Vladimir Iljitj Lenin (1870-1924) anførte den russiske revolution i 1917 og grundlagde Sovjetunionen. Han døde allerede syv år senere, den 21. januar 1924, 54 år gammel. Hans død skyldtes en serie slagtilfælde, der efterlod ham lammet og stum, ude af stand til at kommunikere med sine omgivelser. Imens rasede magtkampen og intrigerne omkring ham.
Lenins lig blev balsameret, tømt for indvolde og udstoppet, så det for al fremtid kunne udstilles i en glaskiste på Den Røde Plads i Moskva, hvor det ligger endnu. Og når en ny ledelse i Kreml en dag beslutter at begrave hans jordiske hylster, vil hans syltede hjerne stadig befinde sig hos Moskvas Institut for Hjerneforskning bag låste, armerede døre, forsynet med alarm.
Længere nede ad gangen opbevares hjernen fra Josef Stalin, der vandt magtkampen og myrdede sine kammerater fra revolutionsdagene, og fra digteren Vladimir Majakovskij, der skød sig, da han så, hvordan revolutionen endte i blodigt diktatur, samt fra andre angivelige revolutionære genier.
Der er dog ingen tvivl om, at det centrale præparat og referencepunkt altid har været Lenins hjerne. Ved den fire timer og 40 minutter lange obduktion blev Lenins hjerne udtaget. Obduktionsrapporten anfører som dødsårsag, at der strømmede »en stor mængde blod ind i hans hjerne« og skabte et »pres [som] var for stort for hjernens beskadigede blodkar, karvæggene blev gennembrudt og hjernen oversvømmet af blod«.
Lenins hjerne vejede 1.340 gram – et alderssvarende gennemsnit for den mandlige hjerne.
Den internationalt førende tyske neurolog og hjerneforsker, professor Oscar Vogt fra Berlin, blev sammen med andre neurologer inviteret til Moskva i 1925, hvor der i kulisserne foregik intense manøvrer for at etablere et institut til at forske i Lenins hjerne. Opgaven lød på at skaffe videnskabeligt bevis for Lenins genialitet.
Vogt var især interesseret i at lokalisere forskellige funktioners placering i hjernen og fik overladt revolutionsførerens hjerne til nærmere histologisk undersøgelse. Han var imponeret over at finde et usædvanlig stort antal pyramideceller omkring cortex. Denne særlige struktur var ifølge Vogt forklaringen på det skarpe og indsigtsfulde intellekt, som havde kendetegnet Lenin.
Ved hjemrejsen fra Moskva fik Vogt overdraget én af de 30.935 skiver a 20 mikrometers tykkelse, som blev skåret ud af Lenins hjerne og stadig opbevares på instituttet i Moskva.
Det officielle formål med det bizarre projekt var – i overensstemmelse med marxismen-leninismens historiske materialisme – at skaffe videnskabeligt bevis for, at Lenin var et geni.
Men der var også andre motiver i spil. I tiden frem mod det endelige, massive slagtilfælde havde Lenin udarbejdet sit »politiske testamente«, hvor han blandt andet udtalte sig om de forskellige, ledende partimedlemmers styrker og svagheder. Efter flere bitre skænderier med Stalin var Lenin nået til den konklusion, at Stalin måtte fjernes fra posten som partiets generalsekretær, før det blev for sent. Lenin skrev, at »Stalin er for grov, og skønt det sagtens kan tolereres i vores kreds, og blandt os kommunister kan det ikke tolereres hos en Generalsekretær«.
Lev Trotskij, som var en habil, marxistisk skolastiker, og som under borgerkrigen havde været øverstkommanderende for Den Røde Hær, var en farlig rival til at efterfølge Lenin som leder af den nye stat. Han og andre i partitoppen så gerne, at der blev ført »videnskabeligt« bevis for, at Lenin var ved sine fulde fem, da han fremsatte sin negative vurdering af Stalin.
På sin side havde Stalin, der fremstillede sig selv som Lenins nære fortrolige, behov for et bevis på, at Lenin var et revolutionært geni, som først til allersidst havde mistet sin dømmekraft.
Både Stalin og hans rivaler havde dog det problem, at Vogt, foruden at være officiel leder af forskningen i Lenins hjerne og instituttet i Moskva, også var chef for det neurobiologiske institut ved Kaiser Wilhelm Instituttet for Hjerneforskning i Berlin. Hvis Vogt valgte at publicere i et internationalt videnskabeligt tidsskrift, kunne sovjetcensuren ikke standse en artikel, der nåede til et uønsket resultat. For var Lenin virkelig et geni – eller bare en gennemsnitsbegavet demagog?
