Lægeforeningens Ærespris 2023: Kirurgpar giver synet tilbage til mennesker i verdens afkroge

Nogle tager på skiferie i Østrig. Andre badeferie på Mallorca. Om Gøril og Jannik Boberg-Ans også gør det, er totalt ligegyldigt i denne sammenhæng. For når man bruger ferieuger på at rejse ud til fjerne egne for at give synet tilbage til fattige mennesker i Lesotho, Myanmar, Peru, Nepal eller Tanzania, ja så er det dé »ferier«, der bør sendes postkort hjem fra.

Et sådant »postkort« får du her. For Ugeskriftet har besøgt kirurgparret i deres hjem i Charlottenlund og er kommet tilbage på redaktionen nærmest med Afrikas røde jord på blokken.

Gøril og Jannik Boberg-Ans er årets modtagere af Lægeforeningens Ærespris. Det er de fordi, de i mere end to årtier er rejst ud, ofte for egen regning, for at operere grå stær på patienter i 3. verdenslande. For deres arbejde med at etablere foreningen Red Synet og for at udbrede en særlig operationsteknik, som gør det muligt at hjælpe så mange som muligt under primitive forhold. Og ikke mindst for at åbne en fast øjenklinik i Tanzania, som også skal tjene som akademi for andre øjenkirurger.

Dét får de Lægeforeningens Ærespris for.

»Jeg var lige ved at få hjertestop. Det kom helt bag på os, at der var nogle, der havde fået øje på, hvad vi går og laver,« siger Jannik Boberg-Ans.

»Det er så stort. Jeg kan næsten ikke være i mig selv,« lyder det fra Gøril Boberg-Ans.

Ingen tvivl om, at anerkendelsen har blæst ægteparret bagover. Og når de har samlet sig følelsesmæssigt ved spisebordet i villaen i Charlottenlund, er de straks tilbage ved foden af Ngorongoro-krateret i Karatu i Tanzania, hvor de lige nu kæmper for at åbne deres akademi for øjenlæger.

»Æresprisen gør jo, at vores arbejde får et stempel. At det, vi gør, er rigtigt og væsentligt. Når vi kigger på, hvor stor en opgave, der ligger foran os, kan man jo håbe, at æresprisen også kommer til at være en fordel, når vi samler ind til projektet,« lyder det fra Jannik Boberg-Ans.

Som en genfødsel

Gøril Boberg-Ans er 68 år, og Jannik Boberg-Ans er 66. Han arbejder stadig som øjenkirurg og medicinsk leder på privatklinikken EuroEyes, mens hun tidligere på året stoppede som øjenkirurgisk overlæge på Rigshospitalet - Glostrup. De er begge subspecialiserede i grå stær-kirurgi. En folkesygdom over hele verden. Men mens operationerne herhjemme fjerner uklarheder i øjets linse, som kan nedsætte synet, er grå stær den hyppigste årsag til decideret blindhed i 3. verdenslande. Her er der ofte ingen øjenkirurgisk lægehjælp at hente, og derfor må grå stær-patienter i fattige lande ofte undvære en operation, der ellers på få minutter kunne give dem synet tilbage.

En kendsgerning, der faktisk er værre end som så. For i fattige samfund påvirker det hele familien, når ét medlem er blind.

»Det er virkelig en belastning, når en af de voksne i familien er blind. Børnene kommer ikke i skole, for de skal i stedet passe den blinde i hjemmet. Når den blinde bliver opereret og får synet tilbage, er det derfor hele familien, der får glæde af det, og børnene kommer igen i skole« forklarer Jannik Boberg-Ans.

»Tænk at en relativt lille operation kan betyde så meget for en hel familie. Det er dét, der er drivkraften for os,« siger Gøril Boberg-Ans.

