Omsorgen, der blev væk: »Det har ændret sig. Tiden er der bare ikke mere«

Hendes datter ligger i sengen og venter. Venter og lytter. Lytter til lydene fra gangen; bippende maskiner, hastige fodtrin og rulleborde, der skramler. Lyden af effektivitet.

Kirsten Damkjær kan huske, at lægen, der havde været inde hos dem på stuen, var venlig, selvom hun havde travlt.   

»Når vi får tid, kommer vi og bedøver dig, og så skal du stødes«, havde hun sagt til Kirsten Damkjærs datter i sengen. Så var hun ude ad døren igen. Der var jo andre patienter og pårørende, der ventede. Som skulle informeres.

Det samme med sygeplejersken. Ind på stuen, aflevere en besked, et hastigt, lidt undskyldende smil og så videre til den næste patient.

Ingen tid til omsorg. Ingen tid til at spørge pigen i sengen, hvordan hun egentlig har det. Om der er noget, hun vil spørge om. Om hun er bange.

Pigen i sengen er bange. Og hun tror, at hun skal dø, da der pludselig står syv mennesker på stuen, der siger, at de er kommet for at bedøve hende.  

Alt går så hurtigt.

Omsorgen

Kirsten Damkjær er læge. Men hun er også mor til en hjertesyg datter, og i rollen som pårørende har hun kunnet iagttage den bølge af effektivisering og produktivitet, som er rullet over sundhedsvæsenet.

Vi sidder i køkken-alrummet i Kirsten Damkjærs hjem. En nybygget rødstensvilla med græsplæne, højbede og strandeng ned mod det glitrende Lillebælt. I hundekurven ved siden af langbordet grynter familiens sorte labrador Nivi i søvne i en døsig solskinsstribe.

Idyllen og skønheden er nærmest påtrængende og står i skærende kontrast til Kirsten Damkjærs fortælling om omsorgen, der blev væk i det sundhedsvæsen, som hun selv er en del af. Eller var en del af.

Da hun fødte sin datter – den tredje i rækken – i 2011, var det et helt anderledes og omsorgsfuldt sundhedsvæsen, der mødte og favnede familien på den hjerteafdeling, hvor Kirsten Damkjær måtte tilbringe den første måned af sin nyfødte og meget syge datters liv.

»Der var vanvittigt dygtige sygeplejersker, som snakkede med mig om natten, som holdt om mig og sørgede for, at jeg fik snakket med både præsten og psykologen. Vi var i vores livs krise, men der var tid og plads til at rumme den store sorg og rædsel, vi oplevede som forældre. De favnede os og bar os igennem«.

Gennem årene har datteren været indlagt flere gange. Håb er vekslet med skuffelse. Og hver gang datteren har stået over for en ny behandling, en ny operation, en ny indlæggelse, har familien oplevet et sundhedsvæsen, hvor medarbejderne har fået stadig mindre tid og overskud.

Kirsten Damkjær understreger flere gange, at det ikke er en kritik af lægerne og sygeplejerskerne. De gør deres bedste. Det er hun ikke et sekund i tvivl om.

»Det er ikke for at skyde skylden på nogen. Men det har ændret sig. Tiden er der bare ikke mere«, konstaterer hun.

Hun lader blikket vandre ud ad vinduet til strandbredden og siger så:

»Vi er selvfølgelig også ,trænede pårørende’ nu, og vi bliver mere og mere mødt som dem, der har prøvet det hele før. Og så tænker mange nok også, at vi jo er læger, så vi har styr på det … Men vi er også kriseramte forældre. Vi er i krise, fordi vores datter bliver syg igen, når vi ellers lige troede, at hun ikke skulle igennem mere«.

Kirsten Damkjær understreger, at hun ikke forventer den store psykologiske udredning, når datteren er indlagt. Og nu, hvor datteren er blevet ældre, er det da også mere hendes behov, der er i fokus. For datteren er ikke klogere på patientrollen, fordi hun tilfældigvis har en mor og far, der er læge. Nærmest tværtimod, tilføjer Kirsten Damkjær.

