Skip to main content

Sygeplejerskernes strejke stikker dybere end lønkrav

Sygeplejerskernes strejke dækker ifølge filosof over en frustration over manglende nærvær og dårlig tid til patienten og til at udføre arbejdet fagligt tilfredsstillende. Der er tale om et fag i krise, og den krise har betydning for hele sundhedsvæsenet, påpeger sundhedsøkonom.
Sygeplejerske Laila Mejdal kigger på belægningstavlen med KBU-lægerne Julie Fynboe Manniche Ebert og Frederik Spangsberg Ahlers, Akutafdelingen i Viborg 2019. (Arkivfoto: Astrid Dalum)
Sygeplejerske Laila Mejdal kigger på belægningstavlen med KBU-lægerne Julie Fynboe Manniche Ebert og Frederik Spangsberg Ahlers, Akutafdelingen i Viborg 2019. (Arkivfoto: Astrid Dalum)

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

4. aug. 2021
9 min.

Førstehjælp eller næstehjælp. Våge eller overvåge. Nærhed eller distance.

Modsætningerne beskriver et skred i sygeplejerskernes faglighed og arbejdsopgaver, siger filosof, ph.d. i medicinsk etik og tidligere formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler.

Han har skrevet bøger om og fulgt sundhedsvæsenet tæt og har i flere år undervist på sygeplejerskeuddannelsen.

I et interview med Femina siger han, at alle bør bryde sig om den deroute, som han har set sygeplejefaget glide ud af de seneste 10-20 år.

Han uddyber til Ugeskrift for Læger, at årsagen til sygeplejerskernes strejke bunder i en grundlæggende utilfredshed med arbejdsvilkårene i sundhedsvæsenet. Og det er et samfundsproblem.

Sygeplejerskernes strejke fortsætter på syvende uge, og siden strejkens start har Dansk Sygeplejeråd udtaget flere og flere strejkende sygeplejersker. Fra 31. august vil antallet være oppe på 1.457 oveni de oprindelige 5.000 sygeplejersker.

Det påvirker andre faggrupper i sundhedsvæsenet, patienter og læger, f.eks. på fertilitetsområdet og i ortopædkirurgien, hvor patienter får aflyst deres behandlinger.

Siden strejken brød ud, har fokus i medierne især været på sygeplejerskernes utilfredshed med lønnen og med tjenestemandsreformen fra 1969. Men kravet om lønløft stikker dybere og dækker over en langt større frustration, påpeger Jacob Birkler.

»Det handler om en grundlæggende samfundsmæssig prioritering. I dag gør vi langt mere ud af at overvåge end at våge, patienterne er blevet et tilgangspunkt, ikke et udgangspunkt. Sygeplejersker og læger sidder foran en monitor fremfor ved patienten. Bruger mere tid på den digitale patient end på den fysiske patient. Det er selvfølgelig nødvendigt at monitorere, men når man overvåger, overser man nogle gange de forhold, der er vigtige for patienterne. Nærvær kan man ikke håndtere på distancen, og man mister det, der har allermest værdi«, påpeger han.

Han er ikke blevet bedt om at deltage i debatten om sygeplejerskerne, og han har ingen personlige interesser, understreger han. Han giver sit besyv med, fordi han er bekymret for strejkens konsekvenser og for sundhedsvæsenet som helhed, siger han.

Svært at måle omsorg

Den dybere forklaring på strejken er svær at sætte ord på, fordi sygeplejen som omsorgsfag kan være svær at begrunde og måle, påpeger Jacob Birkler.

»Der er sket meget i sundhedsvæsenet gennem de sidste 10-20 år, og derfor er der ophobet en frustration, som let får bægret til at flyde over rundt omkring. Når CEPOS laver analyser og sammenligner med andre fag, kan man godt diskutere, hvor stor lønforskellen reelt er. Men problemet er langt større, fordi sygeplejen er et samlet fag, der er blevet udhulet. Politibetjente og lærere kan godt gøre det, som deres fag byder dem. Det kan sygeplejersker ikke på samme måde. Det er det kæmpestore problem, og så bliver lønnen en frustrationsmagnet«, siger Jacob Birkler.

Den grundlæggende omsorg og tiden til patienterne er blevet erstattet af en stor mængde opgaver, som ikke altid stemmer overens med det, sygeplejerskerne ser som det bedste for patienten

Sygeplejefaglighed handler altså ikke kun om, hvorvidt patienten får en bestemt mængde medicin, det handler om at finde blik for, hvor patienten er undervejs, siger Jacob Birkler.

