Skip to main content

LVS: ”Tiden er til seriøst at overveje at få lavet et speciale i akutmedicin”

De Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) vil rykke spørgsmålet om et akutmedicinsk speciale opad på dagsordenen. Tiden er til det, siger formanden, som selv er blevet fortaler for et speciale.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

3. dec. 2015
4 min.

”Personligt er jeg nok overbevist om, at den rigtige løsning ville være at få lavet et speciale (i akutmedicin, red.)”.

Udtalelsen kommer fra Henrik Ullum, formand for LVS, som nu vil have emnet til fornyet debat. For alvor.

Han selv har ”flyttet sig”, som han udtrykker det, og er nu fortaler for et speciale.

”Det gør indtryk, at der internationalt er et betydeligt og voksende flertal af EU-landene – 17 ud af 28 – som har et akutmedicinsk speciale. De store engelsktalende lande som USA, Canada og Australien har længe haft det, og det har de højtudviklede lande i Asien også. Også Island, Finland og senest Sverige er gået over til at have et speciale. Det er store, velovervejede lande”, siger han.

”Og så er der et rent dansk argument. Vi har fået de akutte modtagelser, som er implementeret med forskellige modeller. Dels er der et rekrutteringsissue – det er lettere at rekruttere folk til det akutte område, hvis det er et egentligt speciale. Det vil være godt for patienterne og for systemet at få speciallægerne hurtigere og mere direkte igennem. Det vil give et løft til området, hvilket også taler for en anerkendelse”.

LVS melder ud sammen med andre interessenter, at der er behov for at få et akutmedicinsk speciale diskuteret, også for over for Sundhedsstyrelsen at få signaleret, at vi har flyttet os. Henrik Ullum, formand for LVS

Desuden nævner Henrik Ullum uddannelsesaspektet som et område, der også peger hen imod et særskilt speciale.

”Akutmodtagelserne er kommet til at fungere som et rigtigt vigtigt uddannelsesområde for yngre læger, f.eks. i KBU forløb. Det er et rigtigt godt sted at møde nogle meget lidt selekterede patienter. Uddannelsen vil nok være bedre, hvis der var et egentligt speciale. Så på den måde kunne det hele ligge lidt til højrebenet. Det aspekt anerkender alle i bestyrelsen”.

Det lyder, som om der nu kommer et ”men”?

”Der er en slange i paradiset. Hvor stopper det, rent kompetence- og arbejdsmæssigt? Hvad med de patienter i akutmodtagelserne, der virkelig fejler noget? De kommer relativt hurtigt til at skulle overtages af et af de andre grundspecialer. Der er jo ingen, der tror, at f.eks. en kirurg vil operere, uden at vedkommende selv eller i det mindste en speciallæge fra eget speciale har set patienten. Og hvad er så indholdet i et akutspeciale? Så bliver det et logistik- og sorteringsspeciale. Det kan være lidt af en udfordring at lave et speciale med så snævert mandat. Og man kunne måske frygte et rekrutteringsproblem – i et akutspeciale stiler man mod et job med livslang døgnbemanding. De forbehold gør, at nogle medlemmer af LVS bestyrelsen er mere reserverede i forhold til et egentligt akutspeciale. Det er dog en samlet bestyrelse, som hilser debatten velkommen".

Hvad gør LVS nu?

”Jeg synes, tiden er til seriøst at overveje at få lavet et speciale i akutmedicin og til at tage diskussionen op igen for alvor. LVS melder ud sammen med andre interessenter, at der er behov for at få et akutmedicinsk speciale diskuteret, også for over for Sundhedsstyrelsen at få signaleret, at vi har flyttet os. Vi mener, tiden er til at diskutere det igen – eller rettere, løbende – fordi der er en trend. Og fordi det er opgaverne og ikke et prædefineret antal, der skal definere, hvor mange specialer, vi skal have. Det er et moving target. Efterhånden som hospitalsstrukturen ændrer sig, skal vi løbende tilpasse vores aktiviteter – også vores uddannelsesaktiviteter – efter det. Men det er vigtigt at sige, at det ikke er noget quick fix. Ligegyldigt om det sker på den ene eller den anden måde, så er det en lang proces at få akutmodtagelserne til at fungere optimalt”.

Læs også: Yngre Læger vil have akutmedicinsk speciale til debat

Læs også: Bent Hansen: Jeg går ind for et akutmedicinsk speciale

Læs også: Nyt slag for et akutmedicinsk speciale