Da psykiatriplanen langt om længe blev fremlagt i sidste uge, var det til et kor af kritik af dels forhandlingsforløbet, dels den finansieringsmodel, der var aftalt mellem regeringen og støttepartierne, og som oppositionen i blå blok var svært utilfreds med. Men én ting er, hvor pengene skal komme fra – noget andet er, hvor de speciallæger skal komme fra, som skal løfte opgaverne i den offentlige psykiatri, hvis målsætningerne i planen skal indfries.
I aftalen er der sat tal på, hvor mange speciallæger i psykiatri, der skal være på henholdsvis voksen- og børne- og ungdomspsykiatrien i 2035. Mens der ifølge Sundhedsministeriets opgørelse i 2020 var 977 på voksenområdet og 259 på børne- og ungdomsområdet, er målet, at der om 13 år skal være henholdsvis 1.400 og 500 speciallæger på de to områder. Men der er i aftalen ikke formuleret initiativer til at nå målet, ud over at der som det næstsidste i aftaleteksten står, at »aftaleparterne noterer sig endelig, at der skal ske stigning i speciallæger i både psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri«.
Aftalen indeholder 19 målsætninger, og målet om det øgede antal læger i psykiatrien i 2035 indgår i en af dem under overskriften »Personalet har lyst til at arbejde på psykiatriområdet«. I den skematiske oversigt om målsætningerne er kun speciallægerne nævnt som personalegruppe, og her står der blot, at »der arbejdes videre med udvikling af yderligere indikatorer«, der skal vise, om udviklingen går den rette vej.
Den del af aftalen fik Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, til at reagere skarpt i sin første kommentar til aftalen. At aftalen ikke rummer flere uddannelsesforløb, end det som i forvejen er planlagt fra Sundhedsstyrelsen »giver ingen mening«:
»Det er helt barokt. Man er nødt til at uddanne markant flere speciallæger til alle dele af psykiatrien. Ellers bliver der ved med at være alt for få psykiatere til at behandle mennesker med psykiske lidelser. Og så fortsætter psykiatriens problemer«, understregede Camilla Rathcke.
Lægeforeningen har i arbejdet med det faglige oplæg til psykiatriaftalen peget på, at der umiddelbart er behov for 150 ekstra hoveduddannelsesforløb til speciallæge i psykiatri, hvis man skal løfte behandlingskapaciteten i psykiatrien. Det tal skal sammenholdes med det antal stillinger, Sundhedsstyrelsen har for uddannelse af speciallæger i psykiatri – et tal, der i dimensioneringsplanen for 2022 er sat til 90 og i 2023 til 96,5 HU-stillinger samlet på de to områder.
Mens uddannelsen af flere speciallæger er en længere proces, er der ting i forhold til rekruttering og fastholdelse, der kan tages fat på med det samme, påpeger Lægeforeningens formand.
»For at styrke de to ting er det ikke mindst nødvendigt at forbedre kvaliteten af den videreuddannelse til psykiater og børne- og ungdomspsykiater, der gives lokalt rundt i landet, og da samtlige uddannelsessteder løbende bliver vurderet af Sundhedsstyrelsen via den såkaldte inspektorordning, er der viden om, hvor der skal sættes ind«, siger Camilla Rathcke.
»Der er nogle uddannelsessteder, der fungerer godt. Men rigtig mange steder er der plads til mærkbare forbedringer. Det skyldes ofte, at den kliniske virkelighed er så presset, at alle kræfter må bruges på patienter her og nu. Det gør det svært at finde tid til at udvikle og uddanne på afdelingerne, og det kan ende i en negativ spiral, som så spænder ben for rekruttering og fastholdelse. Og det kan desværre også sende et unuanceret signal om, hvordan vilkårene i psykiatrien er«.
Der påhviler derfor regionerne et stort ansvar for at vende skuden, siger Camilla Rathcke.
»Regionerne skal som driftsherrer gøre det attraktivt at videreuddanne sig til speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri i hele landet – og det kræver blandt andet, at der afsættes ressourcer til at tiltrække de unge læger og at fastholde kræfter blandt de erfarne læger. Og det drejer sig på den længere bane om at få uddannet flere speciallæger, så vi om nogle år har færre flaskehalse rundt i landet«, siger hun og understreger, at det er essentielt med en opprioritering af faglig udvikling og forskning i psykiatrien.
I den forbindelse er psykiatriaftalen kun en spæd begyndelse, siger Lægeforeningens formand.
