Lægeforeningen: Klart nej til anbefalinger om dødshjælp

Det er den helt forkerte vej at gå, og det bygger på en helt forkert opfattelse af, hvad der er sundhedspersonalets opgave, og hvad sundhedsvæsenet allerede nu kan tilbyde døende patienter.

Sådan siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, efter Udvalget for en mere værdig død fredag afleverede sine endelige anbefalinger til regeringen – anbefalinger, som omfatter to modeller for indførelse af det, udvalget kalder selvvalgt livsafslutning.

Den ene indebærer, at patienten får udskrevet og selv indtager »lægeordineret medicin« – det, der kaldes »selvudført livsafslutning«. I den anden skal en sundhedsperson hjælpe patienter, der ikke selv kan afslutte livet – det, der kaldes »selvvalgt og assisteret livsafslutning«.

»Helt grundlæggende er vi fra Lægeforeningen imod de fremlagte modeller – dér har vi ikke ændret holdning«, fastslår Camilla Rathcke.

Hun beskriver de to forslag fra udvalget som »grundlæggende aktiv dødshjælp uden eller med hjælp fra sundhedspersoner«, og hun mener, at der er noget i modellerne, der er »forvirrende«.

»Jeg hæfter mig ved, at udvalget beskriver, det skal være et tilbud til terminale patienter, men samtidig også patienten højest må have en forventet restlevetid på seks måneder, og der bliver jeg noget forvirret. En patient, der har en restlevetid på mindre end seks måneder, er jo ikke nødvendigvis en terminalpatient. Så jeg synes, det er uklart, hvem det egentlig er, det her drejer sig om«, siger Camilla Rathcke og slår fast:

»Grundlæggende er vi fra Lægeforeningen imod de fremlagte modeller – dér har vi ikke ændret holdning«.

Modstridende opgaver

Lægeforeningens formand hæfter sig også ved, at udvalget har valgt at erstatte »aktiv dødshjælp« med »selvvalgt livsafslutning«. Det er »lidt en mystisk diskussion« og »en semantisk øvelse«, mener hun.

»Handler den om, at tingene skal være mere spiselige i den brede befolkning? Eller skal det lyde som noget helt naturligt, som alle selvfølgeligt kan gribe ud efter og få ret til at benytte sig af?

Uanset ordvalg ændrer det bare ikke på, at det helt basalt betyder, at man laver et tilbud, hvor succeskriteriet er, at patienterne ender med at dø. Med eller uden hjælp til at indtage det dødbringende stof.

Det er det, det handler om, og i min optik er det at blande rollen for sundhedspersoner ind i en helt anden opgave, end den vi i sundhedsvæsenet er sat i verden for: at lindre, behandle, trøste og give omsorg. Vi er der som læger ikke for aktivt at frembringe en handling, som betyder, at patienterne dør. Det er to helt grundlæggende modstridende opgaver«, siger Camilla Rathcke.

Hun tror ikke, at det kommer dertil, hvor en af udvalgets foreslåede modeller indføres:

»Der er rigtig mange ting, der pludselig bringes i spil, hvis sådan et tilbud skulle blive en realitet – og jeg må sige, at det har jeg for nuværende meget svært ved at forestille mig, at det bliver«.

To modeller

Udvalget for en mere værdig død blev nedsat i efteråret 2023, efter at statsminister Mette Frederiksen på Folkemødet samme år søsatte en debat om en mere værdig livsafslutning. Og nu har det otte mand store udvalg så fremlagt sit såkaldte refleksionsoplæg.

I det skitseres som nævnt to mulige rammer for at indføre aktiv dødshjælp. Den ene har opbakning fra syv af de otte medlemmer, som vil give »enhver terminal person ret til lægeordineret medicin med henblik på selvvalgt livsafslutning«, som det er formuleret i anbefalingerne.

Samtidig står fem af de otte udvalgsmedlemmer bag en anbefaling af, at den terminale person skal have mulighed for at »få hjælp til udførelsen af selve livsafslutningen«.

Dermed står det også klart, at kun et enkelt af udvalgets medlemmer er imod enhver form for aktiv dødshjælp og altså ikke støtter nogen af de to forslag.

Udvalget understreger i anbefalingerne, at der skal være fuldstændig vished om, at personen, der ønsker at afslutte livet, er helt sikker i sin sag, at personen skal være både myndig og habil, og at beslutningen skal træffes på et informeret sundhedsfagligt grundlag.

Endelig mener udvalget, at det kun er personer med en forventet restlevetid på mindre end seks måneder, der skal have muligheden for at vælge aktivt at få afsluttet livet. Det skal således ikke være en mulighed for mennesker med en varig funktionsnedsættelse, sådan som det f.eks. er tilfældet i Holland og flere andre lande.

Fordelene?

Udvalget læner sig i sine forslag meget op ad erfaringer fra andre lande og fra f.eks. den amerikanske delstat Oregon – men Camilla Rathcke læser erfaringerne på en anden måde.

»Jeg ved f.eks., at i Oregon-modellen i USA, hvor man også arbejder med en seksmåneders grænse, som udvalget nu foreslår, var der ikke noget sundhedsfagligt belæg for grænsen. Der skulle bare fastsættes en eller anden tidsgrænse.

Vi ved også, at ud af de patienter i USA, der vælger at få udskrevet den her medicin, er 20% fortsat i live efter de seks måneder. Så igen: Det med at fastsætte, hvornår restlevetiden er seks måneder eller mindre, det er faktisk meget vanskeligt. Og det er i hvert fald noget helt andet end at være en terminal patient«, siger hun.

