Nogle siger, at alle rejser dybest set handler om at komme hjem.
Ordene dukker op i erindringen på terrassen ved den gamle lægebolig på Bogø. For her i solskinnet under en blomstrende syren sidder to læger, forskellige af alder, køn og erfaring, men med den samme grundfortælling om, at der var så meget andet i verden, som trak i dem. Så meget, de ville prøve og ville være.
De fik snuset til en anden uddannelse og et andet speciale, de fik lært og oplevet.
Men Jens og Karen Linnet, far og datter, vendte begge hjem. Som pålidelige tandhjul i en ubrudt familietradition af praktiserende læger for borgerne på Bogø og Møn. En tradition, som Linnet-lægerne med få års afbrydelse har holdt i hævd siden 1897, og som nu efter alt at dømme kommer til at række mange år ud i fremtiden.
For fra 1. juli har 38-årige Karen Linnet overtaget sin 67-årige nypensionerede fars andel i tre-mandskompagniskabspraksissen i Damsholte på Møn og er indtrådt som det fjerde led i rækken af Linnet-læger på Bogø og Møn.
Her midt i syrenens sansebombardement fortæller Jens og Karen Linnet om deres fælles glæde ved at udgøre nye kapitler i fortællingen om doktor Linnet. Men de fortæller også om, hvor vigtigt det er som den nye i rækken at finde sin egen lægeidentitet og ikke blive en kopi.
Især når patienterne siger: »Jamen, din far plejede altid …«
For fremtidens ø-læge, Karen Linnet, er beslutningen om at blive praktiserende læge på Bogø og Møn et valg, som går på tværs af de strømninger, der ellers præger yngre læger på vej i praksis.
Statistikkerne har i årevis vist den samme tendens: Unge almenmedicinere slår sig ned i praksis i og omkring universitetsbyerne, mens patienter i landområderne, særligt i Region Sjællands udkant, tørster efter nye praktiserende læger og ofte må lade sig nøje med en broget palet af skiftende læger i regionsklinikker, udbudsklinikker og koncernklinikker.
Det var da heller ikke superindlysende, at Karen Linnet skulle være ny læge på Bogø og Møn. Nok er hun født og opvokset på egnen, men hun var groet godt og grundigt fast i hovedstadsområdet med gode venner, kolleger og byliv og ikke mindst med sin mand – indfødt københavner med arbejde i byen – og deres to små børn.
»Selvfølgelig gør man sig nogle overvejelser, når man flytter til udkantsdanmark efter at have boet tyve år i København«, siger Karen Linnet. »Falder familien til, hvad med mandens arbejde, kan man finde et spændende job, og kan man få gode kolleger? Det er nok det, der har fyldt mest«.
Tretten forskellige stillinger, primært i Region Hovedstaden, er det blevet til, siden Karen Linnet blev færdig som læge på Københavns Universitet i 2011. Hun har været i introstilling i anæstesiologi og vaklede en tid mellem at vælge speciale i anæstesiologi eller almen medicin. Og hun har taget reservelægeuddannelse i Forsvaret og har været udsendt to gange til henholdsvis Afghanistan og Nordatlanten.
»Hun er lidt af en vildbasse«, lyder hendes fars kærlige karakteristik, og Karen Linnet vil da også fremover – ved siden af sit arbejde i praksis – være tilknyttet Forsvarets redningshelikopter én dag om måneden.
»Jeg var slet ikke sikker på, at jeg ville være praktiserende læge. Der var mange andre ting, jeg syntes var spændende. Men jeg har altid tænkt det som en mulighed. Jeg var bare ikke klar før«, siger Karen Linnet og forklarer:
»Jeg ville gerne prøve nogle andre ting først; komme ud at rejse med mit fag og bruge det på en anden måde, som er mere fysisk betonet. Den kombination fandt jeg i Forsvaret«.
Karen Linnet følte sig godt tilpas på hospitalerne, også med vagterne, og hun syntes, at det hele – også alt det akutte og præhospitale – var megaspændende.
