»Man halter ikke, når begge ben er lige lange«

Saga-tidens islændinge var ikke pivede. Torgall Asgrimsson var kommet slemt til skade med sin fod. Anklen hævede og var tyk »som et kvindelår«. Derfor måtte han humpe rundt på Tingstedet, støttet til en stav. Men da han fik en særlig besked, blev han så harm, at han ifølge Njals Saga »sprang op fra sin plads og greb med begge hænder et spyd«. Det stak han gennem sin fod, så blod og væske flød ud over gulvet. Han styrtede ud ad døren, og uden at halte løb han hen til sin fjende, Grimur den Røde. Han kløvede Grimurs skjold og jog spyddet igennem ham, så spidsen stak ud mellem skulderbladene.

I dette tilfælde havde Torgall ikke brug for en læge – han klarede selv operationen. Men man hører faktisk om læger og kirurger i de islandske sagaer, som gerne udspiller sig i 900- og 1000-tallet, men først er nedskrevet i 1200-tallet.

Sagaernes læger virker både gennem magi, urtekyndighed og kirurgisk håndelag. I Egill Skallagrims saga helbreder Egill den mentalt forstyrrede Helga Torfinnsdottir med runer, som han har indridset i hvalbarder. Det har en anden helbreder allerede forsøgt, men uden held. For – som Egill formulerer det i et kvad – »Runer skal man ej skære, forstår man dem ej at tyde«. Egill forstod det åbenbart. I hvert fald bliver Helga helbredt, ifølge sagaen.

En hårdfør biskop

Patientmaterialet består af robuste skikkelser. I Biskoppernes Saga, der fortæller om seks islandske biskopper, berettes om en mand, som er sengeliggende på grund af betændelse i foden. Ved et kirurgisk indgreb »lod han foden skære på otte steder«, men fik det kun dårligere.

Guðmundur Arason den Gode havde ved et skibsforlis fået et kompliceret knoglebrud i foden, så knoglesplinterne stak ud, og »tæerne vendte derhen, hvor hælen skulle være«. En lægekyndig præst behandlede benet med varme og lod knoglestykket trække ud med en tang. Det krævede to mænds kræfter at vriste det ud. Indtil antiseptikkens gennembrud efter 1867 medførte et åbent knoglebrud ofte infektion, sepsis, gangræn og død (medmindre det lykkedes at amputere i tide. I så fald var dødeligheden kun omkring 70%). Men biskop Guðmundur var gjort af et særligt stof, og han kom sig ifølge sagaen.

I Vápnfirðingasaga, som er nedskrevet i 1200-tallet, beder Brodd-Helgis kone, Halla, om manden vil se på en svulst, hun har. Helgi undersøger svulsten, der lyder som ekinokokkose (en cyste forårsaget af en dværgbændelorm). Han åbner den, tømmer en stor mængde væske ud, »og hun bliver meget kraftesløs efter dette. Halla levede kun kort tid derefter«.

Amputation blev brugt for at undgå gangræn eller hindre det i at brede sig. Men amputation kunne også anvendes som straf. Ved afhugningen blødte nogle ihjel på stedet. Andre døde af sårinfektion. Men nogle overlevede, for det berettes, at manden Onundur efter afhugningen af en fod fik sig en protese af træ. Han fik tilnavnet Træfod.

Plastikkirurgi hos Erik Jarl

Kurativ kirurgi omtales i Sturlunga Saga. Fra Island er Torðr Kakali rejst til Norge med sin frænde Torgils Skarði som gæster hos kong Hákon Hákonsson. Torgils’ tilnavn Skarði hentyder til det hareskår, som skæmmede den ellers flotte, dygtige og bredskuldrede mand.

I et knaphedssamfund som det islandske ville det kræve alt for mange ressourcer at pleje et barn med et handicap. Barnet ville i de fleste tilfælde blive sat ud for at dø. Torgils’ held var, at han tilhørte en rig og magtfuld slægt, der færdedes i de højeste kredse.

