Lægehus har mere end halveret forbruget af opioider

»Det var da lige godt vildt nok«, tænkte en forbløffet Malene Lindvig, da hun så resultaterne af lægehusets indsats for at trappe patienter med kroniske nonmaligne smerter ned eller ud af opioidbehandling.

Hele 48% mindre forbrug af morphin, oxycodon og tramadol sammenlignet med samme periode året før. Regner man codeinforbruget med, var det samlede fald på hele 57%.

Lægehuset Fonnesbæk i Ikast rummer fem faste læger, en vikar, tre uddannelseslæger og 11 ansatte og har omkring 9.500 patienter tilknyttet. Hvert år sætter klinikken fokus på et givent emne, og dette år var valget faldet på deres patienter med nonmaligne kroniske smerter, der fast får opioider.

»Vi oplevede, at vi sjældent fik ændret noget særlig, når patienterne kom til os og skulle have fornyet recepten. Vi ville gerne kunne hjælpe vores patienter til en anden form for smertebehandling og få nogle af dem trappet ned eller helt ud af morfika, ikke mindst for at mindske de mange bivirkninger, der følger med opioiderne«, fortæller praktiserende læge Malene Lindvig.

Personalet kom på et heldagskursus, og lægehuset tog desuden imod et tilbud fra Smerteklinikken i Silkeborg om at få besøg af en overlæge og en smertesygeplejerske til et kursus i nedtrapning af opioider og smertebehandling. Herefter fik klinikken besøg af en regional medicinkonsulent, som gennemgik udskrivningsmønsteret for de forskellige opioider.

Lægerne trak en liste over de patienter i klinikken, der fik opioider for nonmaligne smerter. Herfra lagde de en plan for, hvordan en nedtrapning kunne gribes an i hvert enkelt tilfælde.

Næste gang patienten kom i klinikken for at få udskrevet opioider, gik patienten derfra igen med en recept og en lille introduktion til de nye teknikker, klinikken havde lært.

»Det var en lille ,appetizer’, så de var forberedt på den kommende snak om morphin og nedtrapningsmuligheder, virkning og bivirkninger, forbehold ved kørsel osv.«, forklarer Malene Lindvig.

Hun fortæller, at reaktionerne var forskellige, men overvejende gode, selv om enkelte patienter valgte at skifte klinik.

»Det er gået meget bedre, end vi havde regnet med. Vi havde forventet mere modstand, men der var rigtig mange, som var interesseret i det. Selvfølgelig er der nogen, der ikke har villet røre ved det, og der er mange individuelle historier og løsninger bag: Nogle er kommet ned i dosis, andre er helt stoppet af sig selv, og nogle har vi skullet følge tæt«.

Ifølge Malene Lindvig handler det hele om at tage hånd om patienterne på en individuel måde:

»Det er jo ikke russiske tilstande, det her, men derimod en dialog med patienten. Det er individuelt, og det er det, der er humlen. Patienterne er meget forskellige, og man skal møde dem, der hvor de er, og støtte dem, så de ikke føler sig alene med det hele. Vi forsikrer dem i, at vi står klar til at hjælpe dem, og vi spørger ind til, hvornår de måske kunne være klar til det – skal de lige over en stor familiefest, eller har de en ferie, hvor de føler overskud til det – det er jo meget individuelt, og det er det, vi skal tage udgangspunkt i«.

»Fornemmelsen af, at vi ikke bare lader dem sejle deres egen sø med smerter og abstinenser, tror jeg, er meget vigtig. De kan altid tage fat i vores sygeplejerske, som følger dem tæt og taler med dem om deres symptomer, og hun hjælper dem igennem. Det giver en enorm tryghed«.

Frigiver tid til andet arbejde

De nye arbejdsgange og samarbejdet i klinikken er gået over al forventning, fortæller Malene Lindvig.

»Det har været en kanongod oplevelse både for os alle i klinikken og for patienterne. Det er jo en patientgruppe, der godt kan give et hjertesuk, fordi man tænker, det er lidt tungt og tager lang tid, og hvad skal jeg gøre, når de har ondt? Men det har været en rigtig positiv oplevelse, også for personalet, som med rette er meget stolt over, at de har kunnet lykkes med det. Det giver også rum til noget andet, fordi vi ikke ser så mange til receptfornyelse mere«.

Personalet i klinikken spiller en stor rolle i arbejdet. En del patienter har krævet en håndholdt indsats og er f.eks. kommet ned i klinikken et par gange om ugen og har fået doseret medicinen, fordi de ikke har kunnet håndtere at have det i hjemmet.

Patienterne har ikke fået anden smertestillende medicin i stedet for, men derimod viden om smerter. I klinikken har man også reduceret forbruget af gabapentinoiderne, som også kan være vanedannende, med 7%, ligesom også forbruget af NSAID og benzodiazepinerne falder. Der er dog sket en lille stigning i forbruget af paracetamol i samme periode.

»Før det her havde jeg nok en forestilling om, at jeg ville skulle sætte noget andet smertestillende i stedet for. Men det har vi ikke gjort«, siger Malene Lindvig og fortsætter:

»Det har meget handlet om at få taget snakken om, hvorvidt man vil kunne være i smerterne, og at man kan have det lige så godt eller endda bedre uden at få medicin. Jeg tror, at grunden til, at det er lykkedes, er, at vi har haft fælles viden og fælles front. Vi har aftalt, at vi som udgangspunkt ikke starter patienter op i f.eks. tramadol, oxycodon og codein. Hvis de af en god grund bliver startet op, skal der være en plan for, hvordan de bliver trappet ud igen«.

Ligeledes følger lægerne også op på, om de nyopererede patienter, der har fået opioidpræparater i sekundærsektoren, har en udtrapningsplan.

Flere af Malene Lindvigs patienter med kroniske smerter, der er trappet ud af deres medicin, oplever, at en del bivirkninger også forsvinder. Ofte bivirkninger, som de er endt med at få medicin for også.

»Jeg havde en patient, som forklarede mig, at smerterne var på samme niveau, som da hun fik morphin, men at hun nu var fri for at tage magnesiumoxid for forstoppelse, mavesyremedicin for sure opstød, og hun kunne tage en drink, når hun var i byen. Så hun følte, hun havde vundet en del på livskvaliteten. Det er mange af den slags historier, vi hører«.