»Tænk, hvor meget vi kunne hjælpe børnene, hvis vi havde den rette tid«

Det unge menneskes ben tripper under bordet og får det hele til at ryste i det lille mødelokale.

»Hvorfor vil du ikke sove?«

Læge Helena Lassen lægger hovedet lidt på skrå og lytter til patienten, som svarer stille på spørgsmålet. 

»Søvn er vigtig, og mangel på søvn kan forværre det hele«, siger Helena Lassen, efter patienten har svaret. De snakker lidt om tyngdedyner, om mareridt, at personalet skal vide, at den unge har brug for hjælp til at falde i søvn. Helena Lassen tager sirlige noter på sin blok. Hun kigger op igen.

»Er der andre ting, du har brug for at fortælle mig?«

Det er der. Helena Lassen tager sig god tid, sygeplejersken supplerer undervejs. Også hun kender den unge patient godt efterhånden. Til sidst i samtalen begynder både den unge og de voksne at grine. Det er lidt svært at tage noter på et gungrende bord. 

Helena Lassen er hoveduddannelseslæge i børne- og ungdomspsykiatrien, aktuelt på Ungedøgnafsnittet Aabenraa. Lige nu er der god tid til samtalen med patienten, og når der er tid, kan læger gøre en kæmpe forskel, føle stor faglig tilfredshed og hjælpe børnene og de unge, siger hun. Ugeskrift for Læger har fået lov til at følge med en dag på arbejde.

»Tænk, hvor meget vi kunne hjælpe børnene, hvis vi havde den rette tid. Når vi har den lille ekstra tid til at spørge ind til andet end sygdommen, ser vi også potentialet for udvikling, hvilket er en af de absolut bedste ting ved at arbejde i børne-og ungdomspsykiatrien. Hvis vi har meget travlt, bliver det brandslukning, og vi kigger kun på svaghederne fremfor styrkerne«, siger Helena ­Lassen.

De dybe hemmeligheder

Hun savner fokus på alle de gode sider af specialet i den offentlige debat.

»Hvor fantastisk er det ikke lige at arbejde et sted som læge, hvor man igennem samtaler og psykoterapi kan hjælpe barnet, den unge eller en familie til at få det bedre. Vi kan meget andet end at udskrive medicin. Specialet har et kæmpe udviklingspotentiale, og det er et lille speciale, som samfundet i øjeblikket har et stort behov for«.

Blandingen af arbejdet med børn, familien, somatiske sygdomme, psykiatri og tværfagligheden gør, at hun trods arbejdspres føler, at hun arbejder i det bedste speciale og har de dygtigste kolleger i alle faggrupper. Tværfagligheden er spændende og lærerig, siger Helena Lassen.

Hun oplever dog også dagligt, at tiden ofte ikke er der, og tit savner hun netop tid til at være nærværende og faglig, have tid til at grine, skabe en relation til barnet eller den unge.

»Hvis vi bliver afbrudt midt i en samtale, kan der være informationer, vi ikke får med. For at patienterne fortæller os deres dybeste hemmeligheder, skal de være trygge ved os. Det bliver de ikke, hvis vi kun er hos dem i fem minutter eller må forlade dem midt i en sætning. En del af de børn og unge, vi ser, er blevet svigtet gennem deres liv. Det kan både være af forældre, skolen, det kommunale. Og de oplever også et svigt fra os, hvis vi hele tiden går fra dem. De oplever det som et fravalg, og de føler, at nogle andre er vigtigere«, forklarer Helena Lassen.

Der sker ofte fravalg. Især i perioder med tvang, for så kommer andre patienter i anden række. Det tager lang tid, og personalet føler sig splittet, siger Helena Lassen.

På daglig basis må hun sige nej til noget, nej til patienter, som gerne vil have en samtale med hende.

»I morges måtte vi lave en prioriteringsliste over, hvad vi kunne nå. Det bærer dagene præg af. Vi skal også nå at dokumentere«.

