Den ene læge kan slå op i de førende medicinske tidsskrifter på en pc på sygehuset. Den anden må ringe eller skrive til en bibliotekar og bede om kopi af en bestemt artikel. Hvis lægen ellers kan få adgang til den, er der ventetid på at få sendt en papirkopi med posten. Den tredje læge må bevæge sig til fods, med bus, tog eller bil til den nærmeste filial af Det Kongelige bibliotek.
Med andre ord: Når det gælder om at følge med i den nyeste videnskabelige litteratur, oplever lægerne stor ulighed.
Årsagen er naturligvis økonomi. De magtfulde videnskabelige forlag har succes med at vikle kunderne ind i et system af lukrative forretningsmodeller. Videndeling er ikke det centrale for forlagene – det er overskud. Derfor kan hverken Universiteter, regioner eller de enkelte sygehuse vælge frit fra alle hylder, når de køber licenser hos forlagene. De må vælge nøje efter hver deres behov og især efter økonomi. Og derfor afhænger lægernes adgang til videnskabelige artikler af deres arbejdssted.
Informationsspecialist ved Det Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultetsbibliotek på Københavns Universitets Henrik Tang sammenfatter situationen sådan her:
»Læger, som er ansat på et universitet eller et universitetssygehus, er rigtig godt dækket ind med elektronisk adgang til at søge faglitteratur. Nogle af de andre må nøjes med en mere skrabet udgave.«
At have adgang til de nyeste videnskabelige artikler er selvsagt afgørende for at læger kan følge med på deres felt – uanset hvor de arbejder.
Alle landets sygehuslæger har da også elektronisk adgang til tusindvis af forskellige tidsskrifter, bøger og databaser. Men adgangen er altså ikke den samme for lægen på Rigshospitalet i København og kollegaen på et sygehus i Vestjylland eller Sydsjælland. Og slet ikke den samme for praktiserende læger og speciallæger.
Forskellen i adgangsmuligheder mellem læger på Universitetshospitalerne og på de øvrige sygehuse skyldes, at Universiteterne som uddannelses- og forskningsinstitutioner har de mest omfattende licensaftaler med forlagene.
En læge, som er dobbeltansat på et universitet og et sygehus har adgang til Universitetets ressourcer – når bare lægen husker at logge på via Universitetet.
For eksempel har en læge på Rigshospitalet, der har en delt ansættelse på KU og i Region Hovedstaden, adgang til forskellige porteføljer, alt efter om vedkommende logger på med sit KU-login eller sit Region Hovedstaden-login. Dermed har lægen adgang til det største udvalg.
Men lægen kan altså have kolleger, som ikke er tilknyttet et universitet, og derfor ikke har samme adgang. Den læge, som udelukkende kan få adgang til sundhedsfaglige ressourcer via Region Hovedstadens login, har ikke helt så mange muligheder, men til gengæld nogle andre. For eksempel giver Region Hovedstaden adgang til den store medicinske database Clinical Key, som KU ikke har licens til.
Forskellen mellem sygehuslæger på den ene side og praktiserende læger og speciallæger på den anden side har en anden forklaring. De praktiserende læger og speciallægerne med egen praksis har tidligere haft samme adgang, som lægerne på sygehusene. En regionslicensgruppe med medlemmer fra alle regioner koordinerede et basistilbud til alle læger på tværs af regionerne. Men det blev ændret i 2017. Her blev regionslicensgruppen nedlagt, og opgaven blev lagt ud til de enkelte regioner. I den forbindelse vurderede regionerne, at aftalen om adgang for almen praksis og speciallægepraksis var alt for dyr set i forhold til det meget beskedne brug af aftalen, regionerne havde registreret. Derfor mistede lægerne adgangen.
De alment praktiserende læger har flere gange siden gjort opmærksom på, at de mangler adgang. Og de privatpraktiserende speciallæger har i overenskomstaftalen mellem Danske Regioner og deres forening FAPS, som gælder frem til 2026, en formulering om, at muligheden for en aftale med Det Kgl. Bibliotek om licensadgang skal undersøges.
Det Kgl. Bibliotek forhandler og administrerer adgangen til elektroniske ressourcer som e-tidsskrifter og databaser fra omkring 65 forskellige forlag, heraf nogle af de allerstørste: Elsevier, Wiley, Springer-Nature og Taylor Francis.
Bibliotekets forhandlere indgår rammeaftaler med forlagene på vegne af det såkaldte Nationale Licenskonsortium, som tæller universiteter, andre uddannelses- og forskningsinstitutioner, styrelser og regioner.
Og det er lykkedes med de seneste aftaler at sætte en bremse på nogle ellers ret heftige prisstigninger. Men stadig koster licenserne samlet i omegnen af 300 mio. kr. om året, et beløb, der svarer til prisen for 5-6 grundforskningscentre.
