Lægerne er blevet glade for klynger: »Det er lidt ligesom at have en bagvagt«

Det var ikke ligefrem begejstringens ild, der blussede i praktiserende læge Rune Aabenhus, da han blev indkaldt til det første møde i sin lokale kvalitetsklynge.

»For at sige det ligeud var jeg lidt negativ«, siger han.

»Jeg tænkte: ,Skal vi nu også bruge tid på det?’ Jeg havde jo i forvejen DGE-gruppe (efteruddannelse, red.), supervisionsgruppe og lægelaug, og jeg syntes ikke, at jeg havde ekstra tid til overs, som jeg ville bruge uden for min klinik. Så jeg vil ikke påstå, at jeg var den, der løb rundt og råbte: ,YES!’ med armene i vejret«.

Men da Ugeskrift for Læger besøger Rune Aabenhus i kompagniskabspraksissen på Vesterbrogade, er det en langt mindre skeptisk læge, vi møder.

»Arbejdet i klyngerne har vist sig at være langt mere positivt, end jeg havde forventet. Når jeg er blevet så positiv, skyldes det især, at klyngerne har fået os praktiserende læger til at føle en form for samhørighed og kollegialitet. Det er lidt ligesom at have en bagvagt, som man kan spørge til råds«, fortæller Rune Aabenhus, der fortsætter:

»Så hører man historier fra en anden praksis og tænker: ,Det vil jeg også prøve’. Eller man tænker: ,Godt, det ikke er mig.’ Det er en realitetstest af vores arbejde, som jeg er kommet til rigtig godt at kunne lide«.

Fokus på implementering

Rune Aabenhus’ transformation fra skeptisk til positiv afspejles i den nyeste evaluering af klyngearbejdet, som Kvalitet i Almen Praksis (KiAP) netop har udgivet. Andelen af læger, der svarer, at de kun får et meget lille eller lille udbytte af klyngearbejdet er næsten halveret fra evalueringen i 2019 til den nye i 2023.

Samtidig er andelen, der får et stort eller meget stort udbytte, steget med godt 50%. Det er nu lige knap halvdelen (46%) af de deltagende læger, der svarer, at de får et stort eller meget stort udbytte af at være i en kvalitetsklynge, mens 38% angiver et middel udbytte.

Rikke Agergaard, der er chef for KiAP, mener, at resultatet afspejler, at klyngerne har fundet en form og systematik, som fungerer godt. 86% angiver i den ny evaluering, at der er en følelse af sammenhold og samhørighed i klyngen, og det er især tre parametre, der kendetegner de klynger, som har fået samarbejdet til at fungere bedst, pointerer hun:

»Der skal være et godt fagligt indhold, der skal være rum til refleksion, og det skal være et trygt forum. Hvad det sidste angår, tror jeg, at tiden i sig selv har hjulpet meget. Det kræver tryghed og tillid at dele data med sine kolleger. Den værdi, der ligger i det, skal man ikke undervurdere«.

Klyngerne blev etableret i forbindelse med OK18 med det formål at fremme kvalitetsudvikling i almen praksis. Præmissen var, at kvalitetsarbejdet skulle være databaseret, men bortset fra dette fik de praktiserende læger temmelig frie tøjler.

Ifølge den ny evaluering mener tre ud af fire læger, at klyngearbejdet er understøttende for kvalitetsudvikling i almen praksis, og 65% angiver, at klyngearbejdet har ført til konkrete ændringer i praksis.

Der er dog plads til forbedring, og fokus for det fremtidige klyngearbejde vil netop være en bedre implementering hjemme i den kliniske hverdag.

»Klyngemøderne er kommet til at køre rigtig godt, så nu er det linket ud til praksis, vi vil fokusere på. Vi kan se i undersøgelsen, at der er nogle ting, der kendetegner dem, der især har formået at overføre klyngearbejdet til ændringer i praksis: De har drøftet på klyngemøderne, hvordan de skal implementere arbejdet hjemme i klinikken, de har involveret praksispersonalet efter klyngemøderne, og de har fulgt op på implementeringen i praksis på efterfølgende klyngemøder«, fortæller Rikke Agergaard.

