Sophie Løhde til læger: »I må fordele jer anderledes«

Problemerne er gamle. Positionerne velkendte. Og de fleste aktører i Lægemødets store politiske paneldebat har da også krydset klinger en del gange her i opløbet til Sundhedsstrukturkommissions nært forestående udspil.

Hvad kommer der til at ske, hvad kan der samles politisk flertal for – og hvad kommer det til at betyde for læger og for patienter?

Før debatten gik rigtigt i gang, fik Lægeforeningens formand Camilla Rathcke og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) varmet den fyldte sal på Hotel Comwell i københavnske Nordhavn godt op. Med veloplagte taler, klapsalver, rekvisitter, grundige metaforer og højlydte latterbrøl fra salen.

Men der var bestemt også alvor i budskaberne fra scenen.

Camilla Rathcke understregede over for Sophie Løhde, at politikere og læger har et fælles ansvar for at sikre, at patienternes tillid til sundhedsvæsenet ikke lider et knæk, »når forandringens vindstød sætter ind« efter Sundhedsstrukturkommissionens udspil.

»Det kræver, at de beslutninger, I træffer politisk, giver mening: for den enkelte læge på hospitalsafdelingen – hvad end det er i somatikken eller psykiatrien – for den lokale almen praktiserende læge i den enkelte konsultation, og for den praktiserende speciallæge i speciallægepraksis«.

For – som Camilla Rathcke sagde til ministeren:

»Det er typisk læger, der bliver ansigterne på jeres beslutninger. Derfor forventer vi også, at vi fortsat har en central plads, når det gælder indretningen af fremtidens sundhedsvæsen«.

I sin tale kom lægeformanden bl.a. ind på prioritering, uoverensstemmelse mellem patientrettigheder og virkeligheden i sundhedsvæsenet, en presset psykiatri, konsekvenser af stram regional økonomi samt lægers retssikkerhed, såvel i klage- som i tilsynssystemet.

Aktiv dødshjælp

Og så var der lige aktiv dødshjælp. 23. maj – dagen før Lægemødets første dag – bakkede et flertal i Folketinget op om regeringens beslutningsforslag om at ændre modellen for samtykke til organdonation og indføre aktivt fravalg. Regeringen kan nu gå videre i lovgivningsprocessen.

Camilla Rathcke sagde i den forbindelse:

»Jeg er nødt til at komme med nogle alvorsord, som ligger mig og mine medlemmer meget på sinde. Vi bekender os til vores lægeetiske principper, som dikterer, at lægen aldrig må handle med hensigt om at forårsage patientens død eller medvirke til patientens selvmord. For os er lægegerningen altså helt uforenelig med at tage livet af patienter. Vi vil ikke tage livet af vores medmennesker med overlæg«.

Den konstatering fik salen til bryde ud i klapsalver, inden Camilla Rathcke fortsatte:

»Og vi er ærlig talt noget uforstående over for, at I her ikke lytter til os. Som læger og sygeplejersker står vi hos patienterne; det er os, der ser patienterne og de pårørende i øjnene i de svære situationer. Og vi kan slet ikke se os selv i en virkelighed, hvor vi skal slå andre mennesker ihjel på bestilling«.

Flere klapsalver.

Nye roller – ny arbejdsplads?

Da Sophie Løhde fik ordet, konstaterede hun, at selvom tiden – som PLO-formand Jørgen Skadborg havde konstateret i forbindelse med forhandlingerne om Aftale 25 – ikke er til den store revolution, så er status quo heller ikke en mulighed. Og det kommer til at kræve noget af lægerne som stand, sagde hun.

Med Nakskov og kombinationen af dårlig lægedækning og høj sygdomsbyrde i store dele af Region Sjælland som afsæt pegede hun på behovet for forandring.

»Måske kan nakskovitterne acceptere, at der er på den forkerte side af 130 km til det nærmeste større sygehus. Men så bliver de vel kompenseret med flere praktiserende læger og flere praktiserende speciallæger tæt på?

Nej, det gør de så ikke. I Region Sjælland, hvor sygdomsbyrden er høj, er der i snit 1.871 patienter for hver praktiserende læge – altså 300 mere end her i København – og sådan kan vi ikke acceptere, at det er, og det vedkommer også alle jer her i salen.

I må fordele jer anderledes. Og ja, jeg ved godt, at det ikke er nogen let øvelse – ellers var der nok nogen, der havde løst problemet før«, konstaterede ministeren.

