Praksissektoren, uligheden og portøren fra Thisted

Debatten i denne artikel udspiller sig på to scener, der i historisk kontekst er temmelig forskellige: På Sørup Herregaard, der oser af fortidens landlige overklasse, men nu er transformeret til smukke rammer for wellness og konference. Og på Folkemødet i Allinge, hvor det oprindelige fisker- og havnemiljø på næsten mirakuløs vis formår at skinne igennem den massive invasion af meningsmagere og tilhørere fra resten af landet og ikke mindst København.

Men trods forskellen i scenografi var der markant enighed i debatterne på dels PLO-Sjællands velbesøgte konference i Sørup om en stærk praksissektor som vejen til mindre ulighed i sundhed, og på Folkemødet i Allinge, hvor selvsamme emne var i fokus på en række ligeledes velbesøgte sessioner. To scener, én tanke, kunne man sige.

Praksissektoren – bredt defineret – skal styrkes, og der skal skabes langt bedre sammenhæng mellem de forskellige aktører og på tværs af sektorer, hvis det skal batte i indsatsen mod social ulighed, lød det i både Sørup og Allinge. Og så er det en helt grundlæggende forudsætning, at man sikrer adgangen til en praktiserende læge over hele landet, så rekruttering og fastholdelse er afgørende.

Det kræver flere praktiserende læger, sådan som det også er blevet en erklæret politisk målsætning, men som indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde konstaterede under en af debatterne i Allinge, så vil det stigende antal ældre, kronikere og multisyge kræver mere end flere læger.

»Vi skal tænke i store og mere forkromede løsninger, hvis der skal komme ketchup ud af tuben«, sagde hun på Folkemødet.

Det – og overskriftens portør fra Thisted – vender vi tilbage til senere.

Talt meget, handlet lidt

Men vi starter på herregården og på PLO-Sjællands konference, hvor fokus var, hvordan en styrket praksissektor kan være vejen til mindre ulighed i sundhed i Region Sjælland.

Udgangspunktet er kendt: Region Sjælland kæmper med lægemangel i yderområderne, problemer med rekruttering i både almen praksis og på sygehusene og har samtidig en befolkningssammensætning, der kalder på sundhedsfaglig arbejdskraft – som det altså er svært at rekruttere.

PLO-Sjællands formand, Camilla Høegh-Guldberg, indledte at fastslå, at konferencen netop ikke kun handlede om de almenpraktiserende læger, hun repræsenterer, men om hele praksissektoren, og at deltagere og oplægsholdere derfor også kom fra de praktiserende speciallæger, fra psykologerne og fra fysioterapeuterne. Hvis sektoren som sådan skal tage sin del af ansvaret i kampen mod ulighed i sundhed, er sammenhængene og det gensidige kendskab mellem aktørerne afgørende, sagde hun.

Hun overlod ordet til sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra VIVE, der konstaterede, at der er blevet talt uendeligt meget om at styrke praksissektoren, men gjort »forbløffende lidt«. Han havde bidske bemærkninger til den manglende fordeling af speciallæger – der er én kardiolog pr. 50.000 indbyggere på Lolland og én pr. 10.000 i Gentofte – og han pegede på, at tal fra den engelske sundhedsstyrelse, NHS, viser, at der er stor positiv effekt ved at målrette primærsektorydelser til udsatte område.

»Lighed skabes ude i primærsektoren, og jeres bedste venner i fremtiden er kommunerne«, lød det fra Jakob Kjellberg, der opfordrede til, at man favoriserer sektoren - bl.a. ved at »gøre det lidt mere besværligt af arbejde på et sygehus«.

Og så skal der kigges på incitamentsstrukturen, hvis man skal lokke flere læger ud i almen praksis i yderområderne, sagde han.

