Når læger lægger kitlen: »Jeg skal gerne nå at gøre nytte – min restlevetid taget i betragtning«

Hals, bryst, talje, ryg, lår, fødder.

»Vil du have almindelig eller bred fod?«.

Rekrutteringsspecialist Liv Rasmussen har målebånd i den ene hånd og taster tal ind på computeren med den anden.

»Jeg vil godt have den brede«, svarer Marianne Mørk Mathiesen.

Hun skal også måles om hovedet til en hjelm, og mens Liv tager tallet, fortæller Marianne, at hun havde det største hoved af pigerne i gymnasiet.

»Det kostede en omgang«, griner hun.

Der bliver også målt langs armen. Vel at mærke, mens den er bukket. Måske så ærmet ikke stumper, når der gøres honnør?

Skydebriller skal hun også have. Her står valget mellem nogle, hun kan klikke uden på sine egne briller, eller nogle hun kan få lavet hos optikeren. Det er forskelligt, hvad folk vælger, fortæller Liv Rasmussen. Man kan jo starte med dem, man bare klikker på, foreslår rekrutteringsspecialisten.

»Dem tager jeg«, siger den nye menig.

Der bliver også målt op til handsker, og så er den side af sagen klaret.

»Det var sådan set det hele«, smiler Liv Rasmussen.

Om nogle uger vil Marianne Mørk Mathiesen kunne hente to store tasker fulde af uniform og udstyr her på Svanemøllen Kaserne, hvor hun har fået taget sine mål. Og når hun gør det, så er den tidligere praktiserende læge godt på vej til også at blive hjemmeværnssoldat. I en alder af 71 år.

National sikkerhed

Hvis man ikke ved noget om det, kan Hjemmeværnet måske lyde lidt legesoldateragtigt. Men man skal ikke hænge ud længe sammen med rekrutteringspecialisten på Svanemøllen Kaserne og tidligere praktiserende læge og kommende menig Marianne Mørk Mathiesen, før man opdager, at det er seriøst nok.

Det kræver tilladelse at komme forbi vagthuset på Svanemøllen Kaserne. Og af god grund. Kasernen er nemlig stedet, hvor Forsvarsakademiet har base. Det er her, de tre værns officersskoler holder til. Men ikke nok med det, så står kaserneområdet til at blive udbygget, så der også bliver plads til Forsvarets Efterretningstjeneste, som skal samles her i et nybygget domicil. Også et permanent helikopterberedskab til støtte for Rigspolitiets antiterrorberedskab rykker ind. Alt sammen udbygninger, der er begrundet i national sikkerhed.

Det er også her, at Stabshjemmeværnskompagni København holder til, hvis primære opgave er bevogtning, overvågning og sikring af militære og samfundsmæssige vigtige installationer og støtte til det øvrige forsvar samt civile myndigheder som politi og Beredskabsstyrelsen.

Sygemeldingsdanmark

71-årige Marianne Mørk Mathiesen kommer fra Esbjerg, hvor hun har arbejdet som praktiserende læge. Men politik trak i hende, og hun blev for ti år siden valgt til Regionsrådet som spidskandidat for Liberal Alliance i Syddanmark. Der sad hun i to valgperioder og gjorde sig bemærket med skarpe holdninger.

»Jeg er anti-bureaukrat, og jeg har altid syntes, at man må tage ansvar for sit eget liv. Men jeg har også altid været fortaler for de svageste. Folk, der uforskyldt kommer i ulykke, skal hjælpes. Men jeg har altid været irriteret på den måde, som vores samfund passiviserer og tager ansvaret fra folk på«, fortæller hun.

Lægelivet gav hende masser af stof at tage af til debatindlæg og klummer i de år, hvor hun både var regionspolitiker og læge. Først i kompagniskab, senere som vagtlæge for til sidst helt at droppe lægejobbet for at hellige sig politik og foredragsvirksomhed om »sygemeldings- og klynkedanmark«, som hun selv formulerer det.

Den bedste buket

Når man beder hende forklare, hvordan jobbet som netop praktiserende læge og vagtlæge går i hånd med skarpe holdninger til sygemeldinger og klynk, tøver hun ikke et øjeblik.

»Det har været nemt«, siger hun.

Patienter, der kom og bad om en lægeerklæring, fordi de var »forkælede og curlingagtige«, fik afslag. Ville man have samfundet til at forsørge sig, så skulle man have en meget god grund, gør hun det klart. Omvendt:
»Jeg havde en patient med to børn, der manglede få måneder af sin uddannelse, da manden forlod hende. Hun ville gerne sygemeldes, fordi det var for hårdt. Jeg sagde til hende, at hun skulle se at blive færdig, koste hvad det ville«, fortæller Marianne Mørk Mathiesen, som tilbød patienten sit eget kontor i lægepraksissen, hvor hun hver dag kunne møde ind og gøre sit studie færdig. Patienten blev vred og ville skifte læge.

»Det gør du ikke«, lød Marianne Mørk Mathiesens svar.

»Du kommer her«, fortsatte hun.

Patienten endte med at blive færdig med sit studie og sende sin læge en buket blomster som tak.

»Det er den bedste buket blomster, jeg nogensinde har fået«, fortæller Marianne Mørk Mathiesen med glæde og stolthed i øjnene.