Mentalt overarbejde

Spiseforstyrrelser og selvmordsforsøg præger overblikstavlen på personalekontoret denne februardag, hvor en medarbejder har taget brownie med.

Personalet griner sammen, tager gas på hinanden og bliver seriøse, når de taler om patienterne på en rolig og respektfuld måde.

En medarbejder forklarer, at et stort antal patienter med spiseforstyrrelser kræver mange ressourcer. Normalt har afdelingen fire pladser til børn og unge med spiseforstyrrelse, der har behov for intensiv behandling i døgnregi. Lige nu er der i alt otte, og nogle gange er lægerne nødt til at iværksætte tvangsernæring pga. patienternes somatiske tilstand. I øjeblikket kræver det fem personaler på stuen under sondegivning, da patienten skal fastholdes, og der skal være en læge til stede.

Børnene og de unge skal også støttes før, under og efter måltiderne. Der er mangel på specialpsykologer og miljøpersonale, og det er svært at nå de tunge opgaver.

Medarbejderne på kontoret taler om, at de ofte arbejder over tid. Men et er, hvad der bliver noteret som overarbejde. Noget andet er, at personalet hele tiden er på overarbejde i hovedet. De arbejder hurtigt, skynder sig fra sted til sted, skal dokumentere undervejs og har ikke tid til at holde pauser.

Afdelingen er ramt af, at erfarne kræfter forsvinder, forklarer en medarbejder. Og færre hænder betyder øget tvang, hvilket flere psykiatere har påpeget de senere år.

Forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab Nina Tejs Jørring siger, at de og voksenpsykiatrien har vist, at det er muligt at nedbringe tvang. Man skal investere i gode arbejdsmiljøer, hvis man vil nedbringe tvang, lyder det.

En rapport fra Sundhedsstyrelsen fra november 2022 viser, at 348 børn og unge blevet udsat for en eller flere tvangsforanstaltninger i perioden 2021/2022. Det er 40 flere end i 2020/2021. Der er altså ifølge Sundhedsstyrelsen en tendens til, at anvendelsen af tvang over for børn og unge er stigende, men de påpeger også, at antallet generelt er lavt.

»Vi ville gerne undgå tvang, det er ikke sjovt, og det kræver meget. Tiden bliver taget fra noget andet. Vi vil gerne have flere kolleger og undgå det«, siger Helena Lassen.

På papiret mangler de ikke læger på Helena Lassens afdeling, men nogle af dem er uddannelseslæger, andre er på deltid, og der skal være plads til supervision og grundig gennemgang af nye patienter.

»Vi slukker ildebrande i stedet for at bygge patienterne op«, bemærker en medarbejder.

Tid til samarbejde

I fællesrummet sidder børn tæt sammen og pynter fastelavnstønder – glimmer, glanspapir, pap og pomponer ligger spredt ud på bordet, og børnene klipper mønstre og klistrer på tønden med limstift. I baggrunden spiller en patient smukt på klaver.

Helena Lassen forsvinder ind til en patient, som ikke vil tage sin medicin.

»Det er der en del, som ikke vil«, forklarer en af Helena Lassens kolleger på kontoret imens.

Spiseforstyrrelser betegnes på afdelingen som en senfølge til corona. Men ikke en senfølge i form af åndenød, træthed og koncentrationsbesvær. Det er en konsekvens af, at flere af de unge under nedlukningerne gik hjemme og puttede med deres spiseforstyrrelser.

Samtidig har PPR og kommunerne også travlt. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at kommunernes udgifter til specialområdet er steget med 16% fra 2018 til 2023. Når de unge rammer psykiatrien, er de dårligere end tidligere.