»Det er det, som sygeplejersker er eksperter i. Det er noget, de er uddannet til, og det er præcis det, det skorter på, fordi sygeplejen er blevet reduceret til opgaver, der skal prioriteres imellem«.

I skyggen af lægevidenskab

Jacob Birkler siger, at sygeplejefaget i årevis har stået i skyggen af lægevidenskaben, og at der er skåret ind til benet på budgetter og på mandskab.

Som eksempel nævner han, at politikerne i Danmark har indført behandlings- og udredningsgaranti, men der er ikke omsorgsgaranti.

»Pengene er tilgået behandling, og der er sket en prioritering af førstehjælp fremfor næstehjælp. Og her mener jeg ikke hjertemassage, men den førstehjælp, hvor der behandles nu og her. Og det er også det, de fleste patienter kommer efter. Men når man blive indlagt på sygehuset, finder man ud af, at der er noget andet, der også har stor værdi: At der er et menneske, der ser og følger dig«, siger han.

Mange af de ting, du siger, kan lægernes også relatere til, og de oplever også effektiviseringer, besparelser og manglende tid til den enkelte patient. Men det er jo ikke lægerne, der strejker. Hvorfor er det sygeplejerskerne, der strejker, hvis løn ikke er det centrale?

»Det handler om, at der i lægekunsten allerede er meget førstehjælp. Det er allerede en central del af lægernes profession, hvor der ofte er meget, man kan gøre nu og her. I sygeplejen handler det også om at være. Lægerne har desuden ikke lige så meget patientkontakt som sygeplejerskerne, og det er der gode grunde til. Lægen har et behandlingsansvar, og der skal tages beslutninger om den bedst mulige behandling. Lægen taler med patienten, hvor dialog og kommunikationen selvfølgelig er afgørende. Men det er dimensioneret anderledes, fordi omsorgen fylder på en helt særlig måde for sygeplejersker. Det er ikke det samme som at sige, at læger ikke er omsorgsfulde, men det er behandlingen, der vægter helt anderledes hos lægen«.

At der er skåret ind til benet, mærkes vel af alle ansatte i sundhedsvæsenet? Hvorfor bliver sygeplejerskerne så hårdt ramt af det?

»I sundhedsvæsenet er der opstået et hierarki af arbejdsopgaver, hvor der sker en tavs prioritering af behandling fremfor omsorg. I Danmark savner vi et oplyst grundlag for denne prioritering, som har stor betydning for patienterne. Man mærker som sygeplejerske, når mængden af opgaver stiger, eller når man går fra at være tre til to på en aftenvagt. Og her må sygeplejerskerne prioritere mellem patienterne i stedet for at være der for patienterne«.

Han peger på begrebet moralsk stress som et voksende problem blandt både jordemødre, sygeplejersker, læger og andre faggrupper i sundhedsvæsenet.

I modsætning til etiske dilemmaer, hvor man kan være i tvivl om det, der bør gøres, er moralsk stress et særligt forhold, hvor lægen eller sygeplejersken godt ved, hvad der bør gøres. Her er der ingen tvivl, siger Jacob Birkler.

»Men personen kan ikke gøre det, som bør gøres. Og det kan give ondt i maven på vej hjem fra arbejdet og stresssymptomer. Personen kan tydeligt se, hvad der ville være værdifuldt og rigtigt at gøre for patienten, men der er ikke mulighed for det. Det kan resultere i udmattelse og udbrændthed«.

Rygraden i sundhedsvæsenet

Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi, deler Jacob Birklers bekymring.

»Sygeplejefaget er et fag i krise. Og det er en krise for hele sundhedsvæsenet, ikke kun den enkelte sygeplejerske. Det er hårdt for den enkelte sygeplejerske, men utilfredsheden er en udfordring for samfundet som helhed«.

Jes Søgaard betegner sygeplejerskerne som rygraden i sundhedsvæsenet.

»Det vil lægerne måske være studse over, at jeg siger. Men sygeplejerskerne administrerer en lang række af de behandlinger, som læger beslutter. Indimellem har de decideret delegeret behandlingsansvar. De har en vigtig og stor funktion i sundhedsvæsenet, og hvis utilfredsheden fortsætter, kan det true det sundhedsvæsen, vi gerne vil have – nemlig et ressourcestærkt sundhedsvæsen«.

