»Thea Kølsen Fischer tager os med helt ind i beslutningerne«

Mange fik nye arbejdsopgaver under COVID-19, og lockdownperioden udfordrede os i forhold til måder, hvorpå vi kunne kommunikere med familie, venner og arbejdskolleger. Det var en stor udfordring for os alle, men det er nok de færreste, der fik en så svær opgave som professor Thea Kølsen Fischer: Hun blev udvalgt til WHO’s forskerteam, der skulle undersøge, hvordan pandemien med den lille virus blev til storpolitik, da den inficerede den første patient i den kinesiske by Wuhan i starten af december 2019. Forskerteamet skulle finde frem til, hvad man vidste, og hvad man manglede at vide – altså danne grundlaget for nye undersøgelser: Var det flagermusevirusset, der via et smittet gnaverdyr smittede det første menneske på Huhan Wet Market, eller var det et laboratorielæk fra et verdenskendt viruslaboratorie tæt på markedet, der startede den pandemi, vi nu på andet år forsøger at stoppe? Nedenunder missionen lå der også et svært storpolitisk spørgsmål: Hvor længe gik der i virkeligheden fra de første SARS-CoV-2-tilfælde i Wuhan, til WHO og resten af verden fik besked? Havde Kina lært af SARS-epidemien, eller havde de igen sat verdenssundheden i fare?

Historien om den et år lange politiske og diplomatiske optakt, forberedelserne, der inkluderede et langt karantæneophold, og strabadserne under selve outbreakmissionen til Wuhan i januar 2021 har Thea Kølsen Fischer beskrevet i sin førstehåndsberetning »Virusdetektiven« fra forlaget Gyldendal. Som en af de få eksperter i Danmark der er uddannet til at efterforske smitsomme sygdomsudbrud, var opgaven en del af hendes træning, og hun har erfaring fra tidligere udbrud over det meste af verden (f.eks. et udbrud med den dødelige hæmoragiske Marburgfeber i Angola). Men som det gentages flere gange i bogen, så får man politik, når man blander videnskab og politik. Det var afgørende, at forskerne så hurtigt som muligt fik adgang til klinikere, patienter, laboratorier og markedet, for at bevismateriale ikke skulle forsvinde eller blive ødelagt. Men enhver katastrofefilm starter med, at politikere ignorerer en bekymret forsker. Her er COVID-19 ingen undtagelse, og der skulle gå et år, fra WHO besluttede at sende en mission, til den rent faktisk stod i Wuhan. Kina var bange for, at missionen var forudindtaget, og det hjalp ikke, at Trump bevidst provokerende kaldte virus for Kina-virus, og flere statsledere mente at vide, at de kinesiske sundhedsmyndigheder havde skjult epidemien for omverdenen i starten. Der var blevet publiceret kinesiske studier om patienter med COVID-19 allerede den 1. december 2019, men omverdenen fik først besked to uger senere. Og nu afviste de kinesiske myndigheder, at der havde været tilfælde før slutningen af december.

Udefra set var situationen i Wuhan drejebogen på en mulig katastrofe i en by med 11 millioner indbyggere, hvorfra over 60.000 mennesker rejste med fly ud af Wuhan lufthavn til andre lande i verden de første 14 dage af december 2019. Et kæmpe marked, hvor der solgtes arter af levende dyr, der var kendt som mellemværter for en række virus, og klos op ad markedet et viruslaboratorie indrettet til at kunne ændre og teste COVID-19-virus.

Thea Kølsen Fischer tager os med helt ind i beslutningerne før afrejsen, og hvordan forskerne forbereder sig på en mission, de ved, bliver meget vanskelig. Vi fornemmer, hvor svært det har været i forhold til at skabe stærke faglige samarbejder gennem Zoom og Teams mellem forskere fra meget forskellige videnskabelige områder fra lande over hele kloden. Nogle forskere er naturlige ledere, andre vil gerne være det. Vi følger med i opbygningen af teams, lederskab og tværfaglige udfordringer. Vi er med til møder med nervøse kinesiske forskere i forsvarsposition og interview med patient zero, mens anonyme sortklædte mænd filmer i baggrunden. De sproglige og kulturelle udfordringer for missionens deltagere er tydelige, men måske er hele missionens præmis og mål i sig selv et kulturfremstød. Hvad ville Seruminstituttet sige til, at et hold forskere fra Kina kom og stillede nærgående og kritiske spørgsmål om instituttets indsats?

Det største kulturchok virker dog til at have været mødet med verdenspressen og den danske presse efter missionens afslutning. Missionen fandt ikke den smoking gun, som verdens ledere i deres stille sind havde håbet på (det var heller ikke missionens formål). Det medførte et tydeligt mishag hos journalisterne på New York Times og Los Angeles Times og flere danske aviser, der mente, at forskerteamet havde været i lommen på de kinesiske myndigheder og derfor ikke stillede de kritiske spørgsmål (det gjorde de, hvis man læser bogen, og det var ikke behagelige diskussioner, der fulgte). Når man blander videnskab og journalistik, får man journalistik. Forskerne kom hjem med et svar, ingen ville have. Det er forskere vant til, men det er sjældent, man som i »Virusdetektiven« får et så detaljeret og ærligt indblik i, hvordan det er som ærlig og erfaren forsker at blive mødt af globalpolitisk opportunisme, mandagstrænere på sociale medier og den fjerde statsmagt: politisk indflydelsesrige medier. Detektivmissionen lykkedes , men hvad det præcis var, der slap virus løs på mennesker, undslap outbreak-eksperternes skarpe blik. Desværre valgte WHO at stoppe næste fase af udbrudsundersøgelsen i Wuhan. Men den beslutningsproces er en anden smoking gun.

»Thea Kølsen Fischer tager os med helt ind i beslutningerne«

Fakta