Lene Langhoff Clausen: Det var det helt rigtige at skifte fra overlæge til introlæge

For knap et år siden traf Lene Langhoff Clausen en svær beslutning. Hun trak i nødbremsen, sagde sin stilling som overlæge på sygehuset op og besluttede sig for at starte som introlæge i almen praksis.

Den dengang 42-årige overlæge blev Danmarks yngste karkirurg som 34-årig og havde en lovende karriere foran sig i et lille speciale. Men hun følte sig udtrættet og brugt. Ikke udbrændt, for hun var ikke træt af patienterne. Hun havde stadig en masse energi, bare ikke til sygehuslivet.

I februar fortalte hun om sit skift i Ugeskrift for Læger, få uger før hun stoppede på Hjerte-, Lunge og Karkirurgisk Afdeling T på Odense Universitetshospital.

Læs også: Fra overlæge i karkirurgi til introlæge i almen praksis: Det føles vildt at trække i nødbremsen

I dag ser lægelivet noget anderledes ud, fortæller hun i nyt et interview med Ugeskrift for Læger. Hun er uddannelseslæge i en stor landpraksis i Gelsted på Fyn med fem speciallæger og ser tilbage på et livsomvæltende år, hvor forskellene på almen praksis og sygehusene står som tydelige kontraster i det samme fortravlede sundhedsvæsen.

Lene Langhoff Clausen fortryder på ingen måde sit skift.

»Jeg fandt sammen med mine tutorlæger hurtigt en balance mellem at gøre plads til min erfaring og gøre plads til at være ny. Jeg har kunnet bidrage med min specialviden på nogle områder. Ud over systematiseret daglig supervision kan jeg også altid stikke hovedet ind og spørge om de ting, der er helt ukendte for mig, men som jeg gerne vil mestre hurtigt, så jeg kan udfylde min plads ordentligt«, siger hun.

Hun føler derfor ikke, at hun starter forfra.

»Jeg kommer med en stor erfaring, og karkirurgi er ikke så smalt et speciale, som man kunne tro. Jeg har en bred viden, som jeg bruger og bidrager med hver eneste dag. Jeg nyder at læse og fordybe mig igen. Først og fremmest har jeg jo set tusinder af patienter i min karriere, og den erfaring trækker jeg selvfølgelig på. Jeg elsker de små og store livshistorier, som medmennesker kan bidrage med – og som gør, at ikke to konsultationer er ens.

Udfordring at stå frem med sårbarhed

Den største udfordring ved skiftet har været at finde sin nye plads. Ikke blandt sine nye kolleger, men i sig selv. Det har været en udfordring at acceptere, at hun ikke kunne stå inde for vilkårene på sygehuset, og at hun derfor måtte forlade det speciale, som hun var dygtig til og glad for.

Hun er i dag ked af og ærgerlig over, at sygehuslivet ikke fungerede for hende.

»Det var en stor personlig udfordring at stå frem med min sårbarhed, men jeg holder fast i, at det er en menneskelig følelse, og at omsorg for sig selv og hinanden bør italesættes meget mere, end det sker. Der har også været et element af sorg over, at jeg ikke længere kunne stå inde for systemet og måtte tage en så drastisk beslutning. Det har da bestemt haft sine omkostninger«.

Hun peger på, at det var en stor og livsændrende beslutning, hun havde truffet. Også en beslutning som giver en ensomhedsfølelse. Derfor var det en stor lettelse for Lene Langhoff Clausen at skifte til almen praksis. Da kalenderen endelig skrev den 1. marts, og hun kunne begynde, følte hun sig mere end klar.

Opsigelsesperioden på tre måneder føles nemlig som lang tid, når man har besluttet, at man skal videre, siger hun.

»Jeg følte mig straks godt tilpas i praksis. Jeg blev taget godt imod, og efter et par dage begyndte jeg på selvstændige konsultationer. Jeg fandt hurtigt ud af, at mine mange års erfaring virkelig kommer mig til gode, og det føltes meget meningsfyldt for mig med den tætte patientkontakt«.

Det har dog også været bekymrende at mærke, at så mange har kunnet genkende sig selv i hendes fortælling, siger hun i dag.

»Yngre kolleger, overlæger og professorer har udtalt og skrevet deres opbakning til mig. Mange overlæger på sygehuset stoppede mig på gangene og sagde, at de ville ønske, de kunne gøre det samme. Det skal vores arbejdsgivere taget meget alvorligt. Dårligt arbejdsmiljø er noget, som ledere og kolleger fejlagtigt kan tage personligt, men det er hæmmende for konstruktive løsninger. Det dækker i min optik primært over at skabe en hensigtsmæssig struktur i et uundgåeligt travlt væsen, således at fagprofessionelle uforstyrret kan varetage opgaver, de er eksperter i. Indflydelse og meningsfuldhed er nøgleord for arbejdsglæde«.

