Medicinsk antropolog: Vi udvisker grænserne mellem dyr og menneske

Anja Marie Bornø Jensen er lektor i medicinsk antropologi ved Københavns Universitet og har forsket i organdonation og transplantation – herunder xenotransplantation – i 20 år.

For to og et halvt år siden fik hun og hendes team støtte af Danmarks Frie Forskningsfond til »TechnEmotion«, et projekt, som handler om forholdet mellem teknologi og følelser i transplantationsmedicin.

Hvad betyder det, at man blander menneske- og dyregener?

»Den her teknologi udvisker de velkendte grænser mellem dyr og mennesker. For hvad er det for et væsen, man skaber, som har fået fjernet grisegener og tilføjet menneskegener? Det er en ny kategori, en slags ,menneskegris’, som er sat i verden med det formål at lave medicinske forsøg med dens organer. Og vi ser, at historien gentager sig. Man opfinder nye kategorier for at legitimere nye teknologier og den medicinske videnskabs forsøg på at redde liv. For eksempel var formålet at donere flere organer fra afdøde til transplantation, da man i USA for over 50 år siden som det første land formulerede hjernedødskriteriet som en ny kategori for døden«.

Hvad er de mest presserende etiske dilemmaer?

»At finde den rigtige balance mellem de stærke kapitalkræfter, der investerer milliarder i den her teknologi, og så den lidelse, man udsætter både patienter, pårørende, personalet og dyrene for. Altså, så man sikrer sig, at det stadig giver mening.

Der ligger også et stort arbejde i at undgå, at de meget syge mennesker, som deltager i eksperimentel behandling med dyreorganer, ikke føler sig tvunget ind i de her forsøg. USA har skabt en stærk heltefortælling om dem, der deltager i forsøgene. Om, at de ofrer sig for videnskaben og for andre patienter. Den fortælling kan presse både pårørende og patienter. Men de skal vide, at eksperimenterne indebærer både lidelse, risici og livslang medicinsk overvågning.

Der er også et stort prioriteringsspørgsmål, som ikke bliver taget op. For er perspektivet, at alle på et tidspunkt skal have glæde af den her teknologi? Eller vil nye organer fra dyr kun være for de få? Måske er det primært for selve videnskabens skyld? Hvor stor vil effekten egentlig være – sammenlignet med en investering af samme størrelsesorden i cancerbehandling eller i, at alle amerikanske skolebørn fik en fornuftig frokost? Alle nye medicinske teknologier kommer med etiske overvejelser om, hvorvidt man kunne redde flere liv for de samme penge andre steder«.

Hvordan ser du på det dyreetiske aspekt?

»Altså, nu er jeg slagterdatter, så jeg er vant til at se grise som noget, der ender på tallerkenen eller i madpakken. Men jeg kan godt se det problematiske i at udsætte en anden art for så meget manipulering. Og jeg synes også, ligesom man drøfter dyrevelfærd i landbruget, at det er relevant at spørge, om det er godt for en gris at vokse op i helt sterile omgivelser«.

Ville du selv takke ja til et organ fra en gris?

»Det mest udfordrende spørgsmål, du kan stille mig, er, om jeg ville takke ja til et griseorgan til mit barn. Hvis jeg havde et barn på ventelisten til et nyt organ, ville angsten for at miste og håbet om overlevelse overskygge de etiske overvejelser. Og det er netop den type følelser, der driver de her eksperimenter og sætter de etiske spørgsmål lidt i parentes.

Men for at jeg skulle takke ja, ville jeg være sikker på, at der var et beredskab til livet efter transplantationen. Det er jo ikke livreddende, men måske livsforlængende, og i høj grad også livsforandrende. Der er meget lidelse efter transplantationen, som vi ikke hører så meget om. Selve indgrebet medfører store helbredskonsekvenser, og immunsystemet dæmpes så meget for at undgå afstødning, at patienterne er i særlig risiko for at få infektioner og virus. Trods den store mediebevågenhed og begejstring, er det stadig meget eksperimentelt«.