»Især de sidste gange, vi var indlagt, kunne jeg mærke, at min datter manglede omsorgen, omtanken og nærværet fra læger og sygeplejersker. Der var ikke nogen, der satte sig hos hende, kiggede hende ind i øjnene og spurgte: ,Er der noget, du har brug for? Noget, du gerne vil spørge om?’ Bare det. Det er ikke mere, jeg ønsker. Men som sundhedsprofessionel ved jeg jo, at de spørgsmål kræver, at man har tid til at høre svaret. Og det tænker jeg ikke, at de havde«.

Genkendelsen

Den travlhed, som Kirsten Damkjær i stigende grad har oplevet som pårørende på sygehusene, har ikke været fremmed for hende. Den var yderst velkendt.  

»Det mest skræmmende var, at jeg kunne genkende lægernes og sygeplejerskernes distancerede, lidt flakkende blik fra min egen hverdag som praktiserende læge. Jeg kunne spejle mig i deres halvhjertede forsøg på at række ud til patienterne og signalere afmålt åbenhed, selvom de inderst inde godt ved, at de ikke har tid. Den der følelse, man har, når man ikke tør spørge patienterne, hvordan de har det, fordi man ved, at man ikke har tid til at høre svaret. Sådan har jeg også haft det«.

De gode intentioner var ellers i top, da Kirsten Damkjær i 2018 slog sig ned som praktiserende læge i en kompagniskabspraksis. Lægerne blev interviewet til den lokale ugeavis om deres drøm om at være tilstedeværende læger med vægt på kontinuitet og med et stort ønske om at bruge tid på at lære patienterne godt at kende.

Sådan var det også nogle gange. Men alt for sjældent.

»Jeg ville gerne være en omsorgsfuld og nærværende læge, der hjalp patienterne med at leve med deres sygdomme og gener. Det lykkedes også indimellem, men alt for sjældent. Jeg følte mig som en samlebåndsarbejder. Og jeg glædede mig til, vi ikke skulle slukke brande hele tiden, og der blev lidt mere tid til fordybelse, nye tanker og udvikling. Men den tid kom aldrig. Patienterne kunne ikke få tider, sekretærerne blev pressede, vi måtte åbne mere op, og sådan kørte det i ring«.

Gjorde det dig stresset?

»Nej. Vi havde en biks, der skulle køre, og jeg var enormt produktiv. Jeg følte mig aldrig stresset. Men jeg følte mig drænet. Og det var et utilfredsstillende lægeliv«.

Tilløbet

»Hvornår kan jeg gå på pension?«

Kirsten Damkjær kan huske, at spørgsmålet bare fløj ud af munden på hende.   

Det er nu to år siden. Hun var til møde med sin pensionsrådgiver og diskuterede diverse opsparingsmuligheder, ratepensioner osv. På det tidspunkt var det eneste, der fyldte, hvornår hun kunne stoppe med at arbejde som læge. Hun var 40 år. 

Mødet satte gang i tankerne, og de første idéer om et sporskifte i arbejdslivet begyndte at tage form. Hun talte med sin mand, sin revisor, sin supervisionsgruppe, og hun vendte tankerne med andre læger på et kursus for praktiserende læger.

»Tingene faldt i hak for mig på det kursus. Jeg havde brug for at spejle mig i andre og høre, at det faktisk var nogle helt okay tanker, jeg gjorde mig om at stoppe i praksis og blive selvstændig«, fortæller Kirsten Damkjær.

Hendes plan var i første omgang at tage en form for sabbatår, hvor hun kunne prøve nogle forskellige ting af, inden hun vendte tilbage til praksis igen. Og hun vidste, at hun som læge var så privilegeret, så planen kunne gennemføres uden at risikere familiens økonomi og det nybyggede hus ved Lillebælt.

»Jeg var aldrig bange for økonomien. Vi læger tjener godt, og der er mangel på os. Jeg vidste, at jeg altid ville kunne oppebære en god indtægt ved at tage lægevagter ved siden af, og hvis jeg fortrød mit spring, ville jeg jo altid have mulighed for at starte forfra i en ny praksis«, siger Kirsten Damkjær.

Omsorgslægen

Vi går gennem haven, langs strandengen med de vajende siv, ned til sandstranden, hvor vinden suser om hjørnet på en lille sort træhytte, der putter sig ved ved stranden. Hytten fungerer som skriveværksted for Kirsten Damkjær, når hun skriver på sin kommende bog om, hvordan det er at være forælder til et kronisk sygt barn.