Slidt og udtrættet af sygehuslivet

I artiklen i Ugeskrift for Læger i februar fortalte Lene Langhoff Clausen, hvordan livet som overlæge på et sygehus sled hende op.

Hun fortalte, hvordan udokumenterede dumheder i form af tavlemøder, kurver og unødvendig dokumentation fyldte og stjal arbejdsglæde og tiden til patienterne. Hvordan afbrydelser og en konstant bimlende vagttelefon sideløbende med stuegang og akutte operationer umuliggjorde nærværet.

Det evindelige fokus på besparelser i en tid med konstant underbemanding var udmattende, og Lene Langhoff Clausen fortalte også, hvordan kulturen i kirurgien var ude af trit med den moderne arbejdskultur, hvor også yngre læger gerne vil se deres børn og have et afbalanceret forhold imellem arbejde og privatliv.

»Det kræver stor flid og dedikation at blive en dygtig kirurg, men vi kan ikke forvente, at vores efterfølgere har faget som 'et kald'. Vi kan ikke rekruttere til det her speciale, hvis ikke vi fremstår som moderne mennesker med de styrker og svagheder, vi har«, sagde hun dengang.

Mere sund fornuft i almen praksis

Lene Langhoff Clausen fortalte også, at det ikke var karkirurgien, der fik hende til at skifte til almen praksis. Det var ikke, fordi hun havde valgt det forkerte speciale.

»Hvis jeg kunne skrælle alt det her udtrætning væk og bare skulle passe mit arbejde under gode omstændigheder i et trygt arbejdsmiljø med en rimelig arbejdsbelastning, ville jeg arbejde som karkirurg i de næste 30 år«, sagde hun.

Hun forventede mere sund fornuft i almen praksis. At det, hun skal gøre for patienten, giver mening for patienten. Og hun forventede mere rå lægegerning, hvor hun kunne koncentrere sig om lægearbejdet i hel rå form.

»Jeg ved, at der er en masse administrativt, men jeg forventer, at jeg med mine kolleger til den tid kan være med til at sætte rammerne for galskaben. Jeg håber ikke, der hænger tavler eller post-its eller badges i forskellige farver, alt efter hvor dygtige vi er. Jeg håber, vi kan minimere dumheden og fokusere på nærheden«, sagde hun.

I dag fortæller hun, at hun har fundet mere sund fornuft i almen praksis. Hun peger på, at alle dele af sundhedsvæsenet er presset, og at indflydelsen på eget arbejde er helt afgørende for arbejdsglæden i ethvert job. Og den indflydelse er langt større i almen praksis, siger hun.

»Lægelivet i almen praksis er godt. Jeg synes, der er nogle helt fornuftige dokumentationskrav i praksis, men jo slet ikke så omfattende som på sygehuset. Efter min opsigelse erfarede jeg f.eks., at begrebet 'den patientansvarlige læge' slet ikke er et ufravigeligt krav til enhver afdeling, men en mulighed, som kan indføres, hvor det giver mening for lægerne. Det gør det bestemt ikke alle steder, men vi blev ikke spurgt, om det var hensigtsmæssigt. Patienterne er formentlig ikke klar over, hvor fornuftigt det kan være, at de under en indlæggelse ses af et par forskellige læger med forskellige kompetencer«.

Mere tid til patienterne

Overblik og beslutningsdygtighed fra karkirurgien har hun taget med sig i hverdagen. Hun lægger fortsat tydelige planer, og det er mindst lige så vigtigt i almen praksis som på sygehuset, siger hun.

»Det er i praksis, at visitationen skal være skarp – ellers drukner sygehusene, og patienterne udsættes for unødvendigheder. Jeg har altid søgt viden, når der var noget, der vakte min nysgerrighed, så den evne er i spil hver dag«.

Har du fået mere tid til patienterne?

»Ja, jeg har jo patientkontakt hele tiden. Og 10-15 minutter med en patient er ren luksus, fordi det er uforstyrret tid med fuld fokus på det, der ligger patienten på hjerte. Og det er jo ofte noget andet end den primære henvendelsesårsag«.

Fra sin tid som karkirurg gør hun også meget ud af at gøre alt vedrørende en patient færdig, inden den næste træder ind ad døren. Det sidder på rygraden fra hendes sygehuskarriere, forklarer hun.

»Jeg brændte sammen, hvis jeg havde alt for mange løse ender. Jeg fik nogle rutiner, som jeg drager fordel af nu. Og hvis jeg har en mere omfattende attest, sætter jeg tid af til det i arbejdstiden. Det er helt givet en luksus, jeg har som uddannelseslæge, men jeg vil stærkt advokere for, at også etablerede praktiserende læger gør det samme«, siger hun og henviser til en kronik i Ugeskrift for Læger af tidligere overlæge og nu praktiserende speciallæge Grethe Harboe, hvor hun skriver, at læger skal »give patienterne den bedste behandling – ved at tage os af os selv«.

