Pestlægens kostume

Du ligger svedende, febril og fyldt med angst i din seng. I din lyske og armhuler er der på få timer udviklet store, sorte og smertefulde knuder. Døren går op, og ind træder en skrækindjagende, kappeklædt skikkelse med et langt, uhyggeligt fuglenæb og store, tomme øjne. Det er døden, der kommer for at hente dig.

Alle kender den dystre karnevalsfigur, som skal forestille den middelalderlige pestlæge: den lange kappe, fuglemasken af læder med det krumme næb, de runde glasøjne og den bredskyggede hat.

Hvis man googler »plague doctor costume«, præsenteres man for side efter side med halloweenkostumer, forestillende den ikoniske (og dæmoniske) figur.

Figuren er så vidt vides ikke kendt i Danmark. I 1600-tallet, da figuren opstod, flygtede byens få læger i hælene på deres velhavende patienter ud på deres landsteder og fulgte dermed det gamle råd: »Flygt hurtigt, langt bort og bliv længe væk«.

Da Danmark i 1711 blev ramt af sin sidste pestepidemi, måtte der indforskrives barberkirurger fra Tyskland, der mod en klækkelig overbetaling kunne tage sig af de tusinder af pestsyge i København. Næppe en håndfuld »rigtige« medicinske læger blev tilbage i byen.

Der findes flere vidnesbyrd fra pesten i 1711, men ingen af dem omtaler et særligt kostume for pestlæger. Det betyder ikke, at de ikke også har forekommet i Danmark – vi ved det bare ikke.

66% dødelighed

Byldepest skyldes bakterien Yersinia pestis. Hvis den smittede kommer hurtigt i behandling med antibiotika, er dødeligheden »kun« 13%. Uden behandling dør to ud af tre smittede. Og før antibiotikas fremkomst fandtes ingen behandling.

Selv om lægerne i 1711 ikke havde mulighed for at helbrede sygdommen, kunne de lindre patienternes smerter og lidelser, bl.a. ved at åbne og tømme de sorte, ægstore bylder – buboner – som gav sygdommen navnet Den sorte Død. Derudover kunne de skrive anvisninger på de absurde forholdsregler, man kunne træffe for at undgå smitten og behandle sygdommen, hvis det værste alligevel skulle ske. Blandt forslagene var at lufte ud, ryge »smittede« huse med enebær og stænke med eddike, opstille tønder med brændende tjære i gaderne, anbringe igler eller tudser på bylderne, årelade og ordinere et utal af sære pulvere, afkog og destillater, som var uden den fjerneste effekt.

Det siger derfor sig selv, at lægernes mest nyttige indsats var at føre lister over dødsfald.

Under epidemien i København var dødeligheden blandt de indforskrevne barberkirurger tårnhøj – det samme gjaldt i øvrigt ligbærerne, der indsamlede de døde og på kærrer fragtede dem uden for byen for at læsse dem af i massegrave.

Vellugt mod smittestank

Byldepesten smittede groft sagt ad to veje: enten via lopper fra smittede gnavere eller som lungepest ved dråbesmitte fra pestsyge. Lungepesten var den mest dødelige form og kunne dræbe i løbet af få timer.

Pestens årsager og smitteveje var dog ukendte, men man vidste, at patienter og smittede huse skulle isoleres, at skibsbesætninger og rejsende fra fremmede steder skulle holdes i karantæne, og at de pestdødes klæder og sengetøj skulle brændes.

Pestlægens særlige dragt havde ligeledes et forebyggende sigte: Næbbet i den fuglelignende maske var fyldt med medicinske urter og velduftende ingredienser som f.eks. lavendel, nellike og rosenblade, der skulle rense luften og hindre den forgiftede pestlugt – miasma – i at trænge ind. Samtidig kunne den afbøde den værste stank fra de syge og døde.