Færre søger uddannelsen

Han peger især på årets lave optag på sygeplejerskeuddannelse som bekymrende, og sammen med sygeplejerskernes søgen væk fra sygehusene kan det på sigt komme til at gå hårdt ud over sundhedsvæsenet.

Sygeplejefaget er et fag i krise. Og det er en krise for hele sundhedsvæsenet, ikke kun den enkelte sygeplejerskeJes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi

»Sygeplejersker har i mange år været utilfredse med deres løn. De strejker hvert tiende år og har haft flere protestforsøg, der er drevet af løn, men i stigende grad også af utilfredshed med arbejdsvilkår. Vi har set siden 2015, at der har været mindre søgning på uddannelserne. Det er stadig en ret populær uddannelse, men antal førsteprioritetsansøgninger er faldet de sidste 5-6 år med undtagelse af sidste år, hvor der blev gjort en særlig indsats til rekruttering i forbindelse med det politiske løfte om 1.000 sygeplejersker. Og faldet fortsætter i år«.

Jes Søgaard peger på, at strejken og debatten om de ringe arbejdsvilkår især kan påvirke optaget på uddannelsen næste år. Det skete efter strejken 2008, siger han.

»Når to tredjedele af sygeplejerskerne stemmer nej til et forslag, er der stor utilfredshed. Mange sygeplejersker søger væk fra de tunge afdelinger i særdeleshed, men også det kliniske arbejde generelt. Mange går på deltid, nogle forlader helt faget. Ikke så mange som jordemødrene dog«.

Pilen peger på politikerne

På den korte bane har Jes Søgaard svært ved at se, hvordan sygeplejerskerne skal vinde, fordi de står alene.

»Medmindre regeringen bliver presset til at gøre noget, har regionerne ikke penge til at imødekomme økonomien bag sygeplejerskernes ønsker, og regionerne synes glemme, at det er deres pligt at tilbyde behandling og ikke DSR«.

»En politisk løsning, gerne med bredt mandat i Folketinget, kunne være en kombination af en velfærdslønpulje og nogle bindende politiske hensigtserklæringer for velfærdsfagene, som parterne så kunne forhandle nærmere detaljer i, således at en samlet løsning kan indfases over fem år.”

Hvis det ikke sker, og hvis der kommer et indgreb som i 2008, ser det ikke godt ud, mener Jes Søgaard.

»Så vil vi se et sundhedsvæsen, hvor manglen på sygeplejersker vil stige. Og det samme med jordemødrene, som også er utilfredse. Der er nødt til at ske handling, fordi utilfredsheden er så udbredt. Og her vil mange økonomikolleger gerne diskutere tekniske detaljer om lønnen, men min holdning er, at hvis lønnen ligger under reservationslønnen, altså den løn, sygeplejersken vil have for at levere 37 timer om ugen, så er lønteknik ligegyldigt. Så er den bare for lille i forhold til, hvad sygeplejerskerne vil gå for. Det betyder, at flere vil søge væk eller søge væk fra de 37 timer, og så står sundhedsvæsenet overfor store problemer«.

Hvis det kommer dertil, vil det både gå ud over patientsikkerhed og kvalitet, mener Søgaard og henviser til internationale undersøgelser, der viser en sammenhæng mellem belægningen af sygeplejersker og behandlingskvalitet og patientsikkerhed.

Lige nu ser politikerne situationen an, siger Jes Søgaard. Danske regioner har været tavse, og der er grænser for, hvad de kan gøre.

»Det er problemet ved strukturen. De har både behandlingsansvar og forhandlingsansvar, men de har ikke noget at have det ansvar i. De har ingen penge og kan intet gøre, uden de får tilladelse fra Finansministeriet og Statsministeriet. Derfor kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet har den rigtige model i Danmark«.

Jes Søgaard tror ikke på den »lette løsning«, bare at give sygeplejerskerne 5.000 kroner mere i månedsløn.

»Måske kunne Nicolai Wammen finde de to milliarder ekstra om året, men andre velfærdsfag ville jo så også have mere i løn. Selvom vi har fået fornemmelsen af, at pengene gror på træerne i de her coronatider, er det ikke tilfældet. Udfordringen er stor og løsningen er svær og dyr. Men den skal findes, hvis dansk sundhedsvæsen skal forblive stærkt«.

Læs også:

Fertilitetsklinik aflyser patienter: »Det er næsten ikke til at bære at skulle lukke ned igen«

Ortopædkirurger aflyser alle planlagte hofte- og knæoperationer: »Opgøret måtte komme«