Skip to main content

Lovpakke om almen praksis: Sophie Løhde erkender, at teksten nogle steder er upræcis, og at »buen er spændt for hårdt«

Lægeforeningen og PLO hilser det meget velkommen, at sundhedsminister Sophie Løhdes erkender, at der er behov for ændringer og præciseringer af den omdiskuterede lovpakke om almen praksis. Men de afventer også at se det på skrift.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (tv.) melder nu ud, at hun er parat til at ændre i lovpakken om almen praksis. Noget, Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, og Jørgen Skadborg, formand for PLO, hilser meget velkommen. Foto: Venstre & Claus Boesen
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (tv.) melder nu ud, at hun er parat til at ændre i lovpakken om almen praksis. Noget, Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, og Jørgen Skadborg, formand for PLO, hilser meget velkommen. Foto: Venstre & Claus Boesen

Af Jesper Pedersen, jp@dadl.dk

2. sep. 2025
5 min.

»Vi har nogle steder spændt buen for hårdt«.

»Der er nogle ting i dette reformudkast, der er for upræcist – eller hvor der er for meget elastik – så det giver grobund for stor bekymring«.

Derfor skal der præciseres, »så man får ryddet misforståelser og fortolkningsusikkerhed af vejen og ikke skaber frygt blandt de praktiserende læger«.

Sådan siger Sophie Løhde (V), indenrigs- og sundhedsminister, i dag, tirsdag, i et interview med Altinget og sætter dermed ord på den lovpakke om almen praksis, som, siden den blev præsenteret og sendt i høring hen over sommeren, er blevet mødt af massiv kritik. Ikke mindst fra nuværende og kommende praktiserende læger.

Sophie Løhde fastholder i interviewet, at lovforslaget fortsat skal sikre, at en større del af lægernes arbejdsvilkår skal fastlægges i en nationalt bestemt opgavebeskrivelse, og at der således skal forhandles om færre ting i overenskomsten med PLO. Differentierede honorarer for samme antal patienter bliver også fastholdt.

Men der er altså også steder, hvor man er gået for langt. Konkret peger Sophie Løhde i Altinget på regionernes adgang til de praktiserende lægers regnskaber og regionernes bestemmelse over for efteruddannelse, forskning og kvalitetsudvikling. Ligesom ingen læger skal frygte at blive pålagt skæve arbejdstider.

Det handler ifølge ministeren også om at udrydde nogle misforståelser som, »at man skal have åbent fra otte om morgenen til otte om aftenen, hvis man er sololæge«.

»Det hænger jo ikke sammen, og det ligger der simpelthen ikke i lovforslaget – for bare at nævne et af de steder, hvor jeg synes, der er opstået misforståelser«.

Venter på at se det på skrift

De nye udmeldinger fra indenrigs- og sundhedsministeren kommer oven på en sommer, hvor lovpakken om almen praksis under sin høringsperiode er blevet mødt af massiv kritik – ikke mindst fra lægerne selv.

Således også i høringssvarene fra lægeforeningerne, hvor det blev kritiseret, at man med lovpakken er gået langt videre, end både Sundhedsstrukturkommissionen og den politiske aftale om sundhedsreformen havde lagt op til.

I PLO’s høringssvar, der – ud over at medvirke i et samlet høringssvar med de øvrige lægeforeninger – udarbejdede sit eget mere detaljerede høringssvar, lød det bl.a., at:

»Samlet set er der tale om så væsentlige indgreb i de praktiserende lægers faglighed, økonomi og trivsel, at lovforslaget sandsynligvis vil indebære, at flere læger vil forlade faget før tid, og at færre yngre læger vil have lyst til at blive praktiserende læger. Det vil føre til yderligere lægemangel, dårligere lægedækning og mindre tid til patienterne, samtidig med at det vil hindre den faglige udvikling, der har gjort dansk almen praksis til én af verdens bedste«.

Det er da derfor også en anderledes positiv PLO-formand, Jørgen Skadborg, som kvitterer for Sophie Løhdes udmeldinger.

»På et helt overordnet plan er jeg glad for, at ministeren erkender, at der er nogle ting, hvor man – som hun selv formulerer det – har spændt buen for hårdt, og hvor man har åbnet for stort et rum til fortolkninger, som vi også selv skrev i vores høringssvar. Jeg synes, at det er meget imødekommende, at hun vil indgå i en positiv dialog om at få rettet de ting i den kommende lovgivningsproces, og det ser jeg positivt frem til at arbejde videre med«, siger Jørgen Skadborg.

For ikke at foregribe den videre proces ønsker han lige nu ikke at gå ind i detaljerne om, hvad Sophie Løhde siger – og ikke siger. Han glæder sig over, at ministeren i interviewet selv fremhæver, at det er eksempler, hun kommer med, og at man endnu ikke er færdig med detaljeret at gennemgå høringssvarene.

»Og så må vi jo vente, til tingene kommer på skrift. For det er jo der, vi for alvor kan forholde os til det«, siger Jørgen Skadborg.

Men hvad er det for en proces for at nå i mål, du ønsker dig lige nu?

»Det er meget svært at udtale sig om lige nu. Nu skal vi først og fremmest snakke med ministeriet. Men jeg tror, at det er vigtigt – og det har jeg også forstået, at Sophie Løhde personligt vil kaste sig ind i – at sikre, at ministeriet holder sig for bordenden i den videre proces, for at vi kan komme i mål med den her sundhedsreform«, siger Jørgen Skadborg.

»Og så skal man huske på, at selv når lovteksten er rettet til og knasterne fjernet, så er der stadig en enormt svær reformproces vedrørende vores honorarstruktur, som jo i sig selv også kan blive ganske vanskelig, hvis der ikke sættes den nødvendige politiske vilje igennem til at gøre det, som er intentionen: altså, at vi skal blive 5.000 praktiserende læger«.

Også Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, tager godt imod de nye signaler fra ministeren.

»Det er positivt, at Sophie Løhde har lyttet og er parat til ændringer og præciseringer i lovpakke 2b. For det aftalebaserede samarbejde mellem læger og myndigheder, som har været kernen i vores primærsektor, bør fortsætte. Dialog, balance, forhandling og aftaler er den rette vej frem. Det har vi fra Lægeforeningens side klart udtrykt på de indre linjer over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet«, siger Camilla Rathcke i en skriftlig kommentar.

»Det er klart, at bolden ikke er i mål endnu, og vi har endnu til gode at se ændringerne på skrift. Men med dagens udmelding er åbningen af forhandlingsrummet rykket tættere på. Det er godt, for forhandlinger og aftaler er det fundament, vi skal bygge videre på. Både for almen praksis og for reformens fremdrift«, lyder det fra Lægeforeningens formand.