På grund af sit hareskår taler Torgils nødig, så det er frænden Torðr, der fører ordet. En dag sidder de og drikker med Hákon. Kongen siger til Torðr, at han burde lade frændens handicap behandle. Torðr er for så vidt indforstået. Han ville også gerne betale for det, hvis han troede, det lod sig gøre. Jamen, det klarer vi, siger kongen og tilkalder sin læge, Vilhjalm. I overværelse af kongen opererer han Torgils. Det er en slem omgang, men Torgils står det igennem og er herefter kongens loyale mand.

Historien om Torgils kan bygge på en virkelig begivenhed. I 900-tallets England omtales kirurgi til afhjælpning af hareskår. Den samme teknik har med ret stor sikkerhed været kendt i de nordiske lande på samme tid. I 900-tallets Island har det dog kun været de rigeste familier, der havde råd til at lade et barn med handicap som f.eks. hareskår overleve. At Torgils ikke blev opereret hjemme på Island, kan skyldes, at den tyndtbefolkede ø ikke havde professionelle kirurger.

»Jeg har ikke grødsyge«

Universiteter fandtes ikke i sagatiden, og dermed havde mændene endnu ikke fået etableret deres monopol på at virke som læge eller kirurg. Lægen og medicinhistorikeren Egill Snorrason har beskrevet en række kvinder, som i 1000-årene deltog i sårbehandling. Det skete bl.a. under slaget ved Stiklestad i 1030, hvor Norges kong Olaf blev dræbt.

En kriger, som hedder Tormod Kolbrúnarskjald, er såret og går ind i et hus, hvor flere sårede befinder sig. En kvinde er ved at varme vand over ilden. Tormod sætter sig ned og trækker tøjet af. »Hvorfor lader du ikke dine sår forbinde«, spørger kvinden.

»Mine sår er ikke så slemme, at de behøver forbinding«, svarer han, og hun skulle hellere tage sig af de virkeligt tilskadekomne. Mens han taler »suser det« af luft i et brystsår. I et andet sår sidder en pilespids.

En kvinde har lavet en grød bestående af knust løg og andre urter. Når de sårede spiser den, kan løglugt afsløre, om der er »bugsår«. Kvinden vil have Tormod til at spise.

»Tag det bort, jeg har ikke grødsyge«, vrisser han.

Et par af kvinderne vil trække pilespidsen ud med en tang, men den er ikke til at rokke, og på grund af hævelse omkring såret stikker kun en smule af jernet ud.

»Du skal skære efter jernet, for at det kan blive lettere at få fat med tangen«, siger Tormod. »Giv mig så tangen og lad mig selv rykke det ud!«

Det gør han. Pilespidsen kommer ud, men dens modhager river røde og hvide kødtrevler med ud. Da Tormod ser det, siger han: »Endnu er mine hjerterødder dog fede. Godt har kongen ernæret os«. Derefter falder han om og er død.

»Og du halter ikke?«

I Gunnlaug Ormstunges Saga besøger Gunnlaug den norske konge, Erik Jarl Håkonsøn. Gunnlaug har en byld på vristen, »og der frådede blod og edder op, når han gik«. Jarlen spørger, hvad der er galt med hans fod, og Gunnlaug forklarer, at det er en byld. »Og du halter ikke?«, udbryder jarlen. Til det svarer Gunnlaug, at »man halter ikke, så længe begge ben er lige lange«.

I den samme saga kæmper Gunnlaug og en rival, Ravn, om en kvinde. Under kampen hugger Gunnlaug foden af Ravn. Manden humper hen for at støtte benstumpen på en træstub. Gunnlaug siger, at han »vil ikke kæmpe længere mod en lemlæstet mand«. Den sårede beder om vand, og Gunnlaug henter vand i sin hjelm mod løfte om, at Ravn ikke snyder ham. Men da Gunnlaug rækker ham vandet, tildeler den svigefulde Ravn ham et dybt sværdhug i hovedet. De sårede mænd kæmper videre, og til sidst dræbes Ravn.

Gunnlaug piver ikke, men fremsiger et heltekvad, mens hans hoved bliver forbundet. Der går tre dage. Så dør Gunnlaug af sit hovedsår.

Nej, islændingene var ikke pivede, selv om sagaerne nok smører lidt tykt på – omtrent, som når nordjyder i dag gør en dyd af, at de ikke sådan render skadestuen på dørene.