»Den nye psykiatriaftale sætter 100 millioner kroner af til forskning – men kun via etårige bevillinger, som ikke er sikre i fremtiden. De 100 millioner vil givetvis blive uddelt til projekter, der indsendes som ansøgninger fra kvalificerede forskere, og som kan være af ét eller flere års varighed med start fra slutningen af 2023 eller begyndelsen af 2024, alt efter hvad der kan nås. Så indsatsen kan siges at have ,effekt’ i 2024 og et par år frem, men det tager en del flere år at oparbejde de vidensmiljøer, man gerne vil opnå, hvor man har tiltrukket erfarne læger til både forskningsaktiviteter og patientbehandling. Det tager nok snarere ti år end ét år. Derfor burde der være sikkerhed for forskningsmidler til psykiatrien i alle årene og ikke blot et enkelt år«, siger Camilla Rathcke.
Som tidligere beskrevet her i Ugeskrift for Læger har et stort antal psykiatere forladt den offentlige psykiatri, og endnu flere har overvejet at gøre det til fordel en stilling i den private sektor. En undersøgelse fra Overlægeforeningen viste i september, at 25 procent af børne- og ungdomspsykiaterne og 19 procent af psykiaterne på voksenområdet har forladt den offentlige psykiatri. Desuden viste undersøgelsen, at henholdsvis 47 og 40 procent af de nuværende offentligt ansatte psykiatere på de to områder inden for det seneste halve år har overvejet at skifte til et job på det private område. I juni viste en anden undersøgelse fra Overlægeforeningen, at der er en generel og markant mange på speciallæger, men at særligt psykiatrien er hårdt ramt: Hver femte speciallægestilling inden for psykiatrien stod, da undersøgelsen blev gennemført, ubesat.
Den udvikling har fået Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) til at sammensætte et idékatalog med forslag til i alt 15 indsatser, der skal styrke både rekruttering og fastholdelse. I »Gode veje til fastholdelse og rekruttering af læger i psykiatrien« fremhæves ti områder, der både vil gave fastholdelse og rekruttering. Det handler blandt andet om gode arbejdsvilkår og et godt arbejdsmiljø, om tilgængelig og nærværende ledelse, mindre mikromanagement og større fagligt råderum og om at styrke forskning ude i praksis og ikke mindst på høj faglig kvalitet:
»Høj faglighed og høje standarder rygtes. Afdelingerne bør prioritere høj faglighed og kvalitet på afdelingen, frem for at bemande den med for mange ufaglærte eller uerfarne. Det vil sige, sørge for kun at ansætte kvalificeret arbejdskraft på alle fagligheder eller opkvalificere medarbejderne«, hedder det i oplægget.
Derfor skal der være løbende forbedringer af uddannelsesmiljøet med gode muligheder for efteruddannelse og konferencedeltagelse, den faglige stolthed skal styrkes, og faglige diskussioner skal være en fast del af det daglige samvær på arbejdspladsen, og så skal der garanteres tid og plads til faglig sparring og supervision af yngre kolleger, så de føler sig som en del af et trygt udviklingsmiljø.
Fem af punkterne i udspillet har særlig fokus på rekruttering. Det handler indlysende nok om flere specialeuddannelsesforløb, men blandt også om indsatser over for de medicinstuderende via studiejob eller forskningsår i psykiatrien, afholdelse af sommerskoler med introduktion til den lægelige del af psykiatrien og en forlængelse af det kliniske stud.med.-ophold fra tre til seks uger.
DPS’ forperson, Merete Nordentoft, peger på, at rekrutteringen af nye psykiatere i høj grad sker på den lange bane, men at der i forhold til fastholdelse er flere knapper at skrue på, og at det i høj grad er en ledelsesopgave:
»For det første skal vi ikke glemme, at alene det, at der med aftalen og hele debatten om den er kommet en opmærksomhed på psykiatrien, der forhåbentlig betyder, at der er flere, der kan se et perspektiv i at gå ind i vores speciale. Jeg noterer mig, at der i planen er sat et mål for at uddanne flere psykiatere, og det er fint, men det er jo en langsigtet løsning, som forhåbentlig kan lykkes – blandt andet ved at introducere psykiatrien tidligere og grundigere på medicinstudiet og ved at udnytte alle de muligheder, der er for at gøre de studerende interesserede for eksempel gennem lægevikariater og scholarstipendier«, siger hun.
Når det handler om fastholdelse, så skal man som ledelse finde ud af, hvad man kan gøre for at gøre dem, der overvejer at holde op – enten for at gå på pension, eller fordi de oplever sig presset – mener Merete Nordentoft.