Hun mener, at det er en uvane, hvis praktiserende læger sidder i timevis efter lukketid. Der en kultur og en struktur, der skal kigges efter i sømmene, siger Lene Langhoff Clausen. I hendes nuværende praksis er der dog en god work-life-balance, og det vil hun også selv have i fremtiden.

Hun understreger, at man også i praksis skal italesætte udfordringerne og finde løsninger på, hvordan den enkelte medarbejder trives bedst muligt, og have fokus på, at forskellige læger har forskellige behov og ressourcer på forskellige tidspunkter i livet.

Bedre samarbejde på tværs af sektorer

Og så kan hun efter godt et halvt år i almen praksis ikke undgå at reflektere over de mange misforståelser og den mudderkastning, der foregår imellem praksis og sygehuse.

»Det bygger i de fleste tilfælde på misforståelser og manglende indsigt i de andres arbejdsforhold. Det samlede sundhedsvæsen er presset, og derfor er det afgørende, at der ikke kommer fløjkrige mellem os. Der er givetvis mange ting, der kan gøres bedre – og vi skal stræbe efter et sammenhængende sundhedsvæsen med patientforløbene i centrum«, siger hun.

Hun fortæller, at hun altid får en god behandling, når hun ringer til kolleger på sygehuse. Når hun sender henvisninger, har hun også in mente, hvordan visitation foregår på et sygehus.

»Det har jeg jo selv siddet med i årevis. Jeg har endnu ikke oplevet en kold afvisning, når jeg har ønsket hjælp på sygehuse. Jeg er glad for, at man nogle steder arbejder med at forbedre kvaliteten af epikriserne. De skal være målrettede praksis, og alle specialespecifikke forkortelser og undersøgelsesresultater er faktisk blot forstyrrende. Her hvor jeg sidder nu, kan jeg se, at det er meget vigtigt, at sygehuslæger er sig bevidste om formålet med epikrisen«.

Savner det akutte

Selvom Lene Langhoff Clausen ikke har fortrudt sin beslutning, er der alligevel nogle ting ved sit gamle lægeliv, hun savner.

Hun savner selve karkirurgien, det akutte og at stå sammen med en kollega en hel nat, hvor læger lærer hinandens stærke og svage sider, når de står i liv og død og kæmper sammen.

»Jeg har altid sagt, at vi var professionelle venner, som er en hybrid mellem private venner og kolleger. Det var en gave at få med fra min karkirurgiske karriere – at kunne sparre om de svære patienter uden at være hæmmet af stoltheden«.

Hun savner også konferencerne, og hun er sikker på, at praktiserende læger med fordel kunne indføre det på ugebasis i praksis. Når 4-5 læger diskuterer en case, kan man komme omkring det vigtigste – til gavn for patienten, siger hun.

»Videndeling er et centralt element for alle læger. Der er en enorm mængde tavs viden, som skal bringes frem i lyset. Til fælles læring og videregivelse til yngre kolleger. Uanset praksis eller sygehus«, siger hun og ærgrer sig en smule over, at der ikke mere tid til at lære kolleger at kende i almen praksis, da man primært arbejder alene.

Savner ikke sygehuset

Hun savner ikke at arbejde på et sygehus, og da karkirurgien kun praktiseres på sygehuse, er det desværre umuligt for hende at fortsætte i det spor, siger hun.

Hun savner heller ikke natarbejde og døgnvagter og konstante forstyrrelser i kerneydelsen.

Der er heller ikke travlhed på samme måde i almen praksis, som hun kender det fra sygehuset. Programmet er lagt, og der ikke er to patienter på én gang. Skulle der komme en akut i utide, håndterer lægerne det i fællesskab.

»Jeg er i en stor landpraksis, så vi er også lokal skadestue, og den service er så fin og tilfredsstillende for både behandlere og patienter. Patienter kan godt møde op ved skranken med symptomer på AMI, og den slags kører jo på skinner med dygtigt personale og gode procedurer. Der er ingen grund til at løbe – rent bogstaveligt. Det bør der også sjældent være på sygehusene«.

Vil du fortsætte i hoveduddannelse i almen medicin?

»Jeg er faktisk gået i gang med hoveduddannelse i almen medicin, og det føles helt rigtigt. Jeg får lidt merit, men det vigtigste for mig er at blive lige så dygtig i mit andet speciale som i mit første. Jeg har haft en vejleder, der sagde til mig – og det har jeg selv siden sagt til mine uddannelseslæger – at vi skal passe vores arbejde og opføre os ordentligt. Jeg kan så tilføje nu, at vi også skal passe på os selv og hinanden«.

Læs også:

Fra overlæge i karkirurgi til introlæge i almen praksis: Det føles vildt at trække i nødbremsen

Flere sygehuslæger skifter til almen praksis

Tre opsigelser på samme afdeling får ikke alarmen til at gå på OUH