Som den eneste institution i Danmark har det Kgl. Bibliotek adgang til alle de ressourcer, som licensaftalerne dækker, mens universiteter og regioner køber adgang til udvalgte dele af ressourcerne. Så de har hver deres licens-portefølje.
Og her gælder det, at størrelsen tæller. Store universiteter og regioner med et stort sygehusvæsen har i reglen økonomi til flere ressourcer end andre.
Derfor har for eksempel Københavns Universitet og Aalborg Universitet ikke identiske porteføljer. Og derfor har læger i Region Hovedstaden adgang til en større portefølje end læger i andre regioner.
Ud over at købe ind igennem det Kgl. Bibliotek og de nationale licensaftaler, køber sygehuse, regioner og universiteter også licenser direkte hos de hundredvis af andre fortrinsvis mindre forlag, som ikke er dækket af aftalerne.
Licenser er dog ikke den eneste vej til at få adgang. Bibliotekerne skaffer også materiale til lånerne, som ikke er dækket af licenserne.
Det Kgl. bibliotek skaffer materiale hjem fra Danmark og fra udlandet, og den service er gratis for studerende og ansatte ved Københavns Universitet og Aarhus Universitet og – mindre relevant her – bl.a. også for studerende og ansatte ved Roskilde Universitet og IT-Universitetet.
Andre brugere skal betale for materiale, som skaffes hjem fra udlandet: 100 kr. pr. enhed. Dog er servicen uden betaling, hvis lånet sker via folkebibliotekerne.
Medicinske biblioteker og forskningsbiblioteker skaffer også dansk materiale uden betaling, mens materiale fra andre lande koster 100 kr. pr. enhed.
For den læge, som ikke er tilfreds med de licenser, sygehuset eller regionen har købt, er der også en anden mulighed: at snøre sine sneakers og møde op personligt på en af det kongelige biblioteks afdelinger i København eller Aarhus, eller på et af universitetsbibliotekerne. »Walk-in« hedder det.
Her kan alle – også andre end læger – søge via bibliotekets licenser, og har også mulighed for at tage materiale med hjem ved at downloade på et medbragt usb-stik.
Hvert år gennemgår repræsentanter for sygehuse, regioner og universiteter hver især deres licenser, sparer nogle væk og køber andre til for at få mest muligt ud af pengene.
Når regioner eller sygehuse vælger licensaftaler fra, er det ofte fordi de er for dyre eller fordi efterspørgslen ikke er stor nok. Licensaftalerne bliver nemlig uforholdsmæssigt dyre, hvis der kun er få læger, som udnytter dem, fordi priserne er beregnet ud fra sygehusenes størrelse og antallet af læger. Dertil kommer, at forlagene sælger licenser til pakker af e-tidsskrifter, bøger og databaser – lige som vi kender fra TV-pakker. Vil man have de vigtigste videnskabelige tidsskrifter, får man også en masse mindre interessante med i købet.
Conni Skrubbeltrang er ledende bibliotekar ved det sundhedsvidenskabelige fagbibliotek på Aalborg Universitetshospital, som ikke er forbeholdt de ansatte og studerende på hospitalet, men også servicerer ansatte ved regionshospital Nordjylland, psykiatrien samt praktiserende læger og speciallæger i regionen.
Hun siger om licenserne:
»Det er nogle vilde priser på licenser, og priserne er steget. Med det samme budget har jeg ikke kunnet tilkøbe nye ting. I hvert tilfælde kun begrænset og på bekostning af noget andet. Derfor er vi nødt til at se på, hvad der er ,need to have’ og ,nice to have’«.
Hun har et budget på omkring fem mio. kr. og så gerne, at licenserne i højere grad passede til de behov, lægerne har.
»Hvis licensen på tidsskrifter inden for dermatologi beregnes ud fra antal læge på hele hospitalet, og man kun har en enkelt dermatolog – det er jo dybt godnat,« siger hun.
»Jeg kunne godt tænke mig en afregning af licenser, som var mere differentieret i forhold til det reelle forbrug i stedet for at sige, her er 500 læger, og så skal man betale for en hel pakke, uanset hvilke specialer der er.«
Men overordnet mener hun alligevel, at der er god adgang i regionen,
»Ansatte på Universitetshospitalet har adgang til mere end dem på regionshospitalet, som for eksempel ikke har adgang til tidsskrifter fra Nature. Det har vi altid nogle diskussioner om, og det er jo et spørgsmål om penge. Hvis regionshospitalet skulle op på samme niveau, så ville det blive en fordobling af prisen.«
Selv om biblioteket også betjener praktiserende læger og speciallæger, får bibliotekarerne ikke så mange henvendelser fra dem.
»Det er nok praktiserende læger, der er ringest stillet, og de ved godt, at de ikke har samme adgang som sygehuslægerne. Indimellem får vi da også frustrerede mails fra dem,« siger Conni Skrubbeltrang.