»Det var megasvært at træffe beslutningen om specialevalg. Men jeg har ikke kigget mig tilbage siden«Karen Linnet, praktiserende læge
»Mit valg af almen praksis er ikke et fravalg af hospitalet. Slet ikke. Det er et tilvalg«, siger hun. »Jeg interesserer mig for rigtig mange ting, og almen medicin rummer jo alt. Det er et speciale, som passer godt til os, der kan lide lidt af det hele, og jo flere år jeg har fået på bagen som læge, des mere sexet synes jeg, at forebyggelse i almen medicin er. Det er jo utroligt meningsfuldt at kunne spare både patient og samfund for en hospitalsindlæggelse«.
Hun tilføjer – med et fast lyseblåt blik over havebordet:
»Det var megasvært at træffe beslutningen om specialevalg. Men jeg har ikke kigget mig tilbage siden«.
Nis, Kristian, Jens og Karen.
Fire læger af Linnet-familien. Læger af hver sin tid, på hvert sit stadie af den medicinske udvikling og med hver sin personlighed. Men alle med et ben i den smukke lægebolig i Bogø By, som Nis Linnet lod opføre i 1928 på kanten af markerne.
Men lægedynastiet Linnet på Bogø kunne måske være endt et helt andet sted, såvel geografisk som medicinsk, hvis det ikke var, fordi Nis Linnet i slutningen af 1890’erne havde gået rundt på Rigshospitalet i Bredgade og var blevet mere og mere bekymret for sit helbred.
Stress var ikke så moderne i 1897, men Nis Linnet følte sig utilpas og følte ofte, at hjertet hamrede vildt i hans bryst. Han betroede sig til en ledende professor på hospitalet, som anbefalede den unge læge at søge en stille og rolig landpraksis, langt væk fra Rigshospitalet. Nis Linnet fulgte rådet og slog sig i 1897 ned på Bogø som læge for øens beboere – og for borgere på det vestlige Møn og det nordlige Falster.
Jens Linnet fortæller:
»Jeg tror bestemt ikke, at han fik slappet af hernede, for han havde nok at lave, og når patienterne skulle tilses, foregik det med hestevogn eller med robåd, og jeg tror faktisk heller ikke, at han havde hjerteproblemer. Han var gymnast, han hverken røg eller drak – var vist en lidt af en stivstikker - og han blev 87 år gammel«.
Faktaboks
Efter Nis kom Kristian, Jens Linnets far. En levemand, humørspreder og en mand med mange andre interesser end lægearbejdet. Men samtidig en mand med mange synspunkter.
Der blev ikke talt meget om lægeting derhjemme, husker Jens Linnet, men der blev talt! Hele tiden. Om historie, politik, samfundsforhold, musik – og særligt om outdoor-interesser som jagt og sejlads, som Kristian Linnet smittede sin søn, Jens, med.
»Der var altid gang i huset. Lægeboligen summede af stemmer og mennesker – patienter, folk fra byen, vores kammerater. Min mor var lægesekretær og passede telefoner, mens hun røg cerutter og fik sig en gin og tonic. Der kom patienter på alle tider af døgnet, og min far måtte tit køre til patienter om natten. Så stod han op, tog skjorte, slips og jakke på« – Jens Linnet strammer en imaginær slipseknude under hagen – »og så forsvandt han ud i mørket til patienterne. Der var ingen lægevagt, og han arbejdede altid. Sådan var det jo«.
En gang imellem havde Kristian Linnet dog brug for et pusterum. Så ringede han til telefoncentralen og sagde: »Hvis der er nogen, der ringer efter mig, så sig, at jeg er ude til ,en svær fødsel’. Og så sejlede vi af sted i hans båd i en times tid«, fortæller Jens Linnet.
I hjemmet havde Kristian Linnet fremskudt medicinudlevering fra Stubbekøbing Apotek, og når han var ude på patientbesøg, var det ofte sønnen Jens, der måtte udlevere medicinen til de patienter, der kom forbi lægeboligen for at hente medicin.
