Mangel på sammenhæng samt personalemangel i sundhedsvæsenet og hvad vi skal gøre ved det, var udgangspunktet for mange debatter ved folkemødet på Bornholm midt i juni.
Hvad løsningerne angår, gik nogle begreber igen.
Fællesskab mellem faggrupperne og tværgående samarbejde med fælles fokus. Ledelse på tværs. Større ansvar til den enkelte medarbejder. Samarbejde mellem sektorer, afdelinger mv., også på et lavere niveau. Få faggruppernes kompetencer i spil og ikke lade faggrænser hæmme. Og så ser det ud til, at Vælg Klogt-tankegangen og ideen om kun at gøre, hvad der har værdi for patienten, er ved at vinde indpas.
Men medarbejderne er guldet, og derfor skal der satses på arbejdsmiljøet,
»Vi er på vej mod en omkalfatring i sundhedsvæsenet, hvor den enkelte skal tage mere ansvar«, sagde sygehusdirektør på Nykøbing F. Sygehus, Ricco Norman Dyhr.
»Vi skal satse på medarbejderne, deres involvering og deres ansvar, på tværs af matrikler, regioner og sektorer«, var ordene fra cheflæge Helene Westring Hvidman, cheflæge på Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital.
Begge i en debat om, hvordan stormen skal rides af. I tråd med det lød det fra professor og ledelsesforsker Christian Bøtcher Jacobsen:
»Sundhedsvæsenet er hierarkisk, men vi skal bryde hierarkiet ned og løse opgaverne sammen og med et fælles fokus«.
Marie Storkholm ledende overlæge på Afdeling for Kvindesygdomme, Regionshospitalet Horsens Sygehus, der er blevet landskendt for sin succes med at rekruttere og fastholde medarbejdere, deltog i mange debatter og en af hendes pointer er, at lægers ledelsesansvar er stort og kræver tid. Hun pegede ved flere lejligheder på, at der er brug for, at læger tager forandringsledelse på sig, at de finder løsninger og leder med innovation. Men det er jo ikke noget, de er uddannede til, fastslog hun.
Personalesituationen fordrer, at sundhedsvæsenet opper sig og tænker på, at det betyder, at de unge skal tilvælge at arbejde i sundhedsvæsenet, som skal tænke i forandringsledelse.
»Vi skal sætte dem på gulvet fri, så vi kan få medarbejderne i spil«, sagde Helene Westring Hvidman.
Man kunne godt få det indtryk, at sundhedsvæsenet står et sted, hvor det skal til at opfinde samarbejde mellem personalegrupperne. Det er vi ikke. Susanne Wammen, anæstesiolog og formand for Overlægeforeningen fortalte, suppleret af en af kollega i salen, en anæstesisygeplejerske, om, hvordan de i årevis har gennemført livsvigtige operationer med et sammentømret tværfagligt team, der til fingerspidserne er inde i rutinerne. Så det findes. Som Marie Storkholm sagde, så er det der mange steder, der skal bare være mere af det.
Sundhedsminister Sophie Løhde var flittigt til stede i flere debatter. Hun er meget opsat på, at man ikke sidder og venter på regeringens forskellige kommissioners udspil, fremfor at gøre noget.
»Men vi kan ikke købe os eller rekruttere os ud af problemerne. Derfor sundhedsstrukturkommissionen. Der er ikke nogen hemmelig plan for den, men vi ønsker ikke, at tidligere tiders plukvise løsninger bliver gentaget, for det er ikke nok. Der er brug for noget stort og omsiggribende«, sagde hun.
Sammenhængen eller manglen på samme og manglen på fælles fokus blev meget rammende illustreret af Per Bennetsen, der er administrerende direktør i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning og tidligere regionsdirektør i Region Sjælland:
»Da jeg var i regionen, klappede jeg Ricco (Dyhr, red.) på skulderen, når han om fredagen fik ryddet op på sygehusene. Nu sidder jeg så i kommunen, og der må jeg nok sige, at det ser noget anderledes ud derfra. På samme måde med pukkelafviklingen – det er jo en god ting, men fra den kommunale vinkel betyder det, at jeg får måske 30% flere til de kommunale sundhedstilbud, når de bliver udskrevet«.
I tråd hermed sagde Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.
