Når lægen er på video – ikke kun for de »stærke« patienter

»Jeg er nok en af de mest erfarne videolæger her i landet. Og jeg har virkelig opdaget, hvor meget vi kan med video – men også hvor begrænsningerne er«.

Jan Witting Wen fra Middelfart har kun været speciallæge i almen medicin i halvandet år. Men hvad han mangler i årelang erfaring, har han til gengæld opnået i konkrete og praktiske erfaringer med at agere som læge på en 27-tommer skærm med patienter, der befinder sig mere end 150 kilometer væk.

»Når jeg fortæller kolleger i almen praksis om mine gode erfaringer, bliver jeg mødt af en vis skepsis. Og der er da meget, video ikke kan. Men der er bestemt også rigtig meget, hvor det er en perfekt konsultationsform – både for lægen og for patienten«, siger han.

Den skepsis genfindes i undersøgelser og i udsagn fra andre praktiserende læger.

Helle Nygaard, der er praktiserende læge i den nordjyske landsby Klokkerholm, siger:

»For mig går der rigtig meget tabt med video. Der går meget viden tabt, som jeg får i det normale konsultationsrum, og det er utilfredsstillende for mig som læge. Derfor bruger jeg det ikke så meget – og rigtig mange af mine patienter vil helst være fri«.

En digital fordør

Med sundhedsreformen bliver digital kontakt med sundhedsvæsenet en ny patientrettighed i sundhedsloven med aftalepartiernes vision om »en digital fordør«. Regeringen fremsætter lovforslag om rettigheden i 2026.

Videokonsultationer blev indført som et kriseværktøj under COVID 19-krisen. Et kriseværktøj, som de praktiserende læger tog imod med kyshånd, og som blev en del af OK22.

Men siden krisen er praktiserende lægers brug af videokonsultationer faldet til 1,4% af samtlige konsultationer eller knap 3% af de konsultationer, der kan foregå via video.

»Vi synes, at 3% er godt begyndt, men det kan godt blive højere«, lyder det fra Karin Zimmer, der er formand for PLO’s digitaliseringsudvalg.

Ved årsskiftet 2024-2025 skulle videokonsultationer ifølge overenskomsten være et tilbud hos alle praktiserende læger. Den nyeste opgørelse fra PLO i januar viser, at 90% af alle klinikker har gennemført mindst én videokonsultation i perioden jan.-dec. 2024. Der resterer fortsat 156 klinikker, som ikke har registreret en videokonsultation – tallene er dog foreløbige, og der kan komme flere til.

PLO har i både oktober og december mindet lægerne om overenskomstens krav, ligesom organisationen har spurgt de medlemmer, der slet ikke bruger video eller bruger konsultationsformen meget lidt, hvorfor de fravælger video.

»Rigtig mange svarer, at de har teknikken, og at de tilbyder video, men patienterne efterspørger det ikke. Når man følger debatten i medierne, er det lidt overraskende, at mange praktiserende læger oplever at få nej fra patienterne, men det er oplevelsen hos mange af os«, siger Karin Zimmer.

Video for psykisk sårbare

Landets fire almenmedicinske forskningsenheder er ved at lægge de sidste hænder på et femårigt forskningsprojekt, vCare-projektet, om brugen af videokonsultationer i almen praksis. Forskningsleder og lektor Elisabeth Assing Hvidt fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet (SDU), forklarer om forskningsprojektet, hvor der bl.a. er blevet spurgt til lægers holdninger til videokonsultationer:

»Mange praktiserende læger har den holdning til videokonsultationer, at det er godt for de erhvervsaktive, travle patienter, som har brug for at blive lettet i hverdagen og har svært ved at tage fri fra arbejde. Det er altså et hensyn til tilgængelighed og bekvemmelighed for ,de raske’. Lægerne kan derfor være bekymrede for, at opprioritering af video medfører en skævvridning og en yderligere ulighed i sundhed, fordi ,stærke’ patientgruppers tærskel for at henvende sig til lægen kan blive sænket; der bliver skubbet til wait and see-princippet«.

