Min fars lægeliv fastsatte rytmen i min barndom

I min fars barndomshjem havde de ikke træk og slip. De brugte stalden, sad der på hug alle fire brødre, ligesom deres forældre. Da min far skulle på ferie hos sine kusiner i Aggersund, kom han ikke på toilettet i flere dage. De havde nemlig kun træk og slip, og lille Jens fra Klim Terp ved Fjerritslev i Nordjylland turde ikke sætte sig, så der samlede sig en brun kage i underbukserne i de dage, ferien varede.

Denne artikel er anderledes end de artikler, jeg normalt skriver som journalist på Ugeskrift for Læger. Det er historien om, hvordan Jens Damsgaard, min far, som den ældste søn kom fra køerne til Københavns Universitet, flyttede i kollektiv og var en del af ‘68-oprøret.

Han blev senere praktiserende læge på Midtsjælland, så det er også historien om familielægen, der giver sit nummer til terminale patienter og kører på sygebesøg. En far, der tit snakker i telefon og bliver stoppet i den lokale brugs.

I år har min far været læge i 50 år, heraf 45 som praktiserende læge i stationsbyen Hvalsø. Lægehuset, som nu drives af »de unge læger«, som min far omtaler de læger, der har købt og overtaget praksis, solgte han i 2016. Han er i dag 76 år og er stadig vikar i Lægehuset. Ifølge tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed er han ikke alene om at blive ved – i 2021 fik 188 læger dispensation fra 75-årsreglen.

Jeg er taget ud til ham i hans rækkehus i Hvalsø, hvor han bor sammen med sin nuværende kone. Jeg har sat ham i en klassisk interviewsituation. Men det er selvfølgelig noget andet, end når jeg interviewer andre læger.

Jeg er vokset op på et lille landsted med ti tønder land, heste, får, marker, høns. Min far var altså både læge, familiefar og bonde. Det nuværende kontor er en tro kopi af kontoret i mit barndomshjem. Numre af Ugeskrift for Læger ligger i en snorlige bunke, på en papskuffe står APO (Audit Projekt Odense). På en anden står Qaqortoq, hvor han arbejdede i 2017.

Vi begynder med det vigtigste for min far. De døende patienter.

»De unge læger ringede til mig om en gammel patient en fredag, hvor jeg havde fri. Hjemmesygeplejersken ville gerne have en terminalkasse. Jeg sagde, at jeg hellere ville køre derud«.

Patienten lå under yderst kritisable forhold. På tværs i en plejeseng med sengehest på begge sider, så hun ikke kunne komme ud. Kun i ble. Hun havde drukket for lidt og havde væltet det glas vand, der var sat til hende.

»Jeg fik hende op at sidde, gav hende to glas vand, snakkede med hende. Jeg sagde: ,hjemmehjælperne siger, at du har sat dig i hovedet, at du er ved at stå af?’ Det gav et sæt i hende, og hun svarede: ,Nej, nej, det er der ikke noget om!’«.

Min far skrev til hjemmeplejen om, hvad han havde set. De skulle komme meget oftere, hælde mere vand i hende. Han holder en lille pause, folder hænderne foran sig og sætter tommelfingerneglene over for hinanden, som han altid gør, når han tænker.

»Når folk spørger, hvorfor jeg ikke holder op … Det er jo nu, jeg lever. Især i situationer, hvor jeg kan mærke meget tydeligt, at jeg gør en forskel. Der sker noget, når man tør at vise sig selv, er helt rolig, har følelser«.

Familielægen i Nordjylland

Min far kommer fra en bondefamilie på en lille gård i Klim Terp med 23 tønder land, 10-12 hektarer, som familien kunne dyrke, og lige så meget skov. De havde seks køer, grise, to heste. De fik først traktor, da min far flyttede hjemmefra som 16-årig.

»Jeg har kørt med heste hele min barndom. Jeg pløjede op og ned, en fure ad gangen. Tømmen over skulderen, og så gik hesten lige så stille«.

I Klim var der en helt almindelig skole. Da min far begyndte, var der kun to klasser, men det blev hurtigt lavet om. Der var en eksplosion af børn efter krigen: Normalt var der 5-6 elever i hver klasse, i min fars var der 22. Og min far var god til det hele lige fra starten i alle fagene, husker han.

Da han var ti eller 11 år, tog regnelæreren hjem til hans far og mor og sagde, at Jens var så klog, at han skulle på realskolen i Fjerritslev. Da han var 11 år, begyndte han i første mellem, gik i skole i fem år og fik realeksamen.

