Praktiserende læge Anders Lyck fra Sønderjylland ser intet behov for at bruge de værnemidler, han har fået tilsendt. Han mener, det vil sende et uheldigt signal til patienterne, og at der er noget selviscenesættende over de praktiserende lægers debat om værnemidler.
I et hvidt skab i Anders Lycks laboratorium står der en stor papkasse med mundbind, visirer og kitler. De ligger der sammen med den pakke værnemidler, som han modtog i forbindelse med svineinfluenzaen i 2009.
Og der får de formentlig lov at ligge en rum tid endnu. Hverken Anders Lyck, hans KBU-læge eller sekretæren har hidtil haft noget behov for at fiske værnemidler ud af skabet.
»Jeg har den tilgang til det, at det her er en lægepraksis, som det også var før krisen. Alle de patienter, hvor der er den mindste mistanke om corona, skal jo i coronatelt, holde sig hjemme eller ind på sygehuset, så jeg tror ikke, at risikoen for smitte er så stor her i praksis. Hvis min sekretær og KBU-læge har lyst til at sidde i rumdragt med visir, skal det stå dem frit for, men det har de ikke ønsket – og det er altså ikke, fordi jeg har vredet armen om på dem«, siger Anders Lyck, der i ti år har haft solopraksis i Hejls syd for Kolding.
I disse uger skal almen praksis åbne mere op og vende gradvist tilbage til lidt mere normale tilstande. Det er fortsat hovedsageligt hospitalerne, der skal tage sig af patienter, der mistænkes for coronasmitte, men hos de praktiserende læger er de øvrige patienter så småt begyndt at vende tilbage, og regionerne har sendt de første pakker med værnemidler ud til lægerne.
Læger er uenige
Men de praktiserende læger er delt i spørgsmålet om værnemidler, og det er blevet ivrigt debatteret på blandt andet Facebook. Nogle savner flere værnemidler, andre er tilfredse med det nuværende niveau, og så er der dem – som Anders Lyck – der ikke ser behovet, som situationen er nu.
»Det giver mening på plejehjemmene, hvor de ansatte i længere tid er i nærkontakt med beboere, der har behov for personlig pleje, men det giver ikke mening, bare fordi jeg lige skal tale med en patient eller se en patient kortvarigt i øret eller øjet«, siger Anders Lyck.
Når patienterne i dag kommer ind til lægen i Hejls, er alt dog ikke som før coronaepidemien. Der står håndsprit flere steder, der luftes ofte ud, der er åbnet et ekstra venteværelse, og patienterne sidder ikke tæt sammen og venter.
Og så er lægen blevet galant.
»Jeg render og åbner og lukker døre for patienterne, så de ikke rører ved dørhåndtag herinde. Vi sørger også for, at der er god tid mellem patienterne, så vi så vidt muligt undgår, at de sidder flere sammen og venter«, forklarer Anders Lyck.
Går ud over kommunikationen
Hans modvilje mod at anvende værnemidler bunder også i, at han mener, at det sender uheldige signaler til patienterne.
»Der er sådan lidt ’vig fra mig, du er farlig’ over det. Jeg tror ikke, at det giver en særlig god kommunikation, og jeg tror ikke, at patienterne vil føle sig særligt velkomne, hvis vi først kan snakke sammen, når både de og jeg har iført os mundbind. Der er heller ikke en eneste af mine patienter, der har brokket sig over, at der ikke var mundbind, men vi snakker da lidt om, at jeg pludselig er blevet så galant og holder døren for dem«.
Anders Lyck er 46 år, sund og rask og føler sig ikke selv udsat, selv om han vil indrømme, at det da godt kan gibbe lidt i ham, når han læser om en 36-årig, coronasmittet social og sundhedsassistent, der er afgået ved døden.
Selv om han har læst, at en meget stor del af smitten kommer fra asymptomatiske personer, får det ham ikke til at frygte, at hans praksis bliver en smittecentral.
»Smittetrykket er jo ikke så stort her. Det er mig meget magtpåliggende at holde fast i, at her driver vi almen praksis, det er ikke en infektionsmedicinsk afdeling. Der er fanden til forskel på at sidde her i praksis og så stå på en afdeling, hvor man eksponeres for coronasmitte i rå mængder«, siger Anders Lyck.
Selviscenesættende
Han synes heller ikke, det giver mening, at han skal tage imod patienterne i »rummandsoutfit«, når de bagefter går direkte i SuperBrugsen og i byggemarkedet og roder rundt efter varerne, eller de får besøg af børnebørnene, der har været henne i skolen hele dagen. Den slags hænger bare ikke sammen i det lyckske hoved.
»Jeg synes, det er en lidt anstrengende diskussion. Og jeg synes også – og det må du godt citere mig for – at der er et eller andet selviscenesættende i hele den der debat om værnemidler blandt os praktiserende læger. Vi vil så gerne vise, at vi også er med i forreste række i kampen mod corona. Men altså, jeg føler bare ikke, at vi er så udsatte, sådan som situationen er nu«.
Anders Lyck har tre børn og tre bonusbørn. Han kan lige så godt blive smittet af dem eller på en indkøbstur i Brugsen, som han kan blive smittet i sin praksis, siger han. Og så synes han i øvrigt, at det er på tide, at samfundet lukker mere op.
»Nu har vi sikret beredskabet med medarbejdere og respiratorpladser nok på intensivafdelingerne, så vi ikke ender som Italien, Spanien eller New York. Men så er vi også klar til at få mere gang i samfundet igen. Vi kan alligevel ikke kontrollere corona og fjerne det fuldstændigt. De, der skal dø af corona, de kommer til at dø af det, uanset hvad vi gør. Det er jeg 100 procent sikker på. Lad smitten ske«.
LÆS OGSÅ:
Vi har brug for flere værnemidler
To praktiserende læger – to vidt forskellige holdninger til værnemidler i almen praksis