»Jeg anede ikke, hvad det var, jeg udleverede. Det var jo slet ikke gået i dag. STPS havde fået et føl«, griner Jens Linnet.
Jens Linnet havde ikke tænkt sig at blive læge. Kærligheden til det frie liv på havet var gået ham i blodet under opvæksten på Bogø, og han ville ud at opleve verden. Sejle på de syv have.
»Jeg har været dybt involveret i alle mine patienter, og jeg kunne aldrig drømme om at sige, at de var regionens problem« Jens Linnet, pensioneret praktiserende læge
Efter gymnasiet begyndte han som shippingelev i ØK med slips og hvid skjorte. Det holdt i et halvt år. Så havde han fået nok; det var spild af liv.
Men læge kunne han vel blive? Det var næsten hele hans familie, så Jens Linnet rystede hurtigt de skuffede skipperdrømme af sig og kastede sig med entusiasme over medicinstudiet. Som nyuddannet læge fik han arbejde på Næstved Centralsygehus, hvor han stortrivedes og blev særligt begejstret for det brede sygehusspeciale intern medicin.
Men inde i ham groede en drøm om at blive læge på Bogø.
»Der var nok lidt romantik i det. Selvom jeg godt kunne lide at være i Næstved, tænkte jeg, at jeg skulle hjem til Bogø og afløse min far«, siger han.
Det blev alt for hurtigt aktuelt. I 1983 døde Kristian Linnet i en alder af 67 år som følge af en infektion oveni en dårligt reguleret type 1-diabetes.
Hvilke tanker gjorde du dig om det med at vende tilbage og blive læge på din fødeø?
»I starten havde jeg det problem, at jeg skulle finde min egen identitet. Den har man ikke fra den første dag i praksis. Hvem er du? Hvor sætter du grænsen? Hvad er vigtigt for dig som læge?
Og så var det også lidt tungt i begyndelsen, fordi mange af patienterne sagde: ,Jamen, din far plejede altid …’. Så måtte jeg fortælle, at nu var det altså mig, der var deres læge, og at jeg mente noget andet. Det var et irritationsmoment for mig i den første lidt usikre begyndelse, men det gled hurtigt i baggrunden«.
Tænkte du dengang, at du ville være læge på en anden måde end din far?
»Ja. Jeg ville i hvert fald have mere fritid. For han havde aldrig fri. Kun når han var ude til ,en svær fødsel’. Og jeg ville også have mere ordnede forhold, hvor man har fri, når man kører hjem. I hvert fald for det meste. Det var derfor min kompagnon og jeg i 1991 – til stor opstandelse blandt beboerne på Bogø – besluttede at flytte praksis fra den gamle lægebolig på Bogø til et nyt lægehus i Damsholte på Møn«, forklarer Jens Linnet.
Vi vender tilbage til artiklens indledning om at rejse ud og vende tilbage til hjemmet. For som hjemstavslæge bliver man læge for gamle skolekammerater, for venner og uvenner og for dem, der var voksne med autoritet og styr på tingene, mens man selv var et barn.
»Det vænner man sig hurtigt til«, slår Jens Linnet fast.
Karen Linnet nikker. Hun står lige midt i processen.
»Jeg har været i praksis et par måneder nu, og jeg har allerede haft en konsultation med en af mine gamle skolelærere, hvor jeg lige skulle vænne mig til, at autoritetsforholdet er et andet nu, end da jeg gik i skole. Men jeg har været læge i 12 år, og jeg har vænnet mig til, at jeg er den professionelle, der tager mig af sygdomme. Sådan ser patienterne mig også. Og jeg er vokset op med at se min far kunne håndtere dobbeltheden i både at være ø-læge og at kende sine patienter privat«, siger Karen Linnet.
Hun siger til sin far:
»Det har du jo klaret meget godt. Og den kombination har også givet dig meget på det personlige plan«.
»Absolut«, kommer det fra Jens Linnet.