Men, sagde hun, det er jo også derfor, Sundhedsstrukturkommissionen har fået som opgave at se på bl.a. den opgave.

»Og I må alle være klar til at indgå i nye sammenhænge, i nye roller og måske arbejde et andet sted, end I gør nu. Vi er i regeringen klar til at investere yderligere i almen praksis, og vi har allerede taget en række initiativer, men jeg er klar over, at vi skal tage flere og langt større skridt for at sikre en bedre lægedækning«, sagde Sophie Løhde.

Genvunden tillid?

Ministeren understregede, at uanset hvad så vil prioritering være stærkt påkrævet, og hun kvitterede for anbefalingerne fra Sundhedssektorens Prioriteringsråd. Anbefalingerne vil, lovede Sophie Løhde, indgå i arbejdet med at opbygge det nationale prioriteringsråd.

Hun pegede på, at et godt arbejds- og læringsmiljø er »en nødvendig forudsætning« for kvalitet i behandlingen, og at lægernes tryghed er et centralt element. Og ligesom Camilla Rathcke havde takket for arbejdet med det nye klagesystem, udtrykte Sophie Løhde også tilfredshed med, at det er lykkedes at gøre »vejen fra fejl til læring kortere«.

Hun erkendte, at tilliden mellem læger og sundhedsmyndigheder, der led overlast med indførelsen af tilsynsordningen i 2016, ikke er fuldt og helt genoprettet – særligt ikke i forhold til Styrelsen for Patientsikkerhed – men at Svendborgsagen havde været »et wakeupcall« for hende selv og andre politikere.

»Men nu har vi fået forbedret klagesystemet, og vi er godt på vej med en ny tilsynsordning«, konstaterede ministeren med et tilfreds nik til Camilla Rathcke.

»Nu står vi på tærsklen til en af de vigtigste forandringer af vores sundhedsvæsen, og vi har brug for jeres konstruktive medvirken«, sagde Sophie Løhde.

To spørgsmål

Ministeren og lægeformanden fik derefter mulighed for at stille hinanden et spørgsmål hver.

Først Camilla Rathcke, der gerne ville vide, hvordan det går med arbejdet med opbygningen af det nationale prioriteringsråd. Hvad er tidshorisonten?

Sophie Løhde svarede, at rådet skal opbygges sideløbende med forhandlingerne om en reform af sundhedsvæsenets struktur, og at der derfor allerede er indledende forhandlinger med Folketingets partier for at sikre et fælles udgangspunkt.

Og, sagde hun, målet er, at rådet skal opbygges efter nogle af de samme principper og have samme legitimitet som den, det er lykkedes at opbygge omkring Medicinrådets arbejde.

Ministeren ville til gengæld vide, om lægerne er parate til at sige nej. En ting er, at politikerne skal blive bedre til det - men har lægerne modet til at sige fra i forhold til at give en mulig behandling, når patienter og pårørende presser på?

»Jeg er god til at sige nej …« konstaterede lægeformanden til en start.

»Altså, jeg tænker, at det også er her, vi hjælper hinanden. Der har været en frygt for at sige nej, for hvad ville konsekvenserne være? Men der er vi på vej ind i turnaround – det er jeg sikker på«, sagde Camilla Rathcke, der pegede på, at bedre retningslinjer og et nationalt prioriteringsråd vil være vigtige støttepunkter, når der skal prioriteres.

Mere retfærdighed, tak

Efter sundhedsministerens tale blev tre gæster inviteret med på scenen til debat. Bo Libergren (V), næstformand for løn- og praksisudvalget i Danske Regioner, Sisse Marie Welling (SF), formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg, og Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.

Ordstyrer Nynne Bjerre Christensen lagde ud med at spørge, hvad der stod øverst på de tre gæsters ønskeseddel for Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger.

For Hjerteforeningens direktør var det en større oplevelse af retfærdighed for bl.a. hendes medlemmer.

»Der er meget stor forskel på, hvad man bliver tilbudt som hjertepatient på Lolland og Østerbro«, sagde hun og tilføjede:

»Vi skal sikre sammenhæng, så patienterne ved, ,hvem har mig, og hvor skal jeg henvende mig, hvis jeg oplever symptomer igen’. De fleste borgere er ligeglade med, hvilken kasse der har ansvaret. De vil bare have et rimeligt og retfærdigt forløb. De vil have, at nogle har det samlede ansvar, og at de ikke bliver tabt mellem forskellige sektorer«, lød ønsket fra Hjerteforeningens direktør.