Netop kommuner og samarbejdet med dem er på dagsordenen ved et netværksmøde om formiddagen, hvor en socialrådgiver, sygeplejerske, udskrivningskoordinator og Helena Lassen fra afdelingen taler med kontaktperson og sagsbehandlere i kommunen. Det foregår via videolink, og den slags møder er der et par stykker af om ugen.

Formålet med samarbejdsmøderne er at tale om, hvordan hele systemet samarbejder bedst om patienterne. Der skal være klare aftaler, klare planer. De taler om børnenes mestringsstrategier, og ved mødet tager de sig god tid til lange snakke.

En alarm går et sted, og det giver et sæt i deltagerne ved mødebordet, de læner sig frem i stolene, en enkelt sætter begge hænder på stolens armlæn. De griner lidt, da det går op for dem, at det er en brandalarm hos deltagerne i kommunen, som sidder et helt andet sted.

»Jeg var lige klar til at løbe; Er der noget, vi skal gøre!?« griner en af deltagerne og synker ned i stolen igen. Alarmen stopper, mødet kan fortsætte.

De taler om bosteder, tilbud, efterværn, muligheder for børnene og de unge. Stemningen ved mødet er god, bemærker en ved mødebordet senere og forklarer, at det ellers ofte kun drejer sig om at få kommunerne til at handle.

Efter mødet forsvinder sygeplejersken.

»Hun skal lige slukke en ildebrand«, forklarer Helena Lassen, som selv går ind på personalekontoret og taler lavmælt med en kollega om en patient.

Utilstrækkelighed som vilkår

Tid til at tale med kolleger er ofte knap. Men medarbejderne hører ofte nogle voldsomme historier, og det er rart, når der er tid til at vende det med kolleger.

»Vi kan blive udsat for sekundær traumatisering, og vi skal være i balance. Ledelsen har fokus på debriefing efter voldsomme hændelser og tvangssituationer, eller hvis noget har rørt os, og der er fokus fra vejledernes side på at få talt om det. Men der er ikke altid tid på selve dagen«, siger Helena Lassen.

Det kan gøre, at man bliver overinvolveret, for omsorgsfuld og tager patienterne med hjem. Andre bliver underinvolveret og tager afstand, uddyber hun.

»Vi er gode til hver især at tale sammen. Men det er altid på bekostning af noget andet. Man kommer senere hjem. Der er ikke tid til at trække vejret«.

Det er aldrig godt ved et arbejdsmiljø, at der ikke er nok tid, påpeger Helena Lassen.

»Det gør, at vi føler os utilstrækkelige. Og det er nok det ord, der beskriver os allerbedst, både læger og andre faggrupper. Vi tænker over, hvad vi kunne have gjort, hvis vi havde haft tid. Måske havde vi undgået bestemte situationer. Det skal man arbejde med både som læge og menneske. At utilstrækkelighed er et arbejdsvilkår lige nu. Det er ikke optimalt, men vi balancerer i det, prøver at hjælpe og støtte hinanden«.

Har du været i situationer, hvor du godt vidste, hvad der skulle til rent fagligt, men ikke kunne levere det på grund af mangel på tid?

»Ja, jeg har både siddet i Vejleambulatoriet og her og tænkt, at noget ville hjælpe, men det var ikke muligt. Underretninger til kommunen bliver ikke grebet, børnene kommer igen, og man er nødt til at sidde i den samme rumle. Børnene og de unge er ret dårlige, men vi er nødt til at prioritere og kan ikke indlægge alle. Nogle gange må det briste eller bære, men det er utilstrækkeligt«.

Ældre psykiatere har prøvet at arbejde i et system, hvor der er flere muligheder. Men alle jer nye har potentielt ikke prøvet at være i en situation, hvor I kan yde den optimale behandling. Hvordan forholder du dig til det?

