Kaffemaskinen dufter af mild morgen. Fuglene kvidrer lystigt fra åben køkkendør. Gennem terrassevinduer gør robotplæneklipperen lydløst sit arbejde. Først tager den kanter langs fliser, siden triller den over til græs omkring et træ og returnerer til sin dok, blot for at genoptage pligterne lidt senere.
Ruten på græsplænen ser tilfældig ud, men den kører derhen, hvor græsset gror mest. Stille, roligt og behageligt fordeler plæneklipperen sine kræfter til de stykker have, der har mest behov.
Ligesom manden. Hans stemme er rolig, lidt lavmælt, når han fortæller om de patienter, der har mest brug for hjælp. Som plæneklipperen i haven lægger Mogens Vestergaard sine kræfter som læge og forsker der, hvor behovet er størst. Og ligesom fuglene udenfor næsten lyder som om, de takker for klipperens tro tjeneste i haven, har alment praktiserende læge og professor, Mogens Vestergaard, også fået tak. Han er modtager af Lægeforeningens Ærespris 2025.
Helt zenagtigt er det hele dog ikke, da Ugeskrift for Læger aflægger interviewvisit hos den 58-årige prismodtager i Hinnerup uden for Aarhus. Når man nærmer sig det hvidmalede murstenshus, passerer man et skilt, hvor der står »købsaftale underskrevet«.
Mogens Vestergaard og hans hustru Jette, der også er læge, står midt i en brydningstid. Huset er solgt på få dage. Børnene er flyttet hjemmefra. De to skal nu flytte i lejlighed i Aarhus og finde ud af, hvordan det er at leve i byen. Og så er det første barnebarn , Gry, kommet til verden for få uger siden.
Hertil kommer, at Mogens Vestergaard for nylig har fået nyt job. Sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde (V) har udpeget ham til ekspertambassadør. Han skal fremme dialog og erfaringsudveksling mellem alle relevante parter for at realisere sundhedsreformens målsætninger og styrke det almenmedicinske tilbud. Så lige nu er der ikke så meget andet, der kører på autopilot, end robotplæneklipperen i haven.
»Vi er lidt rundt på gulvet«, siger han smilende, da han forklarer skiltet ved huset, flytningen, det nye job og ikke mindst æresprisen. Det sidste får ham til at læne sig tilbage i stolen og strække sig. For at få plads til stoltheden.
»Camilla [Rathcke] ringede en aften, hvor vi havde personalemøde i Lægefællesskabet. Jeg blev meget overrasket og meget glad. Jeg kan af et rent hjerte sige, at jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg ville komme i betragtning til noget så stort«, siger han.
Han tilføjer – i tråd med at han var eneste almenmedicinske medlem af Sundhedsstrukturkommissionen og dertil med daglig patientkontakt:
»Jeg ser også prisen som en anerkendelse af almen praksis. Der er generel enighed om, at almen praksis spiller en nøglerolle i sundhedsvæsenet, og opgaven bliver endnu større fremover«.
Mogens Vestergaard er praktiserende læge i Lægefællesskabet i Grenaa sammen med kompagnonerne Hans Christian Kjeldsen og Jannik Falhof. Han er også professor i almenmedicinsk epidemiologi ved Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aarhus Universitet og seniorforsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis.
Han modtager Lægeforeningens Ærespris som en anerkendelse af sin »enestående indsats for større lighed i sundhed, bedre lægedækning for især komplekse og sårbare patienter og en styrket almen praksis i Danmark«, lyder Lægeforeningens begrundelse.
»Jeg var en af de få på lægestudiet, der fra starten ville være praktiserende læge«Mogens Vestergaard, alment praktiserende læge og professor
Går man i dybden med Mogens Vestergaards indsats, kan den deles op i især fire haver, hvis man skal blive i plæneklipperanalogien.
