Sammen arbejder de på at gøre ting smartere, billigere, hurtigere og bedre

Det er ikke hverdagskost.

Men her er ikke desto mindre ét eksempel på, hvordan læger og kliniske akademikere samarbejder på Klinisk Mikrobiologi på Sjællands Universitetshospital.

De har allerede en metode. Men den er besværlig og langsom. For meget hands-on-PCR frem for real time-PCR.

»Lægerne har ud fra deres kliniske indgang en masse holdninger til, hvad det er for nogle analyser, vi skal udbyde her i afdelingen. Så snakker vi om, hvad de skal kunne, og hvilke kvalitetsstandarder vi skal sætte op. Vi brugte rimelig lang tid på i vores netværk at undersøge, hvad andre havde, og havde egentlig en intention om at overtage nogle metoder udviklet bl.a. i Herlev og Aalborg. Men fordi forskellige afdelinger har forskellige maskiner, så virkede de bare ikke hos os,« fortæller Tina Vasehus Madsen, der er molekylærbiolog på afdelingen.

»Så den analyse udviklede en barselsvikar til os helt fra bunden. Det har taget et halvt år, knap og nap. Og vi er lige på trapperne med at kunne lave validering og implementere analysen i rutinen«.

»Det er et eksempel på, at vi læger kommer med et behov og krav til, hvad sådan en PCR skal kunne. Så har vi selvfølgelig snakket undervejs om justeringer, i forhold til hvad der kan lade sig gøre, men ellers træder vi et skridt tilbage fra alt det tekniske og venter«, supplerer Xiaohui Nielsen, overlæge og speciallæge i klinisk mikrobiologi på samme afdeling.

»Men det er trods alt sjældent, at vi har den type udvikling. For vi prøver så vidt muligt at adaptere de metoder, som er kommercielt tilgængelige. Her kommunikerer vi vel nærmest dagligt uden at tænke over det om, hvad der er muligt med den maskinpark, vi har osv.«.

Ikke altid entydigt

Tina Vasehus Madsen er én af de kliniske akademikere i sundhedsvæsenet, som der kommer flere og flere af. Efter en årrække hos Statens Serum Institut og Aalborg Sygehus, som det hed dengang, blev hun, der egentlig er uddannet biokemiker, men altid har arbejdet med molekylærbiologi, ansat på Slagelse Sygehus i 2011. Til en noget anderledes afdeling, end det er tilfældet i dag. Det var med klassisk mikrobiologisk diagnostik, serologi og resistensbestemmelse, mens molekylærdiagnostikken begrænsede sig til en smule PCR inden for E. coli og indledende øvelser til også at kigge på Legionella med den metode.

»Jeg kom til et sted, hvor molekylærdiagnostik nærmest ikke eksisterede, så jeg var med til at bygge det op fra bunden af og var også nødt til at sætte mig ind i ting, som ikke ligefrem var min spidskompetence. Det var en meget spændende og sjov øvelse. Det gik trægt med at få flere molekylærbiologer, men heldigvis fik vi én mere i 2019, hvilket var heldigt, for hvis jeg havde stået alene under coronapandemien, havde det taget livet af mig. Nu er vi oppe på fire molekylærbiologer og en bioinformatiker. Så man kan vel næsten sige, at vi er eksploderet i antal kliniske akademikere på vores afdeling«, fortæller Tina Vasehus Madsen.

Udvikling af nye analyser udgør kun en mindre del af arbejdet, mens en betydelig del af tiden anvendes på optimering og omlægning af eksisterende analyser. Derudover består en væsentlig del af hverdagen i at sikre stabil drift af laboratoriets rutineanalyser, så bioanalytikerne kan håndtere de indkomne prøver fra hele regionen.

Arbejdet indebærer også en løbende dialog med afdelingens speciallæger i klinisk mikrobiologi om fortolkning af konkrete analysesvar og faglig sparring vedrørende diagnostiske problemstillinger. Endelig deltager alle kliniske akademikere i forskningsprojekter inden for afdelingens særlige ekspertiseområder.