En central figur i bardomslandet var lægen, der altid kom hjem til patienterne. Det var faktisk en ung læge, der afgjorde min fars fremtid.

»Da jeg var 12 år, fik jeg et kæmpe sår her på det ene underben«, siger han og løfter op i buksebenet, peger på et hvidt ar på omkring 8 cm.

»Jeg var ved at sætte hegn sammen med far, og noget pigtråd faldt ned. Den nye læge kom og syede mig, jeg blev lokalbedøvet og lå i mors seng. Hele stemningen omkring det var noget helt særligt. Han var flot, solbrændt. Som om han var fra en anden verden end os. Det var der, jeg fik drømmen. Jeg tænkte: ,hold da op, sådan vil jeg også være’«.

Drømmen holdt ved. Når dansklæreren i realen spurgte lille Jens, hvad han skulle, kom svaret prompte. Og han holdt fast ved det i hele gymnasiet. Efter realen kom Jens nemlig på Viborg Katedralskole. Også her var det en lærer, der fik ham videre. Han sagde, at eleverne skulle læse i København. Ikke Aarhus. Halvdelen af klassen læste derfor i København, og flere valgte medicin, hvor de gik i kæmpe klasser. Anatomi seks dage om ugen klokken 7.30-9 og hjem at læse resten af dagen.

»Der var mange, som kom ude fra landet. Men jeg var vist den eneste jyde. Jeg kan huske, at der var en eller to, sådan nogle fine Hellerupbørn, som gjorde nar ad mit sprog. Jeg følte mig lidt mobbet og blev ked af det. Men jeg blev ikke rigtig slået ud, og jeg var voksen. Og optaget af faget«, siger han og tilføjer, at han gik på et sprogkursus for grønlændere, færinger og andre med dialekt og blev undervist i rigsdansk et kvarter om ugen. Men underviseren opgav ham til sidst.

Var det et godt studie?

»Ja. Vi tænkte ikke over, om det kunne være anderledes. Det var benhårdt, der var meget stof, og halvdelen blev sorteret fra efter det første år«.

Oprør

I 1967 mødtes mine forældre på dissektionstur i Newcastle. Dengang var det ikke muligt at dissekere i København, så alle medicinstuderende fløj til England, Grækenland eller Tjekkoslovakiet.

De flyttede sammen i Herluf Trolles Gade i marts 1968. Lige på tærsklen til en ny æra. For selvom min far siger, at de studerende ikke tænkte over, at noget kunne være anderledes på studiet, var der alligevel nogle ting, der ikke var tilfredsstillende. Han husker ikke, hvorfor han var med til det første oprørsmøde. Det lå ikke lige til højrebenet, for i Nordjylland var de fleste Venstrefolk.

»I gymnasiet tilbød LG, Liberale Gymnasiaster, et kursus, hvor man kunne tage et politisk kørekort. Det handlede om at vide, hvordan samfundet var bygget op, så vi kunne blive nogle gode Venstrefolk. Jeg fik politisk kørekort, men alligevel blev jeg tiltrukket af venstrefløjen«.

Oprøret begyndte i foråret 1968 i Paris. I København begyndte oprøret på psykologistudiet, dernæst på medicin.

»Vi begyndte at holde møder i august, lavede småoprør. En dag mødte vi op ved et fakultetsråd, og da professorerne kom ud, faldt vi på knæ og pudsede deres sko for at vise, hvor underdanige vi var, og hvor lidt magt vi havde«.

I 1969 besatte de rektors kontor, og fotografer fra aviserne tog billeder. De unge røg cigarer og drak rektors portvin.

»Og så vidste vi ikke, hvad vi ellers skulle«, siger Jens og slår en latter op. »Så kom det i avisen. Men der var jo ingen besættelse, vi gik bare hjem bagefter«.

Indtil da var du rimeligt autoritetstro og glad for dine lærere. Hvorfor fik du pludselig en indignation mod lærere?

»Demokratifornemmelse. Vi skulle have lige så meget at sige som lærerne. Det var også vores arbejde at gå der og studere. Jeg følte indignation, blev grebet af stemningen, forført måske«.

Læge i praksis

Imens mine forældre boede i Herluf Trolles Gade, blev det mere og mere moderne med kollektiver, og i juni 1971 flyttede de i et politisk kollektiv på Nordgården i Vestsjælland med fællesøkonomi og kamp mod EF som hovedfokus.