Siden 2017 har Mogens Vestergaard været medejer af almenpraksissen Lægefællesskabet i Grenaa. Det er her, hans mest konkrete arbejde som læge ligger, og det er her, han sammen med sine to kolleger har opfundet begrebet »stjernepatienter« – en gruppe af patienter, der er i en sårbar periode og får tilbudt en særlig indsats i klinikken. Det indebærer f.eks. adgang til de bedste tider i programmet, oftere lægebesøg i hjemmet og så vidt muligt samme læge og sygeplejerske hver gang.
Men Mogens Vestergaard er som sagt også professor og har forsket i hjernesygdomme, multimorbiditet og siden hen ulighed i sundhed med udgangspunkt i klinisk epidemiologiske studier med data fra de danske sundhedsregistre. Han har publiceret mere end 175 videnskabelige artikler bl.a. i tidsskrifter som The New England Journal of Medicine, The Lancet, JAMA og BMJ.
Oven i det skal lægges projekter som Deep End Denmark, som Mogens Vestergaard er initiativtager til, og som er et netværk af de praktiserende læger, som har flest patienter med få socioøkonomiske ressourcer i hele landet. Deep End-lægerne mødes jævnligt og udveksler viden, erfaringer og idéer.
Endelig er Mogens Vestergaard sammen med Sundhedsstrukturkommissionen lykkedes med at introducere en markant styrkelse af almen praksis, hvilket er blevet kaldt en »reform i reformen«.
Fælles for de fire »haver«, som Mogens Vestergaard passer, og som han nu hædres for, er de patienter, som har mest behov. De mest komplekse, dem med færrest ressourcer, dem, der bor i områder med dårligst lægedækning, og hvor deres læger ofte er stressede og udbrændte.
Selv startede Mogens Vestergaard et helt andet sted. Nemlig med tanken om at blive praktiserende dyrlæge ligesom sin far. Som dreng var han nemlig »en rigtig hestepige«, som han selv siger med et smil. Indtil han fandt ud af, at dyrlæge var noget, man blev i København, så han flyttede med alle vennerne til Aarhus og begyndte i stedet på medicin.
»En tilfældighed, jeg aldrig har fortrudt«, kalder han sit studievalg, som hurtigt gav ham klarhed.
»Jeg var en af de få på lægestudiet, der fra starten ville være praktiserende læge. Når jeg siden har undervist på de første uger af medicinstudiet, har jeg lagt mærke til, at det kun er ganske få, som rækker hånden op, når man spørger, hvor mange der vil være praktiserende læge. De vil alle sammen være neurokirurg eller hjertelæge. Men jeg var selv helt sikker. Jeg ville ud i en landpraksis«, fortæller Mogens Vestergaard.
Han blev almenmediciner, men forskningen i først feberkramper og siden hen multisygdom og social ulighed kom til at fylde det hele, og han blev fuldtidsprofessor længe før, at han for blot otte år siden åbnede praksis i Grenaa.
»Jeg har som forsker virkelig forsøgt at have klinikken som rettesnor. Det har altid handlet om, hvad der er relevant for klinikken«, siger han om sine indtil videre 20 år med forskningsstillinger.
Det var dog aldrig meningen, at Mogens Vestergaard skulle være forsker. Det ene studie tog det næste, og pludselig var han fuldtidsprofessor og følte sig privilegeret over at arbejde sammen med engagerede og kloge mennesker. Men selv om det var »så sjovt og spændende«, som han udtrykker det, havde han også et stort ønske om at blive praktiserende læge.
Derfor startede han i 2017 efter syv år som fuldtidsforsker som praktiserende læge i Grenaa, hvor han er tre dage om ugen. Ikke en nem overgang, indrømmer han blankt.
»Det var et stort spring. Jeg skulle i hård træning for at banke rust af mine kliniske færdigheder. Men – jeg havde heldigvis mine to gode venner og kompagnoner, som begge har højt til loftet. De tog mig i mesterlære og lærte mig op«, fortæller han.
»Uden dem var jeg aldrig blevet praktiserende læge«, mener han.
»Vi skabte Lægefællesskabet sammen. Det er en af de bedrifter i min karriere, som jeg er mest stolt over. Vi har virkelig en fantastisk klinik med det bedste, dygtigste og sjoveste personale, man kan forestille sig«, siger han.