»Ældre psykiatere har en anden erfaring med sig end os – vi har bare ønsker efterhånden. Men vi har også patienter, der får det bedre. Jeg har også oplevet, at tingene har fungeret, patienter, der får god støtte af kommunen, det hele kører. Det er tydeligt, hvor meget den rette støtte batter. Vi kommer ikke med hjem i lommen på patienten. Derfor er vi afhængige af, at det kommunale system griber dem. Der kan vi godt møde modstand, og nogle gange bliver patienter indlagt, fordi de ikke får den rette støtte på deres bosted. Men jeg føler, at jeg kan gøre en forskel for de unge. Nogle ser vi aldrig igen, fordi det går godt«.

Der bliver gjort meget for, at de yngre læger har et godt uddannelsesmiljø, påpeger Helena Lassen. Der er fokus på ugentlige vejledninger, supervision og på terapiforløb.

Går du de fleste dage hjem med faglig tilfredshed?

»Jeg går hjem med en følelse af, at jeg har gjort det bedst muligt. I ambulatoriet havde jeg bedre tid og var mere tilfreds, men det er svært at komme herned, fordi patienterne er tungere og dårligere, og vi har travlt på en anden måde. Man kan få en følelse af, at man skal nå det hele, og det kan man ikke. Det har været en læringsproces for mig. Nogle gange er det svært at hvile i, at jeg har gjort det bedst mulige. Og at der er nogle andre til at passe på patienterne, når jeg ikke er på arbejde. De kan hive fat i en anden læge«, siger Helena Lassen og læner sig frem i stolen.

»Læger vil gerne fikse, men vi kan ikke bare give en pille eller et nyt knæ. Vi har det tværfaglige og mange dygtige kolleger. Alle, der er her, brænder for det, og det giver en gejst. Vi vil det her. Men vi oplever personaleflugt og ser, at speciallægerne søger ud privat, og flere uddannelseslæger søger orlov eller går andre veje, skifter speciale, samtidig med at politikerne taler om effektivisering. Det er svært at effektivisere med den mentale sundhed. Vores arbejde kræver tillid og tiltro til, at vi kan hjælpe dem, det sker ikke med en halv times samtale«.

Efter middagskonference kl. 14 skal Helena Lassen til supervision, men må kontakte pædiatrisk bagvagt, fordi en patient har lavt blodsukker. Hun kommer derfor ti minutter for sent til supervision.

Supervisionen kører indtil kl. 15.30, men den yngre læge må hjælpe med at passe forvagtstelefonen fra kl. 15.10 til 15.45 for en kollega.

Kl. 15.40 har mobilteamet behov for at vende en patient med hende, og herefter skal hun dokumentere dagen, have styr på nogle administrative opgaver. Hun er nemlig også skemalægger. Og hun har en del mails, der venter.

Også i dag går hun over arbejdstid, som ellers skulle slutte klokken 15.30.

Politisk bevågenhed

Psykiatrien i Syddanmark står over for nogle store forandringer. Et forslag om at lukke sengepladser i børne- og ungdomspsykiatrien i Esbjerg er i høring, og forslaget hænger sammen med at sænke aldersgrænsen i børne- og ungdomspsykiatrien fra 20 til 18 år. Så vil patientindtaget falde.

Også på landsplan er psykiatrien under forandring og har haft heftig politisk bevågenhed.

I efteråret vedtog politikere bredt i Folketinget en psykiatriaftale, og den rummer blandt andet »et lettilgængeligt tilbud i kommunerne til børn og unge i psykisk mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse«.

Aftalen findes kun på et stykke papir, og der er ikke sket noget i retning af implementering, siger Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

»Aftalen rummer et tilbud, men det er helt uspecifikt hvilket tilbud. Det er vores håb, at kommunerne kan give et behandlingstilbud til de lette tilfælde. Hvis man behandler tidligt, kan man forhindre et lille problem i at vokse sig stort. Patienterne har i gennemsnit været undervejs med deres lidelse i fem år, før de kommer ind til os. Det starter f.eks. med en lille smule angst. Barnet bliver mere og mere stresset, forældrene er slidt ned, inden vi ser dem, og så er det svært at løse«.

