Cecilie Thorning Jacobsen er utryg ved anbefalingerne om værnemidler i almen praksis, fordi de er baseret på det muliges kunst og ikke på faglig evidens. Vi er nødt til at forholde os til, at en meget stor del af smitten sker fra personer uden symptomer, siger hun.
Smitter jeg mine kolleger, mit personale, mine patienter?
Smitter de mig?
Cecilie Thorning Jacobsen har været læge i 20 år, hun er praktiserende læge i en kompagniskabspraksis i København, og i denne tid er hun noget bekymret. Bekymret over den begrænsede beskyttelse, som bliver hende og andre i primærsektoren til del i den nuværende situation, hvor netop almen praksis, speciallægepraksis og hele plejesektoren er udset til at skulle åbne mere og mere op.
»Men vi er og har ikke været beskyttet godt nok til det arbejde, vi nu skal udføre«, siger Cecilie Thorning Jacobsen.
Hun tilføjer:
»Ud over de professionelle erfaringer har jeg også personlige erfaringer med coronavirus«.
I midten af marts blev hendes gamle far syg, og hun sørgede selv for at få ham indlagt efter et fald i hjemmet. På det tidspunkt var han ellers symptomfri, han var hjerte-lunge-rask og afebril. Dagen efter indlæggelsen blev han syg, og efter 11 dage døde han af COVID-19-lungebetændelse. Cecilie Thorning Jacobsen deltog iført værnemidler i sin fars terminalpleje på en af Region Hovedstadens coronaafdelinger i de sidste to døgn, han levede.
»Jeg havde ikke værnemidler på, da jeg indlagde ham, for han havde jo ingen symptomer på at være smittet med coronavirus. Først langt senere fik vi sammen med resten af befolkningen at vide, at COVID-19 smitter, før folk får symptomer«, fortæller Cecilie Thorning Jacobsen.
Hendes egen COVID-19-svælgpodning var negativ fire dage efter indlæggelsen.
Det er blandt andet oplevelsen med faderens sygdom og død, der har fået hende til at tænke over, hvor stor usikkerhed der er om hendes egne og andre praktiserende lægers arbejdsforhold lige nu.
»Vi navigerer i et usikkert farvand. Det, vi stadig navigerer efter, er en uklar blanding af faglige retningslinjer, som er baseret på den tilstedeværende evidens, og midlertidige anbefalinger, som er baseret på, hvad der er muligt. Når det gælder værnemidler, er anbefalingerne i høj grad baseret på det muliges kunst. Det gør mig ærlig talt noget utryg«, siger Cecilie Thorning Jacobsen.
Vi må ikke hamstre
I midten af april modtog alle landets praktiserende læger en pakke med værnemidler. Her var masker til patienter og til læger og personale, her var visirer, overtrækskitler, håndsprit og handsker.
Men de regionale lagre har ikke just bugnet af værnemidler indtil nu, og derfor bebudede Danske Regioner »en restriktiv praksis«, der skal begrænse overforbrug, som det betegnes, hvis lægerne sikrer sig ved at opbygge lokale lagre.
I Cecilie Thorning Jacobsens kompagniskabspraksis er der tre læger, en højgravid uddannelseslæge og personale, hvoraf nogle tilhører risikogrupperne. Hun mener ikke, at de er godt nok beskyttet i en situation, hvor almen praksis skal vende tilbage til noget, der ligner normale tilstande.
»Jeg synes, det er svært at arbejde i almen praksis med det dobbeltansvar, vi har: Vi har et ansvar for ikke at smitte patienterne, og vi har et ansvar for at sikre, at vores personale ikke bliver smittet af patienterne. Og så skal vi jo heller ikke selv smittes«, siger hun.
Cecilie Thorning Jacobsen regner lidt på det. I hendes praksis kan de nemt komme op på at bruge 200 mundbind på en uge, hvis både patienter og personale skal være godt beskyttede, siger hun.
»Men de mundbind er der ikke, og vi må heller ikke købe dem. Hvis jeg er villig til at betale for at sikre mine patienter og mit personale bedst mulig beskyttelse, så hamstrer jeg, og det er ikke tilladt«.
»Det er svært at være i«
Senest har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) meldt ud, at medarbejdere skal kunne få erstatning efter reglerne om arbejdsskadeerstatning, hvis det kan sandsynliggøres, at de er blevet smittet på deres arbejde.
Det forventer Cecilie Thorning Jacobsen dog ikke får større betydning for hende selv, andre af landets praktiserende læger eller personale, der arbejder i det primære sundhedsvæsen.
»Hvordan skal man kunne sandsynliggøre det, når COVID-19 smitter, før man får symptomer? Jeg har to børn, og en mand, der primært står for vores indkøb for tiden. De kan lige så godt smitte mig. Realistisk set vil vi i primærsektoren ikke kunne sandsynliggøre det på samme måde som de, der arbejder i hospitalernes coronaafsnit, kan. Man skal ikke være naiv«.
Hun forstår godt, at der skal åbnes op nu, for ellers kan samfundet ikke hænge sammen. Og som udgangspunkt skal COVID-patienter jo fortsat tilses og behandles i hospitalsregi og ikke i almen praksis. Men på plejehjemmene skal personale og praktiserende læger yde pleje og omsorg til COVID-patienter, der ikke skal indlægges.
»Det helt centrale problem for alle os, der arbejder i primærsektoren, er, at anbefalingerne om brug af værnemidler er politiske og er baseret på det, der er muligt og ikke på det, der er fagligt bedst. Det er ikke holdbart, når vi faktisk ved, at 44 procent af smitten sker fra symptomfrie patienter i op til minimum to dage inden symptomdebut. Det er vi nødt til at forholde os til, og det er svært at være i – både fagligt og personligt«, siger Cecilie Thorning Jacobsen.
LÆS OGSÅ:
To praktiserende læger – to vidt forskellige holdninger til værnemidler i almen praksis