Han er dog ikke i tvivl om fordelene ved at have et ben i begge lejre.
»Det, at man har et ben i klinikken, styrker forskningen kolossalt. Men det giver også klinikken værdi. Basalforskning og forskning i sin egen ret er enormt vigtigt, men det at gå i klinikken og se, hvad der mangler, og så tage det med sig ind i forskningen, dét mangler vi mere af. Vi skal bruge mange flere ressourcer på sundhedstjenesteforskning i den næste tid, hvor der sker grundlæggende forandringer af sundhedsvæsenet. Der er virkelig meget læring at hente, når vi eksperimenterer med nye måder at lave praksis på. Vi skal sikre os, at vi indsamler den viden systematisk«, siger han.
I Mogens Vestergaards optik skal viden og praksis have særlig ét for øje:
»Man skal måle sundhedsvæsenet på, hvordan det behandler de patienter, der har størst behov. Vi skal allokere ressourcer efter behov. Vi skal være opmærksomme på den gruppe mennesker, der har brug for hjælp, men ikke selv formår at række ud efter hjælp. Det giver mening for mig«, siger han og fremhæver, at klyngen i Norddjurs Kommune er den første kommune, der har sikret, at der er fast læge tilknyttet alle bosteder i området.
»Med reformen er der lagt en retning for forandringerne. Nu kommer den svære proces med at implementere dem«Mogens Vestergaard, alment praktiserende læge og professor
»Borgerne på de sociale bosteder har brug for en relation gennem lang tid. De har oplevet så mange svigt fra sundhedsvæsenet. De har brug for en person, de kan stole på, opnå tillid til, og som de kan snakke med, og som tager dem alvorligt. Det er noget, vi kan give dem i almen praksis«, mener Mogens Vestergaard og ved godt, at det lyder ressourcekrævende i en travl praksishverdag.
Men bevidste organisatoriske valg som at arbejde i team med sine praksissygeplejersker og ansætte praksismanager, sekretærer, sosu-assistenter, psykolog, fysioterapeut og søvnterapeut hjælper med at skabe bedre balance mellem opgaver og ressourcer, fortæller han. Sammen skubber de til grænserne for, hvad klinikken kan.
Det er også netop det, som initiativet Deep End Denmark skal hjælpe med. Mogens Vestergaard er initiativtager til netværket, der er for praktiserende læger, som arbejder i områder med lav socioøkonomi og med mange komplicerede patienter. Her kan lægerne mødes og udveksle viden, erfaringer og idéer med det formål at styrke almen praksis i belastede områder, øge arbejdsglæden for de praktiserende læger og bidrage til at mindske ulighed i sundhed.
»Tanken er, at der findes nogle områder, hvor den omvendte sundhedslov gælder. Hvor der er ubalance mellem opgaver og ressourcer«, siger han.
Områderne er spredt over hele landet og findes lige så vel i de store byer som i vandkantsdanmark. De læger, der har praksis i de områder, har en enorm viden om håndtering af komplekse patienter med få sundhedskompetencer. Mogens Vestergaard kalder netop de læger for »specialister«.
»Netværket er en måde at give de læger en gruppefølelse og en stemme. Det er typisk læger, som har svært ved at få vikarer, holde fri, deltage i møder og arbejde med PLO og DSAM, fordi de passer deres klinik. Pludselig lykkedes det at give dem en stemme og noget læring, som er målrettet dem. Det er de ikke vant til. Det er sgu fedt at opleve«, siger Mogens Vestergaard. Han mener, at Deep End Denmark er blevet en succes, fordi det er lavet i et samarbejde mellem PLO Efteruddannelse og Forskningsenheden for Almen Medicin og takket være støtte fra en række fonde.
Mens Deep End Denmark er en plante groet i almenpraksis’ egen have, er arbejdet i Sundhedsstrukturkommissionen og stillingen som ekspertambassadør under Sundhedsministeriet planter, der også har rødder hos almen praksis’ naboer og genboer. Mogens Vestergaard har store forventninger til sundhedsreformen og fremhæver, at et bredt politisk flertal i Folketinget har givet almen praksis en »regulær kærlighedserklæring« ved at melde ud, at man vil investere massivt i almen praksis, så det kan vokse og styrkes, og at vi som samfund ikke kan leve med, at der er færrest læger der, hvor der er flest syge.
