil da opfordre universiteterne til at tage den handske op og få fokus på at følge med udviklingen i sygehusvæsenet«.

LÆS OGSÅForsker: Arbejdsgivere kan have forskellige forventninger til mænd og kvinder