»Men de kan altid henvende sig og bestille en kopi af en artikel. Og vi skaffer også artikler hjem fra tidsskrifter, som ikke er dækket af licensaftaler. Forskellen er, at sygehuslægerne selv kan søge og finde artiklerne, mens de praktiserende læger og speciallægerne er nødt til at skrive eller ringe til os, og så kan de få en kopi tilsendt. Og det kan tage noget tid.«
I Region Midtjylland findes også et fagbibliotek, men det er forbeholdt ansatte på hospitaler, som her kaldes for »regionshospitaler«, og desuden ansatte i psykiatrien. De har adgang til de samme ydelser og funktioner og betaler efter størrelse af hospitalet og antal ansatte. Et regionalt biblioteksudvalg med repræsentanter fra hospitalerne har indflydelse på, hvad fagbiblioteket køber licenser til.
For ledende bibliotekar Henrik Sehested fylder de økonomiske begrænsninger også en del her. Han har et budget på fire mio. kr.
»Hvert år kigger vi på priserne og på statistikken over, hvor mange, der har brugt licenserne. Er det pengene værd? Vi kigger også på alternativer – frem for fri adgang for alle ansatte, skal man så købe den enkelte artikel? Men det er også dyrt,« siger han.
»Det er træls, hvis man eks. betaler for alle artikler hos Sage, og skal af med for eksempel 300.000 kr., hvis der så bliver hentet 300 artikler fra den. Så giver vi 1.000 kr. pr artikel – de kan købes billigere stykvis.«
Økonomien betyder, at der er grænser for bibliotekets service.
»Hvis der er nogle kirurger i Horsens, som efterspørger kirurgiske tidsskrifter om et subspeciale hos forlaget Sage, og det kun er dem, som er interesserede, så skal vi betale for adgang til hele regionen, hvis det er del af en fælles pakke. Alternativt kan Hospitalet i Horsens selv købe – men igen, det er så til hele hospitalet. Vi kan ikke skille det ud på enkelte afdelinger.«
Spørgsmålet er, om ordningen dækker behovene i tilstrækkelig grad. Til det siger Henrik Sehested.
”Hvis du spørger den enkelte kliniker, som ikke har universitetsadgang, så nej. De vil altid gerne have direkte, hurtig adgang. Hvis det er en licens vi har, kommer de direkte ind. Hvis ikke, så kan de lave en bestilling, og så prøver vi at skaffe det til dem. Men det kan jo tage en uges tid. Og det er for sent for nogle.«
Aktuelt forhandler Det Kgl. Bibliotek med forlaget Taylor Francis, men Henrik Sehested forudser allerede nu, at der ikke bliver råd til at udnytte den aftale.
»Vi har tidligere fravalgt en række forlag bl.a. Taylor Francis, Sage og Jama, og jeg forudser, at hvis vi beder hospitalerne om f.eks. 700.000 kr. til Taylor Francis, så vil de nok sige nej.«
Løsningen ville være en national styring og betaling af licenserne, så alle læger fik samme adgang, mener Henrik Sehested.
Det ønske har informationsspecialisten fra KU Henrik Tang hørt før. Og det er også et ønske, læger, som savner bedre adgang til ressourcerne, har rejst. Men Henrik Tang deler det ikke.
»Det ville koste betragtelig meget mere, og det ville betyde, at vi ikke kunne købe adgang til nær så mange tidsskrifter og databaser, som vi kan i dag.«
I stedet for at bruge penge på adgang til tidsskrifter, ville pengene altså gå til at betale for et større antal brugere.
Om systemet siger Henrik Tang:
»Alle har walk-in-adgang. Nogle er så fri for at bevæge sig ind på biblioteket, fordi de har fjernadgang. Det er den store forskel. Blandt dem, der ikke har fjernadgang, kan nogle føle sig forfordelt, men det er jo lidt som i gamle dage, hvor man også skulle hen på biblioteket.«
Selv om nogle læger i dag har mere begrænset adgang til videnskabelige artikler end andre, så arbejder tiden i deres favør. Flere artikler bliver nemlig frit tilgængelige.
Det skyldes et internationalt stigende krav fra politikere, myndigheder og andre, der bevilliger forskningsmidler, om at videnskabelige artikler skal publiceres som OA, Open Acces. De skal være frit tilgængelige for alle. Ønsket er, at den nyeste viden altid skal være til at få fat i ikke alene for forskere, men også for borgere, virksomheder og organisationer. Danmark har en målsætning om, at der skal være 100 procent Open Access i 2025.
Derfor er der gang i et kæmpe skifte i forretningsmodellerne fra at betale for læseradgang til at betale for publicering. Så stadig flere videnskabelige artikler bliver publiceret som OA, og næsten 40% af alle videnskabelige publikationer findes allerede i dag som OA på nettet.
I artiklen herunder kan du se, hvilke muligheder der er i de fem regioner:
Alle har walk-in adgang
