Skip to main content

Når moderskab bliver til ondskab

Bogen »Motherlode« viser den vilje til selvforglemmelse, som opstår, når omgivelserne svigter. Velfærds-Danmark er ude af syne, og tilbage står et barn, man gjorde fortræd. Læs anmeldelse af Oscar Juul.

Cover: Gads Forlag

Oscar Juul, BA medicin. Interessekonflikter ingen

20. jun. 2025
3 min.

Fakta

Motherlode

I Christine Kærulvs debutdigte »Motherlode« søger en ung pige helle fra sin mors verbale overfald, i en virtuel verden, nærmere bestemt computerspillet Sims 2. I Sims er opgaven at skabe harmoniske familier, hvor alle trives, og alle behov er dækket. Bogens titel er en snydekode i Sims, der genererer uendelige penge og gør livet nemt. Derudover er ordlyden den samme som i ordet »motherload« (moderbyrde), og det virker ikke tilfældigt. Christine Kærulvs fremstilling af et barns sitrende urolighed og forliste barndom er alt andet end harmonisk.

Digtene tematiserer psykisk vold i et provinsmiljø, hvor faren producerer svin, og broren kører motocross. Moren fremstilles som en tyrannisk skikkelse, der igen og igen ender med at bruge sin datter som lynafleder, når hendes indre slår gnister. Pigen går på æggeskaller for ikke at antænde endnu et raserianfald fra sin mor. Det dysfunktionelle hjem sætter sig i pigens krop, giver ufrivillige vandladninger og fodrer en ond spiral:

»Mor truer med at operere mig // hun vil tage mig til hospitalet og bede dem om at fjerne navlen // en rød cirkel // her // hun peger // her vil de anlægge slanger // så du kan pisse ud af navlen resten af livet // så kan du fat det // !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! om det er dét jeg vil?«

Teksten fremstiller moren set fra et barneperspektiv. Sproget er nøgternt, observerende, beskrivende og uden psykologiske efterrationaliseringer om, hvorfor moren er blevet den, hun er. Det ene øjeblik agerer pigen psykolog for moren, der taler uden forbehold og får læseren til at krumme tæer, det næste øjeblik forvandles hun til en spydig fontæne af skældsord. På tværs af digtene optræder af og til en skov af udråbstegn, der træder frem i teksten, når bølgerne går højest. Det særlige grafiske virkemiddel giver en effekt af noget uhåndgribeligt traumatisk. Som om visse sætninger ikke kan siges, fordi de fra barneperspektivet er uforståelige og forstyrrende. I stedet må de fortrænges og efterlade en kæde af små sorte nåle på papiret.

Sproget i »Motherlode« er krystalklart og inviterer læseren til at træde ind over tærsklen til en barndomsskildring, der fremviser selvbeskyttende strategier såsom søskendeomsorg: »jeg siger til bror: // vi må gro en form for mor i vores egen krop«. Fortællingen er skrevet i et sprog, der ligger tæt på barnets stemme, men uden at blive banalt eller overfladisk. Særegent for stilen kan man pege på de dobbelte billeddannelser: »pomfritter der syder raslende bland-selv« Eller de små rytmiske perler: »og salter snegle uden huse«. De små spinkle sætninger, kun i små bogstaver, synes at rumme en stor skrøbelighed.

Flere af digtene peger tilbage til morens fortid, men uden at berette fra den. Derimod viser de, hvordan nedarvede traumer kan se ud: »Mor siger: du kan ikke stole på nogen // dine veninder du forventer for meget // tro mig når jeg siger: du bliver skuffet // alle vil altid forlade dig til sidst«. Moren fremstår selv som et brændt barn og minder os om, at mennesker ikke bliver onde ud af sig selv.

»Motherlode« er fyldt op af den vilje til selvforglemmelse, som opstår, når omgivelserne svigter. Velfærds-Danmark er ude af syne, og tilbage står et barn, man gjorde fortræd.