»Podcasten tilfører endnu en dimension til katastrofen i Ukraine – krigslægernes indsats«

»Det ligner mere og mere en kompleks humanitær katastrofe«, siger læge Mads Geisler til Maja Thiele i podcasten »Sygt nok« fra den 4. marts 2022. Det er dagen inden, at Mads Geisler skal udsendes til Ukraine med Læger uden Grænser.
Faktaboks
Med i studiet er også krigskirurg Kathrine Holte, der ligesom Mads Geisler har mange udsendelser bag sig. Lyt med og bliv klogere på, hvor vigtig timingen er, hvis man skal redde flest muligt, hvilke skader man ser i krigszoner, og hvilke uhyggeligt benhårde prioriteringer der er nødvendige. Foruden at beherske solide alment kirurgiske færdigheder gælder det om at være fleksibel. For nogle gange forsvinder lyset på operationsstuen, når man tænder for kaffemaskinen, og der er ikke nødvendigvis nogen seng at sove i.
Men det at yde nødhjælp i et krigshærget land er andet og mere end kirurgi. I hver enkelt situation gælder det om at lytte sig frem til, hvilken hjælp der er behov for. At medvirke til at organisere den samlede indsats er i lige så høj grad en del af opgaven. De kronisk syge skal have sikret leverancen af deres medicin, og almindelige tilstande skal behandles, blot under vanskeligere vilkår.
Denne podcast tilfører endnu en dimension til katastrofen i Ukraine, nemlig hvilken imponerende indsats læger yder både i Ukraine og andre krigszoner. Respekt!