Ansat på Borgen

Ved seneste regionsrådsvalg genopstillede Marianne Mørk Mathiesen ikke. Til gengæld skiftede hun til Nye Borgerlige og stillede op til Folketinget, hvor hun dog ikke kom ind. Og dog. For hun endte faktisk på Christiansborg alligevel. Pernille Vermund, daværende formand for Nye Borgerlige, ringede nemlig og tilbød hende en stilling som forbindelsesled mellem folketingsgruppen og de lokale partiforeninger rundt om i landet. Det job nåede hun at have i halvandet år, indtil ansættelsen stoppede med opløsningen af partiets folketingsgruppe på Christiansborg i januar i år.

Siden da har Marianne Mørk Mathiesen været pensionist. Med småjobs som serveringsdame i Nyhavn i en god vens restaurant.

»Det elsker jeg. Jeg kan godt lide at være serveringsdame. Det er mega sjovt. Ligesom det var helt vildt spændende at arbejde som HK’er bag murene på Christiansborg. Jeg er ikke for fin til noget. Tværtimod«, fortæller Marianne Mørk Mathiesen og lægger ikke skjul på, at lige netop tilsidesættelse af status og hierarki nok stammer fra det faktum, at hun gik gennem folkeskolen uden at kunne læse og skrive på grund af svær ordblindhed.

»Jeg har altid været bogligt handicappet. Og derfor uddannede jeg mig også til læge. For hvis jeg som ordblind kunne klare landets største akademiske uddannelse, så kunne jeg komme ud over stemplet som dum. Derfor har jeg heller aldrig følt mig for fin til noget som helst«, slår hun fast.

Helst samfundsnyttig

Marianne Mørk Mathiesen og Hjemmeværnets rekrutteringsspecialist Liv Rasmussen har sat sig udenfor i solen på Svanemøllen Kaserne. De jonglerer med datoer, for den nye menig skal i gang med sin soldateruddannelse. Den består af en lovpligtig pakke opdelt på fire moduler: En intro, grunduddannelse, geværskytteuddannelse og guardex, som står for bevogtning, skyttetjeneste og bevogtning. Modulerne kan tages spredt over længere tid eller samlet. 71-årige Marianne Mørk Mathiesen vil gerne klare det hurtigst muligt og vælger et samlet forløb i efteråret.

»Jeg skal jo gerne nå at gøre nytte. Min restlevetid taget i betragtning«, siger hun og griner, mens Liv Rasmussen prøver at finde ud af, om hun kan tage uddannelsen ved Jægerspris eller i Aabenraa.

»Dejlige steder begge to«, forsikrer hun, der selv har været på alle øvelsesterrænerne.

Rekrutteringspecialisten fortæller også, at 71 år ikke er en forhindring for at uddanne sig til hjemmeværnssoldat. Det handler blot om at have et ønske om at ville gøre en forskel.

Det er præcis, hvad Marianne Mørk Mathiesen har. Allerede som ung skrev hun til Mother Theresa i Indien, om hun kunne bruge hendes hjælp.

»Nu hvor jeg er pensioneret, har folk foreslået, at jeg kunne spille golf. Men det gjorde jeg i mine unge dage. Jeg har det bedst, hvis jeg er samfundsnyttig«, fortæller hun, og valget faldt i stedet for på Hjemmeværnet af to årsager. En positiv payback for alt det, samfundet har givet hende, blandt andet lægeuddannelsen. Men også på grund af den sikkerhedsmæssige situation, som Danmark står i med truslen fra blandt andet Rusland.

»Det er ikke en tanke, jeg ville have fået for otte år siden, og jeg er heller ikke særligt bekymret selv. Men hvis jeg kan være med til at beskytte civilbefolkningen og vores infrastruktur som vandværker og elnettet, så gør jeg gerne det«, siger hun.

Passe på vandværker

Hun regner med, at Hjemmeværnet gør brug af blandt andet hendes lægefaglige kompetencer. Selv er hun ikke i tvivl om, at hun med et langt lægeliv bag sig er god til at tænke klart i pressede situationer, og at hun også i en potentiel tilspidset militær sammenhæng kan trække på erfaringer fra både skadestue og anæstesi.

»Hvis man skal hjælpe folk ud af en sammenstyrtet bygning, så vil jeg nok være god til at skabe et overblik og vide, hvad jeg skal prioritere først«, siger hun, men tilføjer, at hun altså heller ikke vil være bleg for at give den som parkeringsvagt eller stå og passe på et vandværk.

Og skal hun sammenfatte, hvad der driver hende, uanset om det er som læge, politiker, serveringsdame eller soldat, så tænker hun sig lige om et øjeblik, men svarer sikkert:

»Det er nok virketrang. En stærk virketrang. Og så en stærk retfærdighedssans«.

I solen på kasernen på Østerbro er planlægningen af Marianne Mørk Mathiesens hjemmeværnsuddannelse kommet på plads. Det bliver i Aabenraa til efteråret. Det er hun tilfreds med på en ud-over-stepperne-agtig måde.

»Så er der styr på det. Ellers er jeg kun et telefonopkald væk«, bekræfter rekrutteringspecialisten Liv Rasmussen og smiler afsluttende til Marianne Mørk Mathiesen, som får at vide, at efter endt uddannelse mødes man hver 14. dag på kasernen for at modtage mere undervisning, men også for bare at være social sammen med de andre hjemmeværnssoldater.