Skip to main content

Læge på SoMe: Michael Tveden Gundesen optræder under et andet navn

Da han var i almen praksis i sin KBU, fik han flere venneanmodninger på Facebook fra patienter. Det fik Michael Tveden Gundesen til at optræde under pseudonym på Facebook.

Bodil Jessen boj@dadl.dk

20. maj 2020
3 min.
Michael Tveden Gundesen. Privatfoto.

Faktaboks

Fakta

Jeg optræder ikke med mit eget navn på Facebook. Jeg kalder mig Michael Gus. Det er sådan lidt dårlig hæmatologisk humor, for Michael Gus bliver til MGUS, som er en hæmatologisk tilstand – ha, ha.

Grunden til, at jeg har valgt at optræde med pseudonym i stedet for mit rigtige navn, er, at jeg oplevede at få venneanmodninger fra patienter, da jeg i min KBU var

i almen praksis. Det brød jeg mig ikke om. Derfor ændrede jeg navn på min Facebook-profil, så de ikke så let kan finde mig.

Tidligere har jeg prøvet at være med på sidelinjen i nogle patientgrupper for at finde ud af, hvad det er, folk tænker. Men man bliver hurtigt frustreret, og det kan være hårdt for ens blodtryk. Nogle af de ting, de foreslår, er jo livsfarlige. Jeg har for eksempel set forslag om, at type 1-diabetikere skal stoppe med at tage insulin, og forslag om, at et barn med astma ikke skal have sin astmamedicin, men i stedet spise en særlig kost.

Når jeg læser sådan noget, plejer jeg at skrive, at man ikke skal ændre behandling, før man har talt med sin egen læge. Men jeg skriver aldrig, at jeg er læge, selv om det måske ville give mine ord mere vægt. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg går ikke ind for det der med at appellere til autoritet. Jeg kan have ret eller tage fejl, uanset om jeg er læge eller ej.

Hvis de spørger, siger jeg, at jeg er læge, og jeg har enkelte gange oplevet, at det blev brugt imod mig. Der er nogle, der mener, at vi ikke er til at stole på, fordi de mener, at vi er korrupte og betalt af medicinalindustrien.

Jeg prøver på at være så neutral som muligt på sociale medier. Det betyder, at jeg ikke går ind og debatterer emner, som er eksplosive og meget fremme i den offentlige debat. Jeg har ikke lyst til, at mine personlige holdninger skal blandes ind i mit arbejde som læge.

Der er klart bedre mulighed for at debattere i de lukkede lægegrupper. Jeg bruger dem til at følge med, at holde mig ajour, og så kan jeg godt lide, at vi kan have faglige debatter uden at være bekymrede for, om det kan tolkes på en forkert måde af udenforstående. Men det ligger i baghovedet, at grupperne måske ikke er helt lukkede, og at det, man skriver, måske kan blive læst af andre. Det tænker jeg i hvert fald over.

LÆS OGSÅ:

Læger på sociale medier: Sådan gør vi!

Ny guide til sociale medier: kunsten at boltre sig uden at kvaje sig

Læge på SoMe: Gitte Vincents er ven med sine patienter

Læge på SoMe: Andreas Andersen giver patientgrupper fagligt modspil

Læge på SoMe: Elif Bayram Orbe vil ikke kendes som »lægen Elif«