»Resultater fra molekylærdiagnostik er ikke altid entydige, så nogle gange må vi konferere med en læge, når vi ikke kan tolke et fund fra analysen. Det kan være svagt positivt eller et tilfældigt fund, som ikke er det, patienten egentlig er syg af. Her kan lægerne jo læse sygehistorier i journalerne og ved hjælp af kliniske oplysninger drage den konklusion, som gavner patienten mest«, siger Tina Vasehus Madsen.

Ligesom det går den anden vej.

»Hvis vi f.eks. har en patient med lungebetændelse, men alle de prøver, vi har taget, er negative, så kan jeg gå til Tina og forhøre mig om muligheden for nogle ekstraanalyser. Eller hvis jeg fået et positivt svar, som slet ikke passer på det kliniske billede, som patienten præsenterer, så kigger vi også på det sammen. Det er sådan den dagligdags pingpong«, siger Xiaohui Nielsen.

»Og så samarbejder vi meget om valideringer, verificeringer og kvalitetssikring, hvor de politiske krav bliver større og større. Ligesom vi også hele tiden taler sammen om, hvordan vi kan gøre ting smartere, billigere, hurtigere og bedre. Selv om vi har analyserne, så prøver vi måske lige en lidt anden metode eller et andet kit«.

»Når man laver molekylærdiagnostik, så kan det kun finde det, som vi har designet analysen til. Når vi snakker virus, så er der nogle af dem, som muterer rigtig meget, så det er vi også nødt til at holde øje med, fordi det betyder, at vi skal revidere vores analyser«, supplerer Tina Vasehus Madsen.

Flere bioinformatikere?

Det stigende antal kliniske akademikere på den mikrobiologiske afdeling er en naturlig udvikling set i lyset af, at molekylærdiagnostik i så høj grad har, om ikke erstattet, så suppleret de klassiske dyrkningsmetoder. Derfor har udviklingen og samarbejdet med lægerne også været helt problemfrit, vurderer de begge. »Et kæmpe boost«, lyder det fra den lægelige side af samtalen.

»Jeg tror, at det er lidt anderledes i mikrobiologien end f.eks. patologi og genetik, hvor kliniske akademikere i højere grad er kommet ind og måske har overtaget noget tolkningsarbejde fra lægerne«, siger Tina Vasehus Madsen, der ikke ser for sig, at de skal være mange flere molekylærbiologer på lige præcis hendes afdeling – hvor man modsat andre specialer nok har et mætningspunkt.

»Jeg tror mere på, at vi får nogle andre arbejdsopgaver. Måske lidt mindre i forhold til rutinediagnostikken med specifik PCR og mere i forhold til sekventering. Det kunne jeg i hvert fald forestille mig«, siger Tina Vasehus Madsen, mens Xiaohui Nielsen peger på en anden type kliniske akademikere, hun gerne så flere af: bioinformatikerne.

»Det er simpelthen big data, og vi kommer til at have mere og mere sekvensbaseret data. Det ser jeg kun som en styrke. Hvis ellers budgetterne tillader det, tror jeg, at vi kommer til at se en del flere bioinformatikere rundtomkring i mikrobiologi«.

Om det er bioinformatikere, molekylærbiologer eller en helt tredje gruppe af kliniske akademikere, så så Tina Vasehus Madsen gerne en større anerkendelse af gruppens bidrag i sundhedsvæsenet. Derfor er hun også aktiv som bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Kliniske Akademikere. Et selskab, som sikrer en fællesskabsfølelse blandt de kliniske akademikere, som sidder i små grupper spredt ud i sundhedsvæsenet – og et netværk at spørge til råds om konkrete problemstillinger. Og altså, forhåbentlig et redskab til at få (mere) anerkendelse.

»Vi opfattes jo nok lidt som kolde hænder, fordi vi ikke har patientkontakt. Men der er jo ting, som vi laver, som har direkte indflydelse på behandlingen, som ikke ville kunne laves af andre, hvis man skal sige det lidt firkantet. Og det er nok det, vi altid lidt har savnet. En synlighed for, at vi er andet end kolde hænder«.