Forskerne har vist, at de patienter, der fortrinsvis har brugt videokonsultationer i Danmark, er de midaldrende kvinder, mennesker i byerne og folk med et højt uddannelsesniveau. Interview med patienter i forskningsprojektet viser, at de patienter, der har brugt videokonsultationer, er tilfredse med, at de sparer tid, og at de kan komme hurtigere til, end hvis de skal vente på en fysisk konsultation. »De klassiske bekvemmelighedsargumenter«, som Elisabeth Assing Hvidt siger.

Hun har bl.a. været vejleder for Elle Christine Lüchau, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling om, hvordan videokonsultationer kan bruges til omsorg.

»Videokonsultationer kan bruges til nogle sårbare patienter, der foretrækker video til psykiske og psykiatriske problemstillinger, fordi de gerne vil skærme sig og sidde med det ,skjold’, som videoskærmen kan skabe. Nogle af de sårbare patienter vælger således nærværet fra og foretrækker en social og emotionel distance. Men omvendt ser vi også mange, som lige præcis savner nærvær, og som søger en så tæt relation med deres læge som muligt – de vil helst ikke mødes med lægen over video«, siger Elisabeth Assing Hvidt.

Som ovenstående viser, er spørgsmålet om videokonsultation svært at sætte på formel, og virkeligheden er broget. Derfor vil Elisabeth Assing Hvidt da heller ikke komme med et kontant bud på, hvor stor en andel af konsultationerne, der bør foregå på video.

Men skal de praktiserende læger så være mere opsøgende og slå på tromme for deres tilbud om videokonsultationer – på hjemmesiden og i venteværelset?

»Spørgsmålet om videokonsultation bør være en situationel vurdering mellem læge og patient. For nogle læger er videokonsultationerne en kærkommen variation i hverdagen, og flere siger også, at de sparer tid og bliver mindre empatitrætte bag videoskærmen. Men andre oplever det modsatte; de får ,teknikstress’ og kan sidde med en ubehagelig fornemmelse af, at der er noget, de har overset ved patienten«, siger Elisabeth Assing Hvidt.

»Tilbuddet om videokonsultation skal derfor helst gå hånd i hånd med lægens egne erfaringer. Hvis en læge slår tilbuddet om videokonsultationer stort op, selv om lægen selv har dårlige erfaringer med det, så risikerer man, at patienterne får en dårligere behandling«.

Ikke en fordel for de svage

Helle Nygaard er en af de praktiserende læger, der med egne ord bruger videokonsultationer »meget lidt«.

»Jeg har en meget selekteret patientpopulation her i klinikken. Vi er ude på landet; her er mange ældre, og så har jeg en hel del psykiatriske patienter, som jeg gennem årene har fået til at møde op i klinikken. Når vi foreslår en videokonsultation, siger de ofte, at de ikke kan, og de spørger, om vi ikke bare kan bruge telefonen, eller om de kan komme herind«, siger Helle Nygaard.

Hun er ikke selv arg modstander af video, men hun har nogle klare forbehold.

»Man skal ikke underkende de oceaner af informationer, vi får, når vi henter patienten i venteværelset, og når vi sidder sammen – læge og patient – i et konsultationsrum. Man lægger mærke til nogle ting, som man ikke ser på video«.

Helle Nygaard er bekymret for øget ulighed i sundhed, hvis lægerne bliver pålagt at opprioritere videokonsultationer.

»Jeg synes ikke, at video er en fordel for de svageste, og jeg er bekymret for den skævvridning af sundhedsvæsenet, det kan medføre, hvis vi skal bruge mere af lægens tid på at øge tilgængeligheden for erhvervsaktive patienter med teknisk snilde. Det har en pris, hvis vi gør det for nemt at komme til lægen«, siger Helle Nygaard.

Hvad mener du med det?

»Det må godt kræve en eller anden form for indsats at komme til lægen. Jeg er bange for, at der kan blive et større træk på os som læger, hvis det bliver for nemt bare lige at snuppe en videokonsultation. Og det er vel at mærke ikke et større træk for de udsatte patientgrupper, som vi jo helst skal gøre mere for«.

Video slider mindre

Jan Witting Wen i Middelfart har i øjeblikket et arbejdsliv, der er temmelig opdelt. To dage om ugen er han vikarlæge i en almen praksis, hvor han »har kolleger og får patienter mellem hænderne«, som han siger.