»Jeg synes, at summen af de erfaringer, vi har fra andre lande, tegner et billede af, at de her tilbud er meget svære at kontrollere rammerne for, så de ikke udvider sig til at omfatte andre grupper end dem, man startede med at definere som målgruppen. Det ser vi både i de europæiske lande og i Canada.

Fra Oregon ved vi, at den tid, lægen og patienten har kendt hinanden, inden lægen tager stilling til, at nu er restlevetiden seks måneder eller mindre, er blevet væsentligt kortere.

Vi ved også, at for mange af de patienter i USA, der siger ja tak til tilbuddet, handler det om, at man er bekymret for at ligge sine pårørende til last – måske af økonomiske grunde. Og så handler det jo ikke om patientens reelle ønske om at dø, men om et hensyn til andre eller formodningen om, hvordan andre oplever det.

Alt i alt må jeg sige, at jeg synes, ulemperne langt overskygger fordelene. Og ja, jeg har faktisk meget svært ved at se fordelen for et samfund ved at have sådanne ordninger.

Jeg synes, vi i stedet skal koncentrere os om at gøre det godt for de patienter, der er i live – hvad enten de er tæt på døden eller ej, og hvad enten de har brug for en stor eller en lille indsats fra sundhedsvæsenet og det omgivende samfund«, siger Camilla Rathcke.

Hvad taler vi om?

Op til Folkemødet i 2023, hvor statsministeren åbnede for debatten, havde et borgerforslag om indførelse af aktiv dødshjælp samlet mere end 50.000 underskrifter, og siden har flere meningsmålinger vist et stort flertal for aktiv dødshjælp.

Så sent som i sidste uge offentliggjorde Morgenavisen Jyllands-Posten en meningsmåling, der viste, at over 70% af de adspurgte gik ind for indførelse af en form for aktiv dødshjælp. Samme flertal har der været i et par tidligere meningsmålinger.

Men, siger Camilla Rathcke, så viste en undersøgelse, Lægeforeningen lavede op til Folkemødet sidste sommer, at kun omkring en fjerdedel af danskerne i undersøgelsen var i stand til at definere, hvad begrebet aktiv dødshjælp dækker over.

»Og mange af dem, der i vores undersøgelse gik ind for aktiv dødshjælp, pegede også på alt muligt andet, der ikke har noget med aktiv dødshjælp at gøre. Det siger noget om, at befolkningen her bliver inviteret ind i en begrebsverden, som er vanskelig og teknisk og måske ikke er så let at gennemskue for den almindelige dansker. Og da især ikke i en meningsmåling med korte og hurtige spørgsmål.

Undersøgelsen i Jyllands-Posten talte ind i lige præcis de modeller, som udvalget nu har opstillet, og da jeg blev interviewet om den, spurgte jeg journalisten, om de havde defineret for de medvirkende i undersøgelsen, hvad en terminalpatient er. Det kunne jeg ikke få et klart svar på, og så er vi jo allerede ude i en forvirring om, hvem det er, man tror, der skal have det her tilbud, og hvad de medvirkende i undersøgelsen rent faktisk tror, de svarer på«, siger Camilla Rathcke.

Hun peger på, at der i den brede offentlighed »i den grad« mangler viden om, hvad man kan gøre for de patienter, udvalget definerer som målgruppen:

»Patienter ligger os aldrig til last, og vi vil og skal også gerne hjælpe dem i den sidste tid, og når forslagene her drejer sig om terminalpatienter – og det lægger udvalget jo vægt på – så må jeg igen understrege, at for de terminale patienter er der allerede løsninger og tilbud i sundhedsvæsenet«.

Positive toner og nuancer

Her er det »rigtig positivt«, at udvalget også enstemmigt understreger behovet for at løfte den palliative indsats, siger Camilla Rathcke.

»Det er der i den grad brug for, hvis vi skal gøre hele befolkningen opmærksom på, at vi i dag faktisk har muligheder for at hjælpe. Når nogle oplever, at de ikke kan få en tilstrækkelig palliativ indsats, så er det der, vi skal tage fat«, siger Lægeforeningens formand.

Hun har, siger hun, også hæftet sig ved, at statsminister Mette Frederiksen (S) i løbet af efteråret og vinteren har sendt nogle mere åbne signaler:

»Statsministeren har udtalt, at hun for det første ikke regner med, at der kommer et lovforslag om det her i denne regeringsperiode, og for det andet og ikke mindst, at hun har bemærket, at jo mere debatten åbner sig og breder sig, jo flere nuancer viser der sig at være – også i befolkningens holdning til sagen. Og det synes jeg, er positive toner fra statsministeren«.

Selv synes hun ikke, at debatten er kommet bredt nok ud, understreger hun:

»Det er også det, der viser sig i sådan en meningsmåling som den forleden: at man måske stadig ikke ved, hvilke muligheder der allerede er i dag, hvor meget man kan inden for den palliative indsats. Og at man i befolkningen stadig ikke er helt klar på, hvad der er for en målgruppe, vi taler om – mennesker, samfundet skal sætte en værdi på, når det skal afklares, hvem et potentielt tilbud skal gives til«.

Lægeforeningen vil, siger Camilla Rathcke, holde øje med den politiske modtagelse af udspillet fra udvalget, og rådet til politikerne er klart:

»Sammen skal vi for alvor løfte de palliative opgaver i Danmark godt nok til at give patienterne den hjælp, de har brug for – uanset om der er tale om kræftpatienter, sådan som der er lagt op til at se på i Kræftplan V, eller om patienterne fejler noget andet, der kan ende med døden.

Så lad os starte der, for der er meget, der kan gøres langt bedre. Det synes jeg bestemt, er den absolut vigtigste – og egentlig også den eneste – vej frem«, siger Camilla Rathcke.