Det er nu et år siden, hun tog hul på sin nye tilværelse som selvstændig, og processen med at lande en ny tilværelse og et nyt ståsted som læge er stadig i gang. Kirsten Damkjær prøver forskellige ting af og udvikler gradvist sin nye lægerolle.

I hendes palet af aktiviteter som selvstændig er der – ud over bogskriveriet – undervisning i kommunikation for både sundhedsprofessionelle og patienter, foredrag samt én til én-rådgivning, kurser og retreat for forældre med kronisk syge børn.

»Jeg kalder mig selv omsorgslæge. Jeg hjælper ikke forældre med behandling og medicin, men jeg hjælper dem med omsorg. Og jeg hjælper også flere, der har problemer med sagsbehandlingen i kommunerne, ligesom jeg vejleder dem i deres handlemuligheder, hvis de er utilfredse og vil klage. Det har ikke resulteret i en egentlig klage endnu – det har mere handlet om at tale med dem om deres utilfredshed og vejlede dem. Så jeg føler ikke, at jeg er illoyal over for vores stand«.

Fremtiden

Ved siden af omsorgslægeaktiviteterne tager Kirsten Damkjær lægevagter og er videolæge. Det sidste foregår dels i »Hej Doktor« dels i en forsøgsordning for almen praksis i Region Nordjylland.

»Som videolæge kan jeg ikke undersøge folk, så det handler i høj grad om at lytte til dem, vejlede dem og give dem omsorg. Det gælder, uanset om patienterne har behov for en henvisning til psykolog eller skal have taget nogle blodprøver. Selvom det ikke er så tilfredsstillende at tage lægevagter, så kan jeg finde mening med det, når de gør det økonomisk muligt, at jeg kan drive min virksomhed som omsorgslæge ved siden af. Det fungerer faktisk helt okay«.

Selvom du ikke følte, at du hjalp folk godt nok i almen praksis, så var du dog læge for dem alle – uanset pengepung. Nu oplever du, at du bedre kan hjælpe folk, men du hjælper jo kun dem, der kan betale dig. Hvordan har du det med det?

»Det kan jeg ikke forene mig med. Det er mit ærlige svar. Jeg bryder mig i bund og grund ikke om, at det skal koste forældrene noget, og derfor ender jeg også nogle gange med at hjælpe gratis eller at tage alt for lidt for det. Derfor er jeg ved at omtænke min forretning. Mit næste kursus er i samarbejde med Immun Defekt Foreningen, som kan finansiere og dermed hjælpe deres medlemmer. Det kan være en fremtidig vej at gå for mig, så forældrene ikke skal betale for at få hjælp. Men selve det med salg og markedsføring er en læringsproces for mig, og det er absolut ikke min stærke side«.

Alle læger kender til det med at skulle fordele deres empati til patienter over en hel dag. Men de fleste finder en måde at indrette sig på, hvor de alligevel kan have et tilfredsstillende arbejdsliv – også selvom der aldrig er nok tid. Kan du ikke også det?  

»Jeg oplever, at mange af mine lægekolleger er utilfredse med nogle af de samme ting, som jeg har været, men det er rigtigt, at der heldigvis er mange, der klarer det fint og finder måder, de kan være i det på. For mit eget vedkommende tænkte jeg, at det ville ende med, at jeg enten blev kynisk og ligeglad eller udbrændt. Og jeg ville ikke nogen af delene«.

Tror du, at du vender tilbage som praktiserende læge?

»Nej, det tror jeg ikke. Det skulle da lige være, hvis der også indgår en form for udviklingsarbejde. Men nu har jeg haft god tid til at reflektere over min rolle som læge – og den måde, jeg gerne vil være læge på, kan ikke lade sig gøre, som almen praksis er indrettet i dag«, siger Kirsten Damkjær. Hun tilføjer med et stort smil:

»Og så er alt det, jeg har gang i nu, alt for spændende. Jeg har altid arbejdet meget og hårdt og haft mange lægevagter ved siden af arbejdet i praksis og familielivet med tre børn. Nu har jeg fundet andre måder at være læge på, som giver mere mening for mig. Og jeg har fået mig en tænkepause midt i livet«.