Vogt havde ikke været i Moskva siden 1928, men var i 1932 stadig leder af Moskva-instituttet. Man ville gerne af med ham, men kunne ikke bare fyre ham uden at blive til grin i udlandet. En partitro ghostwriter af videnskabelige artikler, Lamkin, blev sat til at rapportere, at Vogts stilling som leder af instituttet i Moskva, institutleder i Berlin plus tilknytningen til et udenlandsk videnskabeligt tidsskrift havde vakt betænkeligheder hos samvittighedsfulde partikammerater. Lamkin (hvis egne videnskabelige meritter ikke blev anført) oplyste, at professor Vogts forskning »ikke opfylder vore neuropatologers krav og ikke forekommer videnskabeligt velbegrundede«.
Lamkins rapport var det første bidrag i en kampagne for at underminere Vogts troværdighed. Det næste angreb blev sat ind af Aleksej Stetskij, chef for Afdeling for Kultur og Propaganda ved partiets centralkomité. Han hævdede i en skrivelse til »Kammerat Stalin«, at Hjerneinstituttet under Vogts ledelse sløsede med sikkerheden omkring hjernens opbevaring. Det værste var dog, at Vogt ved forelæsninger i Berlin havde tilladt sig at sammenligne Lenins hjerne med hjerner fra kriminelle og diverse andre personager. Og værre endnu: En anden tysk professor havde afvist Vogts teori om, at Lenins pyramideceller var årsag til hans genialitet. Han mente tværtimod, at de samme celler indikerede »mental retardering«. I Kremls optik var det ikke videnskab. Det var blasfemi.
Vogt måtte fjernes som leder af instituttet i Moskva. Men da han ikke var en tilfældig, sovjetisk funktionær, kunne han ikke bare ryddes af vejen – men måske kunne man tilbyde ham et andet institut at lede – et, som ikke havde noget med Lenin at gøre? Politbureauet overvejede flere løsninger, men blev reddet ud af det penible problem, da Adolf Hitler var kommet til magten i Tyskland. Som socialist faldt Vogt i unåde hos nazisterne og blev i 1936 afskediget fra Kaiser Wilhelm Instituttet. Som en smålig, ekstra straf blev den 66-årige videnskabsmand indkaldt som menig i hæren (han blev dog hjemsendt efter halvanden måned og døde først i 1959).
I Vogts fravær var hjerneforskeren Semjon Sarkisov udpeget til at lede hjerneinstituttet. I 1936 kunne han i en rapport oplyse, at instituttet nu havde vokset sig så stærkt, at Vogts fravær »ikke har haft negativ indflydelse på vort arbejde«, og at man nu var parat til at præsentere »partiet og staten« for resultaterne af forskningen i Lenins hjerne.
Rapportens budskab var klart: Ved at sammenligne Lenins hjerne med hjerner fra ti »gennemsnitlige personer«, havde man påvist en usædvanligt »høj organisation« og andre tegn, som var »associeret med en særligt høj funktion«. Så højt var funktionsniveauet, »at under hans sygdom fungerede [hjernen] trods den omfattende skade på et højt niveau«. Desuden viste en sammenligning af størrelsesforholdet mellem Lenins tindingelap og samlede hjernemasse, at Lenins geni overgik de andre geniale hjerner i instituttets samling.
Når det var vigtigt at få Vogt fjernet fra forskningen i Lenins hjerne, var det formentlig, fordi han udgjorde en potentiel fare for den sovjetiske fortælling om Lenin. Vogt arbejdede i et internationalt videnskabeligt miljø, hvor hans anatomiske »bevis« for Lenins genialitet kunne møde argumenter som for eksempel, at de store pyramideceller også kunne være tegn på mental retardering.
Og selv om Sovjetunionen officielt var en arbejder- og bondestat, skulle hverken arbejdere eller bønder have indflydelse på styrelsen af den totalitære stat. Proletariatets diktatur betød ikke, at de uregerlige masser skulle bestemme; de skulle styres med hård hånd af en ekstrem elite – af genier som Lenin og Stalin – der aldrig havde sat deres ben i en fabrikshal eller gået bag en plov.
Gregory PR. Lenin’s brain and other tales from the secret Soviet archives. Hoover Institution Press, Stanford University, 2008.
