Skip to main content

Sundhedsstyrelsen: 1813-visitationen er ikke god nok

Efter et uanmeldt kontrolbesøg hos Region Hovedstadens 1813-akuttelefon den 12. marts er Sundhedsstyrelsen nu kommet med en kras kritik. Der er ikke styr på visitationen, på kompetencerne hos personalet og på journalføringen. Alt sammen risikerer at gå ud over patienterne, og ledelsen får nu besked på at rette op.

Foto: Rune Evensen
Foto: Rune Evensen

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

28. mar. 2014
2 min.

De sundhedsfaglige visitatorer – fortrinsvis sygeplejersker – på Region Hovedstadens 1813-akuttelefon har ikke alle styr på visitationen. Det fremgår af en rapport om det uanmeldte tilsynsbesøg, som Sundhedsstyrelsen aflagde på 1813-telefonens hovedkvarter i Ballerup den 12. marts.

Læs også: Sundhedsstyrelsen på uanmeldt 1813-besøg

Problemet er, at visitatorerne ikke er klare over, hvor grænserne går for deres egne kompetencer, og hvornår de skal kontakte en af 1813-systemets læger. Visitatorernes elektroniske beslutningsstøtteværktøj er i sig selv godt nok, men problemet er, at flere f.eks. ikke ved, om – og i givet fald hvornår – de må afvige fra værktøjets instrukser, fremgår det.

Sundhedsstyrelsen betragter den manglende klarhed som et alvorligt problem og gjorde da også ledelsen af 1813 opmærksom på det allerede ved det uanmeldte kontrolbesøg.

I rapporten om besøget står der endvidere, at 1813-ledelsen ”senest den 25. april 2014 fremsender dokumentation og plan for” den påkrævede kvalitetsopfølgning af visitationen.

Læs også: Læger svarer på hvert tredje opkald til 1813-akutsystemet

Det samme gælder visitatorernes kompentencer.

Her er der også alvorlige brister, idet Sundhedsstyrelsen under kontrolbesøget kunne konstatere, at personalet ikke alle har de relevante kompetencer. Der var bl.a. eksempler på, at visitatorer ikke kunne finde retningslinjer eller instrukser.

”Hvis ledelsen ikke sikrer, at alle sundhedsfaglige visitatorer har samme kompetencer og oplæring, er der risiko for visitationsfejl, der kan udgøre en fare for patientsikkerheden”, står der i rapporten.

Og endelig er der journalerne.

Her skal 1813-akutsystemets ledelse ”sikre, at der udarbejdes en skriftlig instruks for journalføring”, kræver Sundhedsstyrelsen. Det skal ske inden 4. april.

Problemet er, at oplysningerne i journalerne lige nu ikke er egnede til at blive videregivet – f.eks. i form af epikriser. Bl. er det svært at få overblik over patienternes samlede henvendelser.

Læs også: Region Hovedstaden skal forklare sig i Sundhedsstyrelsen

Den rådgivning, der blev givet til de borgere, der ringede ind, blev heller ikke altid ført ind i journalen, fremgår det af rapporten.

Det får Sundhedsstyrelsen til at konkludere, at epikriserne fra 1813 ”ikke er i overensstemmelse” med Sundhedsstyrelsens vejledning – et problem, som de praktiserende læger i Region Hovedstaden gentagne gange har gjort Sundhedsstyrelsen opmærksom på.