Så hvad har styrelsen gjort?
I forvejen – og inden implementeringen – har styrelsen fulgt med i, hvordan SP blev indført i Region Sjælland, oplyser Anette Lykke Petri.
”Vi bad bl.a. om at få tilsendt beredskabsplanen, hvis der kom problemer i forhold til patienterne under implementeringen”, siger hun.
”Efter implementeringen har vi bedt om at få månedlige redegørelser om problemer og løsningen af disse. Vi har ligeledes en aftale om at blive telefonisk orienteret ved akut opståede problemer med relation til patientsikkerheden. Det er vores indtryk, at Region Sjælland tager de opståede problemer meget alvorligt”.
Ingen henvendelser
Hun minder om, at det er muligt at kontakte styrelsen direkte.
”Hvis man har viden eller begrundet mistanke om patientsikkerhedsmæssige problematikker i forbindelse med Sundhedsplatformen, kan man kontakte styrelsen pr. telefon eller mail. Det gælder både ledelserne, medarbejdere og patienter”, siger hun.
Det er imidlertid ikke sket.
”Vi er ikke blevet kontaktet af personale eller patienter”, siger Anette Lykke Petri og oplyser, at hun fik en telefonisk redegørelse om medicinmodulet i midten af januar i kølvandet på Køge-overlægernes kritik og den 23. januar en samlet redegørelse fra Region Sjælland.
Der har dog ikke været nogen indgriben.
”Indtil videre har det ikke ført til nogen form for sanktion, eksempelvis et påbud, da der ikke har været juridisk grundlag herfor”, siger hun.
Specifikt om FMK/Medicinmodulet – har I handlet på de problemer, og i givet fald hvordan?
”Den 18. januar bad vi regionen redegøre for udfordringer i relation til FMK/Medicinmodulet. Denne problemstilling er adresseret i det seneste statusnotat. Vi er orienteret om, hvordan problemet løses, men holder naturligvis øje med, at der sker noget indenfor en rimelig tidshorisont. Den specifikke problemstilling vedrørende FMK/Medicinmodulet behandles sideløbende af Sundhedsdatastyrelsen, der huser FMK”.
Regionernes ansvar
Her siger Anders Brahm, afdelingschef i Udvikling, Strategi og Arkitektur, at ” vi følger løbende op på driften af FMK, herunder om der er tegn på uhensigsmæssigheder i forhold til den tekniske integration med anvendersystemerne, således at eventuelle fejl kan identificeres og rettes”.
Men selve udbedringen ligger hos regionerne.
”Det er de enkelte myndigheder, der er ansvarlige for de lokale anvendersystemers funktionalitet og understøttelse af forretningsgange. Således er den enkelte region ansvarlig for, at de lokale systemer fungerer hensigtsmæssigt. Sammenhængen mellem Sundhedsplatformen og FMK varetages derfor af regionerne”, siger han.
Region Sjælland og Region Hovedstaden arbejder sammen om problemernes løsning, og indtil videre er der sket det, at en række EPIC-eksperter er draget til Danmark i denne uge for i første omgang at skabe sig et overblik.
”Begge regioner er enige med klinikerne i, at Sundhedsplatformen er tung at arbejde med, og derfor har vi intensiveret arbejdet med EPIC, så vi kan få løst de problemer. Vi ved, at mange af dem er anvendelsesorienterede, og at det handler om tilvænning. Noget af det kan håndteres lokalt med superbrugerne”, siger overlæge Preben Cramon, sundhedsfaglig chef i Region Sjælland.
”Men derudover må vi se, hvad der kræves af tilpasninger”.
Læs også: Sundhedsplatformen får overlæge til at sige op
Læs også: Sundhedsplatformen i Cambridge: "Vi havde også problemer i starten"
Læs også: Sundhedsplatformen giver medicinproblemer i Region Sjælland
Læs også: "Hvor er Styrelsen for Patientsikkerhed?"