Sisse Marie Welling er dels formand for Sundheds- og Ældreudvalget i KL og sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns, og hendes største ønske til Sundhedsstrukturkommissionen var at skabe kvalitet i det nære sundhedsvæsen – og ikke mindst, at der følger penge med.

»Det er vigtigt, at vi får et sundhedsvæsen, der er endnu mere robust, end det er nu. Vores sundhedsvæsen er meget bedre end det, man møder rundt omkring i Europa. Vi har løst rigtig mange problemer. Men der er eddersparkemig langt fra Nakskov til Rigshospitalet, hvis man ikke engang kan overskue at gå til læge i Nakskov. Så vi skal kunne meget mere uden for hospitalerne, men det kræver, at vi tør bruge penge på de tilbud, der ligger udenfor,« sagde hun.

Skal ikke kompenseres 1:1

Slutteligt i den del af debatten, der handlede om ønskelister, var det Bo Libergrens tur som repræsentant for regionerne. Han var glad for Sisse Marie Wellings ord om, at mange udfordringer på hospitalerne er løst.

»Den succes på sygehusniveau skal vi bygge videre på og rykke ud i det primære. Vi skal se på, hvordan sygehusene kan understøtte opgaveløsningen uden for sygehusene«, sagde Libergren, der er regionsrådsformand i Region Syddanmark. Men han understregede også, at det kræver mere styring af almen praksis:

»Hvis vi skal give en stærkere understøtning af almen praksis, så skal vi også vide, hvilke opgaver man tager på sig i almen praksis«.

Sisse Marie Welling ville – på kommunernes vegne – gerne tale mere økonomi. Hvis kommunerne skal levere bedre på sundhedsområdet, skal der flere penge til end de 1,8 mia. kr., som sektoren har fået til det nære sundhedsvæsen, lød det.

Men Bo Libergren var ikke enig i, at penge løser alt. Han kaldte det »kommunernes tankegang«:

»Tankegangen er, at hvis kommuner skal løse en opgave, så skal kommunerne 1 til 1 kompenseres – ellers er det ikke en kommunal opgave. Sundhed er en opgave som så mange andre og ikke noget, man skal kompenseres 1 til 1 for«, mente han.

Hjerteforeningens direktør blandede sig i snakken om økonomi – ved at forsøge at parkere den.

»Med al respekt håber jeg ikke, at fremlæggelsen af strukturkommissionsrapporten ender i en diskussion om, hvem, hvad og hvilken kasse, men at alle husker, at den eneste grund til, at vi forholder os til strukturen i sundhedsvæsnet, er, at patienterne skal hjælpes«, sagde Anne Kaltoft.

Må ikke ende som skolereform

Derudover blev der sat fokus på alt fra botilbudslæger, som Sisse Marie Welling kaldte »en stor sundhedsopgave, der ikke er dækket«, til klyngernes rolle efter Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger.

Camilla Rathcke mente nok, at klyngerne ville få en rolle, men også, at ingen kender rollen endnu, eftersom klyngerne med tre år på bagen stadig ikke har fundet sin form alle steder i landet.

»Der er sat lidt penge af til en ramme, men at få rigtig substans ind i det, der er vi ikke nået til endnu. Konstruktionen er skabt. Kan vi bygge videre på den? Hvad skal vi med den? Vi har ikke noget bud på, hvad fremtiden bliver for klyngerne«, sagde hun.

Afsluttende i debatten meldte Sisse Marie Welling ind med en overordnet bekymring for strukturreformen. Hendes skræmmebillede er skolereformen. Særligt, hvad den har gjort ved lærerdækningen.

»Det må ikke blive en ny skolereform, hvor man får skræmt en masse seniorlæger væk«, advarede hun.

Sophie Løhde sluttede den politiske debat af med lyse takter, hvad angår moderniseringen af sundhedsvæsnet.

»Der skal selvfølgelig også findes penge til initiativerne på den anden side af sundhedsreformen«, sagde hun – og tilføjede.

»Men nu skal vi starte med at se, hvad der kommer på bordet. Så ender det i otte ugers høring, og så vil vi komme med vores udspil«, sluttede hun.