Skip to main content

LVS-årsmøde: »Vi har som samfund svigtet på det forskningsmæssige område«

De sygdomme, der ikke er kommercielt attraktive for medicinalindustrien, skal tilgodeses med flere offentlige midler – »vi har i stort omfang overladt økonomien og initiativet til industrien«, mener LVS, der vil have forskningen tættere på patienterne.

»Der er meget forskning, der ikke kommer patienterne til gavn, fordi den metodologisk er for svag«, siger LVS-næstformand Anders Perner. Foto: Claus Boesen
»Der er meget forskning, der ikke kommer patienterne til gavn, fordi den metodologisk er for svag«, siger LVS-næstformand Anders Perner. Foto: Claus Boesen

Jens Nielsen, jen@dadl.dk

3. feb. 2023
10 min.

 

Som læger kan vi ikke længere ­acceptere, at der er sygdomme, der ikke bliver forsket i, og patienter, der dermed ikke får en ordentlig behandling, fordi der ikke er kommercielle interesser i forskningen, og det offentlige ikke lukker hullerne i forskningsindsatsen.

Sådan lød det på Lægevidenskabelige Selskabers (LVS) årsmøde, der under overskriften »#hverdagsrevolution – nu!« satte fokus på, hvordan læger og andet sundhedspersonale selv kan være med til at forandre tingenes tilstand nedefra ved at sætte deres faglighed og kompetencer i spil og skabe bedre behand­ling og mere kvalitet. Det er en opgave, lægerne må tage på sig, mener LVS-formand Susanne Axelsen.

»Vi kan og skal ikke vente på, at alle løsninger kommer ovenfra. Det gør de ikke, og det kan de heller ikke. De forandringer, der skal ske med vores sundhedsvæsen, skal også komme nedefra, og vi synes, at tiden nu er inde til, at sundhedssektorens ansatte i fællesskab tager fat og skaber den nødvendige plads til at sikre kvaliteten for patienterne«, siger hun.

Et fokuspunkt på årsmødet var en mere fair fordeling af forsknings- og udviklingsmidlerne, og det arbejde er der rigtig god grund til, at læger og andre sundhedsprofessionelle går ind i, påpeger Susanne Axelsen.

»Vi kan ikke længere være med til, at nogle sygdomme – og dermed patienter – overses på det groveste, fordi der tilsyne­ladende ikke kan tjenes penge på dem, og at samfundets forskningsinvesteringer ikke samler op, der hvor industriens interesse stopper. Derfor insis­terer vi i LVS på en for­deling af midlerne til forskning, som i langt ­højere grad tilgodeser de ,usexede’ sygdomme«, siger hun og ­giver et eksempel fra sit eget område:

»Jeg er urogynækolog, og vi hjælper bl.a. kvinder, der lider af urininkontinens. Op imod en halv million danskere døjer med den lidelse, så vi kender altså alle sammen flere – bare ofte uden at vide det. Men der går i gennemsnit syv år fra det første symptom, til en kvinde henvender sig til sin læge og beder om hjælp, så det er en tabubelagt lidelse, der har store omkostninger for livskvaliteten. Men som med mange andre ikkemaligne sygdomme – også dem patienterne dør af – skorter det på interessen for at putte penge i forskning, selvom effekten for både patienter og sundhedsvæsen ville være ­meget stor«, konstaterer Susanne Axelsen.

»Kig engang på søjlerne over fordelingen af midler: Reelt eksisterer forskningsfriheden jo ikke i dag«.Anders Perner, næstformand, LVS

Hanke op i os selv

Mens det nationalt er svært at finde et overblik over den præcise fordeling af eksterne forskningsmidler, kunne LVS’ næstformand Anders Perner på årsmødet vise en opgørelse af, hvordan midlerne var fordelt i hans hjemregion, Region Hovedstaden, i 2021.

»Der er en meget tydelig skæv fordeling af forskningsmidlerne. Der er områder, hvor det er relativt let at få forskningsmidler, mens der på en række områder mangler ressourcer til og muligheder for, at området kan forbedre sig selv. Forskningsmidlerne er svære at flytte rundt på, men fælles forskningsinfrastruktur vil hjælpe alle og især dem, der har det svært nu«, siger Anders Perner.

Han medgiver, at det ikke en nogen enkel øvelse at få allokeret forskningsmidlerne – men bolden ligger i den grad også på lægernes banehalvdel, mener han.

»Der er ikke noget let svar på, hvordan man når tættere på en fair fordeling, men vi kan starte med at hanke op i os selv og give vores forskning mere direkte relevans for patien­terne. Der er meget forskning, der ikke kommer patienterne til gavn, fordi den metodologisk er for svag. Vi skal blive bedre til at forklare værdien af vores kliniske forskning og vise, hvordan den kommer patienterne til gavn. Og på den måde også tydeliggøre konsekvenserne for de specialer og patient­grupper, der nu ikke får andel i forskningsmidlerne, nemlig manglende forbedring«, siger Anders Perner.

