Michel Foucault leverer fortsat lang tid efter sin død både stof til eftertanke og fordømmelse

Hvis man således vil kende udgangspunktet for queer- og kønsteori, kommer man ikke uden om første bind i Foucaults værk om seksualitetens historie. Ligeledes er »Galskabens historie« fra 1961 pligtlæsning, hvis man vil forstå det, der blev en del af galebevægelsens teoretiske fundament, og som fortsat den dag i dag løber som en understrøm i stort set al kritik af den moderne psykiatri. Og hvis man, som en af de få, vil anvende det allestedsnærværende ord »italesættelse« korrekt, bør man læse den danske oversættelse af »L’Ordre du discours«: »Talens forfatning«, hvor ordet første gang forekommer, i Søren Gosvig Olesens forsøg på at oversætte Foucaults begreb »mis en discours«.

Foucault er dog sjældent let læsning og slet ikke for en lægefagligt skolet læser. Men kan denne nyoversatte tekstsamling, hvoraf en del udgør lettere læselige interviews, fungere som en nemmere vej ind i Foucaults »tankesystemer«? Og bringes der overhovedet noget nyt til bordet? Det korte svar er: ja til begge dele.

Tekstsamlingen udgøres af to essays og ti interviews samt et udmærket kontekstualiserende forord ved professor Mikkel Thorup. Selv om teksterne centrerer sig om temaerne krop, identitet og i særdeleshed (homo)seksualitet, berører en stor del af interviewene størstedelen af grundmotiverne i det samlede forfatterskab. Således kan man som læser, med lidt god vilje, få et indblik i det samlede forfatterskab i et for det meste nogenlunde tilgængeligt og mere dagligdagssprog, end hvis man startede med de udgivne værker.

Det nye i en dansk kontekst er imidlertid det, som man kunne kalde Foucaults »egne tanker« om seksualitet, herunder sin egen homoseksualitet, samt Foucaults omdiskuterede og for en nutidig læser kontroversielle holdning i forhold til den seksuelle lavalder i Frankrig i slutningen af 1970'erne. Netop dette har for relativt nylig været diskuteret i de større dagblade, og det er i og for sig godt, at man nu som læser selv kan orientere sig i en del af de udtalelser fra Foucaults side, som rimeligt nok har skabt en del postyr på bagkant. Hvorom alting er, bliver man sjældent meget klogere af udelukkende at læse eller beskæftige sig med det eller dem, man er enige med. Således må denne hvide, heteroseksuelle mand, levende i et for et moderne øre lidet sexet monogamt parforhold, inkl. flere børn, erkende efter endt læsning, at der kunne være en mening i, for at citere Foucault, »at bestræbe sig på at blive [lidt mere] gay«.

Enig eller ej, leverer Foucault altså fortsat lang tid efter sin død både stof til eftertanke og fordømmelse. God læselyst - til dem, som tør!