»Jeg savner svar på, hvordan vi får opbygget det primære sundhedsvæsen«.
Den stigende mistrivsel blandt danske børn og unge var naturligt nok også på dagsordenen for en lang række debatter på Folkemødet. Også her er mangel på sammenhæng et af de store problemer.
I en debat med fokus på, hvordan praksissektoren kan hjælpe børn og unge med ondt i psyken, slog PLO-næstformand Mireille Lacroix fast, at der mangler sammenhæng i indsatsen over for de unge patienter. Det skyldes bl.a., at der ikke er nogen formaliseret kontakt mellem de praktiserende læger og PPR.
»Som praktiserende læge sidder man med én mulighed, men man ved ikke, hvad kommunen laver af indsatser, og omvendt ved kommunen heller ikke, hvad vi laver. Tit er eneste mulighed for at komme videre at lave en underretning, og det er ikke en tilfredsstillende handlemulighed«, sagde hun.
Formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP), Nina Tejs Jørring, kaldte det »tosset«, at man som praktiserende læge ikke »kan gribe knoglen og ringe, men gerne må sende en underretning«. Dermed adresserede hun det faktum, at indsatsen over for de unge i mistrivsel er delt op på tre love: sundhedsloven, undervisningsloven og socialloven.
FAPS-formand Ann-Louise Reventlow-Mourier pegede på, at der mangler praktiserende børne- og ungepsykiatere rundt om i landet, der kan sikre en bedre adgang til behandling, og som desuden ville kunne støtte de kommunale PPR-indsatser.
Der er en ikkeudnyttet kapacitet i de mellem 50 og 60 privatpraktiserende børne- og ungepsykiatere, der i dag ikke er tilknyttet det offentlige system via et ydernummer. Hvis der kan laves en samlet plan, hvor de praktiserende psykiatere rykker tættere på PPR i forhold til behandlingen, kan den praktiserende læge være tovholder for patienten, sagde Ann-Louise Reventlow-Mourier.
Og det er måske den vej, vinden blæser. Agnethe Vale Nielsen fra Sundhedsstyrelsen kunne berette, at en arbejdsgruppe i styrelsen til efteråret fremlægger et forslag, som vil definere den præcise målgruppe for tilbuddene, sætte rammen for dem og adressere den manglende sammenhæng mellem de nuværende tilbud og øge tilgængeligheden.
Debatterne tiltrak mange, men ikke kun fagfolk. De debatter, Ugeskriftet var med til, havde også deltagelse af mange unge. Det var også tilfældet i en debat, som Lægeforeningen og Dansk Psykolog Forening stod bag. Her fik moderator Peter Qvortrup Geisling en af de unge tilhørere til at sætte ord, hvad det er, der skaber mistrivsel, og det var ord som forventningspres og formuleringen »alt for mange ting, der stresser«, der gik igen.
Lægeforeningens formand Camilla Rathcke lagde ud med at understrege, at der er behov for at sikre de unge patienter sammen rettigheder til hurtig udredning, der som der findes på det somatiske område, og psykologernes daværende formand, Eva Secher Mathiasen, konstaterede, at den stigende mistrivsel er »svær at være vidne til«.
»Det er så dumt – på alle måder. Menneskeligt og samfundsøkonomisk. Ikke mindst fordi vi ved, at hvis der sættes godt og tidligt ind, vil vi i langt de fleste tilfælde kunne forhindre mistrivslen i at udvikle sig til psykisk sygdom«, konstaterede hun.
Camilla Rathcke fastslog for sin del, at kommunerne bærer et stort ansvar for at tage ansvar for det forebyggende arbejde, og sammen med flere andre paneldeltagere – herunder Lars Gaardhøj, formand for Region Hovedstaden – pegede hun på, at det er nødvendigt at se på skolernes og hele samfundets indretning. Vi skal, sagde Eva Secher Mathiasen, give plads til »at børnene kan udvikle sig emotionelt« og til at de voksne kan være ordentlige rollemodeller. Og så handler det om rummelighed, sagde Camilla Rathcke og kaldte de idealer og rammer, de unge har at spejle sig i for »forskruet«:
»Vi skal i langt højere grad give plads til forskellighed og til værdier, der ikke kan måles«, sagde Lægeforeningens formand.