Den fodlange kappe af læder eller voksbehandlet hørdug skulle sammen med en hætte og den bredskyggede hat udgøre en beskyttende yderbeklædning. Indenunder bar pestlægen en læderskjorte, der var stoppet ned i bukserne, som igen var stoppet ned i støvlerne. På hænderne bar han handsker, og med en stav kunne han løfte sengetøj og klæder for at besigtige de syge eller ligene uden at komme i berøring med dem.

Den første beskyttelsesdragt

Hvor og hvornår dragten dukkede op er usikkert. Formentlig var det i Frankrig eller Italien. Fra sidste halvdel af 1300-tallet omtales en »maske«, uden at den beskrives nærmere. Det er først fra begyndelsen af 1600-tallet, at den bizarre figur, »pestlægen«, træder ind på scenen.

Kappen bestod af hør, fordi det mentes at afvise smitten bedre end andre tekstiler. Som ekstra beskyttelse var stoffet imprægneret med voks. I nogle tilfælde benyttedes gedeskind i stedet for voksbehandlet hørdug til kappen. Man gik ud fra, at dette læders ekstra fine porer og glatte ydre beskyttede bedre mod den »dårlige« lufts indtrængen end det vævede, voksbehandlede stof. For ekstra beskyttelse kunne den indvendige side af skindkappen eventuelt behandles med voks.

På samme måde har masken fungeret som et åndedrætsværn, som kunne hindre dråbesmitte. Glasruderne i øjenåbningerne kunne eventuelt være rødfarvede som et værn mod onde øjne.

Selv om pestens årsager var ukendte, har det bizarre kostume ydet sin bærer en vis beskyttelse mod dråbesmitte, pus, lymfe- og blodstænk og ikke mindst: mod de inficerede lopper, som var smittens egentlige, men ukendte vektor. En førsteudgave af senere tiders medicinske beskyttelsesdragt.

Fiktion eller virkelighed?

Men hvad kom først – dragten, eller forestillingen om den?

Den mest almindelige antagelse er, at det var en fransk læge, Charles de Lorme (1584-1678), der var ophavsmand til dragten. Han var en foretagsom mand, som bl.a. opfandt og promoverede »antimon-koppen« – et drikkebæger med et indvendigt lag antimon, som han påstod gav vinen sundhedsfremmende egenskaber. Han skriver dog ikke selv noget sted om en særlig dragt for pestlæger. Den oplysning kom først frem i en biografi, skrevet fire år efter hans død som 94-årig, hvor der omtales en lang frakke af »marokkansk læder«, som regel gedeskind, der var kendt som blødt, føjeligt og vandafvisende. Desuden en maske, hvorpå de Lorme havde monteret »en næse, en halv fod lang, til at afværge ondartet luft«.

En bog fra 1721 viser i en illustration kostumet, og forfatteren, den schweiziske læge Jean-Jacques Manget, hævder, at det var i brug under pesten i Marseille. Han nævner ikke de Lorme, men skriver, at dragten har en lang historie, og at italienerne benytter tilsvarende dragter.

De fleste afbildninger stammer dog fra satiriske skrifter. Mest berømt er kobberstikket af Dr. Schnabel von Rom, som er en ond satire vendt mod pestlægerne (se illustrationen). Ifølge nogle historikere var den næbbede pestlæge oprindelig en fiktiv figur, som inspirerede senere pestlæger til at iføre sig den beskyttende dragt. Måske opstod den som reaktion på den frygt og overtro, som indhyllede den mystiske, dødbringende sygdom.

Masken fandt hurtigt vej til italienske teaterscener som et symbol på rædsel og død. Siden er masken nærmest blevet et ikon for karnevallerne i Venedig. Også i dag støder man på figuren i tegneserier og popkultur, og dragten sælges i hundredvis af udgaver som halloween- og fastelavnsudklædning.

Og det kan godt være, at pestlægen i sit uhyggelige kostume skræmte folk, når han dukkede op som et Dødens sendebud.

Men i det mindste fortjener han ros for at blive hos patienterne, hvor andre læger valgte at tage flugten.