Da min far blev færdig i 1972, fløj min farmor hele vejen fra Thisted Lufthavn for at være med, når han aflagde lægeløftet på universitetet ved Vor Frue Plads. Alle de andre havde jakkesæt på, min far havde sit pjuskede hår, sit kæmpe skæg og en blå arbejdsjakke på.

»Min mor udbrød flovt: ,Jamen, Jens, du har jo en montørjakke på’«, citerer han med næsten uforståelig nordjysk dialekt. »Jeg har altid fortrudt, at jeg skuffede hende sådan«, fortsætter han og tilføjer, at hans forældre ellers var stolte af ham og positive over for hans livsstil i kollektivet.

I årene efter arbejdede begge mine forældre på Holbæk Sygehus. Min far blev ansat fra 1. januar 1973 og fik straks en rotationsstilling. Der gik to år, inden min mor, Mette Harreby, blev læge, så fik hun samme slags stilling.

De flyttede fra Nordgården igen i 1978. I slutningen af 1977 besluttede min far sig nemlig for at gå i praksis. Han havde arbejdet i næsten tre år som bagvagt på børneafdelingen og var meget opsat på at blive børnelæge, men der var næsten ingen overlægestillinger i pædiatri dengang.

»Til en fest på Nordgården dansede jeg med en pige. Da jeg sagde, at jeg ville i praksis, nævnte hun sin venindes mand, som var lægesøn i Hvalsø. Hans far var gammel og trængte til en afløser, sagde hun«.

I en alder af kun 32 år købte min far sin egen praksis, boede først i kollektiv i Gl. Tølløse, dernæst i Urtehusene i Hvalsø, hvor jeg er vokset op. Da jeg var barn, arbejdede min mor som reservelæge på Glostrup Hospital, overlæge på Reumatologisk Afdeling på Næstved Sygehus og ledende overlæge på Reumatologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge og Roskilde. Hendes lægeliv har også fyldt meget, der blev talt bramfrit om sygdomme ved aftensmaden, og jeg lærte at sige artrose, før jeg sagde havregrød.

Årene med små børn

Jeg spørger min far, hvilke nedslag han kan komme med, som illustrerer en udvikling i lægefaget fra 1980’erne til nu. Stort spørgsmål, erkender jeg.

»Jeg er blevet ved med at være den samme. Det afgørende for mig har været at følge med i nye behandlingsformer, nye strukturer og henvisningsmåder. Men sygehusvæsenet har forandret sig med subspecialisering i vild grad«.

I det daglige arbejde er der blevet mere papirarbejde på computeren, fortsætter han.

»Før var der henvisninger og attester, de har været rimelig konstante. Men der er så meget med opfølgning og kontrol nu. Jeg fik den daglige post ind på mit kontor, måske 10-20 breve. Nu er der 50-100 breve til hver læge hver dag, og man er nødt til at forholde sig til alle prøvesvar. Vi er forpligtet til at holde øje, hvis vi tager prøver fra en dippedut. Så er det ikke patienten, der skal ringe for svar, lægen skal ringe«.

Det er ikke, fordi du brugte mindre tid på det. Du har brugt mange timer i det lægehus …

»Ja. Rytmen var i mange år, imens vi havde små børn, at jeg tog fri klokken 14, hentede jer efter frugt i vuggestuen eller børnehaven. Og når Mette kom hjem fra arbejde klokken 16.30, kunne jeg køre ud på sygebesøg. Imens I legede videre og lavede mad. Så kom jeg hjem og tog i lægehuset igen og lavede papirarbejde, når alle sov. Derudover havde jeg 1-2 lægevagter om måneden«.

Hvordan husker du årene med små børn?

»Det var harmonisk, men det var også totalteater. Når alle var i seng, hørte jeg radio mellem 22 og 23, ryddede op i køkkenet og lavede madpakker. Hver tredje dag løb jeg en tur mellem 23 og 00 ned forbi Tadre Mølle med pandelampe på og kom ikke i seng før 00.30. Fra den periode husker jeg tydeligst en fred i sjælen, når jeg stod og lavede madpakker. Opgaven var familien, det var jer. Jeg følte, at jeg var lige så meget på over for jer, som jeres mor var. I har ikke oplevet en far eller mor, der ikke var der. Vi var oplært i det med at have vagter fra sygehusene«, siger han med et grin.

Ingen fleksibilitet

Imens min far taler om deres ordning, undrer jeg mig lidt. For jeg kan ikke huske at blive hentet tidligt, tværtimod. Jeg blev født i 1989 og har mange minder om at være den sidste tilbage i børnehaven, og da jeg startede i skole i 1995, var det mine storesøstre, der er otte og fem år ældre end mig, som var hjemme om eftermiddagen. Indtil de blev ældre og fik kærester, tog på backpackerrejser. Så jeg var meget alene hjemme.