»De er committede til den dagsorden. Reformen i reformen, som sikrer, at vi får en bedre fordeling af de lægefaglige ressourcer. Det er faktisk så vild en forandring, at vi er blevet inviteret til både England og Skotland for at fortælle om de danske erfaringer med det her arbejde. Det er noget, andre steder bliver inspireret af. Det er et paradigmeskifte, hvor man vil styrke arbejdet i det nære sundhedsvæsen og gøre en særlig indsats for de borgere, som har størst behov«, fortæller Mogens Vestergaard.
Han mener, at reorganiseringen af sundhedsvæsenet handler om at gøre et i forvejen godt sundhedsvæsen klar til fremtidens udfordringer med stadig stigende travlhed, som ikke kan løses ved at løbe hurtigere. Men han er også realist.
»Med reformen er der lagt en retning for forandringerne. Nu kommer den svære proces med at implementere dem«, forudser han.
Og det er netop det, han som nyudnævnt ekspertambassadør skal hjælpe med. Alle er enige om udfordringsbilledet, og at status quo ikke er en mulighed, men det ændrer ikke på, at alle har en indbygget modvilje mod forandringer – specielt dem, som andre har fundet på, erkender han.
»Men vi kommer til at forandre os alle sammen. Hospitalslæger skal udvikle nye måder at arbejde på. Praktiserende læger og deres personale skal løse flere opgaver. Regionspolitikere skal lære at udvikle et nært sundhedsvæsen på deres egne præmisser«, remser han op.
»Det er en fundamental ændring«, opsummerer han.
Så fundamental, at det måske endda er øretævernes holdeplads, han kører ind på ved at takke ja til rollen som ekspertambassadør for det almenmedicinske tilbud. Risikerer han at blive en lus mellem flere negle?
»Det har jeg selvfølgelig tænkt over«, siger han og bliver eftertænksom.
»Jeg har spurgt mig selv, om det er et godt sted for mig at være. Men jeg mener oprigtigt, at vi skal i gang med en superspændende og positiv udvikling for sundhedsvæsenet i almindelighed og almen praksis i særdeleshed«, siger han og tilføjer, at han har stor respekt for Sophie Løhde, som med ekspertambassadørstillingen viser, at hun og regeringen oprigtigt ønsker at lytte til den almenmedicinske stemme i implementeringsprocessen.
»Så når ministeren rækker ud og ønsker mere dialog med almen praksis, må jeg naturligvis bidrage efter bedste evne. Jeg er enig med ministeren i, at forandring skal bygge på konstruktiv og respektfuld dialog og samarbejde. Jeg tror faktisk ikke, at vi kan håndtere fremtidens udfordringer, hvis vi ikke bliver fundamentalt bedre til at samarbejde om at skabe gode patientforløb og have fokus på at give patienterne det, de har brug for, hverken mere eller mindre«, siger han.
Han noterer sig og glæder sig over, at alle parter byder konstruktivt ind på samarbejde, og han understreger:
»Vi er nødt til at glemme tidligere tiders konflikter og automatreaktioner«.
Selv kommer han til at tage orlov fra universitetet og bruge to dage om ugen i de næste par år som ekspertambassadør – »neutral rådgiver«, som han betegner stillingen – hvor han skal skabe dialog mellem ministeriet, KL, regionerne og almen praksis og derudover sikre, at gode erfaringer bliver delt.
»Hvis jeg kan hjælpe parterne med at bøje sig ind mod et fælles beslutningsrum, er det virkelig en meningsfuld og spændende opgave«, forventer han.
Lægeforeningens Ærespris blev overrakt til Mogens Vestergaard under festmiddagen på årets Læge- og repræsentantskabsmøde i Middelfart fredag den 23. maj.
Fakta