Den glæde, de møder fra patienterne, er til at føle på. Nogle gange har patienterne rejst langt for at nå hen til ægteparrets midlertidige klinikker. Et eksempel er den nepalesiske søn, der bar sin lamme og blinde mor på ryggen i mere end et døgn for at få hende frem til operationsbordet. Eller da patienter fra en landsby i Den Dominikanske Republik ikke turde møde op, fordi heksedoktoren påstod, at ægteparret stjal deres øjne. Da nogle få modige vendte tilbage til lokalsamfundet med genvundet syn, blev klinikken oversvømmet af patienter på sidstedagen.

I begge tilfælde – som i så mange andre – har patienterne reageret med jubel, gråd, klap, ja nogle gange dans af ren og skær glæde over at kunne se igen.

»Vi er så privilegerede, at vi kan gøre folk glade. At give mennesker synet tilbage er som en genfødsel. Det er lidt ligesom fødselslæger må have det,« siger Jannik Boberg-Ans.

Svært at fundraise

Det hele startede i år 2000, hvor ægteparret blev udsendt til Grønland fra Rigshospitalet. Her opererede de patienter fra nær og fjern i 3-4 uger. Det var under primitive forhold, og parrets børn, der gik i skole lokalt under opholdet, fik debut som forældrenes assistenter. Netop børnene har igennem alle årene ofte været med forældrene ude i verden for at hjælpe til, og begge er i dag selv uddannet henholdsvis læge og sygeplejerske.

I Grønland fik Gøril og Jannik Boberg-Ans smag for at hjælpe mennesker, der ellers ikke ville have fået det. De kunne også godt lide udfordringen i at udføre deres fag under vanskelige forhold. Derfor besluttede de at rejse ud med organisationen SEE - Surgical Eye Expeditions - der sender sundhedspersonale til 3. verdenslande. Det gjorde de i en række år, men i 2014 startede de deres egen hjælpeorganisation Red Synet.

På papiret bruger de to ferieuger om året på at rejse ud og udføre gratis operationer, men i realiteten går der måneder både før og efter opholdet på at finde egnede og tilstrækkeligt sikre steder at tage hen, indhente lokale tilladelser til det, samle donationer hjemmefra, skaffe udstyr og efter opholdet følge op på patienterne.

Mange gange er de endt med at rejse ud for egen regning. Lige nu har de også egne penge i spil i forhold til akademiet i Tanzania. Det lykkes fra tid til anden at skaffe sponsorer og fondsmidler. Men:

»Vi har aldrig været gode til at samle ind. Det tager en længere uddannelse at finde ud af at gøre det,« siger Jannik Boberg-Ans og kigger over på sin kone. For efter at hun tidligere på året stoppede som overlæge på Rigshospitalet – Glostrup, går hele hendes arbejdsdag i stedet med netop dét.

»Fundraising er nyt for mig. Det er svært. Men jeg er ved at lære det,« fortæller hun, og siger, at det ikke fundraising-delen, de brænder for. De kalder det ’nødvendigt’.

Billig teknik

På et af deres ophold - i Himalaya i Nepal - mødte de en kirurg, der kom til at ændre alt for de to danske øjenkirurger. Gøril Boberg-Ans kalder ham sin »guru«. Dr. Bidya Pant hedder han, og de to danskere mødte ham i en lille nepalsk by, hvor han brugte en teknik, MSICS - Manual Small Incision Cataract Surgery – som på det tidspunkt ikke var rutine i dansk sammenhæng. Af gode grunde. For teknikken kan det særlige, at den hverken kræver store maskiner eller sutur og kun skal have strøm til operationsmikroskopet. Med andre ord en perfekt teknik i egne af verden, hvor forholdene er primitive, og tilrejsende læger som Boberg-Ans har begrænsede muligheder for at medbringe tungt og avanceret udstyr. Ja, og så er teknikken også billig. Jannik Boberg-Ans vurderer, at en MSICS-operation for grå stær kan gøres for 10-15 dollars.

»Herhjemme kommer patienten jo ikke engang ind ad døren for de penge,« konstaterer han.