Han blev på årsmødet fra salen bedt om at definere »dårlig forskning« – altså den forskning, som han mener er for irrelevant for patienterne. Til det siger han:

»Der er for meget forskning, som ikke kan svare på de spørgsmål, der stilles, fordi meto­derne ikke er i orden. Og derfor bliver værdien for patienter og samfund begrænset«.

Friheden eksisterer ikke

Skal der rettes op på det, handler det i høj om de strukturer, der er omkring forskningen, påpeger han.

»Der mangler metodisk support tæt på de kliniske forskere og forskningsmiljøerne på hospitalerne. De kliniske forskere mangler støtte til forskningsdesign, statistik og god datainfrastruktur. De store forskningsmiljøer skal nok finde vej, men hvad med dem, der hverken har et miljø i ryggen eller har adgang til de midler, de har brug for?«

Anders Perner er med på, at det ikke vil vække lutter begejstring, hvis man begynder at styre strømmen af forskningsmidler.

»Hvis vi begynder at favorisere bestemte områder, skal der nok være nogle, der råber op om, at forskningsfriheden er truet – men kig engang på søjlerne over fordelingen af midler: Reelt eksisterer forskningsfriheden jo ikke i dag. Til gengæld vil det komme alle til gavn, hvis vi får god fælles forskningsinfrastrukturer omkring metode og data«, ­mener han.

Han og LVS fremhæver platformsforsøg som et centralt redskab til i hverdagen at ­teste og kvalificere den direkte behandling af patienterne. Anders Perner – der bl.a. fortalte om platformsforsøg her i Ugeskrift for Læger i forbindelse med LVS’ årsmøde i 2022 – peger bl.a. på erfaringerne fra det engelske sundhedsvæsen, hvor man fra starten af COVID-19-pandemien besluttede at lade alle de behandlingsmetoder, man tog i brug, teste parallelt, så man meget hurtigt kunne konkludere, hvad der var gavnligt, og hvad der det modsatte.

Anders Perner peger på, at man via platformsforsøg kan opbygge en blivende struktur, der både langt hurtigere og langt billigere end traditionelle forsøgsprocesser kan give viden om de konkrete behandlinger ude i klinikkerne til direkte gavn for patienterne.

»Alle specialer skal have en platform, hvor de kan teste de behandlinger, de bruger i hverdagen, og alle faggrupper og patienterne skal inddrages, så der sker en demokratisering af forskningsprocessen og udviklingen af sundhedsvæsenet«, siger han.

Kilde: LVS. Illustration: CreativeZoo

Et udstillingsvindue

Susanne Axelsen peger ligesom Anders Perner på, at det er nødvendigt, at lægerne kigger indad – for patienternes skyld og i prioriteringens navn.

»Vi skal også kunne forske i at skille skidt fra kanel i de mange tilbud, vi har på hylderne. Det er også en del af hverdagsrevolutionen: at vi ser kritisk på os selv og på hinanden. Det er ikke alt det, vi er glade for at lave, som vi med god samvittighed kan blive ved med. Det er vores forbandede pligt at rydde op«, siger hun.

»Vi har som samfund svigtet på det forskningsmæssige område. Beslutningstagerne har svigtet, og vi har som fagpersoner næppe selv råbt så højt, som vi kunne og burde have gjort. Vi har også gjort os skyldige i at pleje egne interesser i for høj grad. Vi har i stort omfang overladt økonomien og initiativet til industrien, når det handler om at beslutte, hvad der forskes i. Det er ikke industriens fejl. Det er vores egen. Vi er krøbet i ly af ­meget store pengebeløb, som ved et over­fladisk blik får regnskaberne til at se pæne ud: Se, hvor meget der bliver forsket i Danmark«, siger LVS-formanden.

Hun retter desuden kritik af life science-­strategien fra 2021, som ifølge hende har vendt tingene på hovedet:  

»Life science-strategien behandler sundhedsvæsenet som et udstillingsvindue for indu­strien. Man skulle ellers tro, at sundhedsvæsenet først og fremmest er til for patien­ternes skyld. Men det indtryk får man ikke, når man læser strategien. Forstå mig ret: LVS holder af det offentlige-private samarbejde – uden det var vi ilde stedt. Men vi skal huske, at det er patienterne, der lægger krop og sind til, og at det er sundhedsvæsenets medarbejdere, der skal drive forskningen og udviklingen. Så LVS’ opfordring til en ny life science-strategi er, at det er fint at lade industrien forske i det attraktive, hvis der samtidig skabes tid, rum og ressourcer til, at vi i sundhedsvæsenet kan forske i det, der ikke er penge i – det, der ,kun’ giver liv og livskvalitet«, siger Susanne Axelsen.