De diagnoser, der fylder mest på landsplan, er angst, OCD og spiseforstyrrelser, og tit opstår anoreksi som et forsøg på at løse et problem. Et stigende antal unge med spiseforstyrrelser har en bagvedliggende autisme, påpeger Nina Tejs Jørring. Nogle har andre udviklingsforstyrrelser, f.eks. ADHD. 

Det tager tid at identificere deres grundlæggende problem. Og i det øjeblik, de unge bliver afsluttet i psykiatrien, har de ingen patientrettigheder i kommunen, siger BUP-forpersonen. De har ikke en ret til at få opbakning, og så kommer de tilbage til psykiatrien til stor frustration for dem selv og for medarbejderne. De har ingen anden mulighed end at sulte sig, hvis ikke nogen kan se, at de har det skidt.

»Vi får ikke løst problemerne i børne- og ungdomspsykiatrien, hvis vi ikke får løst problemerne i kommunerne. Vi bruger for meget tid på at skændes om, hvem der har ansvaret. Vi er nødt til at sætte ind i kommuner og regioner samtidig, men politikerne har desværre med psykiatriaftalen klippet nogle få ting ud af et samlet fagligt oplæg fra Sundhedsstyrelsen«.

Hvis det lettilgængelige tilbud kom i gang, ville man stoppe noget af den ophobning, der er i systemet, mener Nina Tejs Jørring.

Mere skade end gavn

Nina Tejs Jørring kalder alle mand på dæk for at undgå, at udfordringerne i psykiatrien bliver glemt og gemt.

»Der er brug for, at vi alle sammen taler højt om, at vi gerne vil det her fag. Det er verdens bedste speciale. Der er ingen, der uddanner sig, hverken til sygeplejerske, psykolog eller læge, med et ønske om at gøre skade. Men vi er skåret så langt ind til benet, at man kan komme i tvivl. Samfundet er hele vejen igennem styret efter tanker omkring effektivisering fremfor tid, kvalitet og livskvalitet«.

Man kan komme i tvivl, om man gør mere skade end gavn, når læger giver en diagnose og ikke følger op og undersøger, hvad effekten er, uddyber Nina Tejs Jørring.

»Hvis forældrene med en diagnose også får et håb om, at de får hjælp af kommunen, kommer i en speciel skole, får særlige rammer for deres barn, og kommunen ikke giver det, kan det give endnu mere meningsløshed og afmagt i familien«.

Nogle gange kan diagnosen vel også være afklarende i sig selv?

»Ja, det giver en umiddelbar lettelse. De unge føler, at der endelig er nogen, der tror på dem. Når lettelsen er overstået, kommer der en rimelig forventning om, at nogle vil hjælpe med at magte livet ud fra en forståelse af diagnosen. Hvis den hjælp udebliver, går man fra at tænke, at det nok skal gå, til at man ingen chance har i samfundet. Det er farligt«.

Når speciallægerne flygter til det private, er det, fordi de har fået en virkelig god uddannelse, siger forpersonen. De ved, hvordan de med familieterapi, psykoterapi og støttende samtaler med familien grundlagt på gode lange relationer kan give meget hjælp. Men det får de ikke lov til.

Hun frygter, at arbejdsmiljøet bliver dårligere og dårligere, mange unge læger brænder ud i en tidlig alder. De føler, at de svigter, og læger er opdraget til at helbrede og lindre.

»Hvis man altid fokuserer på produktion fremfor patienter og uddannelse, skaber det en foragt for den enkelte medarbejders trivsel«.

Et bedre arbejdsmiljø burde stå allerøverst på regionsledernes dagsorden, mener hun.

»Politikere, ledere og klinikere skal tale samme sprog, have samme visioner og drømme. Man skal føle, det er meningsfuldt, og man skal tro på, at man gør det så godt, at børnene og de unge får det bedre«.