»Skal der være færre patienter pr. praksis? Skal vi etablere ny overgangsperioder og -modeller i forhold til etablering af praksis? Skal vi finde en ny balance og gøre det mere attraktivt at arbejde i praksis og mere kompetetivt at arbejde i sygehussektoren? Vi skal i hvert fald have vandet til at løbe anderledes«, sagde Jakob Kjellberg.

Idéerne kom på bordet

Så hvordan får man has på den gordiske knude, hvor rekruttering, lægedækning, modsatrettede incitamenter og manglende samarbejdsmuligheder i og på tværs af sektorer er viklet godt og grundigt sammen? Og hvordan kan praksissektoren være med til at holde patienterne ude af hospitalerne og styrke behandlingen i det nære sundhedsvæsen?

De spørgsmål blev slænget på bordet i tre workshops på konferencen – her er nogle af buddene fra den, der havde fokus på det sidste spørgsmål: Hvad skal der til, for at praksissektoren kan tage sig af en større del af behandlingen?

Om rammer og muligheder for almen praksis: Tænk i digitale løsninger, der udvider almen praksis’ behandlingsmuligheder. Udryd dobbeltopgaver, og fjern »kontorarbejde« fra de praktiserende læger – de skal ikke være ekspeditionskontor for hverken forsikringsselskaber eller sygehuse. Sats mere på forskning i praksissektoren og i kvalitetsudvikling i almen praksis. Der er behov for at kunne lokke nye læger til med både-og-modeller, hvor der ud over jobbet f.eks. kan være tale om hjælp til at finde bolig og børnepasning.

Om inddragelse af andre grupper: Opret flere ydernumre til speciallægepraksis, og inddrag speciallægerne mere i behandlingen. Lad andre faggrupper løse flere opgaver – kiropraktorer kan f.eks. levere hurtig røntgen og tager sig af en række »folkesygdomme«.

Om nye samarbejdsformer: Etabler tættere samarbejde og klarere kommunikation mellem kommuner og sygehuse om f.eks. behandlingsforløb i forbindelse med overdragelse af patienter. Eksperimenter med klyngemodeller – inviter f.eks. flere faggrupper med. Understøt netværksdannelse – både mellem praktiserende læger og på tværs af faggrupper. Regionerne skal styrke specialistrådgivningen og være meget mere tilgængelige og sikre, at viden om patienter og borgere når ud til frontpersonalet i f.eks. hjemmeplejen, og det kræver, at de forskellige datasystemer skal kunne tale sammen.

Og så handler det overordnet om, understregede flere, at bruge mindre tid på »de raske patienter«, så der bliver mere til de mere udsatte og svage. Og det kan f.eks. ske ved at lave flere tilbud målrettet de stærke borgere, hvor de selv har et større ansvar i forhold til bl.a. kontroller.

Brug for nødløsninger

I forlængelse af de mange bud fra workshopdeltagerne fremlagde Camilla Høegh-Guldberg PLO-Sjællands bud på, hvad der skal til for at løfte den samlede praksissektor og dermed dæmme op for ulighed i sundhed. Papirer og rapporter er der nok af – der er brug for en vision og en vision, der er fælles for alle aktører i sektoren, sagde hun.

Det betyder, at der skal være en klar opgave- og ansvarsfordeling, der sikrer kontinuitet. Både patienter og personale skal opleve kvalitet og sammenhæng, og der skal være de rigtige ressourcer til de rigtige opgaver. Det vil også bidrage til at gøre det attraktivt at arbejde i regionen, lyder det i PLO-Sjællands vision.

Og det lyder jo godt, men der er også nogle klare forudsætninger, der skal opfyldes, hvis det skal være mere end pæne ord, sagde Camilla Høegh-Guldberg:

»Det kræver faglig kapacitet og kompetencer, der matcher opgaverne, og tydelig kommunikation og klare aftaler. Vi skal have tillid frem for kontrol, og der skal være gensidig respekt og viden om, hvad vi hver især har af kompetencer og kapacitet. Og så skal vi alle være åbne over for at gøre tingene på nye og anderledes måder«, sagde hun.

