OK21: Markant styrkelse af sygehusenes lægelige ledelse
De lægelige ledelser på landets sygehuse og hospitaler bliver markant styrket med en ny overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Overlægeforeningen. Det fastslår RLTNs formand Anders Kühnau og Overlægeforeningens formand, Lisbeth Lintz. - Med aftalen viser vi, at vi som centrale parter er parate til at tage et fælles ansvar for at etablere de rette rammer om fremtidens sundhedsvæsen. Vi har længe haft fokus på lægelig ledelse, fordi god og tydelig ledelse er vigtig for en veldrevet afdeling og dermed for patienternes behandling. Med denne aftale tager vi et vigtigt skridt mod mere og bedre ledelse og dermed mod bedre behandling, siger Anders Kühnau, der er formand for RLTN.
Aftalen indebærer konkret, at de ledende overlæger skifter titel til cheflæger, og at der bliver en formaliseret leder under cheflægerne, som får betegnelsen ledende overlæger. De nuværende specialeansvarlige overlæger skifter således titel til ledende overlæger. Samtidig forventes flere ledende overlæger for at styrke ledelsen inden for bl.a. kvalitet, forskning, udvikling og uddannelse.
- Mange afdelinger har i dag samme størrelse som et sygehus havde før i tiden, og tiden er løbet fra den eksisterende ledelsesstruktur. Derfor repræsenterer vores aftale med RLTN et markant skridt fremad. Med aftalen får vi mulighed for at udvikle en endnu stærkere lægelig ledelse, som kan sikre udvikling og bedre kvalitet i behandlingen, siger Lisbeth Lintz.
Aftalen indfører et nyt treårigt løntrin for nyansatte overlæger, der ligger 30.000 kr. under den nuværende grundløn. Efter tre års ansættelse stiger overlægen automatisk til den varige grundløn.
Aftalen lægger samtidig op til at styrke overlægernes efteruddannelse. Det skal bl.a. ske gennem gensidigt forpligtende efteruddannelsesplaner.
Den nye overenskomst udmønter desuden de generelle forbedringer, som er aftalt på det regionale arbejdsmarked, der giver lønstigninger på 5,02 pct. over tre år. Derudover forhøjes overlægernes pension med 0,67 pct. som led i en ordning, hvor lægerne kan vælge at få en del af pensionen udbetalt.
Fakta