»Vi kan ikke længere være med til, at nogle sygdomme – og dermed patienter – overses på det groveste«.Susanne Axelsen, formand, LVS
Foto: Joachim Rode/LVS
»Vi bliver nødt til at udvikle gode offentlige forskningsmiljøer, som både kan tiltrække forskere og offentlige midler«.Karin Friis Bach, Danske Regioner 

Både fri og strategisk

På LVS-årsmødet peger flere deltagere på ­behov for mere forskning i f.eks. almen medi­cin og tværsektorielle indsatser. Hvad giver mest sunded? Det er vel det, de offentlige midler skal støtte, lyder det. En anden peger på, at det er nødvendigt med tålmodighed, for »et nyt forskningsmiljø er ikke noget, man lige stamper op på en nat«. Og en af oplægs­holderne, der arbejder inden for geriatrien, fortæller, at her har det »traditionelt har været svært at tiltrække forskningsmidler – området er ikke så sexet. Men der er sket en ændring – det er blevet lettere de ­senere år. Demografien er med os«, siger hun.

Karin Friis Bach, der er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, og som også deltog på årsmødet, peger ligesom ­Susanne Axelsen på, at der er behov for at øremærke forskningsmidler til de nu underfinansierede områder.

»Den skæve fordeling kan ikke bare forklares med den kommercielle forsknings prioritering af udvalgte områder, for en stor del af de offentlige forskningsmidler ryger samme vej. Vi bliver nødt til at udvikle gode offentlige forskningsmiljøer, som både kan tiltrække forskere og offentlige midler – det vil virke selvforstærkende«, siger hun og tilslutter sig Anders Perners budskab om en styrkelse af infra­strukturen omkring forskningen.

»Infrastrukturerne er sindssygt afgørende. Det kan jo ikke nytte, at der på en afdeling på den ene etage sidder en ensom ph.d.-studerende, der selv må opfinde den dybe tallerken for at komme i gang med sit projekt, mens der på etagen over i en anden afdeling er et velfungerende forskningsmiljø, der har styr på det hele, fordi det er lettere at tiltrække midler«, siger Karin Friis Bach.

Samtidig peger hun, at det bør være en offentlig forpligtelse at sørge for, at der også foregår forskning på de områder, der måske ikke er kommercielt attraktive, men hvor der er behov for at udvikle og styrke kvaliteten af behandlingen..

»Vi kan ikke bestemme, hvad industrien vil investere forskningsmidler i, men vi kan målrette en del af de offentlige midler og være med til at skabe rammer, der gør det lettere at forske. Vi har både brug for fri forskning og for strategisk forskning på de områder, vi som samfund har brug for at løfte«, siger Karin Friis Bach.

»Ledelserne på både afdelingerne og hospitalsniveau skal forstå vigtigheden af klinisk forskning, og at det hele ikke skal være raketvidenskab«.Sanne Marie Thysen, formand for Lægeforeningens forskningsudvalg

Ledelserne skal ville forskning

I Lægeforeningen er formanden for forskningsudvalget, Sanne Marie Thysen, altovervejende enig i budskaberne fra LVS-mødet. Der er behov for at se fordelingen af de offent­lige forskningsmidler, så de i højere grad kan bruges på nogle af de områder, hvor der ikke er industriel interesse i at forske, og det er helt essentielt opbygge forskningsstrukturer og nedbryde barrierer i forhold til jura og adgang til data, siger hun. Og så handler det om at opbygge forskningsmiljøer i nogle af de forskningssvage specialer.

»Det kommer til at kræve tid og energi, men det er der, der stadig er lavthængende frugter – det er der, der ikke er forsket i alle de ting, der ligger lige for«, siger Sanne ­Marie Thysen og peger på bl.a. geriatrien, psykiatrien og almen praksis som områder, der skal styrkes forskningsmæssigt.

Hun er for så vidt enig i, at det også kræver, at man som læge ændrer fokus i forhold til, hvad der forskes i, men »det er ikke det, der flytter det helt store«. Hvis man skal bryde den selvforstærkende effekt, som gør, at store etablerede forskningsmiljøer kan tiltrække både private og offentlige midler, mens andre har mere end svært ved at komme i gang, kræver det prioritering og inddragelse af klinikerne, påpeger hun.

»Ledelserne på både afdelingerne og hospi­talsniveau skal forstå vigtigheden af klinisk forskning, og at det hele ikke skal være raketvidenskab. Vi skal ikke kun forske i det innovative og nye, men kigge på hvordan vi kan styrke forskningen ude på de afdelinger, hvor den ikke er i forvejen, og får sat nogle patientnære forskningsprojekter i gang. Det er de forskningsprojekter, vi mangler, og vi kan se, at mange unge og yngre læger gerne vil kombinere klinisk arbejde og forskning, og vi har brug for de kliniske eksperter til at identificere de områder inden for hvert speciale, hvor det giver bedst mening at starte – vi kan jo ikke kigge på det hele«, siger hun.

»Men det kræver, at der er et forskningsmiljø, de unge læger kan træde ind i og lære at forske af nogen, der allerede forsker. Men jeg tror, man kommer langt med ledelsesmæssig opbakning og med at skabe rammerne, for der skal nok være læger, der så vil kaste sig ud i det. Det er ikke lysten, der mangler«, siger Sanne Marie Thysen.