Skip to main content

Nysgerrig podcastserie om vacciner

Professor i global sundhed fra Syddansk Universitet Christine Stabell Benn inviterer i sin nye podcast »Vaccine curious« læger, forskere, journalister, historikere, antropologer til en snak om, hvad vacciner er og ikke er. Med podcastserien ønsker Christine Stabell Benn nysgerrigt at italesætte den udvikling i vacciner, vi har set de sidste år og etablere nye rammer for samtalen om vacciner.
Cover: Podtail.com
Cover: Podtail.com

Gitte Kronborg, overlæge dr.med., Infektionsmedicinsk Afdeling, Københavns Universitet, Amager-Hvidovre Hospital. Interessekonflikter: ingen

15. jul. 2022
3 min.

Christine Stabell Benn har inviteret i alt syv personer ind til hver deres interview og samtale omkring vacciner. Nogle afsnit bærer den interviewedes navn, andre har en mere overordnet titel som f.eks. »Borgere og bivirkninger«.

Faktaboks

Fakta

Målgruppen til Vaccine curious er ikke helt oplagt, men efter at have hørt flere af episoderne, er indtrykket, at en sundheds- eller naturvidenskabelig baggrund er en stor fordel for at følge med i samtalerne eller foredragene. COVID-19-pandemien og udviklingen af vacciner i den forbindelse har tydeligvis – og helt forståeligt været det, der har inspireret til serien.

Mange af gæsterne og Christine Stabell Benn selv er blevet kendte stemmer og ansigter i de fleste medier under COVID-19-pandemien. Thorkild I.A. Sørensen, Jens Lundgren, Allan Randrup Thomsen og Stanley Plotkin som videnskabelige eksperter inden for epidemiologi, virusinfektioner, immunologi og vacciner. Anders Beich som praktiserende læge og i den forbindelse rådgiver for familier i sin lægepraksis omkring COVID-19-vaccination. Af ikkelæger bidrager Sine Jensen, seniorrådgiver ved Forbrugerrådet TÆNK, og Anne Sofie Allarp, forfatter, meningsdanner og jurist.

Jeg har valgt at anmelde tre episoder, som jeg på forhånd mente var mig mest fremmed.

Professor emeritus Stanley Plotkin – 90-årig amerikansk læge, som har arbejdet i mange år med udvikling af vacciner, giver et udmærket indblik i vaccinehistorik og fremhæver, hvor mange menneskeliv der er reddet af vaccination. Endvidere interessant og oplysende samtale omkring vacciners mulige uspecifikke virkninger.

I »Borgere og bivirkninger til vacciner«, gives en praktisk vejledning i, hvordan vaccinebivirkninger indberettes og patientforsikringens funktion. Sine Jensens fokus er, hvor svært det kan være at »blive set« af sundhedssystemet og troet på, i forbindelse med nyopstået sygdom – eller bivirkninger i forbindelse med COVID-19-vaccination. Samtidig redegøres i programmet for den fine beslutning og kommunikation fra sundhedsmyndighederne omkring mulige bivirkninger og tilbagetrækningen af de vektormedierede vacciner fra Astra-Zeneca og Johnson & Johnson.

Anne Sofie Allarp er blandt meget andet pårørende til en person, som er blevet syg i forbindelse med vaccination mod COVID-19. Sygdommen pågår nu på tiende måned. Indslaget beskriver oplevelsen af både sundhedsvæsnet og sundhedsmyndighedernes urimelige arrogance overfor personer, der under pres og med meget dårlige informationer lader sig vaccinere mod COVID-19 og efterfølgende bliver syge. Anne Sofie Allarp giver udtryk for sin forargelse over specielt Sundhedsstyrelsens kommunikation omkring vaccinerne, som ifølge Anne Sofie Allarp virker nedladende og »folk« betragtes som »kvæg og idioter«. Endvidere stilles der et stort spørgsmålstegn ved, at vaccination kan anbefales grundet et folkesundhedsprincip frem for et hensyn til den enkelte person. Dette diskuteres ikke i indslaget, men står tilbage uimodsagt.

Alle tre episoder har været interessante at lytte til, Christine Stabell Benn har en behagelig stemme, afbryder ikke sine gæster og lader dem dermed komme meget frit til orde. Dette overlader lytteren til selv at være kritisk over for de informationer, som gæsterne bidrager med, hvilket er en god ide, specielt hvis lytteren har en vis baggrundsviden om emnet. Vaccine curious er kategoriseret som naturvidenskab, hvilket er retvisende, og kommunikation omkring pandemi og vaccination er nok et emne for sig selv.

Læs flere anmeldelser:

Hvordan håndterer vi fremtidens pandemier?

»Succeser har mange mødre« er et godt udtryk, når man skal beskrive den genetiske vaccinerevolution

Øvelser i afsked – en coronakrønike