Skip to main content

Nu skal overlæger og speciallæger have samme tillidsrepræsentant

Ugeskrift for Læger har spurgt forperson Wendy Sophie Schou og formand Bjarne Hjaltalin, hvilke forventninger de har til den nye struktur. (Foto: Joachim Rode og Maria Tuxen Hedegaard)
Ugeskrift for Læger har spurgt forperson Wendy Sophie Schou og formand Bjarne Hjaltalin, hvilke forventninger de har til den nye struktur. (Foto: Joachim Rode og Maria Tuxen Hedegaard)

Af Jesper Pedersen, jp@dadl.dk

12. okt. 2026
4 min.

Netop i disse måneder vælges der nye tillidsrepræsentanter (TR’er) blandt lægerne på landets hospitaler. Det sker efter en helt ny struktur. Mens overlægerne hidtil har haft deres egne – få – TR’er, så har Yngre Lægers ditto repræsenteret såvel speciallæger som uddannelseslæger. Men med den historiske fælles overenskomst for overlægerne og speciallægerne, som Overlægeforeningen og Yngre Læger indgik med Danske Regioner i foråret – og som træder i kraft 1. april næste år – bliver også TR-systemet ændret markant.

Fremover skal der vælges én TR på alle afdelinger med mindst fem speciallæger og overlæger, og vedkommende kommer til at repræsentere begge de to grupper som én fælles stemme over for ledelsen. Alt imens uddannelseslægerne vælger deres egen tillidsrepræsentant på afdelingerne. Det forventes samlet set at give noget nær en fordobling af tillidsrepræsentanter til at varetage lægernes interesser på landets hospitaler. Ved redaktionens deadline, 6. oktober, var der valgt 67 TR’ere i den nye struktur – 33 speciallæger og 34 overlæger. Dertil 12 suppleanter. Der bliver løbende holdt valg i hele landet, så tallet stiger hele tiden.

Ugeskrift for Læger har talt med to af de TR’er, som allerede er valgt i den nye struktur – en fra Yngre Læger og en fra Overlægeforeningen. Samt spurgt forperson og formand for de to foreninger, hvilke forventninger de har til den nye struktur.

Fakta

Værd at vide om TR-valget

Wendy Sophie Schou, forperson for Yngre Læger:

Hvilke fordele har den nye TR-struktur for speciallæger i Yngre Læger?

»Den helt store gevinst er en markant styrkelse af den lokale repræsentation. Med den nye struktur kommer vi op på omkring 850 TR’er og 90 FTR’er for speciallæger, overlæger og uddannelseslæger tilsammen. Det er ca. en fordobling i forhold til i dag. Speciallæger og overlæger står med mange af de samme problemstillinger i hverdagen, og nu får de mulighed for at stå sammen om at løse dem. Det kan give speciallægerne en stærkere stemme i lokale drøftelser om bl.a. arbejdstilrettelæggelse, arbejdsmiljø og løn«.

Hvilke potentielle faldgruber vil du især være opmærksom på ved den nye struktur?

»Det er en ny struktur, og det kommer naturligvis til at tage lidt tid at finde de gode måder at arbejde sammen på. Speciallæger og overlæger er vant til at være repræsenteret forskelligt lokalt, og nu skal en fælles TR sikre, at begge grupper bliver set og hørt. Samtidig bliver det vigtigt med et tæt samarbejde mellem TR’erne for special- og overlæger og for uddannelseslæger. Den nye struktur skal styrke repræsentationen – ikke skabe nye skel mellem læger, som arbejder tæt sammen i hverdagen«.

Hvilke positive og negative konsekvenser kan strukturen få for uddannelseslægerne?

»Det er en styrke, at uddannelseslægerne fortsat får deres egen TR med fokus på deres særlige vilkår med f.eks. korte ansættelser. Special- og overlægernes TR’er vil typisk have en længere tilknytning til arbejdspladsen, og gennem tæt koordinering og samarbejde kan de også være med til at styrke uddannelseslægernes repræsentation. Derfor skal der være et tæt samarbejde, så alle får reel indflydelse på fælles spørgsmål som arbejdstilrettelæggelse, vagtplanlægning og arbejdsmiljø. Alle kommer også på fælles TR-dage med henblik på at løse ting i fællesskab – f.eks. styrkelse af lokalløn«.

Bjarne Hjaltalin, formand for Overlægeforeningen:

Hvilke fordele har den nye TR-struktur for overlægerne?

»Den største fordel er, at langt flere overlæger får en TR tæt på deres hverdag. Vi får lokale TR’er med direkte indsigt i arbejdsvilkår, som kan bistå kolleger og gå i dialog med ledelsen på de enkelte afdelinger. Samtidig får speciallæger og overlæger en fælles stemme. Det vil styrke vores gennemslagskraft i lokale drøftelser og forhandlinger. For os som overlæger er det også nyt med en plads i MED-systemet, hvor vi nu får adgang til flere informationer og kan give vores input til lokale beslutninger«.

Hvilke potentielle faldgruber vil du især være opmærksom på ved den nye struktur?

»Vi skal sikre, at både overlæger og speciallæger føler sig godt repræsenteret – uanset om TR kommer fra den ene eller anden forening. Det kræver god dialog og klare mandater. Derudover er det vigtigt, at nye TR’er får den nødvendige uddannelse og opbakning, så de får gode forudsætninger for at løfte opgaven«.

Hvordan tror og håber du, at det kommer til at ændre overlægernes brug af TR-systemet?

»Jeg håber, at medlemmerne vil bruge TR mere aktivt. Når TR arbejder på samme afdeling, bliver vejen kortere fra udfordring til dialog. Det giver mulighed for at løse problemer tidligere og styrke den lokale dialog. Men strukturen virker kun, hvis vi bruger den. Derfor håber jeg også, at mange vil deltage i valgene og bakke TR op. Vi står stærkest, når vi engagerer os og løfter i fællesskab – også når vi ikke selv er TR«.