De resterende tre dage om ugen arbejder han som »ren« videolæge i Regionsklinik Skelund, der ligger lidt nord for Hadsund. Før det var han i et år videolæge i regionsklinikken i nordjyske Pandrup.

Som læge ser han store fordele i videokonsultationer.

»Jeg synes, det er mere fokuseret. De der typiske dørhåndtagsspørgsmål forekommer i langt mindre grad på video. På mange måder synes jeg, at det slider mindre. Der er jo meget udbrændthed blandt praktiserende læger, og jeg tror, at videokonsultationer kan være med til at give os en afveksling og variation i hverdagen i almen praksis, samtidig med at det giver bedre mulighed for hjemmearbejde«, siger Jan Witting Wen.

For nogle patienter kan afstanden være en fordel, mener han.

»Jeg laver en del samtaleterapi, og det er min oplevelse, at video fungerer godt til psykisk sårbare. For nogle af de angstprægede patienter føler sig mest trygge derhjemme, og for dem kan det være nemmere at åbne op og snakke, når der er en distance«.

Jan Witting Wen tror, at den skepsis over for videokonsultationer, han møder blandt kolleger i almen praksis, skyldes manglende kendskab og fortrolighed med konsultationsformen.

»Jeg kan sagtens forstå, at man kan være nervøs for at overse noget væsentligt, hvis man ikke er så velbevandret i konsultationsformen. Det skal man have respekt for, og hvis en læge ikke oplever, at man kan lave en ordentlig faglig vurdering, så må man give en fremmødetid«, siger Jan Witting Wen.

»Kvaliteten af en videokonsultation beror på den, der styrer konsultationen. Hvis lægen ikke kan finde ud af det, er det intet værd. Det er ikke raketvidenskab, men det kræver, at man sætter sig ind i det – og det har man ikke altid overskud til i en travl hverdag«.

Den sidste bastion

Videokonsultationer ses ofte som en mere effektiv konsultationsform for travle patienter og for samfundet. Og konsultationsformen bliver da også med jævne mellemrum anbefalet af såvel politikere som organisationer som Danske Patienter.

Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) har derimod været skeptisk over for den måde, videokonsultationerne blev indført – uden tilstrækkelig evidens.

Formanden for DSAM, Bolette Friederichsen, har således kaldt indførelse af videokonsultationer i lægevagten for »et kæmpe eksperiment«, og har sagt, at hun ikke mener, at »man skal indføre flere nye teknologier, uden at det er ordentligt forskningsmæssigt belyst«. Det skete i forbindelse med, at Radio llll omtalte flere klagesager, hvor vagtlæger havde fået kritik for at overse alvorlige tilstande på video.

Karin Zimmer fra PLO mener, at videokonsultationer er et godt tilbud, som skal være i almen praksis, og at konsultationsformen ofte har den fordel at være mere fokuseret.

»Men vi mangler forskning og evidens, og vi skal bestemt ikke have et fikseret måltal for, hvor mange videokonsultationer vi skal gennemføre. Det er populationsafhængigt, og det er en faglig vurdering«, siger Karin Zimmer.

»Vi er i almen praksis gået foran på dette område. Vi er dem, der laver allerflest videokonsultationer i sundhedsvæsenet – på Rigshospitalet udgør videokonsultationer f.eks. under 1% af konsultationerne«.

I medierne fremstilles det ofte, som om patienterne gerne vil have videokonsultationer, men at lægerne ikke vil tilbyde det. Det billede kan Karin Zimmer ikke genkende.

»Vi oplever ofte patienter, der takker nej til videokonsultation, når vi foreslår det. De vil hellere sidde over for et rigtigt menneske, siger de«.

Hun tænker lidt og tilføjer så:

»Det er en sjov ting her i vores samtid, hvor vi har skærme overalt – skærme, som vi hele tiden sidder og glor på, og som får folk til at mistrives. Måske er lægen en af de sidste bastioner, hvor du kan sidde og have en dialog – menneske til menneske – uden en skærm imellem. Den værdi har man nogle gange en tendens til at glemme«.