Bag hækken tøffer en traktor forbi. Kort efter høres lyden af hestesko mod asfalt – klip, klop – og over hækkanten passerer to skikkelser med sorte ridehjelme, op-ned, op-ned, ude på vejen. En nabo kigger ind på terrassen og bliver straks budt på en god snak og et glas kølig rosé fra skuret.
Jens Linnet har i sine lidt mere end 35 år som læge på Bogø været en engageret og levende deltager i øboernes sociale liv. Han har været formand for Bogø Sejlklub og for øens Havetraktorforening, og han har været baryton i Bogø Mandskor for bare at nævne et par højdepunkter.
En tæt relation til patienterne uden for arbejdstid virker ellers afskrækkende på rigtig mange praktiserende læger.
»Det har nu aldrig generet mig, at en patient lige spurgte til en blodprøve, når jeg var i færd med at tage en mælkekarton ud af et køleskab i Brugsen. Eller når der på trappestenen foran lægeboligen pludselig sidder en, der er kommet til skade og skal have syet en flænge. Så ordner jeg det. Jeg synes, det er hyggeligt, og det har aldrig været for meget«, siger Jens Linnet.
Karen Linnet supplerer:
»Når jeg talte med kolleger i Region Hovedstaden, sagde de, at de i hvert fald ikke ville bo i samme by som deres patienter, når de blev praktiserende læger. For de ville ikke risikere at købe ind samme sted som patienterne. Sådan ville jeg sikkert også selv have haft det, hvis det ikke var, fordi jeg har set det fungere her, fra jeg var helt lille. Jeg ved, at det ikke er så farligt, som mange forestiller sig«.
I dag lever de to ældste Linnet-læger kun på gulnede portrætfotos – og i ældre øboeres erindringer. Men når man går rundt i den velholdte, nyrestaurerede gamle lægebolig, popper fordums Linnet-læger og mere end 100 års lægehistorie op her og der.
Skiltet med »venteværelse« sidder stadig på døren til rummet ved siden af badeværelset. På køkkenbordet ligger Nis Linnets gamle, godt slidte kittelbøger med optegnelser i skråskrift om en skefuld dit eller en skefuld dat mod Asthma, Ischias eller Adipositas. Sidstnævnte fylder kun en halv side - det var præ-Wegovy-tider … Og i et skab på førstesalen hænger Nis Linnets gamle tunge kørepels; et monstrum af en uld- og rævepels, som holdt lægen varm om vinteren, når han tronede på hestevognen på vej ud til patienterne.
Når Jens Linnet nu går på pension, kan han se tilbage på et lægeliv, der tog sin begyndelse, da der var stor arbejdsløshed blandt læger. Mange måtte rejse til Norge eller Sverige for at finde arbejde, og der var penge under bordet og kamp om de få ledige praksis. I dag får man kastet såvel uddannelsesstillinger som ledige praksis i nakken i Region Sjælland.
Hvordan ser du selv, at lægeverdenen har forandret sig i din tid?
»Det positive er, at der er sket en helt enorm medicinsk og kirurgisk udvikling. Det er imponerende, hvad man efterhånden kan gøre ved internmedicinske sygdomme. Men det triste har været en helt urimelig og unødvendig bureaukratisering, som forsinker og belaster det decentrale arbejde og arbejdsglæden på alle niveauer i sundhedsvæsenet. Det gavner ikke patienterne«, siger Jens Linnet.
Du har tjent folk på Bogø og Møn i mange år nu. Med Karen føres din praksis videre, og det bliver i familien. Men du kunne også have valgt at sige, at regionen må skaffe en ny læge - det er ikke dit problem.
»Det er mit problem, og jeg kan ikke være ligeglad«, siger Jens Linnet med fast stemmeføring. »Som praktiserende læge får du indsigt i lyst og nød, død og ulykke og glæde – alle de her store følelser, som rører sig i tilværelsen. Det giver dig en kontakt til patienterne, som er mere følelsesmæssig end en professionel læge-patient-relation. Jeg har været dybt involveret i alle mine patienter, og jeg kunne aldrig drømme om at sige, at de var regionens problem«.
