Hendes datter ligger i sengen og venter. Venter og lytter. Lytter til lydene fra gangen; bippende maskiner, hastige fodtrin og rulleborde, der skramler. Lyden af effektivitet.
Kirsten Damkjær kan huske, at lægen, der havde været inde hos dem på stuen, var venlig, selvom hun havde travlt.
»Når vi får tid, kommer vi og bedøver dig, og så skal du stødes«, havde hun sagt til Kirsten Damkjærs datter i sengen. Så var hun ude ad døren igen. Der var jo andre patienter og pårørende, der ventede. Som skulle informeres.
Det samme med sygeplejersken. Ind på stuen, aflevere en besked, et hastigt, lidt undskyldende smil og så videre til den næste patient.
Ingen tid til omsorg. Ingen tid til at spørge pigen i sengen, hvordan hun egentlig har det. Om der er noget, hun vil spørge om. Om hun er bange.
Pigen i sengen er bange. Og hun tror, at hun skal dø, da der pludselig står syv mennesker på stuen, der siger, at de er kommet for at bedøve hende.
Alt går så hurtigt.
Omsorgen
Kirsten Damkjær er læge. Men hun er også mor til en hjertesyg datter, og i rollen som pårørende har hun kunnet iagttage den bølge af effektivisering og produktivitet, som er rullet over sundhedsvæsenet.
Vi sidder i køkken-alrummet i Kirsten Damkjærs hjem. En nybygget rødstensvilla med græsplæne, højbede og strandeng ned mod det glitrende Lillebælt. I hundekurven ved siden af langbordet grynter familiens sorte labrador Nivi i søvne i en døsig solskinsstribe.
Idyllen og skønheden er nærmest påtrængende og står i skærende kontrast til Kirsten Damkjærs fortælling om omsorgen, der blev væk i det sundhedsvæsen, som hun selv er en del af. Eller var en del af.
Da hun fødte sin datter – den tredje i rækken – i 2011, var det et helt anderledes og omsorgsfuldt sundhedsvæsen, der mødte og favnede familien på den hjerteafdeling, hvor Kirsten Damkjær måtte tilbringe den første måned af sin nyfødte og meget syge datters liv.
»Der var vanvittigt dygtige sygeplejersker, som snakkede med mig om natten, som holdt om mig og sørgede for, at jeg fik snakket med både præsten og psykologen. Vi var i vores livs krise, men der var tid og plads til at rumme den store sorg og rædsel, vi oplevede som forældre. De favnede os og bar os igennem«.
Gennem årene har datteren været indlagt flere gange. Håb er vekslet med skuffelse. Og hver gang datteren har stået over for en ny behandling, en ny operation, en ny indlæggelse, har familien oplevet et sundhedsvæsen, hvor medarbejderne har fået stadig mindre tid og overskud.
Kirsten Damkjær understreger flere gange, at det ikke er en kritik af lægerne og sygeplejerskerne. De gør deres bedste. Det er hun ikke et sekund i tvivl om.
»Det er ikke for at skyde skylden på nogen. Men det har ændret sig. Tiden er der bare ikke mere«, konstaterer hun.
Hun lader blikket vandre ud ad vinduet til strandbredden og siger så:
»Vi er selvfølgelig også ,trænede pårørende’ nu, og vi bliver mere og mere mødt som dem, der har prøvet det hele før. Og så tænker mange nok også, at vi jo er læger, så vi har styr på det … Men vi er også kriseramte forældre. Vi er i krise, fordi vores datter bliver syg igen, når vi ellers lige troede, at hun ikke skulle igennem mere«.
Kirsten Damkjær understreger, at hun ikke forventer den store psykologiske udredning, når datteren er indlagt. Og nu, hvor datteren er blevet ældre, er det da også mere hendes behov, der er i fokus. For datteren er ikke klogere på patientrollen, fordi hun tilfældigvis har en mor og far, der er læge. Nærmest tværtimod, tilføjer Kirsten Damkjær.
»Især de sidste gange, vi var indlagt, kunne jeg mærke, at min datter manglede omsorgen, omtanken og nærværet fra læger og sygeplejersker. Der var ikke nogen, der satte sig hos hende, kiggede hende ind i øjnene og spurgte: ,Er der noget, du har brug for? Noget, du gerne vil spørge om?’ Bare det. Det er ikke mere, jeg ønsker. Men som sundhedsprofessionel ved jeg jo, at de spørgsmål kræver, at man har tid til at høre svaret. Og det tænker jeg ikke, at de havde«.