Skip to main content

Overlæger: Her går det godt med ligestillingen

47 procent af de overenskomstansatte overlæger i regionerne er kvinder, og lønforskellen mellem kønnene er under fire procent. Ligestillingen trives således blandt de lægelige ledere, og det er godt for både patienter og arbejdsmiljø, siger Overlægeforeningens formand Susanne Wammen.

Susanne Wammen
Overlægeforeningens formand Susanne Wammen. Foto: Joachim Rode.

Overlægeforeningen

8. mar. 2023
2 min.

For ti år siden var 41 procent af de overenskomstansatte overlæger kvinder. I dag er det 47 procent. Samtidig er andelen af kvinder blandt cheflægerne steget fra 27 til 44 procent.

”Det er dejligt, at ligestillingen har det godt blandt overlægerne generelt, og at det også gælder blandt cheflægerne. Tallene viser, at køn ikke afgør, hvem der bliver overlæge, men at det derimod er faglighed, lyst og vilje til ledelse”, siger Overlægeforeningens formand Susanne Wammen. Hun mener, at ligestillingen blandt overlæger kommer alle til gavn:

”Vi ved fra forskning, at mangfoldighed giver et bedre arbejdsmiljø og en bedre ’bundlinje’. Organisationer træffer simpelthen klogere beslutninger, når de består af både mænd og kvinder, så for sygehusene er det en kæmpegevinst med ligestilling blandt de lægelige ledere. For patienter og samfund er det også vigtigt at få glæde af alle dygtige overlæger, uanset køn. Og for den enkelte er det vigtigt at blive anerkendt for sin faglighed, og at køn ikke er en hæmsko. Så på alle parameter er det positivt, når det går godt med ligestillingen”.

Susanne Wammen glæder sig også over, at lønforskellen ikke er stor blandt overlægerne.

I dag tjener overenskomstansatte kvindelige overlæger i gennemsnit 3,6 procent mindre end deres mandlige kolleger, mens kvindelige cheflæger tjener 3,0 procent mindre end mændene[1][2].

”Lønforskellen mellem kvindelige og mandlige overlæger kan i høj grad forklares med, at mænd vælger mere vagttunge specialer og derfor får udbetalt større vagttillæg end kvinderne”, siger Susanne Wammen.  

Til sammenligning viser de seneste tal fra Danmarks Statistik fra 2021, at kvinder i gennemsnit tjener 14,1% mindre end mænd, mens forskellen blandt ledere er på 16,5%.

 

Referencer

[1] Titlen cheflæge blev implementeret den 1. juni 2022. Inden da blev gruppen benævnt ledende overlæge. Udtrækket her gælder for læger, der bestrider poster benævnt cheflæge eller frem til juni 2022 ledende overlæge.

[2] Forskellen er her opgjort i bruttoløn, der indeholder grundløn + centrale og lokale tillæg + vagthonorar, feriegodtgørelse og pension.