Konkret betyder det, at der skal være ydernumre nok, at der skal laves et slagkraftigt rekrutteringsarbejde, at regionen understøtter flere fora for samarbejde, og så skal hverdagen i praksissektoren have en overhaling, der skal sikre, at de sundhedsfaglige bruger deres tid på sundhedsfagligt arbejde, gør adgangen til diagnostisk service lettere, fjerner bureaukratiet i forbindelse med f.eks. henvisninger og sikrer en klar digital kommunikation, lød det fra PLO-Sjællands formand.

Og det skal så gøres samtidig med, at »vi passer det daglige arbejde« og sørger for, at patienterne får god og lige behandling trods de brændende platforme, som f.eks. Robusthedskommissionen og Sundhedsstrukturkommissionen er sat i verden for at håndtere:

»Uanset hvor hurtigt diverse kommissioner arbejder, er vi en situation, hvor der er brug for nødløsninger for at sikre god behandling nu og her. Og når det handler om løsninger på længere sigt, skal vi kigge hinanden i øjnene og sige, at det er det her, vi vil«, sagde Camilla Høegh-Guldberg.

Lettere for de udsatte

Nu foretager vi et sceneskift til Folkemødet i Allinge, hvor der også i år var stærk fokus på sundhedsområdet, på ulighed i sundhed og på dækningen af praktiserende læger.

Her havde PLO inviteret til debat om, hvordan det kan gøres lettere at gå til lægen både nu og i den fremtid, der nærmest allerede er en realitet i f.eks. Region Sjælland med et stort og stigende antal ældre, kronikere og multisyge. Altså netop de patienter, der har allermest brug for at kunne komme til en læge, de kender, og som kender dem. Der var her, sundhedsministeren sagde det her med behovet for store, forkromede løsninger for at få ketchup ud af tuben.

PLO-formand Jørgen Skadborg konstaterede, at det at have »en fast læge redder liv« – og så kom debatten indlysende nok i høj grad til at handle om rekruttering til ikke mindst de lægedækningstruede områder.

Regionernes formand, Anders Kühnau, flagede for en enklere honorarstruktur, men sagde, at han godt ved, de unge læger efterlyser mere end det. Det skal både give mening og være sjovt, sagde han, og Morten Freil, direktør i Danske Patienter, istemte, at man også skal tænke i delestillinger med f.eks. mulighed for at forske og tænke i opgavedeling med nye faggrupper.

Jørgen Skadborg opfordrede til at give de praktiserende læger flere frihedsgrader i forhold til at anvende f.eks. videokonsultationer. Men det må ikke komme til at handle om at skære patienterne fra – selvom de måske er mere raske, end de er syge:

»Vi skal som læger være tilgængelige, også for de patienter, der kommer med almindelige bekymringer, men det skal være ekstra let for dem, der har det største behov«, understregede Jørgen Skadborg og pegede på, at almen praksis kan aftage mange flere lægestuderende, og at det også kunne have en rekrutterende effekt.

Dette var i øvrigt noget, de studerende i FADL selv gik i brechen for i flere debatter på Folkemødet og »reklamerede« for med pilleæsker, der angiveligt indeholdt 1 mio. arbejdstimer om året, som lægestuderende ville kunne lægge ude i klinikkerne, hvis det gøres som rigtige ansættelser og ikke kun som løse vikariater.

Portøren fra Thisted

Og så en opbyggelig historie fra en lægedækningstruet del af Danmark: I Thisted Kommune har de landets mindste akutsygehus, står over for et generationsskifte blandt de praktiserende læger og har døjet med at rekruttere nye læger.

Men så er det jo godt, at en portør fra sygehuset sprang ud som ildsjæl og på eget initiativ begyndte at tage de unge læger med på ture ud i den vilde natur, som Thisted og Thy har så meget af. De unge læger skulle få færten af de goder, der er ved at slå sig ned i området.