Gøril Boberg-Ans forklarer, hvordan en MSICS-operation foregår: Kirurgen skærer en 6-7 mm bred tunnelåbning ved hornhindekanten oppe under det øverste øjenlåg. Via åbningen trækkes den uklare, hele linsekerne ud. Den erstattes af en kunstig linse, og åbningen lukker herefter sig selv, så sutur ikke er nødvendigt.

Til sammenligning foregår grå stær-indgreb herhjemme med hjælp af store utralydmaskiner, der knuser linsekernen inde i øjet og fjerner den gennem en noget mindre åbning.

»Det er en befrielse, at vi ikke skal have så meget udstyr med ud efter, at vi lærte MSICS-teknikken,« siger Gøril Boberg-Ans.

MSICS minder om den gamle grå stærk-teknik, man brugte for 40-50 år siden. Hvilket giver mening fordi, MSICS er særligt godt egnet til svær grå stær, hvor linsekernen er så uklar, at den ligner en brun Gajol.

»Når den grå stær er så udviklet, er den svær at fjerne med ultralydsteknik. Der kan vi anvende MSICS, som faktisk er mere skånsom for øjet. Siden vi lærte den, er det næsten kun det, vi laver, når vi er ude,« fortæller Gøril Boberg-Ans.

Men faktisk er hun også ansvarlig for at have bragt teknikken med hjem til Glostrup, så den i dag også anvendes ved de omkring 40-50 operationer for svær grå stær, vi årligt har herhjemme.

Det er dén teknik, som Gøril og Jannik Boberg-Ans gerne vil lære endnu mere fra sig. Det skal foregå på akademiet i Tanzania. Drømmen er, at andre øjenkirurger kan komme på kurser dernede, så flere kan operere blinde i 3. verdenslande.

»Det er ikke en teknik, man kan lære lige så godt i Danmark eller USA, for her har man kun sjældent patienter med så fremskreden grå stær, at de egner sig til MSICS-teknikken. Det er en teknik, der kræver, at man gør det mange gange, før man bliver god til det,« forklarer Gøril Boberg-Ans.

Vil være undværlig

Når ægteparret tager ud til verdens afkroge, har de også endnu mere lavteknologiske hjælpemidler med i kufferten end MSICS-teknikken. Mens grå stær ifølge WHO er den hyppigste årsag til blindhed, er manglen på briller den næst hyppigste. Derfor har de altid en kuffert med brugte briller med.

Også her har de solstrålehistorier at fortælle. For eksempel den unge mor i Peru, der ankom til klinikken med et barn på ryggen. Moren havde minus 6 og fik en tilsvarende brille på – og græd, for nu kunne hun se sit barn. Eller en nonne i Lesotho, der havde minus 9 og troede, at Gud var sløret. Indtil hun fik briller på.

»De mennesker græder af lykke. Det er så stort at opleve. Og også en meget vigtig årsag til, at vi rejser ud,« fortæller Gøril Boberg-Ans.

Ja, og så var der drengen, sidst ægteparret var af sted, som var faldet af en motorcykel og blev båret ind på klinikken akut. I faldet var han blevet stukket i øjet. Ægteparret blev bedt om at undersøge ham. De fandt en dyb revne i hornhinden forårsaget af et fremmedlegeme, og de fik det pillet ud.

»Havde vi ikke været der, havde den dreng ikke kunne se på det øje i dag,« fortæller Jannik Boberg-Ans og kalder det en af de ’specielle oplevelser’.

»Sådan nogle er der tonsvis af,« supplerer Gøril Boberg-Ans.

Selvom ægteparret så småt er i pensionsalderen, har de ingen planer om at stoppe hjælpearbejdet. Gøril Boberg-Ans minder om, at Rom ikke blev bygget på én dag. Så der er stadig meget at gøre for dem. De siger også nærmest i kor, at de ikke kan finde ud af meget andet end at arbejde. Og de bliver ved, fordi det er sjovt. Men at målet også er at gøre sig selv undværlige en dag. Med andre ord, at overlade stafetten til andre læger.

»Det er vel det, livet handler om. At bygge noget op, så man selv ender med at være undværlig,« siger Jannik Boberg-Ans.