»Hvad kan vi gøre for at tilrettelægge arbejdsdagen, så de kan se sig selv i det og blive ved med at være der. Folk, der overvejer at gå på pension, kan man indimellem få til at arbejde to eller tre dage om ugen, og for dem, der føler sig presset, må man finde ud af, hvad det konkret gør, at de har det sådan. Det kræver nogle individuelle vurderinger, og der er en stor ledelsesopgave i at sikre, at folk så at sige kan holde deres arbejde ud«, siger hun og peger på at ofte handler om at finde måder at aflaste den enkelte læge på:
»Det er en stor hjælp for lægerne at blive aflastet i forhold til administrative opgaver, og her kan man inddrage nogle personalegrupper, hvor der ikke er så lange udsigter til at få uddannet og kvalificeret personale. Det kan være fint med opgaveglidning, men vi skal selvfølgelig være opmærksomme på, at vi som psykiatere ikke lige pludselig kun står tilbage med receptblokken i hånden – sådan skal det jo ikke være. Vi skal blive ved med at have et stort klinisk ansvar, hvor både diagnostik og behandling og psykoterapi er vores kerneopgave, og det er jo også det arbejde, man som psykiater oplever som meningsfuldt og som det, man er bedst til«, siger Merete Nordentoft.
Skal psykiatri som speciale gøres mere tillokkende, skal der være flere udviklings- og forskningsmuligheder, påpeger hun.
»Forskning er helt centralt for at gøre specialet attraktivt, og der er jeg glad for, at der ligger der en anerkendelse i aftalen med øremærkningen af 100 millioner kroner, der afsat af til det psykiatriske område. Det må kunne sætte nogle ting i gang«, siger Merete Nordentoft.
Mikkel Rasmussen er næstformand i DPS, og indtil udgangen af juni i år stod han i spidsen for psykiatrien i Vejle, der ved hans tiltræden var ramt af mangel på overlæger, et belastet arbejdsmiljø og for få sengepladser. Derfor havde han fra start fokus på de ting, der skaber et godt grundlag for at rekruttere og fastholde medarbejdere. Han peger på vigtigheden af dels den narrativ, der er om arbejdspladsen, og i forhold til rekruttering er uddannelsesmiljøet og den faglige standard helt afgørende, siger han.
»Jeg startede med at have fokus på uddannelsesmiljøet, arbejdsmiljøet og -kulturen – og det hænger nøje sammen både i forhold til fastholdelse og rekruttering. Det er på den måde, man kan ændre narrativen, og det bedste er, når det går fra mund til mund, at det er godt sted at være. Gode folk rekrutterer yderligere gode folk. Og så kommer man ikke uden om, at god ledelse er helt essentielt for både rekruttering og fastholdelse, og det handler i høj grad om troværdighed. Jeg plejede at sige at ,vi skal sige, hvad vi gør, men også gøre, hvad vi siger’«, siger han.
»Man skal sætte en faglig standard, for det er ligesom at sælge en vare – der skal være en idé og noget, som gør, at man vælger det ene sted frem for det andet. Der er muligheden for at kunne udvikle sig både fagligt og menneskeligt afgørende, og uddannelsesmiljøet er derfor ekstremt vigtigt både i forhold til fastholdelse og i forhold til rekruttering, og derfor indførte vi en intern inspektorordning, som hvert halve år tog temperaturen på uddannelsesmiljøet. Det rygtedes, og vi fik ansøgere til både I- og HU-stillinger, hvor det blev fremhævet – det gjorde at folk valgte os til«, fortæller han.
På den måde er der et stort overlap mellem det, der tiltrækker, og det, der fastholder medarbejderne, siger han.
»Som ledelse handler det om at kigge på den enkelte medarbejders livssituation og se, hvordan man kan lave et fleksibelt arbejdsliv for den enkelte. Det brugte jeg meget aktivt i Vejle, og det, at folk følte sig set og hørt, betød, at vi fik nogle meget loyale medarbejdere, der egentlig ydede mere, end vi egentlig forventede af dem, og som blev hos os«, siger han.
Ikke mindst i de kommende år er det afgørende at fastholde de ældre læger, påpeger Mikkel Rasmussen:
»Vi står over for en generationskløft i psykiatrien, og det er en stor udfordring. Vi er lige hoppet en generation over, og der er en ældre generation, der forsvinder nu, og så står der en helt ny generation, og der mangler et overlap, hvor man kan give viden og erfaring videre. Så det er afgørende at kigge på, hvordan man kan fastholde nogle af de ældre og pensionsmodne læger, så de bliver og kan overlevere deres viden«, siger han.
Læs et længere interview med Mikkel Rasmussen på ugeskriftet.dk
Fakta
