Med tanke på at der helt frem til 1970’erne var intet mindre end 11.000 sengepladser i psykiatrien, og i betragtning af at patienterne var indlagt i årevis, er det bemærkelsesværdigt, at overfald faktisk var en ret ukendt ting.
»Det her med, at patienter slår ihjel, eller personale kommer alvorligt til skade, var noget, man så sjældent i den gamle psykiatri«, slår medicinhistoriker Jesper Vaczy Kragh fast.
Han er forfatter til en række medicinhistoriske bøger, der beskriver socialforsorgens og psykiatriens historie i Danmark. Derfor ved han om nogen, om overfald og drab på læger og personale i psykiatrien er nyt eller velkendt historisk set.
Hans svar er måske overraskende. For psykiatrien var historisk set meget større i Danmark, end den er i dag, hvor der er under 3.000 sengepladser. Alligevel er det i dag, at voldsagerne slår rekord i psykiatrien.
»Det bemærkelsesværdige er, at der var så mange flere sengepladser, og at patienter var der i meget længere tid. Der var også enkelte sager, hvor patienter kom til at skade personale, men det skete meget sjældent, hele vejen op til 1970’erne«, fortæller Jesper Vaczy Kragh.
I slutningen af 1800-tallet fik Danmark for alvor en psykiatri. Den var kendetegnet ved, at patienterne sjældent kom ud i samfundet igen. Nogle var indlagt i årtier eller hele liv.
»Man havde plads der, og så vidste man, hvor man havde dem, for de havde jo heller ikke noget at vende tilbage til ude i samfundet«, fortæller Jesper Vaczy Kragh.
Med de lange indlæggelser voksede psykiatrien sig stor og antallet af plejepersonaler ligeså. Man havde også meget større sengestuer med typisk 20-30 patienter. Man skal langt op i moderne tid, før eneværelser kom på tale. Til sammen har forholdene måske givet sikkerhed for personalet.
»Det har selvfølgelig ikke været godt for privatlivet med store sengestuer eller godt for mennesker at være indlagt i årtier, men det kan måske forklare, at der var færre overfald. Personalet har kendt patienterne langt bedre, og de har haft et bedre overblik over dem. Det har gjort en forskel for sikkerheden«, vurderer Jesper Vaczy Kragh.
Han er ikke stødt på, at man i den gamle psykiatri har tænkt i eksempelvis flugtveje for personalet, sådan som man gør i moderne psykiatri i dag.
»Det er nok, fordi man ikke har følt sig truet på den samme måde. Man har vidst, at skulle der ske noget, så kom der hurtigt kolleger til«, siger han.
Faktisk var det først i 1918, at man oprettede en særlig sikringsafdeling i Nykøbing Sjælland for de farligste patienter. Indtil da var de indlagt sammen med de almindelige psykiatriske patienter, fordi man ikke ville behandle patienterne som fanger.
I 1980’erne skete der dog et markant skifte i psykiatrien. Her begyndte man for alvor at nedlægge sengepladser, forklarer Jesper Vaczy Kragh.
»Dermed mistede man meget af kontakten med patienterne. Man fik i højere grad patienter ind, som man ikke kendte særligt godt i forvejen«, fortæller han.
Samtidig så man op gennem 1990’erne et nyt fænomen: patienter med dobbeltdiagnoser.
»Det er med til at gøre, at man ikke vidste, hvilken tilstand man fik patienterne ind i. Det så man ikke på samme måde tidligere, hvor man – bortset fra overklassens morfinister – ikke havde stofmisbrugere i psykiatrien«, fortæller historikeren.
I 1980’erne og frem kom der også nye tanker om patienters rettigheder, personlige frihed og mindre tvang. Patienterne skulle ikke længere udskilles fra samfundet, men ud og være en del af deres lokalmiljø igen. Så man nedlagde de store institutioner og sløjfede de lange indlæggelser.
Der er ingen tvivl om, at afskaffelsen af de store »totalinstitutioner« og livslange indlæggelser var et fremskridt for psykiatrien, understreger historikeren. Men:
»Samtidig har de institutioner opfyldt nogle behov for patienter, som havde svært ved at klare sig ude i samfundet. De fået en form for asyl. En tilværelse, der fungerede i de rammer, der nu engang var der. Det ville have været svært for dem ude i samfundet«, påpeger han.
Patienter, der i dag i højere grad sidder i egen lejlighed, er ensomme, isolerede og bliver dårligere, uden at nogen opdager det.
»Der har været et system dengang, som måske har gavnet dem, der ikke havde et helbredelsespotentiale. De bliver i dag sendt ud i samfundet, hvor de bliver mere og mere desillusionerede og måske også farlige«, siger Jesper Vaczy Kragh.