KiAP har endnu ikke målt direkte på resultater af klyngearbejdet i form af udviklingen i de faglige og kliniske målepunkter for behandling mv. Der er dog noget, som tyder på, at klynger, der har arbejdet med et emne inden for f.eks. medicinordination har en mere positiv udvikling i disse målepunkter end klynger, der ikke har arbejdet med dem. Det er også betydeligt nemmere at monitorere på medicinordinationer end på de mere bløde emner som samarbejde med kommunerne. Det betyder dog ikke, at det ene er mere værd end det andet.

»De kommunale klyngepakker er enormt populære og kan give lægerne et stort udbytte, selv om de måske ikke fører til deciderede ændringer hjemme i lægens praksis. Men de giver en bedre forståelse af arbejdsgangene hos en vigtig samarbejdspartner og måske endda et bedre samarbejde. Vi må se på, om vi kan finde en meningsfuld måde at måle på disse blødere emner«, siger Rikke Agergaard.

At nørde sammen

Fælles problemer bliver tydelige, når læger arbejder sammen i klynger. Det oplevede Rune Aabenhus for eksempel, da hans lokale klynge, Klyngen Sydvest, der dækker Vesterbro og Sydhavnen i København, arbejdede med afviste henvisninger. Et kerneproblem i sundhedsvæsenet, som har skabt talrige frustrationer hos især praktiserende læger i de senere år.

»Det er et problem, som vi alle kæmper med, også dem på hospitalerne, så alle var interesserede i at finde frem til løsninger. Vi havde besøg af en visitator fra et af hospitalerne, og det hjalp os til at tage hånd om konkrete problemer – også selv om vi ikke endte med at være 100% enige«, tilføjer han med et skævt smil.

Det er ikke alle møder i klyngen, der giver Rune Aabenhus lige stort udbytte. Men det gør ikke noget, siger han. Der skal være noget for enhver smag. Nogle læger er mest til det meget lægefaglige. Andre er mere interesserede i drift og organisation.

»Men uanset hvad emnet og indholdet er, så kan jeg godt lide, at klyngerne giver os mulighed for at nørde sammen i fællesskab. Så er det mere underordnet, hvad vi nørder om«.

En væsentlig ting ved klyngearbejdet har Rune Aabenhus dog stadig vanskeligt ved at forlige sig med: Det er det underliggende krav om, at kvalitetsarbejdet skal være databaseret.

»Jeg tror, at man undervurderer kompleksiteten i datadrevet kvalitetsarbejde. Det kræver en stor indsats at indhente data fra de mange forskellige lægesystemer. Det er svært at hente de rigtige data, som fortæller nok om det, man undersøger, til at muliggøre en relevant tolkning. Og hvordan skal man så – efter et Eureka-øjeblik – implementere eventuelle ændringer? Der er der meget lidt støtte og vejledning at få«, siger Rune Aabenhus, der fortsætter:

»Jeg er ikke så meget for, at det ligger implicit i det databaserede kvalitetsarbejde, at der er en underforstået diskurs om, at vi skal prøve at ramme en ,rigtig’ værdi, og at det f.eks. altid er godt at ligge lavt i sine ordinationer. Den tilgang passer ikke til praktiserende lægers virkelighed, hvor god lægefaglig kvalitet er betydeligt mere nuanceret«, siger Rune Aabenhus.

I diskussionerne i den lokale klynge udfordrer lægerne da også diskursen, fortæller han. Og det er netop den frie form, der tiltaler ham ved klyngearbejdet.

»Friheden er meget vigtigt for mig. Vi tager diskussionerne på klyngemødet, og så er det op til den enkelte, om man f.eks. synes, at der er basis for at gå hjem i klinikken og ændre ordinationerne, hvis man ligger lidt højt i forhold til kollegerne. Det er der ikke andre, der bestemmer. Vi skal ikke være vores broders vogter«.