Jeg husker også, at jeg tit var med på sygebesøg. Ventede i bilen eller var med inde hos patienterne, fik chokolade og en sodavand af de gamle.

»Det passer også tidsmæssigt med, at jeg begyndte at lave kvalitetsudviklingsprojekter«, siger min far og kigger op i loftet, som om han tæller. »Det hele skete jo de første fem år af 1990’erne. Når jeg tænker efter, har jeg faktisk nogle gange tænkt, om det mon var helt forsvarligt, at du kom alene hjem fra skole. Og det kun var Luffe [vores hund], der var derhjemme. Men jeg var jo meget tæt på, en kilometer væk«.

Jeg husker det heller ikke som noget negativt, følte mig ikke overladt til mig selv. Op igennem skoletiden var det fedt for mine venner at besøge mig, fordi vi var alene i det store hus. Og min far tog altid telefonen, når jeg ringede.

Men det liv, min far beskriver, er noget, som mange yngre læger i dag brænder sammen over eller ikke har lyst til. Et liv i skema. Fleksibilitet er et nøgleord for mange læger.

Du beskriver det modsatte. Der var ikke plads til at være Jens, kun læge og far?

»Jeg var også bonde, jeg brugte mange timer på at fælde træer, køre med traktor. Jeg levede bondens liv, stod tidligt op og gav dyrene mad, før I blev vækket. Det sidste jeg gjorde, inden jeg gik i seng, var at sige godnat til fårene og hestene med pandelampen. Tjekkede, at der ikke sad et får fast i hegnet, om de havde vand nok. Bonderytmen medvirkede til, at jeg overlevede«.

Og det har heller ikke stresset dig, at du skulle nå et sygebesøg inden aftensmaden?

»Nej. Alle døende i eget hjem har hele mit praksisliv haft mit privatnummer og kunne ringe midt om natten. De kunne altid regne med mig. Det er også en af de vigtigste grunde til, at jeg bliver ved. Jeg vil følge mine gamle venner til dørs. Jeg suger kræfter til mig ved at være noget for andre«.

Selvom min far fortæller det, som om ordningen på hjemmefronten og lægelivet kørte på skinner, er det ikke hele sandheden. Mine forældre gled nemlig fra hinanden og blev skilt i midt 00’erne.

Hvalsø i centrum

Da jeg var barn, tog det altid et kvarter ekstra at være i brugsen med min far. Han mødte altid en håndfuld patienter og bekendte, stod der og snakkede i grøntafdelingen, imens jeg pressede mine fingre igennem tremmerne på indkøbsvognen og kedede mig, selvom det da var hyggeligt, når en fremmed dame kommenterede på, at jeg vel nok var vokset.

På den måde udgjorde min fars lægeliv underlægningsmusikken til min barndom og fastsatte rytmen. Han var lægen, når han hentede os på fritidshjemmet, fordi han kendte pædagogerne, og han var lægen, når han købte ind. Og jeg var lægens datter overalt. Jens følte bare, at han mødte sine venner, forklarer han.

»Jeg har ikke oplevet, at nogle ville bruge mig som læge, når de mødte mig. Jeg er god til at sige ting som, at det skal vi ikke snakke om nu. Hvis ting kommer fra min kerne, åbent og ærligt, uden at være højrøvet, er det så let«.

Borgerne i Hvalsø, som har cirka 4.000 indbyggere, har altid været centrum. De kvalitetsudviklingsprojekter, som ændrede på familierytmen i 1990’erne, er noget af det, han er allermest stolt af. Sammen med en af Hvalsøs farmaceuter lavede han studier af Hvalsøborgernes medicinbestillingsvaner.

»Vi satte Stesolid- og sovepilleforbrug ned til omkring 60 procent af, hvad det var i forvejen«, siger han og stikker næsen lidt i sky.

Lægerne begyndte at gøre som APO, hvor de tog forskellige diagnoser med, ikke kun medicin.

»Det gjorde vi i 1995 i Roskilde Amt for infektionssygdomme. Vi gik straks videre med psykiatri, gynækologi, overgangsalderen. Vi fik stiftet Audit-idégruppen og var 15 læger, der mødtes. I 1990’erne blev der i overenskomsten afsat penge til kvalitetsudvikling, og jeg søgte penge til at blive kvalitetskonsulent i amtet. Jeg var i Odense en gang om ugen og lavede 26 auditprojekter for de stakkels læger i Roskilde Amt«, griner han.

