Content area

|

Poetisk roman om at leve, mens man venter på at dø

»Ti Amo« er den rørende og nådesløse fortælling om først at finde og siden hen miste den store kærlighed. Hanne Ørstavik skriver nøgternt, men også blottet og vibrerende, og man får følelsen af en eksistentiel sitren, skriver anmelder Birgit Bundesen.
Cover og : Forlaget Grif
Forfatter(e)
Birgit Bundesen, overlæg, psykiatrisk Center Amager. Interessekonflikter: ingen

Ti Amo er historien om den pårørende, men den er også historien om først at finde og siden miste den store kærlighed. Af den helt store slags. Det er en kort og intens bog, en autobiografi, hvor Ørstavik fortæller historien om, hvordan hun og hendes italienske forlægger mødes og i en sen alder forelsker sig stormende i hinanden, bliver gift og bosætter sig i Milano, men kun får kort tid sammen fordi han rammes af pancreascancer og dør efter et pinefuldt sygdomsforløb, der løber over seks mdr.

Ti Amo

Forfatter: Hanne Ørstavik. Oversat fra norsk af: Karen Fastrup. Forlag: Forlaget Grif. Udgivet: 8. oktober 2021. Sider: 104. Vejl. pris: 199,95 kr.

5 ud af 5 stjerner

Ørstavik skriver nøgternt, men også blottet og vibrerende, og man får følelsen af en eksistentiel sitren, hvor forfatteren bruger skriften til at holde sammen på sig selv. For de to er tæt forbundne, og de ved begge, at han er døende, men han nægter at tale om det.

»Ti Amo«, jeg elsker dig, siger han til hende, hele tiden, nærmest som en besværgelse de begge prøver at holde døden fra døren med. Men det er ikke kun hendes mands krop og sind, der langsomt forsvinder, men også Ørstavik selv og det Vi de er.

Sygdommen bliver deres hverdag. Ørstavik skriver: »Du er ikke længere i din krop, jeg ved ikke hvor du er, du vugger i morfinen, ind og ud af din søvn eller dvale, og vi taler ikke om døden, jeg elsker dig, siger du til mig i stedet«. Sygdomsprocessen ændrer den elskede til uigenkendelighed, og Ørstavik beskriver den process, det er langsomt at miste en elsket, for det ændrer også hende. »Hvem er du? Min kæreste mand. Snart skal jeg miste dig men jeg ved heller ikke hvor du er mens du er her«.

Ørstavik skriver sig igennem dagene, man forstår at hun også bruger skriften til at holde sammen på sig selv, hun prøver at holde fast i en rutine, hvor hun tager hen på biblioteket hver dag for at skrive. Han prøver at passe på hende ved ikke at tale om sygdommen og ved at fastholde en form for normalitet. F.eks. ved at insistere sammenbidt på en (sidste) nytårsfest ingen af dem i virkeligheden orker.

Ørstavik skriver om alle de forvirrende følelser af sorg, forvirring, ømhed, men vigtigst tør hun også skrive blottet om alt det svære, alt det tabubelagte, alt det, som det kan være svært at finde plads til. Om vreden og om den tiltagende ensomhed og længslen efter nærhed og fysisk intimitet. Hun opdager den voldsomst, da hun på en oplæsningsrejse forelsker sig stormende i en argentisk mand. »Jeg kommer til at være her, til du ikke er her mere«, skriver hun.

Efter hans død blev forlæggerens Luigi Spagnolsis aske spredt for vinden i Ørstaviks hjemland Norge. Det er ømt og hjerteskærende, man bliver helt forpustet. En lille perle til sommerferiekufferten.

Læs flere anmeldelser:

En ung datters gribende fortælling om at miste sin mor

En film om at gribe en ny chance i livet

Sjælesorg i bevægelse

Blad nummer: 

Right side