Skip to main content

Lægeprotester høres også i Folketinget

De praktiserende lægers bekymring over, at en ny bekendtgørelse truer fortroligheden omkring patientdata, får Liberal Alliance til at bede ministeren om en drøftelse.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

25. aug. 2014
2 min.

1.000 læger – overvejende praktiserende læger – har skrevet under på en protest mod en kommende bekendtgørelse, som de mener, vil tvinge dem til at udlevere fortrolige patientoplysninger fra deres kvalitetsdatabaser – som er opbygget til helt andre formål.

De mange underskrifter får nu ifølge Jyllands-Posten partiet Liberal Alliances sundhedsordfører, Simon Emil Ammitzbøll, til at opfordre sundhedsminister Nick Hækkerup (S) til at indkalde Folketingets partier til en drøftelse af, hvordan patienternes anonymitet kan sikres.

Ifølge Nordjyske Stiftstidende kritiserer også Dansk Folkeparti, De Konservative og Enhedslisten den nye bekendtgørelse, der truer lægerne med bøder, hvis de ikke indberetter patientdata til myndighederne.

De 1.000 underskrifter er afgivet som støtte til et høringssvar fra praktiserende læge Trine Jeppesen, der blev omtalt på Ugeskriftet.dk for to uger siden.

Også de praktiserende lægers organisation PLO har i sit høringssvar vendt sig skarpt imod kravet om udlevering af fortrolige patientdata og har i den anledning bedt om et afklarende møde med sundhedsministeren inden bekendtgørelsens ikrafttræden den 1. september.

Læs også: "PLO: Lovændring truer vores kvalitetsdata" (Ugeskriftet.dk)

Kravet drejer sig om data, som er indsamlet ved kodning og datafangst, som først og fremmest er til brug i den enkelte klinik i arbejdet med kvalitetsudvikling. PLO frygter dels, at det vil gå ud over data-kvaliteten, at de indsamlede data nu skal bruges til en række andre formål, end de var tiltænkt.

Men med henvisning til en række skandaler om data-lækager fra det seneste år ønsker PLO også svar på, hvordan patientfortroligheden kan garanteres.