Det var ud af min fars arbejde med kvalitetsudvikling, at han fik en af sine priser, Brygger Jacobsens Mindelegat, i 2002. Jeg kan huske, at vi tog pænt tøj på, tog toget ind til byen og Domus Medica.

»Jeg blev så glad, da jeg fik det brev fra den daværende formand for Lægeforeningen, at jeg var blevet udpeget til årets pris«.

I brevet fra Jesper Poulsen står, at modtageren i særlig grad har »gjort sig fortjent gennem sin praktiske lægegerning og ved sin ethos og personlighed står som et mønster for sine kolleger«.

Min far sidder med brevet foran sig og kan næsten ikke læse sætningerne op. Stemmen knækker.

»Det er derfor, at jeg altid har været så skideglad for den pris. Det var lige det, der kunne ramme mig«.

Jens trommer lidt med fingerspidserne ud for hjertet og fortsætter: »At jeg var et eksempel til efterfølgelse. Det var ikke noget med at have skrevet den fineste disputats, men have været en god læge. Det var et af mit livs højdepunkter«.

I indstillingen til prisen skriver Praksisudvalget og Lægekredsforeningen i Roskilde Amt, at »Jens Damsgaard er yderst afholdt af en stor og stabil patientkreds, som sætter pris på hans omsorgsfulde og gode lægearbejde«, og at han har haft »uvurderlig betydning for kvalitetsudviklingsarbejdet for praktiserende læger i Roskilde Amt«.

Lægebørn bliver læger

Til sidst i interviewet cykler vi til Lægehuset. På vejen er den ene arm som sædvanlig i vejret det meste af tiden, og han vinker til mange folk på gaden. Især de gamle.

I lægehuset er der liv denne fredag eftermiddag. De unge læger snakker sammen i køkkenet, fortæller om travlhed og afviste henvisninger. Meget er lavet om i Lægehuset, siden min far ejede stedet. Køkkenet, hvor jeg lå på en madras, når jeg var syg, er flyttet og er nu konsultationsrum. Jeg kan huske, at jeg engang lå med feber og hoste og slikkede på alle glassene i køkkenskabet. En form for hævnaktion måske. Som lægebarn vidste jeg præcis, hvad jeg gjorde, og at det var en dum idé.

Kørestolene, jeg plejede at køre ræs i, holder præcis samme sted, ligesom malerier, vi har produceret, stadig hænger på væggene i min fars konsultation, hvor et Wegenerbord adskiller rummet fra husets øvrige hæve-sænke-borde og kliniske udtryk.

Vi sætter os og taler om, hvor vildt det er, at hans ældste datter Line nu har købt sin egen lægepraksis i Hvalsø. Og at den mellemste datter, Nanna, også snart er praktiserende læge. Det synes jeg i hvert fald, at det er.

Hvad betyder det for dig, at nogle af dine børn har valgt at blive læger?

»Fra starten var det ren undren. Pludselig ringede Line om, at hun ville være læge. Først nu, hvor hun skal i praksis her i Hvalsø, har jeg mærket noget for alvor. Jeg har været nødt til at indrømme, at det betyder noget. Så har det ikke været helt åndssvagt, det liv, jeg har budt jer«.

Blev du skuffet over, at jeg ikke blev læge?

»Nej, det har jeg aldrig tænkt. Jeg var spændt på, hvad I ville vælge. Vi er ikke ud af en lægefamilie og har ikke haft forventninger. Min egen historie viser også, at det er små tilfældigheder, der afgør, hvor man ender«.

Jeg har heller aldrig følt et pres, understreger jeg. Jeg kan dog huske, hvordan min familie skraldgrinede, da jeg kom hjem fra efterskole og fortalte, at jeg ville på Gøglerskolen. Den gik alligevel ikke i lægefamilien.

Jeg skulle noget andet end lægelivet, det var sikkert. Noget, jeg har taget med mig fra barndomshjemmet, er mine forældres engagement i deres arbejde. Pyt med pengene, det skal være sjovt. Min far har talt varmt om sit job og har aldrig brokket sig over lægevagter. Min mor har også altid elsket det. Det gav mig en frihed til at vælge noget andet, gå efter mine egne interesser for musik og sprog. Det vil jeg give videre til mine to børn, fortæller jeg min far.

»Det er godt at høre«, siger han og smiler igennem de øjne, jeg kender så godt.