Tilmed har kommunen, der jo ikke en myndighedsperson i forhold til lægerne, kastet sig ind kampen med hjælp til nye læger og deres familiers etablering. Og det har virket.

Kombinationen af et godt læringsmiljø på sygehuset, naturen og lokalmiljøet har fået et par håndfulde unge læger til at give hinanden håndslag på at blive i området og arbejde i praksis eller på sygehuset. Antallet af borgere i kommunen, der ikke har egen læge, er faldet fra 11.000 – ud af kommunens 43.000 indbyggere – til nu i 2023 at ligge på 6.000, der stadig er tilknyttet en regionsklinik.

Den fine historie blev på Folkemødet fortalt af Ida Pedersen, der er medlem af social- og sundhedsudvalget i Thisted, på PLO’s debatmøde om dækningen af praktiserende læger til hele landet, og der var flere elementer i beretningen, der vakte anerkendelse. Godt nok har kommunen ikke myndigheden, men interessen i at sikre læger til borgerne, og det handler om at spille hinanden gode med de initiativer, man nu hver især kan tage, som det blev sagt flere gange.

Omvendt er flere regioner »i konkurrence med hinanden om lægerne«, som det er tilfældet med Region Hovedstaden og Region Sjælland, konstaterede PLO-formand Jørgen Skadborg og gentog, at det skal gøres »mere attraktivt at være praktiserende læge langt fra de store byer og store sygehuse«.

»Tilvæksten af nye læger skal ske i yderområderne, og derfor skal det være muligt at opretholde samme indtægt med færre patienter. Lige nu har man simpelthen for travlt som praktiserende læge i yderområderne«, sagde Jørgen Skadborg med henvisning til den større andel af komplekse patienter.

Thomas Purup er selv praktiserende læge og formand for FYAM, Forum for Yngre Almenmedicinere, og hans budskab i debatten var egentlig enkelt: Der skal være solide netværk for de unge læger, både på hospitalerne og ude i almen praksis, det faglige niveau skal være højt, og så tæller det, at man som i Thisted gør noget ud af at finde plads til ægtefælle og børn, når man skal friste unge læger til at slå sig ned.

»Det er afgørende, at der er fleksibilitet og et blik på det individuelle niveau, så man spørger: Hvad skal der til for at få dig til at blive?«, sagde han.

Vil du give din plads til en udsat?

Vi slutter rundturen til debatterne på Folkemødet til en debat afholdt af Danske Regioner, der stillede spørgsmålet: Hvor langt vil vi gå for at nedbringe uligheden i sundhed? Skal det f.eks. ske ved at sætte udsatte patienter forrest i rækken?

Lægeforeningens formand lagde ud med at sige ja til differentiering af patienterne, men:

»Vi skal bare huske på, at uligheden starter, før vi ser patienterne, og før vi udreder dem. Det her handler ikke om, at der er nogen, der ikke skal have det, de har brug for, men vi skal se på, hvordan de får det. Hvor mange af os relativt ressourcestærke personer her i teltet er f.eks. villige til selv at klare kontroller og andet derhjemme, hvis det kan give plads til nogle mere udsatte patienter i ambulatorierne?«, spurgte Camilla Rathcke forsamlingen.

Forsamlingen var nok ikke repræsentativ, men måske fem ud af seks hænder røg i vejret – til anerkendende nik fra lægeformanden og de andre paneldeltagere.

Purnima Erichsen, der sidder i regionsrådet i Region Midtjylland for De Konservative og selv har arbejdet som praktiserende læge og har arbejdet med sundhed i udsatte boligområder, pegede på, at der ikke er noget nyt i, at man prioriterer i sundhedsvæsenet, og hun talte for at give de ansatte faglig frihed og lade dem udnytte, at de er tæt på patienterne og kan tage individuelle hensyn.

Og, konkluderede Camilla Rathcke:

»Hvis vi vil se de udsatte og svage patienter i konsultationerne, kræver det en omfordeling af de ressourcer, vi bruger på de forskellige patientgrupper«.