Vi lægger vejen forbi Lægehuset i Damsholte, hvor dagens sidste patienter sidder spredt i det rummelige venteværelse. Den dag, Ugeskrift for Læger er på besøg, har Jens Linnet endnu et par uger tilbage af arbejdslivet, men patienterne er begyndt at varme op til hans afsked.
Sekretæren melder om ekstra pres på tiderne. Der er mange, der liiige skal have en sidste tid hos Jens, inden han stopper, og på ledige bordplader og hyldemeter er de første vingaver med takkekort fra patienterne begyndt at dukke op.
Man aner et vist vemod, da Jens Linnet tager en af gaverne op og studerer kortet.
Selvom du har alderen til at trække dig tilbage, virker du jo til at være rigtig glad for at være læge. Kunne du egentlig ikke have fortsat et par år mere?
»Det kunne jeg nok. Men den primære årsag til, at jeg går på pension nu, er, at jeg har fået en ubehagelig muskelsvindsygdom, FSHD, som gør, at jeg ikke har nogen kræfter mere. Mine arme er helt tynde, og du kan se her« – Jens Linnet holder hænderne frem - »Jeg kan ikke bøje mine fingre mere end det her, og det kniber for mig at holde ordentligt på instrumenterne. Prognosen er ikke specielt god, og jeg har indset, at hvis jeg skal gøre nogle af alle de ting, som jeg er rigtig glad for – at sejle, stå på ski, dyrke have og rejse – så skal jeg gøre det nu. For om et par år kan jeg måske bare sidde i en stol i haven og høre musik og surmule«.
Hvad betyder det for dig, at det er Karen, der overtager dine patienter?
»Det gør mig utroligt glad. Nu har jeg arbejdet sammen med hende i et par måneder, og jeg kan se, at hun har det i sig. Hun er fagligt dygtig, og samtidig har hun en utroligt stor empati for patienterne og en herlig befriende humor. Hun bliver en rigtig god praktiserende læge. Så nu kan jeg sige farvel og tak«.
»Jeg kan utroligt godt lide fortællingen om, at jeg bliver en del af den fortsatte historie om Linnet-lægerne på Bogø og Møn. Det er der da noget ved«Karen Linnet, praktiserende læge
Glæden over, at det er Karen, der overtager, er stor. Så stor, at det er nærliggende at stille hende dette spørgsmål:
Har du følt dig forpligtet til at overtage din fars praksis?
»Det korte svar er nej«, siger Karen Linnet. »Vi har ikke talt meget lægesnak i mit barndomshjem, og efter jeg er blevet voksen, har min far heller ikke forsøgt at overtale mig til at blive praktiserende læge eller komme tilbage. Men jeg kan utroligt godt lide fortællingen om, at jeg bliver en del af den fortsatte historie om Linnet-lægerne på Bogø og Møn. Det er der da noget ved«.
Har hans sygdom spillet ind på din beslutning?
»Nej. Ikke på selve beslutningen om at blive praktiserende læge og vende tilbage hertil. Men den har nok betydet noget for timingen – at det blev lige nu«.
Vil du være læge på en anden måde, end din far har været?
Karen Linnet smiler og kaster et skråt blik mod sin far.
»Min far har opretholdt et meget højt serviceniveau for patienterne. Han har altid haft en åben dør, for han har et stort hjerte for dem. Det ser jeg som noget positivt og som noget, der i høj grad har beriget hans liv. Så egentlig tror jeg, at jeg kommer til at ende meget som min far… Man hører jo meget om empati-fatigue i mit fag, og jeg er opmærksom på at passe godt på mig selv. Men jeg er ikke sikker på, at man bliver empatiudtrættet af at være sammen med patienterne, men mere af den voksende administrative byrde«.
Karen Linnet tænker lidt.
»Jeg skal finde min egen vej. Det er helt sikkert. Men jeg har jo set, hvor meget min far har fået ud af at være læge på denne måde. Og det kunne jeg også godt tænke mig«.
Jens Linnet smiler.
Rigshospitalets lokation er efter tryk rettet fra Blegdammen til Bredgade.
